Cirkulære om begrænsning af svovlindhold i olier til fyrings- og transportformål (Til Hovedstadsrådet, samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser)

Bilag

Vedrørende prøvetagning af olie

Udtagning af en prøve, der skal være repræsentativ for en stor mængde, er ofte særdeles vanskelig og må skænkes stor opmærksomhed. Nogle få retningslinier gives nedenfor.

Tappes prøven fra et ledningssystem bør tappehanen være placeret øverst på røret (skitse A). Tappes prøven undtagelsesvis fra bunden af et rørsystem, fra et oliefilter el. lign., bør der først aftappes en større mængde i en spand, før den endelige prøve udtages (skitse B og C).

Prøver fra tanke med tyndtflydende olie tages bedst med en såkaldt prøvehenter, der kan sænkes ned til ønsket dybde, før den ved et træksystem kan åbnes for prøvetagning. Spørgsmål vedrørende prøvehentere (og evt. udlån) kan rettes til referencelaboratoriet.

At tage prøver fra tanke med kold, stiv olie er forbundet med stor vanskelighed. I sådanne tilfælde må olien tappes fra ledningssystemet.

Spørgsmål angående prøvetagningen kan rettes til referencelaboratoriet, Dansk Kedelforening, Gladsaxe Møllevej 15, 2860 Søborg, tlf.: (01) 69 65 11.

Foreløbig vejledning om udarbejdelse og fastsættelse af forskrifter for offentlige myndigheders registre (* 1) (* 2)

Indledning

1. Den 1. januar 1979 er lov nr. 294 af 8. juni 1978 om offentlige myndigheders registre trådt i kraft. Loven indeholder en nærmere regulering af den offentlige forvaltnings adgang til at oprette og bruge registre, herunder reguleres også adgangen til at foretage samkøring af registre. Loven omfatter umiddelbart edb-registre, der føres for den offentlige forvaltning, og som indeholder personoplysninger (lovens § 1). Lovens registerbegreb er kort beskrevet i lovens § 1, stk. 2, og den nærmere afgrænsning er i øvrigt overladt til praksis, se herom nedenfor under pkt. 14. Udtrykket den offentlige forvaltning har samme indhold som det tilsvarende begreb i lov om offentlighed i forvaltningen. Begrebet personoplysninger er nærmere beskrevet i lovens § 1, stk. 3.

Lovens område kan administrativt udvides til at omfatte også andre registre end de ovenfor nævnte, se nærmere lovens §§ 2 og 3. Loven er optaget som bilag til vejledningen.

2. For alle registre, der omfattes af loven, gælder, at de kun må oprettes i henhold til godkendelse af vedkommende minister (§ 4, stk. 1, statsligt register), vedkommende kommunalbestyrelse (§ 6, stk. 1, register for en enkelt kommune) eller finansministeren (§ 7, stk. 1, fælleskommunalt register). Forinden godkendelse meddeles, skal der indhentes en udtalelse fra registertilsynet, og forinden et register tages i brug, skal der være fastsat forskrifter om det pågældende registers opbygning og drift, se § 4, stk. 2 (statsligt register), § 6, stk. 2 (register for en enkelt kommune) og § 7, stk. 2 (fælleskommunalt register).

For samkøring af registre, der er oparbejdet med henblik på varetagelse af forskellige opgaver, gælder tilsvarende, at der skal indhentes en udtalelse fra registertilsynet og fastsættes forskrifter for samkøringen m. v., lige som denne skal godkendes af den efter loven kompetente myndighed. Samkøring, der udelukkende foretages med henblik på uddrag i statistisk eller videnskabeligt øjemed, er dog ikke omfattet af disse regler, med mindre samkøringen resulterer i oprettelse af et nyt register i lovens forstand.

Denne vejledning indeholder en nærmere beskrivelse af, hvorledes forskrifterne bør udarbejdes og fastsættes. Spørgsmålet om, hvorledes og i hvilken form samt på hvilket tidspunkt i registerplanlægningen sagen bør forelægges for registertilsynet, er nærmere beskrevet i registertilsynets vejledning om offentlige myndigheders forelæggelse for registertilsynet af sager om oprettelse eller samkøring af registre, som udsendes samtidig med denne vejledning.

Hvem skal udarbejde og fastsætte

forskrifterne?

