Cirkulære om administration af naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier (Til samtlige fredningsnævn, kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet)

§ 46 -Strandbeskyttelseslinien (beskyttelseslinien ved strandbredder og andre kyststrækninger),

§ 47 -Skovbyggelinien og vejbyggelinien,

§ 47a -Beskyttelseslinien ved søer og offentlige vandløb,

§ 53 -Beskyttelseslinien ved jordfaste fortidsminder.

Ved § 1, nr. 14, i lov nr. 297 af 26. juni 1975 ændredes naturfredningslovens § 47, stk. 1 således, at bestemmelsen om vejbyggelinier skal bortfalde. Ændringen af § 47, stk. 1 træder dog først i kraft efter særlig bestemmelse herom fra miljøministeren. Da der endnu ikke er truffet en sådan beslutning, har den hidtidige bestemmelse i § 47, stk. 1, om vejbyggelinien stadig gyldighed. Dette betyder, at der fortsat gælder en byggelinie på 150 m ved hovedlandeveje, landeveje og visse kommuneveje. Det ventes, at bestemmelsen vil blive afløst af bestemmelser i lov om offentlige veje, og at fredningsnævnenes administration af vejbyggelinien dermed vil bortfalde.

Ved den senest gennemførte ændring af naturfredningsloven (lov nr. 219 af 24. maj 1978 om ændring af naturfredningsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 435 af 1. september 1978) er der vedrørende beskyttelses- og byggelinierne kun sket enkelte redaktionelle ændringer i lovens § 47a. Disse ændringer tager alene sigte på at understrege, at anlægsarbejder, i det omfang de er godkendt i hh. t. reglerne i § 43, fortsat kan udføres uden tilladelse fra fredningsnævnet efter § 47a, stk. 1.

3. Ophævelse eller dispensation

Ifølge § 46, stk. 7, § 47, stk. 4 og § 47a, stk. 3, jfr. bekendtgørelse nr. 16 af 12. januar 1979 § 11, stk. 1, nr. 16, kan fredningsstyrelsen bestemme, at strandbeskyttelseslinien, vejbyggelinien, skovbyggelinien og beskyttelseslinien ved søer og offentlige vandløb ikke skal gælde for nærmere angivne områder. En tilsvarende regel gælder ikke for beskyttelseslinien efter § 53 omkring jordfaste fortidsminder. Denne beskyttelseslinie kan altså ikke ophæves af fredningsstyrelsen, jfr. afsnit 5.4.

Bestemmelserne i naturfredningsloven om ophævelse af beskyttelses- og byggelinier giver mulighed for at opnå en samlet regulering af arealanvendelse og bebyggelsesforhold i forbindelse med kommunernes planlægning i medfør af kommuneplanloven.

Ifølge fredningsstyrelsens praksis vil ophævelse kunne komme på tale når en byplanvedtægt eller en lokalplan forudsætter, at et areal udnyttes på anden måde end tilladt efter bestemmelserne i naturfredningslovens kap. VI.

En ophævelse betyder, at den pågældende beskyttelses- eller byggelinie bortfalder eller flyttes i den udstrækning, der træffes bestemmelse derom. Til ophævelsen kan der knyttes betingelser. Der kan således træffes bestemmelse om, at ophævelsen først skal have virkning fra realiseringen af lokalplanen. Det kan i særlige tilfælde bestemmes, at ophævelsen kun har gyldighed så længe området anvendes i overensstemmelse med den pågældende lokalplan.

De almindelige bestemmelser i kap. VI kan endvidere fraviges ved dispensation. Beføjelsen til at træffe afgørelser om dispensation er tillagt fredningsnævnene med klageadgang til overfredningsnævnet.

I tilfælde, hvor der meddeles dispensation, består den pågældende bygge- eller beskyttelseslinie fortsat. Hvis der eksempelvis er meddelt dispensation til opførelse af en bygning, vil et senere ønske om tilbygning nødvendiggøre en ny dispensation.

Reglerne i kap. VI kan således fraviges ved to procedurer, som både kompetence- og indholdsmæssigt er forskellige. Nedenfor redegøres nærmere for, hvorledes der i praksis bør ske en afgrænsning af de to regelsæts anvendelse.

