Cirkulæreskrivelse vedrørende tillidsmandsregler i tilslutning til akademikeroverenskomsterne pr. 1. april 1977 jfr. I, litra 14 i protokollat af 11. maj 1978
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
§ 1
Ved en tillidsmand forstås alene en person, der repræsenterer mindst 5 medarbejdere ved en styrelse/insitution (eller en del af denne).
Stk. 2. Tillidsmanden vælges af og blandt samtlige overenskomstansatte medarbejdere i den pågældende personalegruppe. Valget godkendes af vedkommende organisation og anmeldes skriftlig over for institutionens ledelse. Ledelsen er berettiget over for organisationen at gøre begrundet indsigelse mod valget, når dette sker inden 3 uger efter, at ledelsen har modtaget meddelelse fra organisationen.
Stk. 3. For tillidsmanden vælges normalt samtidig en stedfortræder, som godkendes og anmeldes på samme måde som tillidsmanden jfr. stk. 2. Under tillidsmandens fravær fungerer stedfortræderen i dennes sted og nyder i funktionsperioden samme rettigheder som tillidsmanden. Stedfortræderen er i valgperioden i øvrigt omfattet af bestemmelserne i §§ 6 og 8.
Stk. 4. Det tilstræbes at valgene gælder for to år ad gangen. Ved genvalg skal fornyet anmeldelse ikke finde sted.
Stk. 5. Hvor særlige omstændigheder taler derfor, kan der efter forhandling med ledelsen vælges en tillidsmand for en medarbejdergruppe, som er mindre end 5.
§ 2
på større arbejdspladser kan det mellem organisationen(-erne) og ledelsen aftales, at der vælges en fællestillidsmand til at varetage og forhandle fælles spørgsmål for de medarbejdere, som den pågældende repræsenterer. Der træffes samtidig aftale om, hvilke tillidsmandsspørgsmål fællestillidsmanden skal varetage.
Stk. 2. Fællestillidsmanden vælges af og blandt tillidsmændene i pågældende område og skal som sådan selvstændigt kunne fungere som tillidsmandsgruppens repræsentant.
Stk. 3. Fællestillidsmanden kan ikke varetage spørgsmål vedrørende de enkelte tillidsmænds normale funktioner inden for deres respektive områder, medmindre ledelsen og de berørte tillidsmænd bliver enige om noget andet.
§ 3
Det er tillidsmandens pligt såvel over for sin organisation som over for styrelsen/institutionen at gøre sit bedste for at fremme og vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold. Tilsvarende pligt påhviler ledelsen.
Stk. 2. Tillidsmanden fungerer iøvrigt som talsmand for de medarbejdere han er valgt iblandt, og kan som sådan over for ledelsen forelægge forslag, henstillinger og klager fra medarbejderne samt optage forhandling om lokale spørgsmål.
Stk. 3. Tillidsmanden skal holdes orienteret ved forestående afskedigelser eller andre skridt fra ledelsens side vedrørende de ansattes tjenesteforhold.
§ 4
Tillidsmanden må anvende den tid, der er nødvendig til tillidsmandsarbejdets forsvarlige udførelse, når hensvn tages til arbejdspladsens størrelse og eventuelle lokale forhold. Dog skal tillidsmanden udføre de ham påhvilende hverv, således at det medfører mindst mulig forstyrrelse af hans arbejde.
Stk. 2. Dersom det er nødvendigt, at tillidsmanden for at opfylde sine forpligtigelser må forlade sit arbejde, skal der forud træffes aftale herom med institutionens ledelse.
Stk. 3. Såfremt tillidsmanden i en akut situation ikke har truffet aftale herom, jfr. stk. 2, skal han ved først givne lejlighed orientere institutionens ledelse om fraværet.
Stk. 4. Eventuelle tvivlsspørgsmål afgøres ved forhandling mellem
ledelsen og organisationen.
§ 5
Under tillidsmandsarbejdet i styrelsen/institutionen oppebærer tillidsmanden, den sædvanlige løn.
