Civilforsvarsstyrelsens cirkulære om I.Tilvejebringelse af personel til sygehusberedskabet. II.Behandlergrupper (Sygehusberedskabscirkulære nr. 6)

Civilforsvarsstyrelsens cirkulære om I.Tilvejebringelse af personel til sygehusberedskabet. II.Behandlergrupper

(Sygehusberedskabscirkulære nr. 6)

I. TILVEJEBRINGELSE AF PERSONEL.

Af det med sygehusberedskabscirkulære nr. 1 af 7. april 1976 udsendte »Notat vedrørende den fortsatte opbygning af sygehusberedskabet« (marts 1976), afsnit V. Personel, fremgår bl.a., at der inden for amtskommunen må foretages en registrering af personel, der har en sådan uddannelse, at det kan forrette tjeneste i sygehusberedskabet. Af dette personel udtages en del til tjeneste i forsvaret i tilfælde af mobilisering, medens resten fordeles til bestemte tjenesteområder og tjenestesteder i sygehusberedskabet i overensstemmelse med sygehusenes og amtskommunernes beredskabsplaner.

I forbindelse med tilvejebringelsen af en standardberedskabsplan for sygehuse, der udsendtes med sygehusberedskabscirkulære nr. 3 af 15. december 1977, henstillede man (sygehusberedskabscirkulære nr. 2 af 14. juli 1977), at den fortsatte udarbejdelse af beredskabsplaner fremskyndedes med henblik på tilvejebringelse af funktionsdygtige planer for samtlige sygehuse. Man henledte samtidig opmærksomheden på betydningen af fuldstændige personalelister til beredskabsplanens forskellige områder og bestemmelserne om den særlige designering (fritagelse for mødepligt ved forsvaret og civilforsvaret i tilfælde af mobilisering) af værnepligtigt personel.

Efter indstilling fra den under sygehusberedskabsudvalget nedsatte arbejdsgruppe vedrørende personel til sygehusberedskabet, jfr. det med sygehusberedskabscirkulære nr. 1 udsendte bilag 2, kan der nu til brug ved udarbejdelsen af personalelister til sygehusenes beredskabsplaner gives nedenstående vejledning

1. UDPEGNING.

De persongrupper, der må udpeges til sygehusberedskabet, er følgende

- Samtlige læger, uanset om de har tilknytning til sygehuse, med angivelse af eventuelle specialer.

- Tandlæger med tilknytning til sygehuse.

- Pharmaceuter ansat på sygehuse.

- Sygeplejersker.

- Sygehjælpere, der har gennemgået den fastsatte uddannelse.

- Autoriserede hospitalslaboranter.

- Fysioterapeuter.

- Røntgenteknikere ansat på sygehuse og i røntgenfirmaer.

- Sygehusenes overordnede administrationspersonale, portørpersonale, og teknisk personale.

2. DESIGNERING AF MØDEPLIGTIGE VÆRNEPLIGTIGE

Blandt de til sygehusberedskabet udpegede personer kan være sådanne, der som værnepligtige har mødepligt ved forsvaret eller civilforsvaret ved ekstraordinær indkaldelse og mobilisering.

Til disse mødepligtige værnepligtige kan der af amtsrådenes sygehusudvalg udfærdiges bevis (designeringsbevis) for fritagelse for denne mødepligt. Designeringsbeviserne udfærdiges i overensstemmelse med Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 169 af 26. marts 1976 og Forsvarsministeriets 21. hæfte af maj 1977, der begge udsendtes med sygehusberedskabscirkulære nr. 2 af 14. juli 1977.

En endelig optagelse på personalelister til sygehusenes beredskabsplaner af dette personel kan først ske, når den ønskede designering er godkendt af Civilforsvarsstyrelsen, henholdsvis forsvarets personelforvaltende myndigheder.

