Cirkulære om adgang for skifteretterne (Revisionen af eksekutorboer i København) til at tilbagebetale arve- og retsafgift i eksekutorboer
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om adgang for skifteretterne (Revisionen af eksekutorboer i København) til at tilbagebetale arve- og retsafgift i eksekutorboer
(Til skifteretterne)
1. I tilslutning til skattedepartementes cirkulære nr. 169 af 25. september 1975 om bl.a. tilbagebetaling af arveafgift, jfr. cirkulærets afsnit III, skal man efter forhandling med rigsrevisionen og justitsministeriet fastsætte følgende bestemmelser om adgangen til at tilbagebetale arve- og retsafgift i eksekutorboer.
2. Henvendelse om tilbagebetaling rettes i alle tilfælde til den skifteret, hvorunder boet henhører (i København dog til Revisionen af eksekutorboer i København).
I henvendelsen redegøres for de grunde, hvorpå anmodningen støttes. Der bør endvidere være henvist til boets nummer i skiftesagslisten eller i eksekutorbo-journalen samt henvist til eller vedlagt dokumentation for den i boet beregnede og indbetalte arve- og retsafgift.
3. Før et bos indlevering til revision kan anmodning om tilbagebetaling imødekommes i tilfælde, hvor anmodningen begrundes med indtrufne åbenbare fejl, f.eks. at samme beregnede afgift er betalt 2 gange, eller at beregnede afgiftsbeløb er urigtigt sammentalt og derefter indbetalt med et i alt for stort beløb.
En anmodning vil endvidere kunne imødekommes uden nærmere undersøgelse i andre klare tilfælde,
hvor hensynet til den, der har betalt for meget, taler ganske særligt derfor, f.eks. hvor en legatar selv har udredet en urigtigt beregnet arveafgift.
4. I andre tilfælde træffes der først afgørelse om eventuel tilbagebetaling, når boet er indleveret til revision, og denne er afsluttet i skifteretten (Revisionen af eksekutorboer i København).
Anmodningen kan kun imødekommes, såfremt de oprindelig beregnede afgifter er berigtigede i deres helhed, og såfremt tilbagebetalingsbeløbet ikke overstiger 50.000 kr.
Er disse betingelser ikke opfyldt, eller giver den anførte begrundelse for anmodningen om tilbagebetaling anledning til tvivl, forelægges sagen med bilag for rigsrevisionen. Herom underrettes andrageren. Eventuel tilbagebetaling sker herefter ved rigsrevisionens foranstaltning ved afslutningen af afgiftsrevisionen.
5. Såfremt skifteretten (Revisionen af eksekutorboer i København) i forbindelse med revisionen af boerne finder, at afgifter er beregnet og betalt med et for stort beløb, kan tilbagebetaling efter forud indhentet erklæring fra eksekutor foretages under de samme betingelser som foran anført.
6. Tilbagebetaling må altid være ledsaget af forbehold om revisionsmæssige antegnelser.
7. Er skifteretten bekendt med, at skattedepartementet i et bo har indrømmet henstand med arveafgiften eller en del af denne, må spørgsmålet om tilbagebetaling først afgøres efter forudgående brevveksling med skattedepartementet med henblik på dettes overvejelser af, om vilkårene i henstandsordningen skal ændres.
8. Tilbagebetaling kan kun ske ved udbetaling fra statsskattedirektoratets kasse. Når skifteretten har fundet betingelserne for tilbagebetaling opfyldt, rettes der henvendelse til statsskattedirektoratet, regnskabs- og opkrævningsafdelingen, skattebogholderiet, postbox 100, 3460 Birkerød, med henblik på iværksætttelse af tilbagebetalingen. Det må af hensyn til rette kontering klart angives, hvilket beløb der angår arveafgiften, og hvilket beløb der angår retsafgiften.
9. Bestemmelserne i nærværende cirkulære træder i kraft straks.
10. Skattedepartementets cirkulære nr. 169 af 25. september 1975, pkt., 19, 2. pkt., ophæves.
Skattedepartementet, den 5. april 1979
G. DJØRUP
afdelingschef
/H. V. Mørk