Skrivelse om orientering fra Direktoratet for Kriminalforsorgen vedrørende nye principper for forsorgsarbejdet inden for kriminalforsorgen. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om orientering fra Direktoratet for Kriminalforsorgen vedrørende nye principper for forsorgsarbejdet inden for kriminalforsorgen. (* 1)
I fortsættelse af AF-cirkulære nr. 275/75 af 10. november 1975 om samarbejde mellem arbejdsformidlingskontorerne og de under direktoratet for kriminalforsorgen hørende anstalter, institutioner og afdelinger følger hermed til orientering kopi af skrivelse af 11. januar 1979 med bilag fra Direktoratet for Kriminalforsorgen vedrørende nye principper for forsorgsarbejdet inden for kriminalforsorgen.
P. D. V.
E. Wingsøe
kontorchef
/Palle Eisenhardt
fuldmægtig
+ bilag.
I forbindelse med gennemførelsen af lov nr. 114 af 28. februar 1973 om statens overtagelse af tilsyn af betinget dømte m.v. (integrationsloven) var det forudsat, at der som led i gennemførelsen af en ny kriminalpolitisk målsætning - forskydning fra frihedsberøvelse til kriminalforsorg i frihed - skulle ske en styrkelse af det bistandsapparat, som kriminalforsorgen i frihed råder over. Det var samtidig forudsat, at forsorgsarbejdet for kriminalforsorgens klienter i almindelighed skulle gøres til genstand for mere dybtgående overvejelser i et udvalg, hvor også spørgsmålet om den fremtidige organisation af forsorgssektoren skulle overvejes.
Justitsministeriets planlægningsudvalg vedrørende forsorgsarbejdet inden for kriminalforsorgen afgav i slutningen af 1975 betænkning nr. 752 »Kriminalforsorg-Socialforsorg«.
I overensstemmelse med planlægningsudvalgets intentioner er der i løbet af de senere år gennemført en decentralisering af kriminalforsorgen i frihed. Der er således nu afdelinger i samtlige landets amtskommuner, og der er ved at blive oprettet lokalkontorer i en række større provinsbyer. Oversigt med adresseangivelse over kriminalforsorgens afdelinger og de under de enkelte afdelinger hørende lokalkontorer vedlægges.
For så vidt angår Københavns amt samt Københavns og Frederiksberg kommuner nedlagde man i april måned 1978 det hidtidige centralkontor for kriminalforsorgen i hovedstadsområdet og erstattede det med 9 lokalafdelinger fordelt på 6 lokalafdelinger i Københavns og Frederiksberg kommuner og 3 lokalafdelinger i Københavns amt. De enkelte lokalafdelinger i det storkøbenhavnske område har områdeinddeling svarende til det sociale system. Oversigt over afdelingerne i det storkøbenhavnske område er vedlagt.
På baggrund af planlægningsudvalgets overvejelser er i øvrigt truffet beslutning om, at forsorgsarbejdet inden for kriminalforsorgen i fremtiden søges gennemført i overensstemmelse med nedenstående fire principper
1) Tidligtprincippet, der tilsiger, at den forsorgsmæssige indsats påbegyndes så tidligt som muligt, således at de ofte forekommende lange intervaller mellem sigtelse, dom og afsoning uden tilbud af forsorgsmæssig karakter undgås. Der vil således frem over blive lagt vægt på en systematisk forsorgsmæssig indsats over for varetægtsfængslede samt i det omfang, det er muligt, også at give personer på fri fod, der afventer dom eller indkaldelse til afsoning, tilbud om bistand.
2) Nærhedsprincippet, der går ud på, at en frihedsstraf så vidt muligt skal udstås i nærheden af klientens bopæl, og at der for klienter på fri fod sigtes mod, at afstanden mellem hans bopæl og kriminalforsorgens afdeling/kontor ikke bliver for stor. Med det formål at tilgodese nærhedsprincippet i muligt omfang inden for det givne anstaltssystem vil der i løbet af januar måned 1979 blive udsendt et cirkulære, der indeholder nye retningslinjer for anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring. Inden for kriminalforsorgen i frihed er som ovenfor anført gennemført en decentralisering, der medfører, at klienterne inden for kriminalforsorgen i frihed har fået kortere afstand til forsorgsmedarbejderens kontor.
3) Kontinuitetsprincippet, som bygger på den opfattelse, at kontaktbrud inden for det sociale hjælpeapparat er en betydelig ulempe. En forbedret kontinuitet i forsorgsarbejdet inden for kriminalforsorgen forventes opnået ved, at den afdeling af den frie kriminalforsorg, inden for hvis område klienten normalt har bopæl, også under strafudståelsen fortsætter det forsorgsmæssige arbejde over for indsatte med kortere opholdstid i fuldbyrdelsesanstalten. Med henblik herpå vil der med virkning fra 15. januar 1979 blive gennemført en ændret fordeling af forsorgsarbejdet over for indsatte i kriminalforsorgens anstalter mellem anstalternes forsorgsmedarbejdere og kriminalforsorgens afdelinger. For så vidt angår indsatte med en samlet faktisk opholdstid i fuldbyrdelsesanstalten på 6 måneder eller derunder, regnet fra datoen for fremmøde/overførsel og indtil datoen for en evt. løsladelse på prøve efter straffelovens § 38, stk. 1, vil det forsorgsmæssige arbejde under anstaltsopholdet blive varetaget af den afdeling af kriminalforsorgen, i hvis område den indsatte har bopæl eller agter at tage ophold efter løsladelsen. For så vidt angår indsatte med en samlet faktisk opholdstid i fuldbyrdelsesanstalten på mere end 6 måneder vil det forsorgsmæssige arbejde fortsat blive varetaget af anstaltens medarbejdere. Det tilføjes, at overførelsen af de forsorgsmæssige opgaver vedrørende korttidsindsatte til kriminalforsorgens afdelinger samtidig vil indebære, at et antal forsorgsmedarbejdere, der hidtil har været tjenstgørende i fængslerne, i løbet af perioden 1. januar - 1. marts 1979 forflyttes til tjeneste i kriminalforsorgens afdelinger. For så vidt angår de indsatte i Københavns fængsler påregnes strukturændringerne - særligt kontinuitetsprincippet - først at blive iværksat på et senere tidspunkt, efter at såvel de til de 9 afdelinger i det storkøbenhavnske område knyttede forsorgsmedarbejdere som opsynspersonalet ved København fængsler har gennemgået en særlig kursusvirksomhed.
4) Koordineringsprincippet, der indebærer dels et intensiveret samarbejde mellem kriminalforsorgens anstalter og afdelinger, dels en udbygning af samarbejdsrelationerne på lokalt plan med det øvrige retssystem, det sociale bistandssystem, arbejdsformidlingskontorer m.v.
H. H. Brydensholt
/A. Haulrig