Retningslinier for indretning af mekanisk drevne kraner i skibe (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Retningslinier for indretning af mekanisk drevne kraner i skibe (* 1)
Alle kraner skal udføres i overensstemmelse med arbejdsministeriets bekendtgørelse af 18. maj 1965 om regulativ for lastning og losning af skibe samt i almindelighed opfylde nedenstående retningslinier i den udstrækning de kan finde anvendelse.
1. Konstruktioner
1.1. En kran skal være således konstrueret, at den med tilstrækkelig sikkerhed kan modstå de påvirkninger, den kan blive udsat for fra byrden, vind, vibrationer samt fra skibets slagside og trim.
Til alle styrkeelementer skal anvendes materiale med certifikat fra et af handelsministeriet anerkendt klassifikationsselskab eller tilsvarende certifikat.
1.2. Bevægelige dele såsom tandhjul, svinghjul, koblinger, kæder, aksler og andre maskinelle indretninger, som ikke er forsvarligt afskærmet i kraft af deres anbringelse eller konstruktion, skal være forsynet med forsvarlig afskærmning. Damprør, som er placeret således, at der er fare for, at nogen kan komme i berøring med dem, skal være afskærmet, isoleret eller beskyttet på anden fuldt betryggende måde.
1.3. Skinnekørende kraners undervogn skal være således konstrueret, at afsporing, aksel- eller hjulbrud ikke medfører væltnings- eller nedstyrtningsfare.
1.4. Når en kran ikke benyttes, skal der findes tilfredsstillende anordninger til fastholdelse af denne over for påvirkninger fra vind samt skibets trim og bevægelser i søen. Der skal ligeledes findes tilfredsstillende anordninger, der forhindrer kørekraner i at køre af sporet.
2. Adgangsveje
2.1. Kraner skal være forsynet med forsvarlige adgangsveje til manøvreplads, maskinhus og til ethvert sted, hvor der skal foretages vedligeholdelsesarbejder, smøring og lign. Sådanne steder skal der overalt være anbragt forsvarlig rækværk med fodliste eller lignende til forebyggelse af nedstyrtning. Adgangsvejen til manøvrepladsen skal kunne anvendes uanset kranens stilling.
2.2. Opgange til kraner skal så vidt muligt være således anbragt, at de kan iagttages fra manøvrepladsen i alle kranens stillinger. Er dette ikke tilfældet, skal opgangen være således sikret, at personer uden fare kan benytte dem, eller de skal kunne afspærres, så de ikke kan anvendes, når kranerne arbejder.
2.3. Når opgange til kraner består af lejdere med større vinkel med det horisontale plan end 70 grader og større højde over dækket end 5 meter, skal lejderne være forsynet med forbundne rygbøjler fra en højde af 2,20 meter over dækket.
3. Passage
3.1. Passage langs skinnedragere til løbekraner er forbudt, med mindre der ved gelænder eller på anden måde er sikret betryggende forhold.
3.2. Hvor passage ved en kran er nødvendig eller praktisk mulig, skal der altid i en hvilken som helst stilling af kranen mellem dennes dele og faste genstande være mindst 0,60 meter i fri bredde op til en højde af mindst 2,20 meter.
3.3. Hvor der er anlagt passage langs en kørekrans bane, må kranens dele intetsteds komme faste genstande nærmere end 0,90 meter. Såfremt dette ikke er praktisk muligt, vil en fri passage på 0,60 meters bredde kunne tillades enkelte steder. Den anlagte passage skal markeres med afstribning på dækket. Den frie højde over passagearealet skal være mindst 2,20 meter. Ved anlagte passager forstås f.eks. færdselsveje til og fra borde og interne hovedfærdselsveje.
3.4. Områder, hvor der er risiko for personskade under kraners arbejde, eller hvor passage ikke er tilladt, skal tydeligt angives ved skiltning, og der skal være foretaget afspærring.
