Cirkulære om boliger for unge under uddannelse m. fl.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om boliger for unge under uddannelse m. fl.
Indledning
1. Ved lov nr. 611 af 14. december 1977 om ændring af lov om boligbyggeri blev der med virkning fra 1. januar 1978 bl. a. gennemført ændrede regler i lovens kap. IX om boliger for unge under uddannelse og andre unge med et særligt behov herfor.
Dette cirkulære omhandler reglerne om støtte til boliger for unge under uddannelse m. fl.
Hvor der i cirkulæret bruges udtrykket uddannelsessøgende eller unge under uddannelse omfatter det også andre unge med et særligt behov.
Disse boliger er hidtil hovedsageligt indrettet i traditionelle kollegier, men skal efter loven fremtidig fortrinsvis indrettes i forbindelse med opførelse af nyt almennyttigt boligbyggeri. Der kan derfor for fremtiden kun helt undtagelsesvis forventes ydet offentlig støtte til opførelse af traditionelle kollegier, når der foreligger særlige forhold, der kan begrunde dette.
Cirkulæret indeholder endvidere regler om udlejning og drift af boliger for uddannelsessøgende. For så vidt angår udlejning og drift af egentlige kollegieboliger (indrettet i selvstændige kollegiebygninger), henvises til boligministeriets cirkulære af 2. februar 1978 om statsstøttede kollegier.
Cirkulæret er inddelt i følgende afsnit
Afsnit I Byggeriets udformning.
Afsnit II De forskellige støtteformer.
Afsnit III Støtteproceduren.
Afsnit IV Udlejning og vedligeholdelse af værelserne.
Afsnit V Selvstændige kollegier.
Afsnit I
Byggeriets udformning
Vurdering af behovet
2. Det er lovens hovedprincip, at boliger for uddannelsessøgende skal integreres i det almennyttige boligbyggeri, således at de uddannelsessøgende kan bo sammen med andre befolkningsgrupper. Boligerne skal indrettes med tilhørende fællesanlæg og kan eventuelt forsynes med kogenicher.
Det er en forudsætning for opnåelse af støtte, at der skønnes at være et reelt behov for boliger for uddannelsessøgende. Vurderingen af dette behov og mulighederne for at tilfredstille det bør ske i samråd mellem bygherren og kommunen. Vurderingen må foretages på baggrund af oplysninger for det pågældende geografiske område om antal uddannelsesinstitutioner, antal uddannelsessøgende, boligforhold m. v. Ved vurderingen bør der lægges vægt på boligernes beliggenhed i forhold til uddannelsesstederne, herunder ikke alene den geografiske afstand, men også de kollektive transportmuligheder og udgifterne hertil. Erfaringen viser, at trafikafstande af en vis størrelse kan medføre udlejningsvanskeligheder for boliger for unge under uddannelse.
Boligernes standard
3. Boliger for unge under uddannelse skal på samme måde som de øvrige boliger i bebyggelsen opfylde de bestemmelser, der er fastsat for det almennyttige byggeri. Boligerne skal være uden luksuspræg, men udstyret med almindelige moderne bekvemmeligheder og indrettet således, at de opfylder de boligsøgendes rimelige krav til boliger af den pågældende art.
Der er ikke for det almennyttige boligbyggeri fastsat generelle standardnormer for de enkelte projekter. Der er derimod som betingelse for støtte fastsat maksimumsbeløb for den samlede anskaffelsessum pr. m2 bruttoetageareal (rammebeløb), og inden for disse rammer overlades det til bygherren selv at vælge boligstandarden efter en vurdering af forholdene i det enkelte tilfælde. Dette vil også være gældende for indretning af enkeltværelser m. v., men der må samtidig lægges afgørende vægt på at sikre, at huslejen kan holdes på et rimeligt niveau. For at sikre dette skal de samlede byggeudgifter (grundudgift, håndværkerudgifter og samtlige omkostninger) holdes inden for en fast udgiftsramme. Udgiftsrammen for nettoanskaffelsessummen pr. værelsesenhed fastsættes pr. 1. april 1979 (indeks 259) til 112.000 kr. i hovedstadsområdet og 102.000 kr. i øvrige land. Beløbet, der er inkl. moms på 201/4 pct. og forudsætter »fast pris«, vil blive reguleret kvartalsvis i overensstemmelse med byggeomkostningsindekset for montagebyggeri.
