Cirkulære om fremgangsmåden med hensyn til konfiskation i henhold til § 47, stk. 3, i borgerlig straffelov. (* 1).
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om fremgangsmåden med hensyn til konfiskation i henhold til § 47, stk. 3, i borgerlig straffelov. (* 1).
1. Afgørelse om konfiskation af penge og genstande hos personer, der udstår frihedsstraf, træffes af anstaltslederne (arrestinspektøren) i overensstemmelse med reglerne i § 37 i justitsministeriets bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf.
2. Konfiskerede genstande skal efter anstaltslederens (arrestinspektørens) bestemmelse sælges, nyttiggøres til fordel for institutionen eller tilintetgøres.
3. Med hensyn til provenuet ved salg af konfiskerede genstande og penge, der er konfiskeret, forholdes således
a) I anstalterne konteres beløbet ad kontoplan 46 »bøder og konfiskation«.
b) I arresthusene indføres beløbet i politimesterens bødejournal, afd B, i overensstemmelse med justitsministeriets cirkulære nr. 49 af 24. marts 1965 om politikredsenes kasse- og regnskabsvæsen m.v., kapitel 3, og konteres som andre konfiskationer, der tilfalder statskassen.
4. I anstalterne føres af hensyn til rigsrevisionens mulighed for revision på stedet en løbende oversigt over de i finansåret foretagne konfiskationer. Oversigten skal indeholde oplysninger om datoen for konfiskationen og navnet på den, hos hvem konfiskationen er foretaget. I anstalten skal foreligge udskrifter af forhørsprotokollen samt dokumentation, hvoraf det fremgår, hvorledes der er forholdt med det konfiskerede. Sådan dokumentation vil i tilfælde af salg af det konfiskerede kunne foreligge i form af salgsnota, i tilfælde af genstandens nyttiggørelse i anstalten skal der foreligge attestation fra den, der har optaget genstanden i anstaltens beholdning, og i tilfælde af tilintetgørelse skal der foreligge attestation fra den funktionær, som har påset tilintetgørelsen. Såfremt det konfiskerede anses for at være værdiløst, er særskilt dokumentation dog ufornøden.
5. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 1980.
Samtidig ophæves direktoratets cirkulære af 10. marts 1976 om samme spørgsmål.
E.B.
Ilse Cohn
(Til kriminalforsorgens anstalter og arrestinspektørerne).