3.5. På krankonstruktionen af bevægelige kraner må der ikke findes kanter, fremspring eller lignende, der i en højde på mindre end 2,20 meter over det underliggende passageareal kan risikere at gribe fat i beklædningsgenstande på passerende personer.
4. Afvisere og stopanordninger
4.1. Hvor fare for personskade anses for at være til stede, skal skinnekørende kraner foran hvert hjul eller bogie være forsynet med en eftergivende afviser, f.eks. en ståltovsbøjle anbragt ca. 0,60 meter over sporet og rækkende ca. 0,50 meter frem foran undervognens forreste del samt en skinnerømmer med en max. afstand over skinnen på 10 mm Andre kørekraner skal umiddelbart foran hjulene være forsynet med et beskyttelsesmiddel, der imødegår faren for overkørsel.
4.2. Skinner for skinnekørende kraner skal i enderne være forsynet med endestop, der er i stand til at optage den påvirkning, som kan opstå, når kranen med tilladelig belastning og normal kørehastighed støder imod disse.
4.3. Skinnekørende kraner skal være forsynet med en automatisk stopanordning, der ved normal drift standser kranen mindst 0,10 meter fra endestoppet.
4.4. Hvor der på samme skinne kører flere kraner, skal der være truffet sådanne foranstaltninger, at kranerne ikke kan komme i skadelig berøring med hinanden, samt at faste dele på kranerne indtil en højde af 2,50 meter over det underliggende passagerareal ikke kan komme hinanden nærmere end 0,90 meter.
5. Advarselsforanstaltninger
5.1. Dele af kraner og dele af faste genstande på skibet, herunder områder på dækket, der i forbindelse med kraners bevægelse kan frembyde en fare for personer, skal forsynes med sort/gul advarselsafmærkning.
5.2. Skinnekørende kraner, der er beregnet til at køre langskibs og/eller tværskibs mindre end 2,5 meter over almindelige færdsels- og arbejdsområder, skal have en alarmanordning, der automatisk starter lyd- og evt. lyssignaler lidt før kranen sættes i bevægelse. Der skal være kontinuerlig alarm, mens kranen er i bevægelse.
5.3. Kraner skal være forsynet med en signalanordning, med hvilken kranføreren kan afgive advarselssignal fra manøvreplads. Dette signal skal kunne høres inden for kranens arbejdsområde, men må ikke kunne forveksles med andre signaler, der anvendes om bord.
6. Førerhuse
6.1. Kraner med fast manøvreplads til losning og lastning og lignende skal i almindelighed være forsynet med lukket førerhus.
6.2. Førerhuset skal være udført af stål og/eller andet egnet ubrændbart materiale.
6.3. Der skal i førerhuset være en transportabel ildslukker af godkendt og egnet type. Såfremt adgangen til kranførerens plads kun kan ske gennem kranhusets indre, skal der være en elektrisk håndlampe.
6.4. Førerhuset skal være velventileret, have opvarmningsmulighed, være beskyttet mod indtrængen af evt. udstødningsgasser fra maskineriet. Støjniveauet ved kranførerens plads må ikke overstige 75 dB (A).
6.5. Førerhuset skal være udformet således, at kranføreren har bedst muligt overblik over arbejdsområdet på dækket.
6.6. Alle vinduerne i førerhuset skal være udført af hærdet glas. Rengøring af vinduerne udvendig skal kunne foregå på betryggende måde. De for arbejdets sikre udførelse nødvendige vinduer skal være forsynet med vinduesviskere samt varmetråde eller vifter således, at udsynet gennem vinduerne ikke nedsættes væsentligt på grund af regn, dug, is eller lignende.
7. Sikkerhedsforanstaltninger ved betjening
7.1. Betjeningsanordningernes funktion skal være tydeligt angivet ved tekst eller symbol.
7.2. Betjeningsanordningerne skal være således indrettet, at de går tilbage i neutral stilling, når de slippes, hvorved den pågældende kranbevægelse bringes til standsning på forsvarlig måde.