Ved en værelsesenhed forstås et værelse inkl. andel i spisekøkken og andre fælles arealer. Inden for udgiftsrammen overlades det til boligselskaberne selv at fastlægge udstyrsstandarden, herunder også med hensyn til individuelle eller fælles faciliteter, for så vidt angår toilet, bad, kogemuligheder osv.
Anskaffelsessummen skal ligge inden for den fastsatte udgiftsramme, men anskaffelsessummens enkelte bestanddele skal tillige hver især være rimelige i forhold til byggeriets udformning m. v. Der henvises herom til pkt. 39 i boligministeriets cirkulære af 4. juni 1975 om støtte til almennyttigt nybyggeri m. v.
Boligernes nettoareal (gulvareal) skal være mindst 12 m2, og boligerne skal i videst muligt omfang være forsynet med eget toilet med håndvask og bruser. Boligerne kan eventuelt indrettes som egentlige lejligheder med kogenicher i overensstemmelse med bygningsreglement 1977, kap. 4.3.3, stk. 7. Såfremt kogenichen placeres i værelset, skal dette være mindst 15 m2. Placeres kogenichen i forrum, skal værelsesarealet være mindst 12 m2.
Indrettes boligerne som enkeltværelser uden kogeniche, skal der - i det omfang, placeringen i bebyggelsen gør det muligt - indrettes fælles spisekøkken. Der må i så fald regnes med fælleskøkken for ca. 15 værelser. Hvis værelserne ligger så spredt i bebyggelsen, at et fælleskøkken ikke er hensigtsmæssigt, bør der sikres adgang til kogemuligheder (kogeplader) i rimelig nærhed af værelset.
Såfremt værelserne indrettes med kogeniche og dermed får karakter af en lejlighed, kan beboere, der opfylder betingelserne, opnå boligsikring. Det vil for ydelse af finansieringsstøtte være et vilkår, at lejen efter fradrag af eventuel boligsikring vil kunne fastholdes på et sådant niveau, at yderligere støtte til beboerne er ufornødent.
Boligernes antal og placering i bebyggelsen
4. Antallet af boliger (enkeltværelser og værelser med kogeniche) i den enkelte bebyggelse bør stå i rimeligt forhold til lejlighedsantallet. Ifølge pkt. 29 i boligministeriets cirkulære af 5. juni 1975 om støtte til almennyttigt nybyggeri m. v. kan antallet af enkeltværelser m. v. udgøre op til 1/3 af lejlighedsantallet.
Det overlades til bygherren ved projektets udarbejdelse at tage stilling til, hvorledes værelserne m. v. indpasses i bebyggelsen. Der vil herved naturligvis kunne bygges på de erfaringer, som flere boligselskaber har indvundet ved indretning af enkeltværelser i almennyttige boligafdelinger, navnlig i de senere års nybyggeri.
I pkt. 37 i cirkulæret af 4. juni 1975 om støtte til almennyttigt nybyggeri m. v. er det fastsat som generel retningslinje, at projektet ved byggerier med lejligheder af mindre typer og enkeltværelser så vidt muligt bør udarbejdes på en sådan måde, at lejligheder og enkeltværelser senere kan sammenlægges uden større bekostning. Værelser for uddannelsessøgende adskiller sig ikke principielt fra andre enkeltværelser i almennyttigt byggeri, og det bør derfor også ved indretningen og placeringen af disse værelser som udgangspunkt tages i betragtning, at de så vidt muligt skal kunne overgå til anden anvendelse - f. eks. udlejes sammen med bebyggelsens almindelige familieboliger - hvis der senere ikke måtte være behov for at anvende dem efter deres oprindelige formål.
Værelser for uddannelsessøgende kan således som hidtil opføres som supplementsrum. Bygherren vil dog også kunne vælge en anden placering af værelserne, mere adskilt fra familieboligerne. Dette vil antagelig navnlig være praktisk ved de større bebyggelser. Værelserne vil i disse tilfælde kunne placeres f. eks. i »klynger«, i en enkelt opgang, som en selvstændig blok i bebyggelsen eller på andre måder. Også i disse tilfælde bør der i videst muligt omfang ved projekteringen tages hensyn til værelsernes senere anvendelsesmuligheder, hvis der ikke længere måtte være behov for dem som boliger specielt for uddannelsessøgende.
