Legislator Case Law & Legislation
C19790005709 DK

Cirkulære angående lovbekendtgørelse nr. 564 af 8. november 1978 af lov om skattemæssige afskrivninger

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1979 57 Historic

Cirkulære angående lovbekendtgørelse nr. 564 af 8. november 1978 af lov om skattemæssige afskrivninger

Lovbekendtgørelsen afløser lovbekendtgørelse nr. 557 af 17. november 1976.

I lovbekendtgørelsen har man indarbejdet de ændringer, der er gennemført ved

I. Lov nr. 467 af 14. september 1977

Lov om midlertidig forhøjelse af de skattemæssige afskrivninger på nyopførte erhvervsbygninger.

II. Lov nr. 469 af 14. september 1977

Lov om ændring af forskellige skattelove. (Forhøjelse af beløbsgrænsen for anskaffelsessummen for småaktiver, der kan fradrages fuldt ud i anskaffelsesåret).

III. Lov nr. 604 af 14. december 1977

Lov om ændring af forskellige skattelove. (Afskrivning af bygninger på lejet grund m.v.) samt

IV. Lov nr. 193 af 3. maj 1978

Lov om ændring af forskellige skattelove. (Morarenter m.v.).

I. Om de midlertidige ændringer, der er foretaget i afskrivningslovens § 22, stk. 1,1. pkt. ved lov nr. 467 af 14. september 1977 bemærkes

1. Efter loven forhøjes den sats, hvormed der kan foretages skattemæssig afskrivning på visse erhvervsbyggerier, der igangsættes i tidsrummet fra den 1. september 1977 til den 31. december 1980 fra 6 pct. til 10 pct. i anskaffelsesåret og det følgende indkomstår. I hvert af de nærmest følgende 8 indkomstår kan der efter de hidtil gældende regler afskrives med indtil 6 pct. og derefter afskrives med indtil 2 pct., indtil anskaffelsessummen for den pågældende bygning er fuldt afskrevet.

Den midlertidige forhøjelse af de skattemæssige afskrivninger på nyopførte erhvervsbygninger samt ombygninger og forbedringer er således gældende for de første 2 år af den periode, hvori begyndelsesafskrivning kan foretages.

Efter afskrivningslovens § 22, stk. 1, kan der foretages begyndelsesafskrivninger med 6 pct. i anskaffelsesåret og i de følgende 9 år.

Ved "anskaffelsesåret" forstås efter § 22, stk. 1, det indkomstår, hvor bygningen erhverves eller fuldføres og tages i brug til et formål, der berettiger til skattemæssig afskrivning.

2. Loven gælder for visse erhvervsbyggerier, der igangsættes i tidsrummet 1. september 1977 til 31. december 1980.

Ved byggeriets igangsættelse forstås tidspunktet for byggeriets faktiske påbegyndelse. Ved nybyggeri må byggeriet anses for igangsat, når arbejdet med fundamentering er iværksat. Det er uden betydning, hvornår en eventuel byggetilladelse, igangsætningstilladelse eller lignende er udstedt.

3. Efter reglen i lovens sidste punktum kan en erhverver af en bygning, på hvilken der kan foretages afskrivning efter afskrivningslovens § 22, stk. 1, 1. pkt., og som er igangsat i tidsrummet fra den 1. september 1977 til den 31. december 1980 foretage de forhøjede begyndelsesafskrivninger. Dette gælder dog kun i det omfang, hvori den tidligere ejer ikke har haft adgang til at foretage forhøjede begyndelsesafskrivninger.

Dette kan være tilfældet, hvor den tidligere ejer er afskåret fra at foretage forhøjede begyndelsesafskrivninger, fordi bygningen afstås i anskaffelsesåret eller det følgende indkomstår.

Derimod kan erhververen ikke foretage forhøjede begyndelsesafskrivninger, hvis den tidligere ejer har været afskåret fra at udnytte disse afskrivninger, for eksempel på grund af reglerne i ligningslovens § 28 om begrænsning af skattemæssige afskrivninger m.v.

De forhøjede begyndelsesafskrivninger for erhververen beregnes ligesom den øvrige skattemæssige afskrivning på grundlag af hans anskaffelsessum.

