Legislator Case Law & Legislation
C19790013409 DK

Cirkulære om driftssikring til visse almennyttige byggerier

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1979 134 Historic

Cirkulære om driftssikring til visse almennyttige byggerier

1. Ved lov nr. 235 af 8. juni 1979 om midlertidig offentlig støtte til almennyttigt boligbyggeri og statsstøttede kollegier er i kapitel 2 givet regler om ydelse i særlige tilfælde af driftssikring til almennyttigt byggeri, som har modtaget støtte efter de hidtidige regler om midlertidig offentlig støtte til almennyttigt boligbyggeri, jfr. bekendtgørelse nr. 372 af 21. juli 1978. Driftssikring tager sigte på de boligafdelinger, der har været ramt af særlig store vanskeligheder, navnlig udlejningsvanskeligheder, og det er en forudsætning, at det på denne baggrund ikke vil være muligt i disse afdelinger at opkræve den fulde omkostningsbestemte leje uden at påføre beboerne alvorlige økonomiske problemer.

Lovens regler om driftssikring

2. Hovedindholdet i de nye regler er følgende

a. Der kan ydes et årligt tilskud til nedbringelse af ejendommens kapitaludgifter i form af driftssikring med virkning fra 1. januar 1980. Driftssikring kan ydes til almennyttige boligafdelinger, som - til dækning af økonomiske tab som følge af udlejningsvanskeligheder - har modtaget støtte efter den hidtidige lovgivning herom, og hvor det ikke vil være muligt at dække alle nødvendige driftsudgifter, herunder passende henlæggelser til hovedistandsættelse og fornyelse af tekniske installationer, med den lejeindtægt, som den 1. januar 1980 må anses for rimelig under hensyn til ejendommens beliggenhed, kvalitet, udlejningssituation m.v.

b. Driftssikringen aftrappes hvert år, første gang pr. 1. januar 1981. Aftrapningen beregnes efter reglerne om aftrapning af rentesikring i §§ 46-46b i lov om boligbyggeri. Aftrapningen af rentesikringen stilles i bero, så længe der ydes driftssikring.

c. Driftssikringen ydes og administreres af Boligselskabernes Landsbyggefond, men fondens tilsagn om driftssikring skal i hvert enkelt tilfælde godkendes af boligministeriets boligstyrelse. Udgifter til driftssikringen betales af staten med halvdelen, medens landsbyggefonden og vedkommende kommune hver betaler 1/4.

d. For kommuner i hovedstadsområdet fordeles halvdelen af udgifterne til driftssikring efter reglerne i § 21, stk. 3, i lov om boligsikring.

e. De samlede udgifter til en årlig driftssikring pr. 1. januar 1980 er i bemærkningerne til lovforslaget skønnet at ville udgøre 40 mill. kr., og statens udgift dermed 20 mill. kr. I betænkning af 15. marts 1979 fra folketingets boligudvalg over bl. a. forslag til lov om midlertidig offentlig støtte til almennyttigt boligbyggeri og statsstøttede kollegier er anført, at såfremt udgiften til driftssikringen til almennyttig bebyggelse overstiger det nævnte beløb på 40 mill. kr., skal en eventuel merudgift for staten til driftssikring have til følge, at der sker en tilsvarende nedsættelse af bevillingen på 8 mill. kr. til Boligselskabernes Landsbyggefond til udlån til almennyttige boligafdelinger med udlejningsvanskeligheder, jfr. § 1, stk. 5, i lov om midlertidig offentlig støtte til almennyttigt boligbyggeri og statsstøttede kollegier.

Ydelse og beregning af driftssikring

3. Ansøgning om driftssikring indsendes til Boligselskabernes Landsbyggefond, bilagt det senest aflagte årsregnskab med tilhørende revisionsberetning for afdelingen, driftsbudget for 1980 udarbejdet efter retningslinierne i boligministeriets cirkulære af 24. juni 1975 om de almennyttige boligselskabers økonomi m.v., oplysninger om lejens størrelse, herunder om lejen er eller vil blive ajourført med driftsudgiftsstigninger indtil udgangen af 1979, og om der herudover søges gennemført rimelige lejereguleringer i 1980, jfr. nedenfor under punkt 4.