Afsnit II
De forskellige støtteformer
5. Boliger for uddannelsessøgende finansieres sammen med det samlede byggeri i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i boligministeriets cirkulære af 4. juni 1975 om støtte til almennyttigt nybyggeri m. v.
Støtte til selve etableringen af disse værelser kan ydes i form af stats- og kommunelån på i alt 26 pct. af byggeriets værdi (grundkapital), statsgaranti for en del af prioritetsbelåningen efter tilsvarende regler som for det almennyttige boligbyggeri samt i et vist omfang monteringslån til møblering af værelserne. Der kan ydes støtte til driften i form af rentssikring og eventuel særlig driftsstøtte, jfr. om det sidste dog bemærkningerne nedenfor i pkt. 9.
Lån
6. Efter lovens § 60 kan der ydes lån til almennyttige boligselskaber til opførelse af boliger for unge under uddannelse.
Værelserne skal principielt finansieres som det almennyttige boligbyggeri. Dog forhøjes statens andel i den grundkapital, der skal tilvejebringes til finansiering af disse boliger, med en anpart, svarende til landsbyggefondens 7 pct. af værdien. Da de uddannelsessøgende ikke i almindelighed har mulighed for at betale beboerindskud, forhøjes statens andel endvidere med en anpart, svarende til beboerindskuddets 3 pct. Statens andel i grundkapitalen udgør således 20 pct. af ejendommens værdi, således som den fastsættes på grundlag af en vurdering af ejendommens samlede anskaffelsessum ekskl. kurstab og prioriteringsindskud.
Det er en betingelse for ydelse af statslån, at vedkommende kommune yder lån på 6 pct. af ejendommens værdi.
For kommunerne i hovedstadsområdet (Københavns og Frederiksberg kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde amtskommuner) gælder, at halvdelen af det lån, som kommunen yder, berigtiges ved udlån fra hovedstadsrådet. Dette lån ydes på samme vilkår som kommunens lån.
Hovedstadsrådet kan dog beslutte ikke at yde sådant lån, såfremt det skønner, at det pågældende byggeri ville være i strid med den planlægningsvirksomhed, der i øvrigt varetages af rådet. Sådan beslutning kan af vedkommende kommune indbringes for boligstyrelsen.
En kommune kan gøre sit lånetilsagn betinget af, at halvdelen af lånet berigtiges af hovedstadsrådet og kan omvendt beslutte selv at berigtige hele lånet, såfremt hovedstadsrådet afstår fra at yde lån.
Statens og kommunens lån ydes til Boligselskabernes Landsbyggefond til videre udlån til det enkelte boligselskab i forbindelse med finansiering af den samlede bebyggelse.
Statens og kommunens lån skal ifølge lovens § 62 have sideordnet oprykkende prioritet efter lån i godkendte realkreditinstitutter. Boligstyrelsen vil dog eventuelt kunne godkende lån af andre midler, f. eks. lån fra banker, sparekasser, forsikringsselskaber m. v., såfremt sådanne lån ikke er mere byrdefulde end sædvanlige realkreditlån, jfr. lovens § 59.
Der kan - ligesom ved andre lån til almennyttigt boligbyggeri - efter lovens § 63 ydes forskud på statslånet, dels til dækning af grundkøb, dels til delvis dækning af projekteringsudgifter. Så langt lånet rækker, kommer det således på dette stadium til at virke som et rentefrit byggelån.
Statens og kommunernes lån er rentefri og desuden afdragsfri i indtil 50 år efter ejendommens ibrugtagelse. De skal påbegyndes afdraget, når ejendommens økonomi efter långivers skøn tillader det, herunder når ejendommens økonomi kan forbedres ved omprioritering, eller ændrede forhold for byggeriet taler derfor, f. eks. en stigning i det almennyttige lejeniveau. Tilbagebetaling skal dog påbegyndes senest 50 år efter ejendommens ibrugtagelse.
Ved midlertidig udlejning til ikke-uddannelsessøgende betinges lejemålet af betaling af et til indskuddet svarende beløb på 3 pct. af anlægssummen. Dette indskud tjener som depositum for lejemålet. Hvis sådan udlejning imidlertid udstrækkes ud over et år, skal indskudsbeløbet indbetales til statskassen som ekstraordinært afdrag på det ydede lån, jfr. § 64, stk. 3, i lov om boligbyggeri. Indbetalingen skal ske gennem Boligselskabernes Landsbyggefond.