3. For registre, der føres for statslige myndigheder, skal forskrifterne fastsættes af vedkommende minister eller den, han bemyndiger hertil (lovens § 4, stk. 2). Reglen gælder også for myndigheder, der i forvaltningsmæssig henseende indtager en særstilling - f. eks. for Danmarks Radio og Danmarks Statistik - jfr. ovenfor under pkt. 1 om udtrykket den offentlige forvaltning. Vedkommende minister kan således bemyndige en underordnet myndighed, f. eks. en styrelse, til at fastsætte forskrifterne. Det vil formentlig ofte være praktisk at overlade udarbejdelsen og fastsættelsen til den myndighed, der skal være ansvarlig for den senere brug af registeret (den registeransvarlige myndighed - se om dette begreb senere under pkt. 15), således at ministeren foruden godkendelsen af registerets oprettelse alene foretager den formelle fastsættelse af forskrifterne. Udarbejdelsen af forskrifterne vil f. eks. kunne foretages af vedkommende myndighed i samarbejde med eksempelvis Datacentralen eller andre.

Der kan forekomme tilfælde, hvor myndigheder under forskellige ministerier sammen ønsker at oprette og bruge et register. I sådanne tilfælde skal godkendelsen foretages af den minister, der skal afholde den største del af udgifterne ved oprettelsen og driften af registeret.

I tilfælde, hvor der skal ske samkøring af registre, der sorterer under flere forskellige ministre, er det normalt den minister, under hvis forretningsområde samkøringen agtes foretaget, der skal foretage godkendelse og fastsætte forskrifter for samkøringen. Samme princip bør anvendes, hvis der er tale om samkøring af statslige registre og enkelt- eller fælleskommunale registre.

4. For registre, der føres for en enkelt kommune, skal forskrifterne fastsættes af kommunalbestyrelsen eller af vedkommende kommunale myndighed (lovens § 6, stk. 2). Kommunalbestyrelsen kan således bemyndige vedkommende kommunale enhed, f. eks. ligningskommissionen eller skolekommissionen, til at fastsætte forskrifterne, således at kommunalbestyrelsen foruden at godkende registerets oprettelse, alene foretager den formelle fastsættelse af forskrifterne. Selve godkendelsen af registeret skal foretages af kommunalbestyrelsen på et møde, og denne kompetence kan i modsætning til forskriftsfastsættelsen ikke delegeres til en underordnet kommunal myndighed.

Ønsker to eller flere kommuner at oprette og bruge et register, vil forholdet normalt være omfattet af lovens § 7 om fælleskommunale registre og registersystemer, jfr. nedenfor under pkt. 5.

I tilfælde, hvor der skal ske samkøring af registre, der føres i flere kommuner, bør principperne ovenfor under pkt. 3, tredje afsnit anvendes. En sådan samkøring vil imidlertid efter omstændighederne kunne indebære oprettelsen af et nyt fælleskommunalt register med den virkning, at lovens § 7 finder anvendelse, se herom nedenfor under pkt. 5.

5. For registre, der er indrettet med henblik på at kunne føres for kommunale myndigheder fra flere kommuner (fælleskommunale systemer), skal forskrifterne fastsættes af finansministeren, der dog kan bemyndige en anden minister til at fastsætte forskrifterne (lovens § 7, stk. 1). Denne anden minister vil typisk være den minister, under hvis lovgivningsområde det pågældende register hører, og selve udarbejdelsen af forskrifterne vil kunne henlægges til den underordnede myndighed, der administrerer det pågældende lovområde. Udarbejdelsen vil i sådanne tilfælde kunne foretages i samarbejde med andre, f. eks. Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark eller Kommunedata. En kommune, der ønsker tilslutning til et allerede godkendt fællesregister, kan anvende den forenklede fremgangsmåde, der er nævnt i lovens § 7, stk. 4.

I tilfælde, hvor der skal ske samkøring af flere fælleskommunale registre, er det ligeledes finansministeren eller den minister, han bemyndiger dertil, der skal fastsætte forskrifterne for samkøringen. Også i denne situation vil forskrifterne kunne fastsættes af den underordnede myndighed, under hvis område samkøringen foretages, og også i disse tilfælde vil udarbejdelsen af forskrifterne kunne foretages i samarbejde med andre, f. eks. Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunedata.

Hvornår skal forskrifterne udarbejdes

og fastsættes?

6. For alle eksisterende registre, det vil sige registre, der er taget i brug inden 1. januar 1979, skal udkast til forskrifter om registrenes opbygning og drift indsendes til registertilsynet senest den 1. juli 1979 (lovens § 30, stk. 2). Afgørende for, om et register er taget i brug inden 1. januar 1979 er, om der inden dette tidspunkt er inddateret oplysninger i edb-registeret med henblik på den senere anvendelse. Det er derimod ikke en betingelse for at være omfattet af overgangsreglen i § 30, stk. 2, at registeret på dette tidspunkt er operativt.