7.3. Kraner med flere manøvrepladser skal være udført således, at manøvrering ikke kan foretages samtidig fra flere forskellige steder.
7.4. Ved fjernbetjent maskineri skal der på et let synligt sted findes et skilt med advarsel om, at maskineriet er fjernbetjent og kan startes uden forudgående varsel.
7.5. Fjernbetjent maskineri, der ikke er synligt fra manøvrepladsen, skal være forsynet med en låsbar hovedafbryder eller stopknap.
8. Funktions- og grænseafbrydere
8.1. Kraner skal have grænseafbrydere, hvor der er begrænsning af kranens eller kranarmens bevægelser.
8.2. Kraner, hvis udlæg kan varieres maskinelt ved at hæve eller sænke kranarmen eller ved ind- eller udkøring af kranarmen, skal være forsynet med grænseafbryder for mindste og største udlæg.
De skal endvidere være forsynet med grænseafbrydere, der hindrer overskridelse af tilladeligt lastmoment.
8.3. Når grænseafbrydere træder i funktion, skal bevægelsen i den pågældende retning ophøre. Ny tilkobling af drivkraft eller løsning af bremser må ikke være mulig, før den pågældende betjeningsanordning har været i neutral stilling. Bevægelse må kun kunne foregå i tilladt retning.
8.4. Arrangement til forhindring af funktion af grænseafbrydere for kranarmens laveste stilling er kun tilladt, når dette er nødvendigt for stuvning af kranarmen.
8.5. Kraner skal være forsynet med et højdestop, der automatisk standser løftebevægelsen, når byrden har nået sin højeste stilling. Hvis ændring af kranens udlæg medfører, at krogen når højdestoppet, skal dette også virke for udlægsbevægelsen.
8.6. Den tilladelige arbejdsbelastning for en kran må ikke kunne overskrides med mere end 5 procent.
8.7. Elektrisk drevne kraner skal have et arrangement, som frakobler motoren i tilfælde af strømsvigt, og som hindrer, at motoren starter igen uden at betjeningsanordningen først har været ført tilbage til neutral stilling, eller efter at indkobling er foretaget med startmekanismen (0-spændingsudløsning).
8.8. Alle bremser skal være således indrettet, at de automatisk og uden skadelige påvirkninger vil træde i funktion i tilfælde af, at kraftforsyningen svigter eller ved fejl i kontrolsystemet. Bremsernes effektivitet skal være tilstrækkelig til at fastholde kranen samt dens byrde under alle forhold.
8.9. Kraner skal være forsynet med et nødstop, som kan nås fra manøvrepladsen. Stopknappen skal være rød og beskyttet med låg, bøjle eller tilsvarende.
8.10. På skinnekørende kraner skal der være anbragt et nødstop på hvert kranben. Stoppet skal kunne nås fra dækket. Dette nødstop, der skal indikere visuelt ved manøvrepladsen, må ikke kunne sættes ud af funktion fra denne.
8.11. Når nødstop aktiveres skal alle bremser automatisk træde i funktion og virke som angivet i punkt 8.8.
8.12. Ved nødstop skal alle funktioner neutralstilles, før kranen kan starte påny.
9. Variabel arbejdsbelastning
9.1. På kraner, hvor den tilladelige arbejdsbelastning er en funktion af kranarmens rejsning eller udlæg, eller hvor byrdens placering på kranarmen kan varieres, skal kranføreren ved angivelse på sin manøvreplads være underrettet om kranens største tilladelige arbejdsbelastning i de forskellige stillinger samt om kranarmens vinkel med det horisontale plan.
Endvidere skal der, såfremt kranen har en tilladelig arbejdsbelastning på 5 ton og derover, være en lastmomentindikator, der på kranførerens manøvreplads visuelt og akustisk alarmerer ved 90 procent af det tilladelige lastmoment.
10. Ikrafttrædelse
Retningslinierne har virkning fuldt ud for kraner, der afgives ordre på efter 1. april 1979.