Stats- og kommunegaranti. Rentesikring
7. Ifølge lovens § 62, stk. 4, kan der ydes garanti og rentesikring efter de regler, der er fastsat om sådan støtte til almennyttigt boligbyggeri. Der henvises herom til boligministeriets cirkulære af 4. juni 1975 om støtte til almennyttigt nybyggeri m. v., pkt. 17-21.
Monteringslån
8. Efter lovens § 62, stk. 3, kan boligstyrelsen yde statslån til finansiering af rimelige udgifter til møblering og montering af værelser, der er opført med støtte efter lovens § 60.
Disse statslån er rente- og afdragsfri og kan højst ydes med 4.150 kr. (indeks 259 pr. 1. april 1979) pr. værelsesenhed. Dette beløb reguleres i overensstemmelse med byggeomkostningsindekset for montagebyggeri. Lånet skal anvendes til dækning af udgifter ved indkøb af møbler m. v. til såvel værelser som fællesrum. Erfaringsmæssigt medbringer beboere ved indflytning egne møbler i et vist omfang. Det vil derfor ikke i alle tilfælde være nødvendigt at møblere samtlige værelser fuldstændigt. Der kan følgelig ikke forventes ydet maksimalt monteringlån.
I de fleste tilfælde vil en møblering og montering med faste ting som f. eks. vægreoler, lysarmatur og gardiner være tilstrækkelig. Det nærmere omfang af møbleringen må afgøres ud fra de lokale, konkrete forhold. En forventning om, at værelserne fortrinsvis skal udlejes til unge under korttidsuddannelse, kan begrunde et større omfang af møblering.
Lånet beregnes på grundlag af det indeks, der gælder på tidspunktet for kommunalbestyrelsens godkendelse af monteringsoverslaget.
Der henvises i øvrigt om disse lån nærmere til pkt. 14.
Huslejetilskud
9. Huslejen i boliger, der opføres med støtte efter lovens § 60, vil kunne nå op på et niveau, som de uddanelsessøgende vanskeligt kan betale, medmindre der ydes en ekstraordinær støtte.
Der er derfor i lovens § 65 åbnet mulighed for, at boligstyrelsen kan yde huslejetilskud til uddannelsessøgende, der beboer enkeltværelser i det almennyttige byggeri eller enkeltværelser i kollegier, der opføres med støtte efter de nugældende regler, jfr. afsnit V. Tilskud efter denne bestemmelse har ikke hidtil være ydet, og der har ikke hidtil på de årlige bevillingslove været afsat midler, hvoraf tilskud kunne ydes.
Som anført under pkt. 3 vil der til boliger (værelser) med kogeniche kunne ydes boligsikring.
Afsnit III
Støtteproceduren
Tilrettelæggelse af det samlede byggeri af boliger for uddannelsessøgende
10. Det samlede antal boliger for uddannelsessøgende, til hvis opførelse der kan gives tilsagn om støtte fastsættes inden for den bevilling, der er afsat på finansloven.
Inden for den i finansloven fastlagte støtteramme vil fordelingen af støttetilsagn ske med hensyntagen til det forventede behov i det pågældende område, sammenholdt med udlejningssituationen i allerede opførte boliger, jfr. pkt. 2.
Ansøgning om støtte
11. Ved projektering af almennyttigt boligbyggeri bør bygherren på et så tidligt tidspunkt som muligt søge kontakt med kommunen med henblik på at få undersøgt og vurderet behovet for at indpasse boliger for uddannelsessøgende i projektet, jfr. pkt. 2. Såfremt der konstateres et behov for sådanne boliger, tiltrådes det bygherren at rette henvendelse til boligstyrelsen for at opnå en principiel tilkendegivelse af mulighederne for at opnå støtte til disse boliger.
Om støtteproceduren i øvrigt henvises til afsnit III i boligministeriets cirkulære af 4. juni 1975 om støtte til almennyttigt byggeri.
Støttens berigtigelse m. v.