Forskrifternes endelige fastsættelse skal foretages, når registertilsynets udtalelse er afgivet til vedkommende minister eller kommunalbestyrelse eller de af disse udpegede fastsættelsesmyndigheder - og fastsættelsen skal ske inden 1. januar 1980, hvor registerloven træder i kraft for de eksisterende registre. Efter overgangsreglerne i lovens § 30, stk. 2, er der dog åbnet mulighed for, at justitsministeren efter ansøgning kan forlænge såvel forelæggelsesfristen (1. juli 1979) som ikrafttrædelsesfristen (1. januar 1980) for bestemte registre.

For eksisterende statslige registre indsendes udkast til forskrifter af vedkommende minister eller den myndighed, der er bemyndiget til at fastsætte forskrifterne. For registre vedrørende en enkelt kommune indsendes udkast til forskrifter af vedkommende kommunalbestyrelse eller den kommunale myndighed, der er bemyndiget til at fastsætte forskrifterne. For fælleskommunale registre indsendes udkast til forskrifter af finansministeriet (administrationsdepartementet).

7. For nye registre, det vil sige registre, der oprettes efter 1. januar 1979, gælder, at registeret ikke må tages i brug, før der af den kompetente myndighed er fastsat forskrifter for registerets opbygning og drift. Dette indebærer imidlertid ikke, at udarbejdelse af forskrifter skal afvente ministerens/ kommunalbestyrelsens endelige stillingtagen til registerets oprettelse. Udkast til forskrifter bør normalt udarbejdes sideløbende med planlægningen af det pågældende register, og registertilsynet vil som forudsætning for sin endelige vurdering af vedkommende register normalt forlange et udkast til forskrifter vedlagt i forbindelse med forelæggelsen.

Forskrifternes form

8. Fastsættelse af forskrifter om et registers opbygning og drift har som nævnt ovenfor hjemmel i registerlovens kapitel 2, og forskrifterne har karakter af egentlige retsregler, der blandt andet retter sig til borgerne - det gælder f. eks. forskrifternes regler om egen-acces - og kan indeholde regler om straf for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne (lovens § 29, stk. 2).

Forskrifterne for et registers opbygning og drift svarer derfor til forskrifter, der i stats- og forvaltningsretten normalt benævnes bekendtgørelser. Dette indebærer, at forskrifterne i formmæssig henseende bør opfylde de krav, der generelt er fastsat for udarbejdelse af bekendtgørelser.

9. Reglerne om udarbejdelse af generelle retsforskrifter findes navnlig i: - justitsministeriets vejledning nr. 224 af 15. oktober 1969 om sproget i love og andre retsforskrifter, - justitsministeriets vejledning nr. 242 af 18. november 1969 om affattelse af forslag til ændringslove m.v. og - justitsministeriets vejledning nr. 80 af 9. april 1973 om udarbejdelse af bekendtgørelser.

Der kan i øvrigt henvises til Juridisk Grundbog (1975).

Bortset fra forskrifternes indledning, se herom nedenfor, bør forskrifternes tekst opstilles i paragraffer og stykker på samme måde som i love. Mere omfangsrige forskrifter bør yderligere inddeles i nummererede kapitler med overskrifter. Hvis forskrifterne skal indeholde stof, der vanskeligt kan indpasses i en paragrafinddeling (f. eks. blanketformularer, tekniske specifikationer eller særlige former for klassifikationer, jfr. nedenfor), er det undertiden praktisk at udskille dette stof til et eller flere bilag, der optages i forskrifterne. Ændring af sådanne bilag kræver imidlertid en formel ændring af forskrifterne, se herom straks nedenfor under pkt. 10.

10. Ændring af forskrifter bør ske ved en formel ændring af den oprindelige tekst. Ved udarbejdelse af sådanne ændringer bør retningslinjerne i justitsministeriets vejledning nr. 242 af 18. november 1969 om affattelse af forslag til ændringslove m. v. anvendes. I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at ændringer i et registers opbygning og drift vil kunne være så omfattende, at der foreligger et nyt register. I sådanne tilfælde kan den fornødne ajourføring af forskrifterne ikke ske ved ændringer i de eksisterende forskrifter, men der må foretages en godkendelse af dette nye register og udarbejdes nye forskrifter herfor. Medfører en mindre ændring af et registers opbygning og drift i sig selv eller sammenholdt med tidligere mindre ændringer en meget væsentlig forandring af de oprindelige forskrifters tekst, bør ændringerne i stedet give anledning til udarbejdelse af nye registerforskrifter, hvori de tidligere forskrifter ophæves.

