Vejledning vedrørende beregning af lejligheders og lokalers etagearealer.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning vedrørende beregning af lejligheders og lokalers etagearealer.
Bruttoetagearealet defineres som lejlighedens eller lokalets samlede areal, heri medregnet ydervægge og andel i adgangsarealer, herunder trapper.
Den tekniske definition findes i bygningsreglement 1977, kap. 2.2.3. med de undtagelser, der følger af reglerne for støttet byggeri og reglerne om bygnings- og boligregistrering.
1. I tagetager medregnes kun det til beboelse udnyttede areal, der ligger inden for de begrænsende lodrette eller skrå vægges (tagfladens) udvendige sider i et vandret plan 1,5 m over færdigt gulv.
2. Ved altangangshuse medregnes - når ikke særlige forhold foreligger - trapperummet + halvdelen af altangangens areal, dog højst i 60 cm bredde.
3. Såfremt indgang til beboelse og udhus eller kælder er fælles, medregnes halvdelen af indgangsarealet til etagearealet. Dette gælder også i tilfælde, hvor den fælles indgang er placeret i særskilt mellembygning. Grænse for etagearealet er den mod udhus (garage) vendende side af fælles mure og vægge.
4. Adgangsarealerne fordeles med lige store andele på lejlighederne uanset disses størrelse. Adgangsarealerne i en opgang fordeles med lige store andele på de tilliggende boliger og erhvervslokaler (erhvervsenheder).
Vægge, som danner skel mellem lejligheder, medregnes med halvdelen af vægtykkelsen til hver lejlighed. For gavllejligheders vedkommende medregnes den del af gavlens tykkelse, der svarer til halvdelen af tykkelsen af lejlighedsskel, medens resten af gavlens tykkelse fordeles som omtalt under 4. For trapperums vedkommende medregnes hele ydervægstykkelsen og halvdelen af de omgivende vægtykkelser.
5. Åbne etager, porte, luftsluser og lignende medregnes ikke i bruttoetagearealet.
6. Udenomsrum, såsom udhuse, bryggers, vaskerier, varmecentraler, pulterrum, garager, carporte, cykle- og barnevognsrum og lignende medregnes ikke i bruttoetagearealet. Såfremt bryggers er indrettet som grovkøkken, medregnes dette i bruttoetagearealet, hvis der andetsteds indrettes udhusplads i fornødent omfang.
Erhvervsareal
1. Ved sammenbygning af erhvervsareal og beboelse er grænsen for beboelsesarealet den mod erhvervsrum vendende side af fælles mure og vægge. Det samme gælder, såfremt der findes erhvervsrum i tagetagen.
2. Findes der fælles indgang til erhverv og beboelse, regnes halvt indgangsareal til hver kategori uanset forholdet i øvrigt mellem størrelsen af erhverv og beboelse. Er der toiletrum i beboelsen og desuden toiletrum tilgængeligt fra både beboelse og erhverv, medregnes det sidste toiletrum helt under erhvervsarealet.
Såfremt der er indrettet beboelse eller erhverv i underetagen, medregnes kun halvdelen af trappearealet og halvdelen af gangareal fra trappe til disse rum.
Arealet af trapperum, der føres igennem en erhvervsetage, skal fordeles på erhvervsarealet, selv om dette ikke har adgang til trappen.
Ovennævnte bruttoetageareal indgår ved registreringen i bygnings- og boligregistret (BBR) og vil fremover fremgå af en meddelelse til ejeren om de oplysninger, der i registret er optaget om den enkelte lejlighed eller lokale. Meddelelsen påregnes udsendt til samtlige ejere i 1. halvår 1980.
Det bemærkes, at registreringen i bygnings- og boligregistret bygger på samme arealbegreb, som anvendtes i lov om lejevurdering af 1966.
I bygnings- og boligregistret er alle lejligheder og lokaler registreret efter ensartede principper, uanset om de er beliggende i udlejningsbyggeri eller i en bygning, der er opdelt i ejerlejligheder. For ejerlejligheder indgår således også andel i trapperum mv.
Arealerne fra bygnings- og boligregistret vil efter udsendelsen af ovennævnte meddelelse til ejerne kunne lægges til grund, medmindre det påvises, at arealet er fejlagtigt registreret. I dette tilfælde påhviler det ejeren af korrigere arealet over for kommunens bygnings- og boligregistermyndighed.
Ingen