12. De af boligstyrelsen og kommunen bevilgede lån (grundkapital) skal ifølge § 63 udbetales i forbindelse med grundkøb samt med byggeriets projektering. Lånene udbetales af Boligselskaberns landsbyggefond, som berigtiger lånene efter de retningslinjer, der er fastsat for berigtigelse af lån til det byggeri, hvori værelserne indrettes, jfr. boligministeriets cirkulære af 4. juni 1975 om støtte til almennyttigt nybyggeri m. v.
Stats- og kommunelånene til landsbyggefonden udbetales direkte til fonden efter de retningslinjer, der gælder for fremgangsmåden ved finansiering af den samlede bebyggelse.
13. Godkendelse af den endelige anskaffelsessum efter færdiggørelsen foretages af kommunen. I øvrigt henvises til boligministeriets cirkulære af 4. juni 1975 om støtte til almennyttigt nybyggeri m. v., pkt. 60-62.
Da finansieringen af boliger for uddannelsessøgende på nogle punkter afviger fra finansieringen af den øvrige del af bebyggelsen, er det nødvendigt at opgøre denne del af anskaffelsessummen for sig.
Monteringslån
14. Der kan efter lovens § 62, stk. 3, jfr. § 64, stk. 1, ydes rente~ og afdragsfri statslån til montering og møblering.
Monteringslån skal anvendes til dækning af rimelige udgifter til møblering af både værelserne og de fællesrum, der indrettes i tilknytning til værelserne.
Af praktisk-administrative grunde er det fundet hensigtsmæssigt at overlade til den enkelte kommunalbestyrelse at gennemgå boligselskabets forslag til møblering af værelser m. v. og give tilsagn om monteringslån på statens vegne. Ansøgning om lån skal derfor sendes til kommunalbestyrelsen ledsaget af et forslag til møblering af værelser og fællesrum samt oplysning om udgifterne hertil.
Som det er nævnt under pkt. 8, har erfaringerne vist, at det ikke i alle tilfælde vil være påkrævet at møblere samtlige værelser, eller at møbleringen altid skal være lige omfattende. Bemyndigelsen til kommunalbestyrelserne til at give tilsagn om monteringslån på statens vegne omfatter derfor kun adgang til at bevilge et samlet lån til møblering af værelser og fællesrum til et beløb, der svarer til 50 pct. af det fastsatte maksimumsbeløb på 4.150 kr. pr. værelsesenhed, gældende pr. 1. april 1979, jfr. pkt. 8. Hvis der på grund af særlige forhold i enkelte tilfælde udtagelsesvis skønnes at være behov for møblering i videre omfang, må kommunalbestyrelsen videresende ansøgningen til boligstyrelsen ledsaget af boligselskabets begrundelse for den videregående møblering samt kommunalbestyrelsens indstilling.
En genpart af kommunalbestyrelsens lånetilsagn indsendes til boligstyrelsen.
Ansøgning om udbetaling af et tilsagt monteringslån fremsendes af boligselskabet til boligstyrelsen gennem vedkommende kommunalbestyrelse, der attesterer, at møbleringen og de afholdte udgifter hertil er i overensstemmelse med den monteringsplan, som kommunalbestyrelsen har godkendt.
Monteringslånet sikres ved tinglyst pantebrev i ejendommen.
Afsnit IV
Udlejning og vedligeholdelse af boligerne
15. Udlejning af boligerne foretages af det enkelte boligselskab og sker principielt efter de samme retningslinjer, som gælder for udlejningen af de øvrige boliger i bebyggelsen. Der vil dog - navnlig i områder, hvor der udlejes et større antal af disse værelser - eventuelt kunne være behov for at etablere en særlig udlejningsordning, omfattende flere boligselskaber. Hermed vil det også blive lettere for de værelsessøgende at finde frem til ledige værelser. En sådan ordning vil kunne etableres ved samarbejde mellem boligselskaberne og kommunen.
Betingelserne for at opnå bolig
16. Efter lovens § 60, stk. 2, skal fremtidige boliger, der med statsstøtte er opført for unge under uddannelse, efter boligstyrelsens nærmere bestemmelse stilles til rådighed for unge uddannelsessøgende og andre unge med et særligt behov derfor.
Det overlades til udlejeren at vurdere, hvem af flere berettigede boligsøgende der skal have et ledigt værelse. Generelt bør der ved denne vurdering tages hensyn til nærhed til uddannelsessted/arbejdsplads, økonomiske forhold, nærhed til familie, om ansøgerne er nytilflyttet til området, nuværende boligforhold, uden at denne opregning dog kan anses for udtømmende.