Der er mellem Civilforsvarsstyrelsen og Forsvarets Sanitetstjeneste enighed om, at fordelingen af sanitetspersonel mellem sygehusberedskabet og forsvaret kan ske efter følgende retningslinier: - Personer i »nøglestillinger« i sygehusvæsenet bør ikke indgå aftaler med forsvaret eller på anden måde etablere tilknytning til forsvaret. - Har en person, som nu indtager en »nøglestilling« i sygehusvæsenet tidligere gennemgået uddannelse ved forsvaret eller på anden måde tilknytning til forsvaret, forbliver vedkommende i den nøglestilling, der nu indtages, medmindre tilknytningen til forsvaret er af væsentlig betydning. Tvivlsspørgsmål afgøres ved forhandling mellem Forsvarskommandoen og Civilforsvarsstyrelsen. - For personer, der ikke indtager en »nøglestilling« ved sygehusvæsenet, må tidligere uddannelse ved forsvaret eller tilknytning til forsvaret på anden måde være bestemmende for designering.

Man henstiller, at ovenstående retningslinier lægges til grund ved sygehusudvalgenes behandling af sager vedrørende fritagelse for mødepligt ved de militære værn (designering til sygehusberedskabet).

3. REGISTRERING

En egentlig registrering af personel til sygehusberedskabet, dvs. udarbejdelse af amtskommunale oversigter over alle - også ikke-sygehusansatte - personer i de persongrupper, der kan anvendes i sygehusberedskabet, og hvorfra der kan udpeges personel til sygehusenes og amtskommunernes beredskabsplaner, vil først kunne ske, når bestemmelser herom er udsendt af Civilforsvarsstyrelsen. Indtil da må de til sygehusenes beredskabsplaner knyttede personalelister, hvoraf personellets placering og anvendelse ved iværksættelse af beredskabsforanstaltninger skal fremgå, principielt baseres på det sygehusansatte personale.

Spørgsmålet om registreringsbestemmelser overvejes for tiden i Civilforsvarsstyrelsen og dennes sygehusberedskabsudvalg på grundlag af en indstilling, modtaget fra arbejdsgruppen vedrørende registrering.

II. BEHANDLERGRUPPER.

Som det fremgår af ovennævnte notat vedrørende den fortsatte opbygning af sygehusberedskabet og den udsendte standardberedskabsplan, må det for hvert enkelt sygehus fastlægges, hvor mange behandlergrupper, sygehuset kan etablere.

Efter notatet forudsættes opstillet een type af behandlergrupper. En mere rationel udnyttelse af de til rådighed værende læger opnås imidlertid, såfremt der skelnes mellem to typer

Type A, der, ledet af en kirurgisk speciallæge, vil være i stand til at behandle skader af alle sværhedsgrader, herunder skader der kræver fuld anæstesi, og

Type B, der, ledet af en læge med nogle års kirurgisk uddannelse, vil være egnet til at behandle mindre alvorlige og mindre komplicerede tilfælde, herunder bl.a. ekstremitetsskader, der ofte vil kunne behandles under anvendelse af lokal anæstesi.

Opstilles kun een type af behandlergrupper, må man formentlig vælge mellem at gøre et af to: Enten må opstillingen begrænses, så antallet af grupper kommer til at svare til antallet af kirurgiske speciallæger, hvorved et stort antal egnede læger af »B-gruppen« alene ville blive anvendt som assistenter, samtidig med at selv mindre alvorlige skader vil beslaglægge en hel behandlergruppe, også i tilfælde hvor der ikke havde været behov for en kirurgisk speciallæge eller f.eks. for fuld anæstesi. Eller også må opstillingen udvides, så antallet af grupper kommer til at svare til (alle) læger med nogle års kirurgisk uddannelse, hvorved kirurger af »A-gruppen« ville komme til at behandle et antal mindre alvorlige skader, medens der ikke ville være sikkerhed for den fagligt bedste behandling af alle alvorlige skader.

Som retningslinie for behandlergruppernes størrelse og sammensætning må herefter gælde, at en A-gruppe består af en kirurgisk speciallæge som leder samt 2-3 andre læger, en operationssygeplejerske, 1 anæstesisygeplejerske og yderligere 1-2 sygeplejersker (eller sygehjælpere med uddannelse på operationsafdeling), medens en B-gruppe består af en læge med nogle års kirurgisk uddannelse som leder samt yderligere een læge og 2-3 sygeplejersker (eller sygehjælpere) uden egentlig specialuddannelse.

Schultz

/K.E. Fisker

Ingen