Skrivelse om overskridelse/overholdelse af deltidsbeskæftigede læreres timetalsnormer (* 1) (Til de højere uddannelsesinstitutioner, teknika og sociale højskoler m.fl. institutioner)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om overskridelse/overholdelse af deltidsbeskæftigede læreres timetalsnormer (* 1)
(Til de højere uddannelsesinstitutioner, teknika og sociale højskoler
m.fl. institutioner)
Rigsrevisionen har i forbindelse med en undersøgelse af omfanget af deltidsbeskæftigede læreres undervisning og indtægter ved nogle uddannelsesinstitutioner konstateret, at der i flere tilfælde er sket overskridelse af de for de pågældende lærere fastsatte timetalsnormer, jf. herved en af rigsrevisor i henhold til lov om revisionen af statens regnskaber afgiven beretning til statsrevisorerne. Undersøgelsen har omfattet både timelønnede lærerkræfter (undervisningsassistenter, eksterne lektorer m.fl.) og lærerkræfter, der oppebærer en kvotadel af lønnen for heltidsbeskæftigede lærere.
Det fremgår af finansministeriets cirkulære af 4. april 1978 om vederlæggelse m.v. af timelønnet undervisning, pkt. 14, at det arbejdstimetal, der er forbundet med en timelønnet lærers undervisning, ikke kan overstige 250 timer pr. semester eller halvår, svarende til 500 timer årlig, medmindre der ud fra hensynet til tilrettelæggelsen og gennemførelsen af undervisningen er indgået særlig aftale med den forhandlingsberettigede organisation om et højere arbejdstimetal, at motiveret anmodning om indgivelse af sådan aftale skal fremsættes over for organisationen såvidt muligt 2 måneder før undervisningens påbegyndelse, og at det arbejdstimetal, der kan indgås aftale om, dog højst kan udgøre 780 timer årlig (3/8 beskæftigelsesgrad). Finansministeriet har i følgeskrivelse af s.d., pkt. 8, desuden fremhævet, at ansættelse med et højere arbejdstimetal end 780 skal ske på kvotalønbasis, og at deltidsbeskæftigelse med mere end 1040 timer årlig (1/2 beskæftigelsesgrad) ifølge reglerne om stillingskontrol forudsætter, at der er oprettet en stilling, jf. finansministeriets budgetvejledning (1975) pkt. 71.1. Undervisningsministeriet har ligeledes ved skrivelse af 7. april 1978, hvormed førnævnte cirkulære og følgeskrivelse blev udsendt til institutionerne, peget på den ved cirkulæret indførte overgrænse for timelønnet ansættelse på 3/8 beskæftigelsesgrad samt på, at oprettelse af stillinger med over 1/2 beskæftigelsesgrad - eller for så vidt angår tjenestemandsstillinger forslag om oprettelse af stillinger med 3/8 beskæftigelsesgrad eller derover - efter reglerne om stillingskontrol skal forelægges for finansministeriet.
Der er endvidere i aftale af 4. november 1975 mellem finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation vedrørende eksterne lektorers ansættelsesforhold ved universiteterne og de under undervisningsministeriet hørende højere læreanstalter anført et maksimum pr. semester på 251 arbejdstimer, hvilket timetal kun vil kunne overskrides efter indhentet godkendelse fra undervisningsministeriet.
Undervisningsministeriet skal efter den givne anledning henlede opmærksomheden på såvel de specielle for de forskellige kategorier af timelønnede lærere fastsatte timetalsgrænser som de for stillingskontrol og -oprettelse gældende regler og indskærpe nødvendigheden af en overholdelse af disse timetalsnormer. Der forudsættes i denne sammenhæng af institutionerne ført kontrol med de deltidsbeskæftigede læreres timetal, herunder tillige gennem løbende indrapportering om undervisningens afvikling, således at der i tide kan rettes henvendelse til den forhandlingsberettigede organisation eller ministeriet i tilfælde, hvor en overskridelse af timetalsgrænserne for timelønnede må påregnes, eller hvor der vil være behov for oprettelse af stillinger. Ansøgning om oprettelse af stillinger skal som tidligere meddelt fremsendes til direktoratet for de videregående uddannelser.
Der må selvsagt på tilsvarende måde føres kontrol med overholdelsen af fastsatte timetalsnormer for andre stillingsgrupper end de omhandlede lærerkræfter.
P.M.V.
E.B.
E. Paludan-M ller