Det bør tilstræbes, at der stilles stort set de samme betingelser for at leje et værelse, uanset om udlejningen foretages af boligselskabet, af en særlig organisation som f. eks. »Ungbo« eller på anden måde.
Endvidere er det en forudsætning, at der i lejevilkår eller på anden måde indgår betingelser med hensyn til uddannelse, sociale og økonomiske forhold o. lign., således at opholdet kan bringes til ophør, når betingelserne ikke længere er til stede.
Istandsættelse ved fraflytning
17. Ved leje af boliger for unge under uddannelse i almennyttigt byggeri vil det være rimeligt, at der tilvejebringes en vis økonomisk sikkerhed for værelsernes istandsættelse ved fraflytning. I modsat fald vil der være risiko for, at den enkelte boligafdeling - dvs. de øvrige lejere - skal betale for istandsættelsen. Behovet for en sådan sikkerhed vil være større end ved almindelige familieboliger, da der nok må forudses en større fraflytningshyppighed, og det må herved navnlig tages i betragtning, at beboerne af disse ikke ved indflytningen har betalt et beboerindskud, som kan tjene til sikkerhed for istandsættelse ved fraflytning.
Boligselskabet afgør selv, hvorledes denne sikkerhed tilvejebringes. Der kan peges på den mulighed, at der i forbindelse med lejeaftalen opkræves et depositum på indtil 2 måneders leje til sikkerhed for dækning af eventuelle krav over for lejeren ved fraflytning, eller at der under lejemålet sammen med lejen opkræves et beløb, der kan dække udgifterne ved en rimelig istandsættelse ved fraflytning.
Løbende indvendig vedligeholdelse
18. Det er den almindelige ordning i almennyttigt byggeri, at den enkelte boligtager selv har pligten til indvendig vedligeholdelse af det lejede. Det vil som udgangspunkt være naturligt at lade den samme ordning gælde for lejere af boliger for unge under uddannelse, herunder lejere af enkeltværelser. Der vil dog ikke være noget i vejen for, at et boligselskab selv overtager vedligeholdelsespligten, hvis dette skønnes at være mere hensigtsmæssigt, bl. a. under hensyn til den større flyttehyppighed ved disse boliger.
Boligselskabet må i så fald - sammen med lejen - opkræve et beløb til dækning af de skønnede udgifter til vedligeholdelse.
Afsnit V
Selvstændige kollegier
19. Som det allerede er nævnt, skal boliger for uddannelsessøgende fremtidig indrettes i det almennyttige byggeri. Der vil dog undtagelsesvis kunne være behov for at opføre traditionelle kollegier. Dette vil kunne gælde f. eks. i mindre byer, typisk i forbindelse med et enkelt større uddannelsessted, eksempelvis et seminarium, eller i et vist omfang i forbindelse med de store uddannelsescentre. Hertil kan komme tilfælde, hvor boliger for unge under uddannelse rent praktisk ikke kan indpasses i det almennyttige byggeri, f. eks. fordi der ikke er behov for et sådant byggeri på stedet.
Der vil undtagelsesvis i sådanne tilfælde være mulighed for at yde støtte til opførelse af selvstændige kollegier. Indretningen og finansieringen af boliger i kollegier skal ske efter i princippet de samme regler, som gælder for boliger, der indrettes i det almennyttige byggeri, og som der er redegjort for foran.
Erfaringen viser, at det er uhensigtsmæssigt at opføre meget store kollegier - bl. a. fordi disse ofte er sårbare i økonomisk henseende. Det enkelte kollegium, der opføres med statsstøtte, må derfor højst omfatte 100 boliger.
20. Hvor der undtagelsesvis, jfr. pkt. 19, er behov for et selvstændigt kollegium, kan støtte ydes til en selvejende kollegieinstitution, fonds o. lign., såfremt vedtægterne kan godkendes af boligstyrelsen.
Kollegieinstitutionerne må som eneste formål have at etablere og drive et kollegium. En kollegieinstitution kan drive flere kollegier, men hvert kollegium skal udgøre en selvstændig økonomisk enhed. Om udarbejdelse af vedtægter samt om bestyrelsens sammensætning henvises til boligministeriets cirkulære af 2. februar 1978 om statsstøttede kollegier.