4. Ophævelse af beskyttelses- og byggelinier

4.1 Hvornår kan der ske ophævelse?

De landskabelige og rekreative hensyn, der varetages gennem naturfredningsloven, indebærer som udgangspunkt, at planlægning for arealer omfattet af naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier ikke bør stride mod lovens bestemmelser. Imidlertid vil en interesseafvejning over for andre hensyn undertiden kunne føre til en fravigelse af disse bestemmelser.

Fredningsstyrelsen vil normalt kun træffe bestemmelse om ophævelse af beskyttelses- og byggelinier på grundlag af en detailplanlægning, som efter styrelsens skøn har et indhold, der tilgodeser naturfredningslovens formål i rimeligt omfang. Det kommunale planlægningsgrundlag, der kan begrunde en evt. ophævelse, vil efter styrelsens praksis normalt være lokalplaner eller fortsat gældende byplanvedtægter.

En ophævelse vil kunne ske helt eller delvis. Ved en beslutning om delvis ophævelse vil der fortsat gælde en beskyttelses- eller byggelinie i en nærmere angivet reduceret bredde for det pågældende område. Fredningsstyrelsen vil endvidere kunne stille vilkår for en ophævelse.

Specielt vedrørende strandbeskyttelseslinien (§ 46) bemærkes, at denne linie efter fredningsstyrelsens praksis kun ophæves, når der foreligger ganske særlige forhold. Dette skyldes, at bestemmelsen har til formål at fastholde en generel beskyttelseszone langs kysterne, der skal sikre, at de landskabelige forhold i beskyttelseszonen forbliver uændrede.

For såvel skovbyggelinien (§ 47) som beskyttelseslinien langs søer og offentlige vandløb (§ 47a) bevirker hensynet til de landskabelige interesser, at de kun sjældent ophæves i deres fulde udstrækning.

Vedrørende vejbyggelinien bemærkes, at det i almindelighed er en forudsætning for ophævelse, at der ikke opstår utilfredsstillende støjforhold i kommende bebyggelser eller anlæg.

4.2 Fremgangsmåden ved ophævelse

Som nævnt i fredningsstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 130 af 1. august 1978, skal fredningsstyrelsen anmodes om ophævelse af den pågældende beskyttelses- eller byggelinie i alle tilfælde, hvor der tilvejebringes en lokalplan, som forudsætter, at et areal udnyttes på en anden måde end tilladt efter bestemmelserne i naturfredningslovens kap. VI. Det samme gælder i tilfælde, hvor projekter fastlagt i en byplanvedtægt ønskes realiseret, uden at der tilvejebringes lokalplan. Ved indsendelse til fredningsstyrelsen må det derfor af kommunen udtrykkeligt anføres, at der søges om ophævelse af den pågældende linie med henblik på gennemførelse af byplanvedtægten eller lokalplanen. Det må yderligere anføres, hvilke beskyttelses- og byggelinier der ønskes ophævet helt eller delvis. Kommunen skal endvidere redegøre for de forhold, der kan begrunde en ophævelse. Kommunens ansøgning og de ovennævnte oplysninger kan være indeholdt i den redegørelse, der i henhold til kommuneplanlovens § 20 skal ledsage et lokalplanforslag. Kommunen bør i så fald gøre opmærksom på dette ved fremsendelsen af lokalplanforslaget til fredningsstyrelsen.

I de ovenfor behandlede tilfælde vil fredningsnævnene og overfredningsnævnet normalt ikke tage stilling til eventuelle ansøgninger om dispensation fra bygge- og beskyttelseslinier, før fredningsstyrelsen har behandlet en anmodning om hel eller delvis ophævelse af den pågældende linie.

Anmodning om ophævelse af beskyttelses- og byggelinier bør af kommunen sendes til fredningsstyrelsen senest samtidig med den offentlige fremlæggelse af et lokalplanforslag. Såfremt amtsrådets holdning til ophævelsen ikke allerede fremgår af sagen, vil fredningsstyrelsen indhente en udtalelse fra amtsrådet (i hovedstadsregionen hovedstadsrådet) som regional fredningsmyndighed. Hvor der kan være tale om naturvidenskabelige interesser, vil fredningsstyrelsen i nødvendigt omfang inddrage naturfredningsrådet.