Titlen

11. Forskrifternes titel bør indeholde den kortest mulige angivelse af forskrifternes indhold, det vil sige hvilket register de vedrører (f. eks. »Forskrifter for det centrale motorregister«), evt. kan dette for at undgå forvekslinger kombineres med en angivelse af registertilhørsforholdet til en myndighed (f. eks. »Forskrifter for politiets (rigspolitichefens) centrale motorregister« eller »Forskrifter for det fælleskommunale indkomstskatteregister«).

Indledningen

12. Forskrifterne indledes med angivelse af hjemmelen. Det vil heraf fremgå, om der er tale om forskrifter for et statsligt, enkeltkommunalt- eller fælleskommunalt register. Hvis der i forskrifterne fastsættes straf, bør den bestemmelse i loven, der giver adgang hertil, angives særskilt, det vil sige § 29, stk. 2. Såfremt forskrifterne fastsættes af en efter loven bemyndiget myndighed, bør det angives i indledningen, at en sådan bemyndigelse er givet. Indledningen bør derimod ikke indeholde nogen beskrivelse af forskrifternes emne.

Indledningen vil herefter f. eks. kunne formuleres således: »I henhold til § 4, stk. 2 og § 29, stk. 2 i lov nr. 294 af 8. juni 1978 om offentlige myndigheders registre samt efter socialministerens bemyndigelse fastsættes:».

Forskrifternes indhold

13. De forskrifter, der skal fastsættes for ethvert register omfattet af loven, skal som minimum opfylde de krav, der stilles til et registers opbygning og drift efter reglerne i lovens kapitel 3-6. Forskrifterne skal således indeholde bestemmelser om, hvilke typer oplysninger der må være i registeret, adgangen til at benytte og videregive oplysninger, i hvilket omfang oplysningerne må tilvejebringes eller videregives ved samkøring med andre registre, nærmere regler om egen-acces, kontrol og sikkerhedsforanstaltninger o.s.v. Forskrifterne vil i et vist omfang kunne udformes som en afskrift af lovens almindelige regler. Det gælder navnlig for forhold, der er mere præcist reguleret i selve loven, f. eks. reglerne om acces for de registrerede og om videregivelse til private m.v. (det vil sige lovens kapitel 4 og 5, jfr. nedenfor). Derimod har andre af lovens regler karakter af rammebestemmelser, som der normalt vil være behov for at konkretisere i de enkelte registerforskrifter (f. eks. reglerne i kapitel 3 og 6, jfr. nedenfor). I det følgende omtales de forhold, der normalt bør beskrives i forskrifternes enkelte paragraffer eller kapitler.

Registerets betegnelse eller navn og angivelse

af den registeransvarlige myndighed

14. Lovens registerbegreb er kort beskrevet i lovens § 1, stk. 2 og er uddybet således i bemærkningerne til lovforslaget: »edb-registre er i stk. 2 afgrænset som registre eller andre systematiserede fortegnelser, hvor der gøres brug af elektronisk databehandling. Det er herved forudsat, at en ansamling af systematiserede oplysninger skal have en vis selvstændig tilværelse for at kunne anses for et register. Begrebet edb-registre er ikke en datateknisk definition i den forstand, at det er identisk med registerbegrebet i et edb-system, f. eks. et magnetbånd. Det vil således normalt være rimeligt at anse hele systemet - f. eks. CPR-registeret - bestående af flere datafiler eller delregistre og de til disse hørende programmer m.v. som et edb-register, såfremt systemet teknisk og administrativt fungerer som en enhed. Den nærmere afgrænsning af edb-registerbegrebet må overlades til praksis.«

15. Om begrebet den registeransvarlige myndighed er i bemærkningerne til lovforslaget anført følgende: »Den myndighed, for hvilken et register føres, vil typisk tillige være den registeransvarlige myndighed i den betydning, hvori dette udtryk anvendes i dette lovforslag. Det er denne myndighed, der har den retlige rådighed over de oplysninger, der indgår i registeret, og som derfor også inden for rammerne af loven og de fastsatte forskrifter må tage stilling til, i hvilket omfang begæringer om at blive gjort bekendt med de registrerede oplysninger kan imødekommes. I visse tilfælde, navnlig hvor et register føres for flere myndigheder, kan spørgsmålet om placeringen af dette registeransvar i snæver forstand give anledning til tvivl, og det må da præciseres i de forskrifter, der fastsættes for det pågældende register.«

