Cirkulære om tinglysning af særlige bestemmelser for fredede bygninger i offentlig eje (Til samtlige offentlige myndigheder og institutioner under staten, amtsråd, kommunalbestyrelser, hovedstadsrådet, kirker, præsteembeder og visse offentlige stiftelser)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om tinglysning af særlige bestemmelser for fredede bygninger i offentlig eje (Til samtlige offentlige myndigheder og institutioner under staten, amtsråd, kommunalbestyrelser, hovedstadsrådet, kirker, præsteembeder og visse offentlige stiftelser)
Ved lov nr. 213 af 23. maj 1979 om bygningsfredning, der træder i kraft 1. januar 1980, er gennemført visse særregler for fredede bygninger, der ejes eller efter lovens ikrafttræden har været ejet af staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.
Det bemærkes herved, at begrebet offentlige stiftelser efter bemærkningerne til lovforslaget skal afgrænses på samme måde som i skovlovens § 1 og naturfredningslovens § 55. Afgørende er således efter praksis, om vedkommende stiftelse er undergivet et offentligt tilsyn, og om stiftelsens midler kommer en større ubekendt kreds til gode.
1. Vedrørende tilladelse til nedrivning
af fredede bygninger
Nedrivning af en fredet bygning kræver tilladelse fra miljøministeriet, jfr. bygningsfredningslovens § 11, stk. 1.
Efter § 12, stk. 1, kan ejeren forlange ejendommen overtaget af staten mod erstatning, såfremt tilladelse til nedrivning nægtes.
I § 13, stk. 2, fastsættes, at bestemmelsen i § 12, stk. 1, ikke gælder for fredede bygninger, der tilhører eller efter 1. januar 1980 har tilhørt staten, kommuner, kirker, præsteembeder eller offentlige stiftelser. Efter § 13, stk. 3, kan miljøministeriet fastsætte regler om, at de i stk. 2 nævnte ejere forud for overdragelsen af en fredet bygning skal lade tinglyse en meddelelse om, at lovens § 12, stk. 1, ikke gælder for ejendommen.
Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 499 af 12. december 1979 er derfor fastsat, at den offentlige myndighed eller institution, der ejer en fredet bygning, forinden overdragelse til privat erhverver skal lade tinglyse en bestemmelse om, at bygningsfredningslovens § 12, stk. 1, ikke gælder for den pågældende ejendom.
Bestemmelsen tinglyses servitutstiftende på ejendommen med miljøministeriet, fredningsstyrelsen, som påtaleberettiget og skal respekteres af alle indehavere af rettigheder over ejendommen, uanset hvornår rettigheden er stiftet.
Det bemærkes, at pligten til at lade bestemmelsen tinglyse kun gælder ved afhændelse til privat erhverver, d.v.s. en erhverver, der ikke falder ind under de i lovens § 13, stk. 2 nævnte myndigheder m.v.
Det bemærkes endvidere, at kravet om tinglysning af den nævnte bestemmelse gælder, uanset om den pågældende bygning er omfattet af en særlig bevaringsdeklaration i henhold til den tidligere bygningsfredningslovgivning (§ 7 i lov nr. 137 af 12. marts 1918 og §§ 10 og 12 i lov nr. 195 af 6. juni 1966) eller særlige bevaringsbestemmelser efter den gældende lovs §§ 15 og 17, stk. 2.
Kopi af det tinglyste dokument indsendes til miljøministeriet, fredningsstyrelsen, til underretning.
Tinglysningsdommeren giver i øvrigt i henhold til bygningsfredningslovens § 31 fredningsstyrelsen meddelelse, når fredede bygninger skifter ejer.
Miljøministeriet, den 21. december 1979
Ivar Nørgaard
/ Ole Plougmann
Ingen