Såfremt der er tale om helt at ophæve en skovbyggelinie eller at flytte den på en måde, som kan have konsekvenser for skovens drift, vil fredningsstyrelsen indhente en udtalelse fra skovstyrelsen.

Efter at fredningsstyrelsen har indhentet de fornødne udtalelser, vil kommunalbestyrelsen, det pågældende fredningsnævn og den regionale fredningsmyndighed få meddelelse om styrelsens stillingtagen til anmodningen.

Fredningsstyrelsen vil tilstræbe, at styrelsens svar kan foreligge inden udløbet af indsigelsesfristen.

Et afslag på kommunens anmodning og eventuelle vilkår, der stilles for ophævelse, har imidlertid ikke virkning som en indsigelse efter kommuneplanlovens § 26. Styrelsens afgørelse vedrørende ophævelse og vilkår er endelig, jfr. § 18 i bekendtgørelse nr. 16 af 12. januar 1979 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til fredningsstyrelsen, og kan således ikke indbringes for miljøministeren.

Hvis kommunalbestyrelsen accepterer styrelsens eventuelle vilkår, bør disse indarbejdes i lokalplanforslaget i forbindelse med planens endelige vedtagelse.

Såfremt fredningsstyrelsen afslår ophævelse i det ansøgte omfang, eller hvis kommunalbestyrelsen ikke kan acceptere de stillede vilkår, bør det areal, der omfattes af beskyttelses- eller byggelinien, normalt udtages af lokalplanforslaget. I tilfælde, hvor der i en lokalplan undtagelsesvis indgår arealer omfattet af beskyttelses- eller byggelinier, som ikke ophæves, skal lokalplanen, jfr. kommuneplanlovens § 19, stk. 2, 2. pkt., indeholde oplysning herom og om konsekvenserne heraf, ligesom linien bør markeres på lokalplanens kortbilag.

Fredningsstyrelsens afgørelse har således betydning for lokalplanens indhold. Kommunalbestyrelsen bør derfor ikke vedtage lokalplanen endeligt, før fredningsstyrelsens stillingtagen til anmodningen om ophævelse af den pågældende linie foreligger.

Den formelle ophævelse sker først efter, at fredningsstyrelsen har fået underretning fra kommunen om lokalplanens endelige vedtagelse.

5. Fredningsnævnenes beføjelser vedr. dispensation

5.1 Afgrænsning i forhold til ophævelse

Iflg. §§ 46-47a og § 53 kan fredningsnævnene meddele dispensation fra bestemmelserne om beskyttelses- og byggelinier. Fredningsnævnenes afgørelser kan påklages til overfredningsnævnet efter reglerne i § 58.

Som nævnt under afsnit 3 er det nødvendigt at foretage en afgrænsning af dispensationsmulighederne (nævnenes kompetence) og de tilfælde, hvor der bør tilvejebringes en særlig planlægning og i forbindelse hermed tages stilling til spørgsmålet om hel eller delvis ophævelse af beskyttelses- og byggelinierne (fredningsstyrelsens kompetence).

Overfredningsnævnet har i konsekvens heraf anlagt den praksis, at i tilfælde, hvor der er tale om en planlægning i form af en byplanvedtægt eller lokalplan for et område, der omfattes af beskyttelses- eller byggelinier efter kap. VI, må en fravigelse ske ved, at linien ophæves helt eller delvis efter beslutning fra fredningsstyrelsen. Overfredningsnævnet undlader i disse tilfælde at træffe realitetsafgørelser i klagesager over fredningsnævnenes afgørelser efter kap. VI, og henviser sådanne sager til fredningsstyrelsens beslutning om evt. ophævelse af beskyttelses- eller byggelinien. Hvis linien herefter ikke ophæves, genindtræder fredningsnævnenes kompetence.