For statslige registre vil den registeransvarlige myndighed typisk være vedkommende styrelse. For registre, der føres for en enkelt kommune vil registeransvaret normalt ligge hos kommunalbestyrelsen, men vil kunne henlægges til kommunaldirektørembedet, i større kommuner evt. til vedkommende kommunale forvaltningschef. For fælleskommunale registre bør i almindelighed fastsættes, at de enkelte deltagende kommuner er registeransvarlige for hver deres del af registeret. Det betyder f. eks., at en borgers anmodning om egen-acces normalt skal rettes til hans bopælskommune, og at det er denne, der har det endelige ansvar for sikkerheden omkring kommunens terminaler m.v. Herunder påhviler der vedkommende edb-servicebureau et selvstændigt ansvar for, at der træffes de fornødne sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger misbruges eller kommer til uvedkommendes kendskab, jfr. § 20 i lov om private registre m.v. Overholdelsen af fastsatte sikkerhedsforanstaltninger for offentlige registre vil endvidere kunne være reguleret i sikkerhedskontrakter, som indgås mellem de enkelte kommuner og vedkommende servicebureau, hvorved bureauet får et yderligere selvstændigt sikkerhedsansvar.

Beskrivelse af registerets hovedformål

og mere væsentlige biformål

Beskrivelse af, hvilke typer oplysninger, der må indgå i registeret

(lovens § 9, stk. 1 og 2)

16. Det fremgår af lovens § 9, stk. 1 og 2 hvilke oplysninger, der må registreres i de enkelte registre. Bestemmelsen har karakter af en standard, hvorfor det i almindelighed bør foretrækkes i forskrifterne konkret at opregne, hvilke typer af oplysninger, der indgår i registeret. Er antallet af registrerede oplysningstyper meget stort, vil det eventuelt være hensigtsmæssigt at anføre disse på et bilag til forskrifterne, således at paragraffen henviser til dette bilag. Udtrykket »typer af oplysninger« omfatter kun oplysninger eller data, der refererer sig til de registrerede personer, ikke andre f. eks. edb-tekniske data, der er nødvendige for registerets opbygning og drift.

Beskrivelse af inddataprocedurer,

inddatakontroller, ajorførings- og

sletningsrutiner, lagring og evt. overførsel

af registereksemplarer til opbevaring i arkiv, (lovens § 9, stk. 3 og 4 og § 11)

Beskrivelse af de sikkerhedsforanstaltninger, der gælder for registeret (lovens § 12)

17. Efter lovens § 8, stk. 2 skal forskrifterne være tilgængelige for offentligheden ved henvendelse til såvel den registeransvarlige myndighed som til registertilsynet. Dette gælder dog ikke i det omfang, hensynet til gennemførelsen af kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger gør hemmeligholdelse påkrævet. I sådanne tilfælde, vil det være hensigtsmæssigt i vedkommende paragraf, der mere generelt omtaler sikkerhedsforanstaltningerne, at henvise til et bilag, der ikke offentliggøres, og som indeholder en konkret beskrivelse af de enkelte typer af sikkerhedsforanstaltninger. Beskrivelsen af sikkerhedsforanstaltninger bør omfatte fysiske, organisatoriske og systemtekniske sikkerhedsforanstaltninger, såvel hvor registeret føres, som hvor det benyttes. Sikkerhedsforskrifterne omfatter også regler om forsvarlig opbevaring og destruktion af bestandigt uddatamateriale (papir, mikrofiche m.v.). Det skal endvidere nærmere beskrives, hvor registeret må føres, f. eks. i hvilket omfang det må overlades til behandling i et privat edb-servicebureau. Herudover skal det udtrykkeligt være fastsat i forskrifterne, hvis registeret skal overlades til elektronisk databehandling i udlandet. Endelig bør det af beskrivelsen af sikkerhedsforanstaltningerne fremgå, om registeret anses for omfattet af bestemmelsen i lovens § 12, stk. 3, og der derfor er truffet foranstaltninger, der muliggør bortskaffelse eller tilintetgørelse af registeret, samt om hvor hurtigt en evt. beslutning herom kan effektueres.

Regler om de registreredes adgang til at få oplyst, hvad der er registreret om dem (egen-acces) (lovens kapitel 4)

18. Beskrivelsen bør indeholde oplysning om, til hvem anmodninger om egen-acces skal rettes, og kan herudover ofte bestå i en gentagelse af de bestemmelser i lovens kapitel 4, som skal finde anvendelse for registeret. Såfremt der er begrænsninger i retten til at få oplysninger, f. eks. fordi registeret omfattes af reglen i § 13, stk. 5, 2. pkt., bør dette fremgå af forskrifterne. Reglerne om egen-acces vil i en række tilfælde først gælde fra et senere tidspunkt (1. januar 1982) end forskrifternes øvrige regler - se lovens § 30, stk. 3 - og dette bør beskrives nærmere i forskrifternes ikrafttrædelsesbestemmelse, se herom nedenfor.

Regler om videregivelse af oplysninger til

private (lovens kapitel 5)

19. Også her vil reglerne i lovens kapitel 5 evt. kunne gentages. I det omfang, der er tale om forud fastlagte videregivelsesrutiner, bør det dog foretrækkes at beskrive forholdet i forskrifterne, som herudover kan referere lovens bestemmelser.