Det anførte gælder også ved andet end aftalemæssige overførsler, for eksempel ved ejendomsovergang ved dødsfald, jfr. afskrivningslovens § 24A.

4. Det er ejeren, der kan foretage de forhøjede afskrivninger på den nyopførte bygning. Dette gælder også i de tilfælde, hvor ejeren ikke selv benytter ejendommen, men har udlejet den til et formål, der berettiger til afskrivning efter afskrivningslovens § 22, stk. 1, 1. pkt.

5. Loven gælder for driftsbygninger inden for landbrug, pelsdyravl, fjerkræavl, dambrug, fiskeri, skovbrug, gartneri, industri, butikshandel og håndværk, sportshaller, benzinstationer, vognvaskerier, fragtmandscentraler, lagerbygninger, der benyttes i forbindelse med de nævnte virksomheder og lagerbygninger inden for engros handel. Endvidere gælder loven for de i § 18,

stk. 1, c nævnte bygninger eller lokaler m.v., der er beliggende i eller i umiddelbar tilknytning til de nævnte erhvervsbygninger, og som tjener driften af den virksomhed, hvortil disse bygninger anvendes.

De af loven omfattede afskrivninger er undergivet reglerne i afskrivningslovens § 29 om beskatning af genvundne afskrivninger.

II. Om de ændringer, der er foretaget i afskrivningslovens § 3, stk. 2 ved lov nr. 469 af 14. september 1977 bemærkes

6. Efter loven forhøjes beløbsgrænsen for anskaffelsessummen for småaktiver, der kan fradrages fuldt ud i anskaffelsesåret, fra 1.200 kr. til 1.800 kr.

Loven finder anvendelse på anskaffelser foretaget i indkomståret 1977 og senere indkomstår.

7. Forhøjelsen af beløbsgrænsen fra 1.200 kr. til 1.800 kr. har ifølge lovens §§ 2 og 3 medført konsekvensændringer i investeringsfondslovens § 3, stk. 2 og etableringskontolovens § 7, stk. 2, således at henlæggelser til investeringsfonds ikke kan benyttes til forlods afskrivning på driftsmidler, hvis anskaffelsespris er 1.800 kr. eller derunder, ligesom anskaffelse af sådanne driftsmidler ikke berettiger til frigivelse af etableringskontomidler.

III. Om de ændringer, der er foretaget i afskrivningsloven ved lov nr. 604 af 14. december 1977 bemærkes

8. Ordene i afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra b) "alderdoms- eller plejehjem, der omfattes af § 7, i lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister", er erstattet med ordene "plejehjem, der omfattes af kap. 16 i lov om social bistand". Det hænger sammen med, at de hidtidige regler i § 7 i førstnævnte lov nu er indarbejdet i kap. 16 i bistandsloven. Ændringen er således af redaktionel karakter.

9. Ændringerne, der er foretaget i afskrivningslovens § 29C begrænser adgangen til at foretage skattemæssige afskrivninger uden for afskrivningsloven på visse bygninger opført på lejet grund, og på visse faste ejendomme, der er underkastet hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art.

10. En bygning kan ikke både afskrives efter afskrivningslovens afsnit IV og efter reglerne om afskrivning af bygninger på lejet grund m.v. Hvis en bygning kan afskrives efter begge regelsæt, må den skattepligtige således vælge, hvilken form for afskrivning han ønsker at foretage, jfr. § 29C, stk. 1, 2. pkt.

Det bemærkes i den forbindelse, at reglerne om forskudsafskrivning efter afskrivningslovens afsnit IVA er betinget af, at den skattepligtige vælger at afskrive efter afskrivningslovens regler, jfr. afskrivningslovens § 29E, stk. 1.

Ligeledes erindres om, at henlæggelse til investeringsfonds og indskud på etableringskonti kun kan benyttes til forlods afskrivning på bygninger, der afskrives efter reglerne i afskrivningsloven.

11. Ved § 29C, stk. 2 ophæves retten til at foretage skattemæssige afskrivninger for så vidt angår fast ejendom, der anvendes til sommer- eller fritidsbolig for ejeren, og som er opført på lejet grund, eller hvorpå der hviler hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art. Ophævelsen af afskrivningsadgangen har virkning med hensyn til lejemål, der er indgået eller hjemfaldsforpligtelse m.v., der er påtaget den 1. januar 1978 eller senere.

