Cirkulære om undersøgelse for spirituspåvirkethed m. v. og forelæggelse af sager herom for retslægerådet (Til samtlige statsadvokater, politimestre og politidirektøren i København)

Cirkulære om undersøgelse for spirituspåvirkethed m. v. og forelæggelse af sager herom for retslægerådet

(Til samtlige statsadvokater, politimestre og politidirektøren i

København)

1. Retsgrundlaget

1.1. Ifølge færdselslovens § 55, stk. 1, kan politiet til enhver tid kræve, at føreren af et køretøj eller en rytter foretager udåndingsprøve.

Om foretagelsen af udåndingsprøver henvises til bkg. 349 24.6.1976, JMC 147 30.6.1976 og JMC-skrivelser af 30.6.1976 og 3.2.1978 om udåndingsprøver efter færdselsloven.

1.2. Er der grund til at antage, at en person har overtrådt færdselslovens § 53 eller § 54, stk. 1 eller 2, kan politiet, jfr. § 55, stk. 2, fremstille ham til udtagelse af blod- og urinprøve. Dette kan også ske, hvis han nægter eller ikke er i stand til at medvirke til en udåndingsprøve.

1.3. Angår mistanken andre forhold end spirituspåvirkning, kan politiet fremstille den pågældende til klinisk undersøgelse, jfr. § 55, stk. 2. Det samme gælder ved mistanke om spirituspåvirkning, når særlige omstændigheder taler derfor.

2. Indikationer for undersøgelse af trafikanter

2.1. Om foretagelse af blodprøve, hvor udåndingsprøve ikke har kunnet gennemføres, henvises til JMC-skrivelse af 3.2.1978.

2.2. Blodprøve i andre tilfælde

2.2.1. Fra en fører af bil, motorcykel, traktor og motorredskab udtages blodprøve i følgende tilfælde

2.2.1.1. Hvis det ved en umiddelbar iagttagelse må antages, at føreren er påvirket af spiritus.

2.2.1.2. Hvis udåndingsprøven har vist (mis)farvning indtil markeringsringen eller forbi denne.

2.2.1.3. Hvis der i øvrigt er grund til at antage, at føreren er eller under kørslen har været således påvirket af spiritus, at han har gjort sig skyldig i spirituskørsel eller promillekørsel. Dette gælder således, hvis der foreligger grove kørselsfejl eller andre indicier for, at føreren ikke har været i stand til at køre på betryggende måde, og dette umiddelbart må formodes at skyldes spiritusindtagelse. Blodprøve udtages i sådanne tilfælde, selvom en udåndingsprøve ikke har resulteret i (mis)farvning til eller forbi markeringsringen. Det samme gælder, hvis den undersøgtes adfærd under udåndingsprøven eller uregelmæssigheder ved dens gennemførelse giver mistanke om, at prøvens udfald kan være misvisende, og i tilfælde hvor kørselstiden ligger nogen tid forud for udåndingsprøven, således at dennes negative udfald ikke modsiger en højere alkoholkoncentration på kørselstiden.

2.2.2. Fra knallertførere, cyklister, ryttere og førere af hestekøretøjer udtages blodprøve kun, når de har forvoldt færdselsuheld med personskade på andre, eller når det forventes, at der vil blive idømt frihedsstraf, således navnlig i tilfælde af 3. gangs spirituskørsel på knallert indenfor 2 år.

Blodprøve udtages endvidere, hvis det af særlige grunde findes påkrævet, at der på denne måde føres bevis for, at trafikanten har været spirituspåvirket, f. eks. hvis han har været impliceret i et færdselsuheld og mistænkes for at have været spirituspåvirket uden tydeligt at fremtræde som påvirket.

2.2.3. Blodprøve udtages ikke, når der er forløbet så lang tid siden kørslens afslutning (uheldet), at det må anses for udelukket, at en prøve vil blive af betydning for sagens afgørelse. Omfatter mistanken også uagtsomt manddrab eller forvoldelse af betydelig legemsskade, bør udtagelse ikke undlades, medmindre der er forløbet 20 timer, eller der er særlige grunde til at anse undersøgelsen for formålsløs.

2.3. Fuldstændig undersøgelse

Fuldstændig undersøgelse, der foruden blodprøve omfatter klinisk undersøgelse, søges gennemført i nedenstående tilfælde. Hvis der kan være mulighed for, at tilstanden skyldes påvirkning af narkotika eller lægemidler tages tillige urinprøve.

2.3.1. Når en fører af motordrevet køretøj, cykel, hestekøretøj eller hest mistænkes for at have overtrådt færdselslovens § 54, stk. 1 (medicinpåvirkning m. v.) eller det er usikkert, om hans tilstand skyldes spirituspåvirkning eller andre årsager, f. eks. medicinpåvirkning eller sygdom. I disse tilfælde udtages dobbelt så meget blod som ellers.