Regler om videregivelse af oplysninger til andre offentlige myndigheder (lovens kapitel 6)

20. Lovens regler herom har til dels karakter af retlige standarder, hvorfor det i det omfang, der er tale om forud fastlagte videregivelsesrutiner, bør foretrækkes at beskrive forholdet i forskrifterne, som derudover evt. kan referere lovens bestemmelser. Er der tale om et større registersystem, vil det evt. være hensigtsmæssigt at beskrive videregivelsessituationerne i et særligt bilag til forskrifterne (evt. skematisk), hvortil vedkommende paragraf i forskrifterne henviser.

Det vil på den anden side næppe være hensigtsmæssigt udelukkende at opremse videregivelsessituationerne og således undlade at henvise til enkelte af lovens bestemmelser, idet fremtidige »nye« videregivelsessituationer da vil kræve, at der skal foretages en formel ændring af forskrifterne. Således kan det f.eks. være hensigtsmæssigt - efter angivelse af de konkrete videregivelsessituationer - at omtale, at videregivelse i øvrigt kan ske til myndigheder, der i henhold til lov har adgang til at få oplysningerne (lovens § 21, stk. 1).

Regler om straf for overtrædelse af

bestemmelser i forskrifterne

21. Efter lovens § 29, stk. 2 kan der i forskrifter, der udstedes i medfør af lovens kapitel 2, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

I tilfælde, hvor der findes anledning til at fastsætte straf for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne, bør det strafbare område præciseres på samme måde som i love. Straffereglen i forskrifterne bør således henvise til den paragraf og evt. stk.-betegnelse, hvis overtrædelse ønskes strafsanktioneret. Som ovenfor nævnt vil overtrædelse af en forskrift kunne falde ind under en bestemmelse i straffeloven, registerloven eller anden lovgivning, som fastsætter en højere straf end forskrifterne (bøde). Straffebestemmelser i registerforskrifter bør derfor normalt udformes således: »Overtrædelse af § . . . straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter lovgivningen iøvrigt.«

Regler om forskrifternes ikrafttræden

22. Det bør udtrykkeligt fremgå af forskrifterne, hvornår de træder i kraft. Ikrafttrædelsen bør være sammenfaldende med det tidspunkt, hvor registeret tages i drift. Om ikrafttræden m. v. er i øvrigt fastsat generelle regler i justitsministeriets cirkulære nr. 4 af 10. januar 1966 om ikrafttræden og kundgørelse af love og anordninger.

For eksisterende registre træder registerloven i kraft den 1. januar 1980, og forskrifterne bør derfor - medmindre der af justitsministeriet i henhold til lovens § 30, stk. 2 er givet en konkret dispensation - også fastsætte, at de træder i kraft på dette tidspunkt.

Efter lovens § 30, stk. 3 kan reglerne om egen-acces under nærmere angivne betingelser udskydes indtil den 1. januar 1982. For registre, der er omfattet af denne bestemmelse, bør det udtrykkeligt fremhæves i forskrifterne, at § . . . (egen-acces reglerne) først træder i kraft den 1. januar 1982. F. eks. kan ikrafttrædelsesbestemmelsen i disse tilfælde formuleres således: »Forskrifterne træder i kraft den 1. januar 1980, dog træder § . . . først i kraft den 1. januar 1982«.

Registertilsynet, den 6. marts 1979

P.R.V.

H. Funch Jensen

/ Jørgen Paulsen

Cirkulære om begrænsning af svovlindhold i olier til fyrings- og transportformål

(Til Hovedstadsrådet, samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser)

1. Indledning

Dette cirkulære træder i stedet for miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 6. september 1972 vedrørende bekendtgørelse om begrænsning af svovlindhold i fyringsolier. Hovedformålet med revisionen har været at imødekomme ønsket om nærmere retningslinier for udtagning af olieprøver. Cirkulæreskrivelsen er endvidere tilpasset stedfundne lovændringer, ligesom der er sket en redaktionel ændring af opbygningen.

2. Regelgrundlaget

2.1 Lovbestemmelser

Lov om begrænsning af svovlindhold m.v. i brændsel (lov nr. 135 af 26. april 1972, som ændret ved lov nr. 259 af 26. maj 1976).

Miljøbeskyttelsesloven (lov nr. 372 af 13. juni 1973) § 76, stk. 3, jfr. §§ 50 og 56.

2.2 Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om begrænsning af svovlindhold i olier til fyrings- og transportformål (miljøministeriets bekendtgørelse nr. 436 af 25. august 1976).

