Cirkulæreskrivelse vedrørende overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Til samtlige Kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet.

Cirkulæreskrivelse vedrørende overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Til samtlige Kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet.

Efter miljøbeskyttelseslovens § 83 straffes overtrædelser af loven med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år. Det fremgår af lovens forarbejder, at der ved den udvidelse af strafferammen, der ved loven vedtagelse fandt sted i forhold til den tidligere gældende retstilstand, tilsigtedes en ændring af praksis, således at der kunne ikendes så alvorlige straffe, navnlig med hensyn til bødestørrelser, at der kunne opnås en reel præventiv virkning.

Af en af miljøstyrelsen i august 1978 udarbejdet redegørelse om bl.a. anklagemyndighedens og domstolenes praksis i straffesager efter miljølovgivningen fremgår imidlertid, at antallet af strafferetlige afgørelser er så beskedent og bødeniveauet generelt så lavt, at den strafferetlige praksis ikke kan anses for skærpet siden miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden.

Da der således havde vist sig behov for en skærpelse af den gældende praksis og størrelsen af bøder i miljøsager anmodede miljøministeren i oktober 1978 justitsministeriet om at søge udvirket, at anklagemyndigheden i fremtidige sager om overtrædelse af miljøbeskyttelseslovgivningen nedlægger påstand om betydeligt større bøder end hidtil.

Rigsadvokaten har herefter i meddelelse af 9. oktober 1979 om behandling af sager om overtrædelser af bl.a. miljøbeskyttelsesloven anmodet statsadvokater og politimestre om, at der søges gennemført en skærpelse af anklagemyndighedens hidtil fulgte praksis.

Rigsadvokaten har i sin meddelelse bl. a. udtalt følgende

»Jeg skal derfor anmode om , at der i alle typer sager søges gennemført en skærpelse af den hidtil fulgte praksis. Som følge heraf bør sager om overtrædelse af disse love som regel indbringes for retten. Anklagemyndighedens bødepåstand bør afpasses efter overtrædelsens art og grovhed, idet hensyn både tages til de skadevirkninger - på kortere eller længere sigt - som overtrædelsen har medført eller kan frygtes at medføre, og til gerningsmandens subjektive forhold. Har overtrædelsen indbragt eller tilsigtet en gevinst, eventuelt i form af en besparelse, bør bøden fastsættes med hensyntagen til den økonomiske fordel, der er indvundet eller tilsigtet. Ved efterforskningen af sagen bør de oplysninger søges tilvejebragt, som er fornødne til dokumentation herom.

Er overtrædelsen begået af et selskab, bør ansvaret som regel pålægges selskabet som sådant. Har ledelsen af selskabet eller en overordnet funktionær, herunder direktøren, handlet forsætligt eller vist grov uagtsomhed, bør tiltalen - foruden imod selskabet - rejses mod den eller de persontligt ansvarlige. Dette vil der navnlig kunne være anledning til, når overtrædelsen består i undladelse af at efterkomme påbud eller tilsidesættelse af forbud. Bødepåstanden mod den personligt ansvarlige fastsættes i overensstemmelse med almindelig praksis efter forholdets grovhed og tiltaltes økonomiske forhold, således at den eventuelt opnåede eller tilsigtede økonomiske gevinst søges inddraget ved bødepåstanden over for selskabet.

Såfremt den daglige leder af selskabet tillige er hovedaktionær og må antages at være enerådende med hensyn til selskabets forhold, rejses tiltalen alene mod ham, der ikke ved at drive virksomhed i selskabsform skal kunne undgå det personlige ansvar. Personligt ansvar gøres normalt ikke gældende ved overtrædelser af underordnet betydning, som må antages at skyldes en »anonym« fejl. I så fald rejses tiltalen mod selskabet og kun mod dette. Tvivlstilfælde med hensyn til sanktionen og ansvarets placering forelægges for stadsadvokaten.

Gennemførelsen af sager af denne karakter nødvendiggør et samarbejde mellem politiet og vedkommende forvaltningsmyndighed. Forvaltningsmyndigheden vil bistå politiet med oplysninger om overtrædelsens skadevirkninger, bedømmelsen af dens strafværdighed og bør opfordres til at udtale sig om sanktionspåstanden.

Af hensyn til særmyndighedens mulighed for at holde sig orienteret om straffesager efter miljø- og levnedsmiddelloven og for at kunne øve indflydelse på ankespørgsmålet tilsendes miljøstyrelsen, Statens Levnedsmiddelinstitut eller Veterinærdirektoratet samt vedkommende lokale tilsynsmyndighed hurtigst muligt og for dommes vedkommende i god tid inden ankefristens udløb underretning om afgørelsen.'

Miljøministeriets departement har ved skrivelse af 22. november 1979 anmodet miljøstyrelsen om i tilslutning til rigsadvokatens meddelelse at henstille til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet, at der søges etableret et nært samarbejde mellem disse og anklagemyndigheden med henblik på at få fastlagt et rimeligt niveau for de bødepåstande, der bør nedlægges i sager om overtrædelse af miljølovgivningen, således at bødernes størrelse i højere grad end hidtil fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og grovhed, samt til den eventuelle økonomiske fordel, der er indvundet eller tilsigtet.