Ophævelsesproceduren bør efter overfredningsnævnets praksis endvidere normalt anvendes, hvor det pågældende areal er beliggende i byzone eller sommerhusområde, idet der i så fald ud fra en planlægningsbetragtning bør tages samlet stilling til, om beskyttelses- eller byggelinien helt eller delvis kan bortfalde.

I tilfælde, hvor ophævelsesproceduren finder anvendelse, bør fredningsnævnene derfor ikke træffe nogen afgørelse om, hvorvidt der bør meddeles dispensation i hh. t. kap. VI, før fredningsstyrelsen har taget stilling. Dette indebærer, at fredningsnævnene normalt ikke skal foretage nogen behandling af lokalplanforslag, medmindre der i forbindelse med tilvejebringelse af en lokalplan ansøges om dispensation fra en fredningskendelse eller fra beskyttelseslinien omkring jordfaste fortidsminder i hh. t. § 53.

Fortolkningsspørgsmål, der angår beskyttelses- eller byggeliniens eksistens eller nærmere udstrækning, vil dog altid skulle afgøres af fredningsnævnet med klageadgang til overfredningsnævnet. Dette gælder bl. a. spørgsmål om hvorvidt

a. betingelserne i § 46, stk. 1, § 47, stk. 1 og § 47a, stk. 1 er opfyldt. Som eksempel herpå kan nævnes, om der, jfr. § 47, stk. 1, er tale om »sammenhængende eller hovedsageligt sammenhængende skovstykker«.

b. undtagelsesreglerne i § 46, stk. 2 og 4, § 47, stk. 2 og § 47a, stk. 2 finder anvendelse. Som eksempel herpå kan nævnes, om der, jfr. § 47, stk. 2, er tale om »et område, hvor der inden 1. januar 1968 var påbegyndt en væsentlig, lovlig bebyggelse«.

5.2 Fredningsnævnets behandling af dispensationssager

Ved behandling af sager om dispensation i henhold til naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier bør fredningsnævnet normalt indhente en udtalelse fra vedkommende amtsråd (i hovedstadsregionen hovedstadsrådet) der som regional fredningsmyndighed bl. a. bør oplyse de fredningsmæssige hensyn, der gør sig gældende for den pågældende ejendom. Fredningsnævnet bør indhente en udtalelse fra fredningsstyrelsen, såfremt der forekommer væsentlige naturvidenskabelige interesser i det pågældende område. Ved forelæggelse for fredningsstyrelsen bør sagerne være fuldt oplyst og bilagt sagsakterne. Fredningsstyrelsen vil i nødvendigt omfang inddrage naturfredningsrådet.

Ifølge § 24 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 617 af 1. december 1978 af forretningsorden for fredningsnævn finder bestemmelserne i forretningsordenens § 21, stk. 3-6 tilsvarende anvendelse ved fredningsnævnets behandling af sager om dispensation fra naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier.

Det følger heraf, at fredningsnævnet, forinden det træffer afgørelse, skal afholde møde med parter og interesserede og foretage besigtigelse, medmindre det anses for åbenbart ufornødent.

Til møde og besigtigelse indkaldes den, som har ansøgt om dispensation. Hvor nævnet finder anledning dertil, indbydes tillige fredningsstyrelsen, skovvæsenet ved den statsskovrider, der administrerer statens tilsyn med de private skove i det pågældende område, vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet tillige hovedstadsrådet, vedkommende kommunalbestyrelse samt Danmarks Naturfredningsforening.

Hvis den, der ansøger om dispensation, ikke er ejendommens ejer, skal ejeren underrettes om ansøgningen og indbydes til at overvære møde og besigtigelse.

Ifølge forretningsordenens § 24, stk. 1, skal vedkommende skovejer tillige indbydes i sager om dispensation fra skovbyggelinien.

Underretning om nævnets afgørelse sendes ifølge forretningsordenens § 24, stk. 2, til de klageberettigede, jfr. naturfredningslovens § 58, stk. 1, samt til ejere, som ikke selv har begæret fredningsnævnets afgørelse, men som er underrettet om sagen.