2.3.2. Når mistanken foruden spiritus- eller promillekørsel (eller kørsel i træthedstilstand m. v.) omfatter uagtsomt manddrab (straffelovens § 241) eller betydelig legemsskade (straffelovens § 249).

2.3.3. Når mistanken angår overtrædelse af straffelovens § 138.

2.3.4. I øvrigt foretages klinisk undersøgelse af mistænkte kun, når særlige omstændigheder gør det påkrævet at tilvejebringe bevis på denne måde. Dette ville kunne være tilfældet, dersom det ikke har været muligt at udtage blodprøve, f. eks. hos narkomaner.

2.4. Udenfor tilfælde, hvor der er grund til at antage, at der foreligger en overtrædelse af færdselslovens § 53 eller § 54, udtages blodprøve af trafikanter, der har været impliceret i en færdselsulykke med dødelig udgang eller betydelig legemsskade til følge, dersom det må antages at være af væsentlig betydning for sagen at konstatere, om de har været under indflydelse af alkohol.

Dersom det må antages at være af væsentlig betydning for en sådan sag at konstatere, om trafikanten har været under indflydelse af euforiserende stoffer eller lægemidler eller af sådanne stoffer i forbindelse med alkohol, foretages en fuldstændig undersøgelse.

Hvis der ikke er mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i noget strafbart forhold, kan ingen af disse undersøgelser finde sted mod hans protest.

3. Fremgangsmåden

3.1.1. Blodprøve søges udtaget hurtigst muligt. Det gælder, hvadenten sigtede er indbragt i tilslutning til kørslen eller først anholdes på et senere tidspunkt.

3.1.2. I tilfælde, hvor spiritusindtagelse angives eller formodes at have fundet sted efter kørslens afslutning, udtages yderligere en blodprøve snarest efter, at der er gået 2 timer fra afslutningen af sidste spiritusindtagelse. Udtages den første prøve 1 1/2 time eller mere efter sidste spiritusindtagelse, er udtagelse af prøve nr. 2 dog ufornøden.

Samme regel gælder, når der foreligger flere adskilte kørsler med mellemliggende spiritusforbrug.

3.1.3. Blodprøven indsendes til undersøgelse ved Københavns Universitets Retsmedicinske Institut.

3.2. Klinisk undersøgelse

3.2.1. Lægeerklæring vedrørende klinisk undersøgelse udfærdiges på blanket P 282.

3.2.2. Den læge, der foretager den kliniske undersøgelse, må ikke, før undersøgelsen er gennemført, og erklæring er skrevet, gøres bekendt med resultatet af udåndingsprøven eller andre faktorer, der ville kunne indvirke på lægens bedømmelse.

3.2.3. I tilfælde, hvor lægen, der foretager den kliniske undersøgelse, ikke har adgang til at veje eller måle den undersøgte, skal politiet foretage vejningen og målingen og anføre resultaterne under punkt 2 i blanketten.

3.2.4. Før lægen afslutter undersøgelsen, bør politiet sikre sig, at den undersøgte person har afgivet en skriftprøve på den måde, som er foreskrevet i lægeerklæringen.

3.2.5. Politiet indsender en genpart af lægeerklæringen til Københavns Universitets Retsmedicinske Institut.

3.2.6. En eventuel urinprøve indsendes ligeledes til Retsmedicinsk Institut.

4. Forelæggelse for retslægerådet

4.1.1. Sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 53 forelægges kun for retslægerådet, når rådets vurdering må antages at være af væsentlig betydning for afgørelsen af, om sigtede har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, og om overtrædelsen består i promillekørsel eller spirituskørsel.

4.1.2. I følgende tilfælde bør forelæggelse i reglen ske

4.1.2.1. Når sigtede angiver at have indtaget spiritus efter kørslen (kørslerne), og dette kan give anledning til tvivl om afgørelsen.

4.1.2.2. Når der foreligger oplysning om, at sigtede lider af en sygdom eller har pådraget sig læsioner eller har indtaget euforiserende stoffer eller medikamenter, og disse forhold kan være af betydning for bedømmelsen af tilstanden.

4.1.3. Om følgende spørgsmål bør forelæggelse kun ske, når der er særlig anledning dertil

4.1.3.1. Spørgsmålet, om alkoholkoncentrationen kan antages at have oversteget en given størrelse under eller efter kørslen (bortset fra 0,80 eller 1,20 promille, jfr. 4.1.1.).

4.1.3.2. Spørgsmål om simpel tilbageregning fra den i en blodprøve fundne alkoholkoncentration. Som det fremgår bl. a. af straffelovrådets betænkning 588/ 1970 om spirituspåvirkede motorførere s. 56 ff, lader man variationen i forbrændingshastigheden komme sigtede til gode ved at lægge til grund, at koncentrationen er faldet med 0,10 promille pr. time fra det tidspunkt, da opsugningen og fordelingen af den indtagne alkohol er tilendebragt (jfr. 4.1.3.3.).