21. Findes der typeprojekter, der kan opfylde formålet, bør det undersøges, om ikke anvendelsen af et sådant typeprojekt vil være en hensigtsmæssig løsning.
Findes der ikke typeprojekter, som skønnes egnede til bebyggelsen, kan lignende fordele som ved typeprojekter opnås ved at bygherren formulerer sine ønsker med hensyn til projektets karakter, udformning, indretning og kvalitet som funktionskrav i et byggeprogram og på grundlag heraf udbyder projektet i totalleverance. Tilbudsgiverne forudsættes da at komme med forslag til et nærmere udformet konkret projekt, ledsaget af et pris- og tidstilbud.
En sådan udbudsform nødvendiggør således, at bygherren råder over eller sikrer sig den fornødne tekniske ekspertise i forbindelse med udformningen af et detaljeret byggeprogram og til at bistå ved vurderingen af de indkomne tilbud og ved en kvalitetskontrol med det leverede.
Anvendes der ikke et typeprojekt eller udbydelse i totalleverance, men udarbejdes et individuelt projekt, skal der i videst muligt omfang anvendes standardiserede bygningsdele, katalogvarer etc. med henblik på at søge byggeriets gennemført så rationelt og billigt som muligt. Ved valg af konstruktioner, indretning og materialer må der også tages hensyn til, at vedligeholdelsesudgifterne for ejendommene efter opførelsen ikke bliver unødigt store.
22. Det vil være et vilkår for støtte, at arbejdets udbydelse og byggeriets gennemførelse sker under iagttagelse af bestemmelserne i boligministeriet cirkulære af 1. august 1978 om fast pris og tid på bygge- og anlægsarbejder.
Om byggeri i vinterperioden henvises til boligministeriets cirkulære om vinterforanstaltninger ved byggearbejder. Såfremt arbejdet udbydes i offentlig licitation, skal det ske i overensstemmelse med reglerne i boligministeriets cirkulære af 1. juli 1970 om udbydelse af statslige og statsstøttede bygge- og anlægsarbejder og dertil knyttede leverancer uden begrænsning af de bydendes kreds.
23. Anskaffelsessummen for boligerne skal holdes inden for de samme udgiftsrammer, som er fastsat for boliger, der indrettes i det almennyttige byggeri, jfr. pkt. 3. Det er således en betingelse for støtte, at anskaffelsessummen pr. m2 bruttoetageareal ikke overstiger de rammebeløb, der fastsættes i henhold til lovens § 52, jfr. boligministeriets cirkulære af 4. juni 1975 om støtte til almennyttigt byggeri m. v., jfr. cirkulære af 8. november 1977.
Boligerne kan - på samme måde som boliger i almennyttigt boligbyggeri - indrettes som boliger med kogeniche eller som enkeltværelser med fælles faciliteter.
24. Forinden bygherren indleder den egentlige støtteprocedure med fremsendelse af ansøgningsskema m. v., tilrådes det at bygherren søger kontrakt med kommunen med henblik på at erfare, om denne i princippet kan godkende det påtænkte projekt, herunder dets størrelse og fordeling på enkeltværelser og lejligheder. Til brug for kommunens bedømmelse vil en behovsanalyse, eventuelt ledsaget af enkelte skitser være hensigtsmæssig.
På samme grundlag kan bygherren rette henvendelse til boligstyrelsen med henblik på at opnå en principiel tilkendegivelse af, hvorvidt og i bekræftende fald hvornår et eventuelt støttetilsagn vil kunne forventes. En sådan tilkendegivelse vil ikke kunne betragtes som et under alle omstændigheder bindende løfte om et senere lånetilsagn.
25. Om støtteproceduren i øvrigt henvises til afsnit III, som finder anvendelse med den modifikation, at statens og kommunens lån ikke udbetales af Boligselskabernes Landsbyggefond, men direkte fra kommunen og fra Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning til kollegieinstitutionen mod tinglyste pantebreve i institutionens ejendom.
26. Om monteringslån og huslejetilskud henvises til pkt. 8 og 9 samt pkt. 14 og 15. Det understreges, at huslejetilskud alene vil kunne ydes til enkeltværelser og ikke kollegielejligheder, hvortil der kan opnås boligsikring.
Boligstyrelsen, den 10. december 1979
AXEL G. POULSEN
/H. E. Rasmussen
Ingen