Fredningsnævnets afgørelse skal ifølge naturfredningslovens § 58, stk. 4, indeholde oplysning om, til hvilken myndighed afgørelsen kan påklages, af hvem den kan påklages og fristen herfor. Herudover skal en dispensation ifølge § 58, stk. 4, jfr. stk. 5, indeholde oplysning om, at den ikke må udnyttes før klagefristens udløb. Endelig skal det oplyses, at såfremt klage indgives må dispensationen ikke udnyttes, med mindre den opretholdes af klagemyndigheden.

Endvidere skal en tilladelse fra nævnet ifølge naturfredningslovens § 64 a indeholde oplysning om, at den bortfalder, såfremt den ikke er udnyttet inden 5 år.

Af hensyn til eventuelle fremtidige ejere vil det i almindelighed være hensigtsmæssigt, at fredningsnævnet lader tinglyse dispensationsvilkår, der angår benyttelse af eller anden rådighed over en ejendom, jfr. lovens § 64.

5.3 Særligt vedr. dispensation fra strandbeskyttelseslinien

Ifølge § 46, stk. 6, kan fredningsnævnet kun meddele dispensation fra strandbeskyttelseslinien, når der foreligger ganske særlige forhold, og såfremt alle fredningsnævnets medlemmer er enige. Det har ved affattelsen af den nævnte bestemmelse været hensigten, at dispensation kun meddeles, når helt ekstraordinære forhold gør sig gældende.

Fredningsnævnet bør indhente en udtalelse fra fredningsstyrelsen, såfremt der foreligger spørgsmål om det vegetationsmæssige udgangspunkt for strandbeskyttelsesliniens beregning. Ved eventuelle dispensationer kan der være anledning til at stille vilkår, som sikrer, at dispensationen ikke udnyttes til i medfør af § 54, stk. 1, at hindre almenhedens opholdsmuligheder på den pågældende strandstrækning. Såvel sådanne vilkår som andre vilkår, der angår benyttelse af eller anden rådighed over en ejendom, bør altid tinglyses jfr. § 64. I tilfælde, hvor der undtagelsesvis meddeles dispensation efter § 46, bør fredningsnævnets afgørelse indeholde angivelse af, hvilke ganske særlige forhold der har gjort sig gældende som begrundelse for dispensationen.

5.4 Dispensation fra beskyttelseslinien omkring jordfaste fortidsminder

Som nævnt under afsnit 3 kan beskyttelseslinien omkring jordfaste fortidsminder ikke ophæves af fredningsstyrelsen, men i henhold til naturfredningslovens § 53 kan fredningsnævnet meddele dispensation til nærmere angivne foranstaltninger. Fredningsnævnet kan imidlertid også ændre grænserne for beskyttelseszonen, såfremt dens areal ikke forøges.

Efter ordlyden af § 53 skal fredningsnævnet, inden det træffer afgørelser efter denne §, indhente udtalelse fra rigsantikvaren. Ved naturfredningslovens § 65a, stk. 3, jfr. § 11 i bekendtgørelse nr. 16 af 12. januar 1979 er rigsantikvarens beføjelse henlagt til fredningsstyrelsen. Fredningsnævnet skal således, inden det træffer afgørelse efter § 53, indhente udtalelse fra fredningsstyrelsen.

Sagerne bør indeholde fyldestgørende oplysninger om den pågældende lokalitets beliggenhed og den ansøgte foranstaltnings beliggenhed i forhold til fortidsmindet.

I tilfælde, hvor der konstateres tilstedeværelse af jordfaste fortidsminder i byer og bymæssige bebyggelser, jfr. naturfredningslovens § 48, har der vist sig et behov for, at der allerede i forbindelse med den formelle konstatering af fortidsmindets eksistens tilvejebringes klarhed over, hvor stort et areal beskyttelseslinien efter naturfredningslovens § 53 bør omfatte. I sådanne tilfælde vil det kunne forventes, at fredningsstyrelsen, efter forhandling med kommunalbestyrelsen tager initiativ over for fredningsnævnet til at få fastlagt den beskyttelseslinie efter § 53, inden for hvilken foranstaltninger vil kræve dispensation fra fredningsmyndighederne.