3. Formål og anvendelsesområde

Loven om begrænsning af svovlindhold m.v. i brændsel og den tilhørende bekendtgørelse har til formål at forebygge luftforurening.

Bekendtgørelsen fastsætter regler for det maksimale svovlindhold i olier, der anvendes til fyring i faste anlæg og til transportformål på landjorden, eller forhandles til disse formål.

Det bemærkes, at det ved bekendtgørelsens udformning ud over forbud mod anvendelse er fundet nødvendigt at forbyde forhandling af olier, der ikke opfylder grænserne for maksimalt svovlindhold. Dette indebærer, at forbrugeren ved bestilling af olie til fyringsformål må sørge for at meddele forhandleren sådanne oplysninger, at forhandleren sættes i stand til at afgøre, hvilken olie der lovligt vil kunne leveres og anvendes i det pågældende tilfælde. Foreligger sådanne oplysninger ikke, bør forhandleren afkræve køberen de nødvendige oplysninger. Forbrugeren har iøvrigt adgang til at sikre sig mod anvendelse af en ulovlig olie derved, at det i bekendtgørelsens § 4 er fastsat, at forhandleren på forlangende skal give skriftlig oplysning om det maksimale svovlindhold i olie af den kvalitet, leverancen omfatter.

4. Gældende maksimalgrænser for svovlindhold i olier

Der sondres i bekendtgørelsen mellem dels gasolie (destillatolie), herunder fyringsgasolie og dieselolie, og dels fuelolie (residualolie).

4.1 Gasolie

For gasolie er der indtil 1. oktober 1980 fastsat et maksimalt svovlindhold på 0,8 vægtprocent. Efter 1. oktober 1980 må svovlindholdet ikke overstige 0,5 vægtprocent. Reglerne finder ikke anvendelse på fyringsgasolie, der anvendes i kraftværker.

4.2 Fuelolie

For fuelolie er det maksimale svovlindhold fastsat til 2,5 vægtprocent, dog for Storkøbenhavn til 1,0 vægtprocent. Bestemmelserne for Storkøbenhavn trådte i kraft den 1. maj 1977.

5. Dispensation

I medfør af bekendtgørelsens § 3 kan miljøstyrelsen tillade, at grænseværdierne for fuelolie i § 2 fraviges. Hensigten med denne bestemmelse er at åbne mulighed for at fritage anlæg, som ikke i nævneværdig grad bidrager til svovldioxidkoncentrationen i anlæggets omgivelser, for overholdelse af ovennævnte grænsebestemmelser.

Det er en betingelse for at opnå dispensation, at fravigelsen findes forsvarlig. Det er normalt en forudsætning, at det af ansøgeren godtgøres, at svovldioxidudsendelsen fra et anlæg (emissionen) eller svovldioxidmængden, der optages i omgivelserne (immissionen) på grund af specielle forhold afviger så meget fra det normale, at det med bekendtgørelsen tilsigtede formål ikke forskertses. Der vil her kunne lægges vægt på en række forhold, såsom fyringsanlæggets konstruktion, skorstenshøjde, rensningsudstyr, anlæggets beliggenhed og anvendelse af olie i kombination med andet, mindre svovlholdigt brændsel eller andre særlige omstændigheder.

Tilladelser i medfør af bekendtgørelsens § 3 kan ikke gives generelt for særlige områder af landet, eller for særlige grupper af virksomheder. Tilladelse kan kun gives på grundlag af en konkret vurdering af det enkelte anlæg.

5.1 Klageadgang

Miljøstyrelsens afgørelse efter § 3 kan påklages til miljøankenævnet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

6. Tilsyn og kontrol

Kontrollen med reglernes overholdelse, samt overholdelse af vilkår fastsat i en tilladelse efter bekendtgørelsens § 3 påhviler kommunalbestyrelsen. Kontrollen med de af kommunalbestyrelserne drevne virksomheder, anlæg eller indretninger føres af amtsrådet, inden for hovedstadsområdet dog af Hovedstadsrådet.

6.1 Oplysningspligt

Til gennemførelse af kontrollen kan kontrolmyndighederne med hjemmel i § 4 afkræve en forhandler skriftlig oplysning om det maksimale svovlindhold i olie af den kvalitet, som en bestemt leverance omfatter.

Herudover er det i § 6, stk. 2, pålagt både producenter og importører efter anmodning at meddele myndighederne de oplysninger, som er af betydning for kontrollen.

I Københavns og Frederiksberg kommuner samt i Københavns amtskommune gælder denne oplysningspligt tillige forbrugere af de i § 2 nævnte olier. De oplysninger, der her tænkes på vedrører olietype, leveringstidspunkt, leverandør og mængde.

