Cirkulære om høringspligt ved statsinstitutioners anskaffelse af videnskabeligt apparatur
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om høringspligt ved statsinstitutioners anskaffelse af videnskabeligt apparatur
1. Med virkning fra 1. januar 1980 indføres en generel ordning, hvorefter det påhviler statsinstitutioner, forinden der træffes bindende aftale om anskaffelse af videnskabeligt apparatur, at forelægge forslaget til høring hos et af de statslige forskningsråd. Disse er: Statens naturvidenskabelige Forskningsråd, Statens lægevidenskabelige Forskningsråd, Statens jordbrugs- og veterinærvidenskabelige Forskningsråd, Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd, Statens humanistiske Forskningsråd samt Statens teknisk-videnskabelige Forskningsråd.
Ordningen omfatter såvel apparatur, som skal anvendes til videnskabelige formål, som apparatur, der kan anvendes hertil.
2. Følgende er ikke omfattet af ordningen
a. Apparatur, hvis anskaffelsesværdi er under 300.000 kr., incl. moms. Ved et stykke apparatur forstås i denne forbindelse apparatur, som indkøbes som en enhed, eller som på brugerstedet er sammenkoblet i en fast opstilling.
b. Forslag om anskaffelse af udstyr m. v. til teknisk prøvning, som forelægges for statens tekniske prøvenævn.
c. Edb-udstyr, hvor forslag om anskaffelse forelægges for administrationsdepartementet eller for undervisningsministeriets edb-kapacitetsudvalg.
d. Apparatur, som anskaffes for midler, der stilles til rådighed af private fonde og privatpersoner.
e. Anskaffelser, som finansieres af teknologirådet.
f. Anskaffelser til institutioner under forsvarsministeriet.
3. Forelæggelse af forslag til anskaffelse af videnskabeligt apparatur sker af den myndighed eller institution, hvis bevilling anskaffelsen belaster.
Forslagene skal indeholde en faglig beskrivelse af de aktiviteter, hvortil det ansøgte apparatur skal anvendes, herunder en redegørelse for kravene til apparaturets specifikationer. Desuden skal der redegøres for den forventede kapacitetsudnyttelse. Under forberedelsen af ansøgninger kan man søge apparaturmæssige oplysninger hos Forskningsrådenes og Risøs Instrumenttjeneste, FRIT, tlf. (03) 37 12 12.
Myndigheder og institutioner, som påtænker at anskaffe videnskabeligt apparatur, men som ikke er omfattet af høringsordningen som anført i pkt. 1 og 2, kan forelægge anskaffelsen for det relevante statslige forskningsråd.
4. Materiale til brug for høringen indsendes til det relevante forskningsråd i 4 eksemplarer.
Adressen er
Statens ...... Forskningsråd,
c/o Forskningssekretariatet,
Holmens Kanal 7,
1060 København K.,
tlf. (01) 11 43 00.
Vejledning om ordningen kan fås ved henvendelse til Forskningssekretariatet.
Undervisningsministeriet, den 12. juli 1979
P. M. V.
ERNST GOLDSCHMIDT
/Annette Hoffmann
Ingen