6. Oversigt over beskyttelses- og byggelinier i kommunen

Til støtte for kommunernes administration vil det være ønskeligt, at kommunerne udarbejder og ajourfører en samlet kartografisk oversigt, hvorpå de arealer, der er omfattet af beskyttelses- og byggelinier, er indtegnet. En sådan oversigt vil bl. a. være et værdifuldt hjælpemiddel i forbindelse med kommunernes byggeadministration. Det bemærkes i denne forbindelse, at efter § 64 b, må byggetilladelser efter byggeloven ikke meddeles til byggearbejder, der nødvendiggør fravigelse af naturfredningslovens beskyttelses- eller byggelinier, før linien er ophævet af fredningsstyrelsen, eller dispensation er meddelt af fredningsnævnet, og klagefristen er udløbet, uden at klage til overfredningsnævnet er iværksat.

7. Rækkefølgen, hvor der kræves tilladelse fra flere myndigheder

Dispositioner, der ønskes foretaget inden for naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier, fordrer - ud over tilladelse fra fredningsnævnet - ofte tilladelse fra amtsrådet (hovedstadsrådet) eller fredningsstyrelsen.

Hvor der således skal indhentes flere tilladelser, bør den rækkefølge, hvori myndighederne behandler sagen, tilrettelægges således, at fredningsnævnet får det bedst mulige beslutningsgrundlag, samtidig med at man søger at undgå at belaste fredningsnævn og overfredningsnævn med sager, der muligvis vil bortfalde som følge af afslag, der meddeles af andre myndigheder. Miljøministeriet fastsætter derfor i hh. t. naturfredningslovens § 3, stk. 6 og § 42, stk. 4, by- og landzonelovens § 9, stk. 4, råstoflovens § 8, stk. 3, og miljøbeskyttelseslovens § 43 nedennævnte rækkefølge ved behandlingen af sådanne sager.

a) Vej- og elanlæg

Hvor et anlæg i medfør af vej- eller elbekendtgørelsen i hh. t. naturfredningslovens § 42 skal godkendes af amtsrådet (hovedstadsrådet) eller fredningsstyrelsen, skal fredningsnævnet normalt ikke træffe afgørelse om dispensation fra en beskyttelses- eller byggelinie, før en sådan godkendelse er meddelt.

b) Forholdet til råstofloven

I miljøministeriets cirkulære af 27. juni 1978 om amtsrådenes og hovedstadsrådets medvirken ved administrationen af bestemmelserne i lov om råstoffer er i kap. 2, pkt. 7, tilkendegivet, at i situationer, hvor der ønskes råstofindvinding på arealer, som er omfattet af naturfredningslovens beskyttelseslinier, skal der træffes afgørelse af fredningsnævnet, inden råstofmyndigheden tager stilling til sagen i medfør af råstofloven.

Denne ordning har imidlertid vist sig administrativt uhensigtsmæssig. Den nævnte bestemmelse i cirkulæret af 27. juni 1978 ændres derfor herved til, at i tilfælde, hvor der ansøges om råstofindvinding inden for naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier, skal fredningsnævnet ikke realitetsbehandle en ansøgning om dispensation, med mindre der foreligger en tilladelse i henhold til råstofloven.

c) Forholdet til by- og landzoneloven

Sager om bebyggelse i landzone inden for naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier skal ikke tages under behandling af fredningsnævnet, uden at projektet på forhånd er godkendt af zonelovsmyndigheden i henhold til by- og landzonelovens §§ 6-8.

Såfremt det pågældende bygge- eller anlægsarbejde ønskes foretaget inden for strandbeskyttelseslinien, skal fredningsnævnet dog træffe afgørelse, inden zonelovsmyndigheden tager stilling til sagen. Denne afvigelse skyldes, at dispensation fra strandbeskyttelseslinien kun kan gives, hvor helt ekstraordinære forhold gør sig gældende.

d) Forholdet til miljøbeskyttelsesloven

I miljøministeriets cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. er det i kap. 12, pkt. 6, tilkendegivet, at i tilfælde, hvor etablering af en virksomhed berører de i naturfredningsloven fastsatte beskyttelses- og byggelinier, bør godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5 ikke meddeles, før fredningsnævnet har truffet sin afgørelse.