Ophævelsen har endvidere virkning med hensyn til lejemål, der er indgået, og hjemfaldsforpligtelser m.v., der er påtaget før 1. januar 1978, hvis ejendommen den 1. januar 1978 eller senere overgår til en ny ejer. Selv om den benyttes udover sommersæsonen, må den anses for en sommer- eller fritidsbolig med mindre den lovligt beboes af personer, som er tilmeldt det stedlige folkeregister med fast adresse i den pågældende bolig.

12. Anvendes en væsentlig del af en ejendom, der omfattes af § 29C, stk. 2, erhvervsmæssigt, kan

der imidlertid foretages afskrivning på så stor en del af anskaffelsessummen, som forholdsmæssigt svarer til denne del af ejendommen.

Om en væsentlig del af ejendommen benyttes erhvervsmæssigt kan i almindelighed afgøres efter samme kriterier som ved afgørelsen af, om lejeværdien af boligen i et sådant tilfælde skal ansættes efter et skøn. I praksis ansættes lejeværdien efter et skøn, når mindst 25 pct. af ejendommen udnyttes erhvervsmæssigt (af ejeren). Hvor en del af ejendommen anvendes til for eksempel udlejning, vil det således være en betingelse for afskrivningsadgang, at der er tale om en erhvervsmæssig udlejning eller udlejning til erhvervsmæssig formål, og at mindst 25 pct. af ejendommen benyttes til dette formål. Det forhold, at ejeren i en del af indkomståret udlejer sin bolig i ejendommen til bolig for andre, anses ikke for erhvervsmæssig anvendelse af ejendommen.

13. Når et sommerhus eller en fritidsbolig på lejet grund eller med hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art, der efter de nugældende regler kan afskrives, efter den 1. januar 1978 overgår til helårshus, sker der ikke nogen ændring i retten til at foretage afskrivning.

Er der tale om et sommerhus eller en fritidsbolig som ovenfor anført, der først anskaffes efter 1. januar 1978, kan der ikke foretages afskrivning på sommer- eller fritidsboligen, men såfremt dette af den samme ejer inddrages til benyttelse som helårshus, vil der herefter kunne foretages afskrivning på ejendommen, forudsat at der er tale om en lovlig benyttelse som helårsbolig. Afskrivningen vil i så fald kunne foretages på ejendommens oprindelige anskaffelsessum med tillæg af eventuelle ombygningsomkostninger, der for eksempel er afholdt for at gøre sommerhuset egnet til helårsbeboelse, men de afskrivninger, der ikke kunne foretages i perioden, indtil huset benyttes som helårsbolig, er tabt.

Er det en ny ejer, der lovligt tager ejendommen i anvendelse som helårshus, vil denne kunne afskrive på ejendommens anskaffelsessum efter de hidtil gældende regler.

14. Afskrivning efter særreglerne uden for afskrivningsloven kan fortsat foretages på alle erhvervsbygninger herunder kontorbygninger og udlejningsejendomme, der er opført på lejet grund, eller hvorpå der hviler en hjemfaldsforpligtelse eller nedrivningsdeklaration. Det samme gælder for helårsejerboliger og for sommer- og fritidshuse, såfremt for disse sidste lejemål for grunden er indgået, eller hjemfaldsforpligtelsen eller nedrivningsdeklarationen er påtaget før den 1. januar 1978, og ejendommen ikke senere er overgået til en ny ejer.

15. Efter lovens § 29, stk. 2, finder afskrivningslovens regler om "genvundne afskrivninger" tilsvarende anvendelse på bygninger på lejet grund m.v., hvorpå der afskrives med hjemmel uden for afskrivningsloven.

Ved afståelse af bygninger, hvorpå der fortsat kan afskrives efter disse regler, skal der således opgøres en fortjeneste svarende til forskellen imellem på den ene side salgssummen og på den anden side de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedringer m.v. med fradrag af de foretagne afskrivninger.

Den således opgjorte fortjeneste skal medregnes til den særlige indkomst dog højst med et beløb lig med summen af samtlige afskrivninger.