4.1.3.3. Spørgsmål om opsugningens afslutning. Det vil i almindelighed kunne lægges til grund, at den alkohol, der er indtaget, er opsuget og har fordelt sig senest 2 timer efter indtagelsens afslutning.

4.2. Sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 54 forelægges kun for retslægerådet, hvis det kan formodes, at tilstanden skyldes påvirkning af narkotika, opstemmende eller sløvende medikamenter, eller hvis det hævdes eller kan formodes, at den skyldes sygdom eller andre særlige årsager, som gør en retslægelig vurdering påkrævet.

4.3. I andre tilfælde sker forelæggelse kun, hvis retslægerådets vurdering må anses for at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

4.4. Ønsker sigtede forelæggelse i tilfælde, der ikke skønnes omfattet af det foran angivne, forelægges spørgsmålet for retten.

4.5.1. Ved forelæggelse for retslægerådet benyttes blanket P 123.

4.5.2. Når sigtede har en forsvarer, kan det i komplicerede tilfælde være formålstjenligt at forhandle med forsvareren inden forelæggelsen for rådet.

4.6.1. Såfremt skriftprøve er afgivet, tilvejebringer politiet inden forelæggelse for retslægerådet en kontrolskriftprøve, jfr. lægeerklæringen.

4.6.2. Ved sagernes forelæggelse for retslægerådet vedlægges almindeligvis de originale akter, herunder den originale erklæring fra Københavns Universitets Retsmedicinske Institut om udfaldet af alkoholanalyserne og den originale lægeerklæring vedrørende en eventuel klinisk undersøgelse samt de originale skriftprøver.

5. Undersøgelse for påvirkning af spiritus eller narkotika m. v. af andre end trafikanter

5.1. På grundlag af bestemmelserne i færdselsloven og andre bestemmelser om legemlige undersøgelser sammenholdt med retsplejelovens regler om ransagning og besigtigelse må der efter praksis antages at gælde en almindelig grundsætning om, at en sigtet er pligtig til at tåle lidet indgribende legemlige undersøgelser, f. eks. klinisk undersøgelse for spirituspåvirkethed og udtagelse af blodprøve til alkoholbestemmelse, som må anses for at være af betydning for sagen. Også når mistanken angår andre forhold end overtrædelse af færdselsloven, kan undersøgelse for spirituspåvirkethed således om fornødent gennemføres med magt. Bestemmelse herom træffes af retten, men da øjemedet med disse undersøgelser sædvanligvis vil forspildes ved at afvente rettens afgørelse, må bestemmelsen i reglen tages af politiet. Såfremt undersøgelsen i disse tilfælde foretages uden den undersøgtes samtykke, skal spørgsmålet om berettigelsen forelægges for retten efter de om ransagning gældende regler.

5.2. De under 2.2 og 2.3. nævnte undersøgelser foretages, når sådanne undersøgelser må antages at ville være af væsentlig betydning for udfaldet af sagen. Dette vil som regel være tilfældet, når mistanken angår forvoldelse af søulykke eller anden ulykke. Det vil jævnligt gælde, når mistanken angår sædelighedsforbrydelser, brandstiftelse og voldsforbrydelser af alvorligere karakter, og der er grund til at antage, at sigtede på gerningstidspunktet har handlet under indflydelse af spiritus eller narkotika, og dette vil kunne påvises ved lægeundersøgelse eller blod- og urinprøve. Når mistanken gælder andre strafbare handlinger, bør opmærksomheden ligeledes være henvendt på formålstjenligheden af at foretage sådanne undersøgelser, når sigtede hævder eller kan ventes at ville hævde, at den strafbare handling er udløst af eller begået under indflydelse af stærk påvirkning af spiritus, narkotika eller medikamenter.

5.3. Må det antages at være af væsentlig betydning for sagen at konstatere, om den forurettede har været påvirket af spiritus eller narkotika, foretages undersøgelse i overensstemmelse med de anvisninger, der gives under 2.4.

5.4. Forelæggelse for retslægerådet finder sted, hvis retslægerådets vurdering må antages at være af væsentlig betydning for afgørelsen af skyldspørgsmålet eller sanktionsvalget. Forelæggelsen sker i overensstemmelse med de under 4.5. og 4.6. anførte anvisninger.

6. Ophævelsesbestemmelse

Samtidig hermed bortfalder RAC 78 2. 4. 1973 som ændret ved RAC 143 25. 6. 1976, samt RM 11/ 76.

Rigsadvokaten, den 2. oktober 1979

Per Lindegaard

Ingen