Efter at kommuneplanloven trådte i kraft den 1. februar 1977, vil det være det sædvanlige, at en virksomhed, der kræver godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5, etableres inden for et område, hvis anvendelse er fastlagt i en lokalplan.

I sådanne tilfælde vil fredningsstyrelsen normalt have taget stilling til, om der kan ske ophævelse af eventuelle beskyttelses- og byggelinier i forbindelse med tilvejebringelse af lokalplanen.

Det må derfor antages, at det kun sjældent vil forekomme, at der kræves dispensation fra fredningsnævnet til fravigelse af naturfredningslovens beskyttelses- eller byggelinier, når der er tale om etablering af en af de nævnte virksomheder.

I tilfælde, hvor dispensation kommer på tale, bør fredningsnævnet træffe sin afgørelse inden der tages stilling til godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5.

8. Ophævelse og ændring af tidligere retsforskrifter

Samtidig med udsendelse af dette cirkulære ophæves

a) Ministeriet

for kulturelle anliggenders cirkulæreskrivelse nr. 107 af 9. juni 1971 om behandling af sager om dispensation fra naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier.

b) Ministeriet

for kulturelle anliggenders cirkulære af 14. maj 1973 om ophævelse af naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier i byzone eller sommerhusområde.

Endvidere ændres

a) Kap.

2, pkt. 7, i miljøministeriets cirkulære af 27. juni 1978 om amtsrådenes og hovedstadsrådets medvirken ved administrationen af bestemmelserne i lov om råstoffer.

b) Kap.

12, pkt. 6, i miljøministeriets cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

Miljøministeriet, den 9. november 1979

Ivar Nørgaard

/ Ole Plougmann

Cirkulære om administration af naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier (Til samtlige fredningsnævn, kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet)

1. Indledning

I cirkulæreskrivelse nr. 107 af 9. juni 1971 fra ministeriet for kulturelle anliggender er angivet retningslinier for behandlingen af enkeltsager om dispensation fra naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier. Yderligere er der i kulturministeriets cirkulære af 14. maj 1973 foretaget en behandling af spørgsmålet om ophævelse af naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier som led i kommunernes arealplanlægning.

Senere er der sket omfattende ændringer i den lovgivning, som har betydning for administrationen af naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier. Der skal særligt peges på kommuneplanloven og ændringerne i naturfredningsloven i 1975 og 1978. Endvidere har der fundet en udvikling sted i den administrative praksis.

Miljøministeriet har på denne baggrund fundet, at der er behov for at fastsætte nye retningslinier for administration af naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier.

Fredningsstyrelsen har udsendt cirkulæreskrivelse nr. 130 af 1. august 1978, der - ud over at give forskrifter for underretning af fredningsmyndighederne om lokalplanforslag fastsætter nogle foreløbige retningslinier for lokalplaners forhold til naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier. Som bebudet heri indeholder nærværende cirkulære en mere udtømmende revision af de tidligere retningslinier fra 1971 og 1973.

Cirkulæret er opdelt på følgende måde

Afsnit 2 indeholder en kort omtale af naturfredningslovens regler om beskyttelses- og byggelinier, herunder de lovændringer, der er sket i 1975 og 1978.

Afsnit 3 omtaler forskelle mellem ophævelse af beskyttelses- og byggelinier og dispensation fra disse.

Afsnit 4 indeholder en nærmere omtale af ophævelse.

Afsnit 5 omhandler dispensation fra linierne.

Afsnit 6 angår tilvejebringelse af oversigt over beskyttelses- og byggelinier i kommunen.

Afsnit 7 omhandler rækkefølgen i sagsbehandlingen, når der kræves tilladelse fra flere myndigheder, og

Afsnit 8 vedrører ophævelse og ændring af tidligere retsforskrifter.

2. Generelt om reglerne

Bestemmelserne om beskyttelses- og byggelinier er indeholdt i lovens

Ingen