6.2 Udtagning og analyse af prøver

Udover denne oplysningspligt, der må forudses at danne hovedgrundlaget for myndighedernes kontrol, er der åbnet mulighed for kontrol gennem udtagning af prøver af gasolie og fuelolie hos producenter og importører. I Storkøbenhavn tillige hos forbrugere af fuelolie, jfr. § 6, stk. 1, 2. pkt.

Med hensyn til kontrol gennem udtagning af prøver, anser miljøstyrelsen el-selskaberne for at være omfattet af de regler, der gælder for producenter og importører.

Prøveudtagning bør foretages stikprøvevis med uregelmæssige tidsintervaller uden forudgående anmeldelse af tilsynet. Kontrollens hyppighed bør afhænge af det pågældende lagers størrelse og omsætningshastigheden. De mindste lagre bør kontrolleres mindst 1 gang om året og de største mindst 4 gange, dog med hensyntagen til omsætningshastigheden.

6.2.1 Producenter og importører

Hos producenter og importører bør udtages prøver af den eller de tanke, hvorfra der på det pågældende tidspunkt udleveres olie til forhandlere og forbrugere. Prøven bør udtages fra aftapningshanen eller fra en særlig prøveaftapningshane i umiddelbar nærhed af denne. På større overjordiske, opretstående tanke bør der desuden udtages prøve fra toppen og midten af beholdningen (se bilaget).

6.2.2 Forbrugere

I Storkøbenhavn, hvor der tillige kan udtages prøver hos forbrugere af fuelolie, bør prøven udtages fra oliefyrets tilgangsledning, idet det er svovlindholdet i den fuelolie, der forbrændes, der skal kontrolleres.

Da fuelolien også bliver kontrolleret hos producent eller importør, er det normalt ikke nødvendigt at udtage prøver med samme hyppighed hos forbrugerne. Det bør dog tilstræbes, at gennemsnitligt en tiendedel af forbrugerne kontrolleres pr. år.

6.2.3 Analyse af udtagne prøver

I forbindelse med prøveudtagning udfyldes den som bilag optrykte formular. En prøve skal indeholde 250-300 ml, således at den i laboratoriet kan deles i to delprøver, der hver for sig er tilstrækkelig stor til at udføre analysen på.

Prøven mærkes i overensstemmelse med formularens pkt. 1., og indsendes med formularen til det af tilsynsmyndigheden udpegede laboratorium.

I tilfælde, hvor analysen af den ene del af prøven viser et for højt svovlindhold, indsendes den ubenyttede del sammen med formularen til Dansk Kedelforening i speciel prøveflaske, som kan rekvireres hos Dansk Kedelforening. Resultatet af den kontrolanalyse, som Kedelforeningen foretager, meddeles til tilsynsmyndigheden. Viser denne analyse ligeledes, at olien har et for højt svovlindhold, bør tilsynsmyndigheden overveje, hvorvidt forholdet skal anmeldes til politimesteren med henblik på at rejse sigtelse med påstand om straf i henhold til bekendtgørelsens § 7.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at tilsynsmyndigheden bør sikre sig, at der ikke efterfølgende kan rejses berettiget kritik mod gennemførelsen af prøveudtagningen og den påfølgende analyse. Som analysemetode kan anvendes enhver metode, hvis resultater klart kan korreleres med referencemetoden.

Referencemetoden er defineret i den europæiske norm EN 41, første udgave, november 1975, og godkendt som Dansk Standardmetode under betegnelsen D.S./ EN 41, 1. udgave, august 1976.

Miljøstyrelsen har bemyndiget Dansk Kedelforening til at fungere som referencelaboratorium i sager vedrørende bestemmelse af svovlindhold i olier til fyrings- og transportformål. Spørgsmål om andre metoders egnethed samt spørgsmål i forbindelse med selve prøveudtagningen, herunder oplysninger om og eventuelt udlån af prøvehentere, bedes derfor rettet til foreningens laboratorium tlf. (01) 69 65 11.

7. Ikrafttrædelses- og overgangsregler

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober 1976. Bestemmelsen i § 2, stk. 2, trådte dog først i kraft den 1. maj 1977, og bestemmelsen i § 1, stk. 2, træder først i kraft den 1. oktober 1980.

Beholdninger af de af § 1, stk. 2, omfattede olier, som er leveret til forbrugere før reglens ikrafttræden, vil af forbrugeren kunne anvendes til fyrings- og transportformål efter reglens ikrafttræden.

Med nærværende cirkulære ophæves samtidig miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 6. september 1972.

Miljøstyrelsen, den 25. oktober 1979

Jens Kampmann

/H. C. Mortensen

Ingen