Ansøgning må indsendes så hurtigt som muligt. Landsbyggefonden har den 25. juli 1979 til boligselskaber med afdelinger, som fonden på forhånd har skønnet kunne tænkes at opfylde betingelserne for driftssikring, indkaldt evt. ansøgningsmateriale, som skal være fonden i hænde senest den 20. august 1979.

Efter modtagelsen af ansøgningsmaterialet foretager landsbyggefonden en nøje vurdering af, om den pågældende boligafdeling må skønnes at have behov for driftssikring efter lovens regler. I skønnet forudsættes at indgå en vurdering af den rimelige lejeindtægt pr. 1. januar 1980 samt det udarbejdede budget for 1980, jfr. nedenfor under punkt 4.

Efter loven er adgangen til driftssikring begrænset til almennyttigt byggeri, som har modtaget støtte efter reglerne i den hidtidige lov om midlertidig offentlig støtte til almennyttigt boligbyggeri, hvis gyldighed udløber den 31. december 1979. Driftssikring skal betragtes som en videreførelse af de hidtil ydede midlertidige driftslån og driftstabslån, og det er derfor en forudsætning, at driftssikring stort set kun ydes til afdelinger, som modtager sådan støtte ved udgangen af 1979.

Landsbyggefondens indstilling om driftssikring udarbejdet på grundlag af indkomne ansøgninger indsendes til boligstyrelsen så vidt muligt inden den 1. oktober 1979.

Samtidig sender landsbyggefonden underretning om indstillingen og grundlaget herfor til kommuner, i hvilke boligafdelinger, hvortil det indstilles at yde driftssikring, er beliggende.

Såfremt kommunalbestyrelsen efter en vurdering af den rimelige lejeindtægt pr. 1. januar 1980 samt det udarbejdede budget for 1980 har bemærkninger til fondens indstilling, må oplysning herom tilsendes boligstyrelsen så vidt muligt inden den 20. oktober 1979.

4. Driftssikringen kan højst udgøre forskellen mellem de samlede påregnede nødvendige driftsudgifter for 1980, herunder - ud fra en konkret vurdering for hver enkelt bebyggelse passende henlæggelser til hovedistandsættelse og fornyelse af tekniske installationer, jfr. § 10 i boligministeriets bekendtgørelse af 24. april 1975 om almennyttig boligvirksomhed, og den rimelige lejeindtægt, således som denne må fastsættes på baggrund af driftsudgifterne og under hensyntagen til ejendommens beliggenhed, kvalitet, udlejningssituation m.v.

Ved vurdering af lejeindtægten må - i samarbejde med boligselskabets ledelse - indgå overvejelser om mulighederne for at gennemføre en rimelig regulering af lejen pr. 1. januar 1980 under hensyn til bl. a. ejendommens beliggenhed og kvalitet m.v. samt lejens størrelse, sammenlignet med lejen i andet tilsvarende byggeri i området.

Er der i budgettet medtaget beløb med henblik på retablering af manglende henlæggelser til hovedistandsættelse og fornyelser eller til afskrivning af opsamlet driftsunderskud pr. 31. december 1979, som er en følge af, at der ved beregningen af tidligere ydet driftsstøtte delvis er fradraget henlæggelser, skal afskrivningsbeløbet hertil opføres på en særskilt post i budgettet. I denne post skal angives beløbets fordeling på de forskellige henlæggelser. Ved fastsættelse af driftssikringen kan højst medtages beløb til retablering af manglende henlæggelsesbeløb til hovedistandsættelse og til fornyelse af centralvarmeanlæg, vaskerianlæg samt eventuelle elevatorer, således at retableringen sker over mindst 5 år.