Stk. 2. Såfremt ledelsen lægger beslag på tillidsmanden af faglige årsager uden for den normale arbejdstid, herunder på forud fastsatte fridage, ydes kompensation efter de herom for området gældende regler. Tilsvarende gælder, såfremt forholdene gør en henvendelse fra tillidsmanden til ledelsen nødvendig uden for hans normale arbejdstid.
§ 6
Efter aftale med institutionen gives der tillidsrepræsentanten frihed til i passende omfang at deltage i faglige kurser m.v., jfr. herved lønnings- og pensionsministeriets cirkulæreskrivelse af 23. juni 1971.
§ 7
For større arbejdspladser skal der, såfremt de lokale mæssige forhold åbner mulighed herfor, anvises tillidsmændene et passende fælles lokale med telefon, der anvendes til bestridelse af særlige tillidsmandsopgaver. Ved ændring i lokaleforholdene skal der tages hensyn hertil.
§ 8
En tillidsmands afskedigelse skal begrundes i tvingende årsager.
Stk. 2. Forinden en tillidsmand afskediges eller forflyttes med den virkning, at vedkommende forhindres i at udføre sit tillidsmandshverv skal sagen forhandles mellem finansministeriet og vedkommende organisation, og varsel om opsigelse kan ikke afgives, før end denne forhandling har fundet sted.
Stk. 3. Såfremt vedkommende tillidsmands organisation begærer det, skal sagen om afskedigelse eller forflyttelse af tillidsmanden - efter at den i stk. 2 nævnte forhandling har fundet sted - behandles efter de regler, der er fastsat i hovedaftalen mellem vedkommende organisation og finansministeriet vedrørende behandling af uenighed af faglig karakter.
Stk. 4. Ved den fagretlige behandling efter stk. 3 afgøres alle med afskedigelsen forbundne spørgsmål, herunder også spørgsmål om eventuel erstatning og godtgørelse.
§ 9
Enhver uenighed om forståelsen af nærværende aftale behandles efter reglerne i de mellem finansministeriet og organisationerne indgåede hovedaftaler vedrørende behandling af uenighed af faglig karakter.
§ 10
Nærværende regler omfatter alle organisationer tilknyttet Akademikernes Centralorganisation, i det omfang de pågældende organisationer måtte vælge tillidsmænd.
Stk. 2. Aftalen træder i kraft den 1. februar 1979 og kan opsiges med 3 måneders varsel til samme tidspunkt, som måtte blive aftalt for de overenskomster, der forhandles af Akademikernes Centralorganisation på vegne af primærorganisationerne.
København, den 9. februar 1979.
Akademikernes Centralorganisation
Bent Nyløkke Jørgensen
Finansministeriet
P. M. V.
E. B.
Agnete Halmind
Cirkulæreskrivelse vedrørende tillidsmandsregler i tilslutning til akademikeroverenskomsterne pr. 1. april 1977 jfr. I, litra 14 i protokollat af 11. maj 1978
Cirkulæreskrivelse vedrørende tillidsmandsregler i tilslutning til Akademiker overenskomsterne pr. 1. april 1977 jfr. I, litra 14 i protokollat af 11. maj 1978.
I tilslutning til Akademiker overenskomsterne pr. 1. april 1977 og i henhold til I, litra 14 i protokollat af 11.maj 1978 fremsendes hermed aftale om tillidsmandsregler.
Under forhandlingerne har Akademikernes Centralorganisation oplyst, at der på nogle arbejdsområder har været en praksis for, at overenskomstansatte og tjenestemænd i fællesskab har valgt en tillidsrepræsentant. Idet det understreges, at nærværende tillidsmandsregler er aftalt for det overenskomstansatte personale, skal finansministeriet tilkendegive, at man ikke har noget at indvende imod en sådan praksis, for så vidt vedkommende organisationer er indforstået dermed. Den omstændighed, at en tjenestemand evt. måtte blive valgt som tillidsrepræsentant, medfører ikke nogen ændring i den pågældendes ansættelsesvilkår eller rettigheder iøvrigt iflg. tjenestemandsforholdet.
Det tilføjes, at tillidsmandsreglerne iflg. § 10 omfatter alle organisationer, tilknyttet Akademikernes Centralorganisation.
P. M. V.
E. B.
E. M. Wengel
Tillidsmandsregler.