Miljøstyrelsen skal i denne forbindelse som områder, hvor der er et særligt behov for et betydeligt højere bødeniveau først og fremmest pege på de tilfælde, hvor en forurenende virksomhed foretager ulovlige udledninger med betydelig skadevirkning til følge. Hertil kommer sager, hvor myndighedernes påbud om udførelse af udgiftskrævende, forureningsbegrænsende foranstaltninger ikke efterkommes, fordi udsigten til straf af den hidtil kendte størrelse er en utilstrækkelig pression. Endvidere bør det tilstræbes, at bødeniveauet fastlægges, således at forurenende virksomheder, hvis etablering kræver myndighedernes godkendelse, ikke påbegyndes ulovligt, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3. Af generalpræventive hensyn bør dette også gælde, hvor der i det konkrete tilfælde ikke konstateres nogen egentlig miljømæssig skadevirkning.

Ud fra samme hensyn skal miljøstyrelsen pege på tilfælde, hvor den enkelte lovovertrædelses skadevirkning må ses i sammenhæng med mulige andre overtrædelser, hvorved den miljømæssige virkning for forureningstilstanden som helhed er betydelig. Dette gør sig eksempelvis gældende med hensyn til forurening af vandløb, hyppigt fra ulovlig udledning af forurenende stoffer fra landbrugsvirksomhed.Det bemærkes i denne forbindelse, at overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 17 har givet anledning til langt de fleste tiltalerejsninger, og at det hidtidige bødeniveau i disse sager (hyppigst 1.000-2.000 kr.) forekommer overordentlig lavt.

For at de i miljølovgivningen indeholdte straffebestemmelser skal få en reel, præventiv virkning, vil det - udover bødekrav af absolut følelig størrelse - være af afgørende betydning, at begåede lovovertrædelser konstateres, samt at der fremskaffes det for domfældelse nødvendige bevismateriale, herunder oplysninger til brug for vurderingen af størrelsen af den påståede bøde.

Det vil desuden for straffesagens gennemførelse være af betydning, at beslutningen om at anmode om tiltalerejsning træffes hurtigt, således at myndighedernes passivitet ikke vil kunne påberåbes til støtte for en eventuel mildere bedømmelse af forholdets strafværdighed.

Det vil efter miljøstyrelsens opfattelse være af væsentlig betydning for opnåelsen af den tilsigtede skærpelse af bødeniveauet, at de kommunale miljømyndigheder i samarbejde med anklagemyndigheden, under straffesagens behandling over for retten belyser bl.a. den stedfundne lovovertrædelses skadevirkninger på kortere og længere sigt, samt omfanget af de besparelser tiltalte kan have opnået ved at overtræde loven.

Miljøstyrelsen skal i denne forbindelse henvise til nedennævnte ekstrakt fra bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 83 (F.T. 1972/73 bilag A sp. 4020:)

».... det er givet, at forureningen ikke kan bekæmpes på grundlag af straffebestemmelser, men at der snarere må lægges betydelig vægt på oplysende virksomhed og andre motiverende aktiviteter. På den anden side vil det være nødvendigt for gennemførelsen af lovens formål og for efterlevelse af de enkelte regler, at overtrædelse kan sanktioneres med straf, navnlig i grovere tilfælde. Det har ved udformningen af bestemmelsen været hensigten, at der i medfør af loven kan ikendes så alvorlige straffe, at der vil kunne opnås en reel præventiv virkning. Det må iøvrigt understreges, at det vil være af stor betydning, at anklagemyndigheden og domstolene ved administrationen af nærværende straffebestemmelse bestræber sig på at ændre den almindelige praksis i bødesager, således at de idømte bøder i medfør af denne bestemmelse bliver virkeligt følelige og kommer til at stå i et for den almindelige opfattelse rimeligt forhold til den eventuelt forvoldte skade. Hertil kommer, at en sådan praksisændring vil være en afgørende forudsætning for effektivt at forhindre, at udsigten til eventuel bødestraf blot indkalkuleres i f.eks. en erhvervsvirksomheds driftsomkostninger.....«

Som det fremgår af rigsadvokatens meddelelse, som citeret overfor, er anklagemyndigheden opfordret til hurtigst muligt efter dommens afsigelse at tilstille den kommunale tilsynsmyndighed og miljøstyrelsen en kopi af domsudskriften.

Dette sker af hensyn til ankefristen for indbringelse af en underretsdom for landsretten, der er 14 dage.

Miljøstyrelsen vil være indstillet på at rådgive i spørgsmålet om, hvorvidt en dom bør prøves ved en højere instans, ligesom styrelsen er indstillet på iøvrigt at yde vejledning i spørgsmål om retsforfølgning i anledning af overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven.

Miljøstyrelsen vil med henblik herpå på baggrund af modtagne domsudskrifter foretage registrering af afsagte straffedomme.

Styrelsen finder imidlertid at burde understrege, at det primært påhviler den kommunale myndighed at tage stilling til, om straffesag bør rejses og over for anklagemyndigheden at udtale sig om sanktionspåstanden.

Det tilføjes, at miljøstyrelsen meget snart vil udsende en generel vejledning om myndighedsbehandlingen af sager vedrørende bekæmpelse af ulovlige forureninger af vandområder.

Miljøstyrelsen, den 5. december 1979.

Jens Kampmann.

/Ole Jacobsen.

Ingen