5. Landsbyggefonden forudsættes ved sin indstilling om driftssikring i hvert enkelt tilfælde at foretage sin vurdering af den pågældende boligafdelings behov i sammenhæng med behovet i alle andre afdelinger, hvortil det indstilles at yde driftssikring, således at driftssikringens størrelse søges fastsat efter ensartede retningslinjer.

Om skønnet over de samlede udgifter, der forudsættes anvendt til driftssikring, og størrelsen af statens andel heri henvises til punkt 2 e.

6. Det understreges, at fortsat modtagelse af driftssikring selvsagt har til forudsætning, at der i overensstemmelse med de almindelige regler om lejefastsættelse i almennyttigt boligbyggeri, jfr. boligbyggerilovens § 7, til stadighed foretages sådanne lejereguleringer, at lejen i forbindelse med driftssikringen er tilstrækkelig til at sikre en forsvarlig drift. Kommunalbestyrelsen må som tilsynsmyndighed nøje påse, at reglerne iagttages.

Aftrapning af driftssikring

7. Driftssikringen aftrappes hvert år pr. 1. januar, første gang den 1. januar 1981. Den årlige aftrapning beregnes af Boligselskabernes Landsbyggefond efter aftrapningsreglerne for rentesikring, jfr. §§ 46-46b i lov om boligbyggeri. Dette indebærer, at aftrapningen sættes i relation til pris- og lønudviklingen.

Den årlige driftssikring nedsættes med et beløb, der svarer til, at basisrenten - der i 1980 er den andel af den effektive rente af de optagne realkreditlån, som beboerne ved beregningen af rentesikringen for 1980 selv skal betale hvert år forøges med en procentandel, der er fastsat til 75 pct. af de konstaterede procentvise prisstigninger. Såfremt priserne det enkelte år måtte være steget mere end lønningerne, forhøjes basisrenten dog kun med 75 pct. af den procentvise stigning i lønningerne.

Den procentsats, der skal lægges til grund ved aftrapningen, betegnes reguleringsfaktoren. Den vil blive fastsat med 2 decimaler og offentliggjort i Statstidende den første tirsdag i september.

8. Ved vurdering af prisudviklingen anvendes den årlige procentvise ændring i reguleringspristallet for juli, medens lønstigningen beregnes på grundlag af Danmarks Statistiks opgørelse for maj af timelønsindekset for industriens arbejdere.

Aftrapning af rentesikring

9. Aftrapning af rentesikring stilles i bero, så længe der ydes driftssikring. I det sidste år, hvor der ydes driftssikring, anvendes den del af aftrapningsbeløbet, som ikke medgår til endelig afvikling af driftssikring, til nedsættelse af rentesikringen.

Herefter aftrappes rentesikringen hvert år pr. 1. januar, idet der tages udgangspunkt i basisrenten for byggeriet, således som denne er fremskrevet ved den seneste aftrapning af driftssikringen. Beregningen vil blive foretaget af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning.

Udbetaling af driftssikring

10. Driftssikring udbetales af landsbyggefonden kvartalsvis bagud pr. 31. marts, 30. juni, 30. september og 31. december, første gang den 31. marts 1980.

11. Driftssikring kan ikke bevilges, og udbetaling heraf vil blive standset, såfremt særlige forhold i afdelingen giver anledning hertil, f. eks. i tilfælde af huslejeboykot eller anden beboervægring imod en lejeregulering.

12. Driftssikring kan nedsættes eller bortfalde efter boligstyrelsens nærmere bestemmelse, såfremt afdelingens økonomi forbedres, eller ændrede forhold i øvrigt taler herfor, herunder at der indtræder en stigning i det almindelige lejeniveau.

Boligstyrelsen, den 13. august 1979

AXEL G. POULSEN

/Jørgen Volsing

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →