Cirkulæreskrivelse om klassifikation af visse mindre motordrevne køretøjer som motorredskab (mini-trucks) (* 1) (Til politiet og statens bilinspektion)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om klassifikation af visse mindre motordrevne køretøjer som motorredskab (mini-trucks) (* 1)
(Til politiet og statens bilinspektion)
1. Justitsministeriet har i en række sager fået forelagt spørgsmål om klassifikation af nogle mindre motordrevne køretøjer, der anvendes til godsbefordring (f. eks. »Farmers Truck« og lignende). Karakteristisk for køretøjerne har været, at egenvægten har været forholdsvis lav (normalt under 400 kg), og at maksimumshastigheden har været mellem ca. 8 km i timen og ca. 30 km i timen.
Justitsministeriet har hidtil normalt klassificeret de pågældende køretøjer som motorkøretøjer, jfr. færdselslovens §§ 2, nr. 13, og 69, stk. 1.
2. Efter færdselslovens § 69, stk. 2, sammenholdt med § 72 bestemmer justitsministeriet herved, at et motordrevet køretøj skal anses som motorredskab, jfr. færdselslovens § 2, nr. 14, såfremt følgende krav er opfyldt
A) Køretøjet skal ganske overvejende anvendes uden for offentlige veje. Dette indebærer, at offentlig vej kun må benyttes i ubetydeligt omfang, normalt således, at kun passage eller krydsning er tilladt.
B) Der må på køretøjet højst transporteres en person foruden føreren.
C) Køretøjet skal opfylde følgende indretningsmæssige krav
a) Det skal være forsynet med 3 eller flere hjul.
b) Dets egenvægt må ikke overstige 750 kg. For eldrevne køretøjer medregnes batteriet ikke i egenvægten.
c) Det skal ved en ladflade eller lignende være indrettet til at benyttes til godsbefordring. Det må ikke være indrettet til transport af mere end en person foruden føreren.
d) Det skal være konstrueret til en hastighed af højst 15 km i timen og må kun med væsentlig konstruktiv ændring kunne ændres til større hastighed.
3. For et køretøj, der efter pkt. 2 anses som motorredskab, gælder de almindelige bestemmelser vedrørende motorredskab, herunder bestemmelserne om indretning og udstyr og kørekort. Uanset § 38, stk. 2, i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 154 af 20. april 1977 om køretøjers indretning og udstyr m. v. må påhængsvogne efter et sådant køretøj benyttes til almindelig godstransport, men derimod ikke til persontransport. Det er dog en betingelse for kørsel med godsbefordrende påhængsvogne, at køretøjets ansvarsforsikring dækker kørslen med disse. Til køretøjet må højst kobles to påhængsvogne eller en påhængsvogn og et påhængsredskab, jfr. færdselslovens § 70, stk. 1, 2. pkt.
4. Køretøj, der efter pkt. 2 anses som motorredskab, betegnes mini-trucks.
Justitsministeriet, den 27. juni 1979
P. M. V.
E. B.
H. C. Abildtrup