Efter ændringslovens § 3, stk. 2, skal reglerne om genvundne afskrivninger dog kun finde anvendelse på fortjenester, der erhverves den 1. januar 1978 eller senere. Er bygningen anskaffet før den 1. januar 1978, skal fortjenesten opgøres som forskellen mellem på den ene side salgssummen og på den anden side anskaffelsessummen med fradrag af afskrivninger, der er foretaget ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1978 og følgende indkomstår. Af den således opgjorte fortjeneste skal der til den særlige indkomst højst henregnes et beløb svarende til summen af afskrivningerne for indkomståret 1978 og følgende indkomstår.

16. I lovens § 29C, stk. 4 er der fastsat et nedrivningsfradrag for bygninger, hvorpå der er afskrevet som følge af, at de er opført på lejet grund, eller der påhviler ejendommen en hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art. Når en sådan bygning nedrives, kan der foretages et nedrivningsfradrag i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori nedrivningen sker.

Nedrivningsfradraget beregnes som den uafskrevne del af det beløb, hvorpå afskrivning har kunnet foretages nedsat med den eventuelle salgssum for materialer. Dette gælder også i tilfælde, hvor afskrivningsretten ikke er udnyttet fuldt ud.

For ejendomme, der ikke er omfattet af § 29C, stk. 2 og 3, og som derfor kan danne grundlag for fuld afskrivning, (helårshuse, erhvervsbygninger, afskrivningsberettigede sommerhuse m.fl.) beregnes nedrivningsfradraget herefter som den uafskrevne del af anskaffelsessummen for den pågældende ejendom nedsat med salgssummen for materialer.

For ejendomme omfattet af § 29C, stk. 2, (sommerhuse, hvorpå der ikke kan afskrives, jfr. pkt. 10), beregnes der ikke nedrivningsfradrag.

For ejendomme, der er omfattet af § 29C, stk. 3, (ejendomme som nævnt i § 29C, stk. 2, der benyttes erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, jfr. pkt. 11), beregnes nedrivningsfradraget som den uafskrevne del af så stor en del af anskaffelsessummen, som forholdsmæssigt svarer til erhvervsdelen af ejendommen nedsat med salgssummen for materialer.

Eksempel 1

En bygning, der udelukkende bruges erhvervsmæssigt, er opført på lejet grund. Den afskrivningsberettigede anskaffelsessum udgør 100.000 kr., og da lejemålet er på 50 år, kan der foretages en årlig afskrivning på 2 pct. af 100.000 kr. = 2.000 kr.

Bygningen nedrives efter 25 års forløb, og nedrivningsfradraget opgøres således

Anskaffelsessum ........................................ 100.000 kr. Ejeren har i de forløbne 25 år ialt afskrevet .......... 50.000 kr. ------------ Uafskrevne beløb........................................ 50.000 kr. Salgssum for materialer ................................ 5.000 kr. ------------ Nedrivningsfradrag...................................... 45.000 kr. ------------

Hvis ejeren i eksempel 1 ikke havde udnyttet afskrivningsretten fuldt ud, men kun afskrevet 25.000 kr., ville nedrivningsfradraget udgøre 70.000 kr., nemlig uafskrevet beløb 75.000 kr., nedsat med salgssum for materialer 5.000 kr.

Eksempel 2

Den i eksempel 1 omtalte bygning er for halvdelens vedkommende anvendt til erhverv, medens den anden halvdel er anvendt til fritidsbolig for ejeren. Lejemålet for grunden er indgået efter den 1. januar 1978, og efter § 29C, stk. 3, er det derfor kun halvdelen af anskaffelsessummen, der kan afskrives med 2 pct. årlig. Tilladt årlig afskrivning altså 2 pct. af 50.000 kr. = 1.000 kr. Ved nedrivningen efter 25 års forløb opgøres nedrivningsfradraget således

Afskrivningsberettiget beløb: .......................... 50.000 kr. Ejeren har i de forløbne 25 år ialt afskrevet .......... 25.000 kr. ------------ Uafskrevet beløb........................................ 25.000 kr. Salgssum for materialer ................................. 5.000 kr. ------------ Nedrivningsfradrag...................................... 20.000 kr. ------------

17. Lov nr. 604 af 14. december 1977 om ændring af forskellige skattelove (Afskrivning af bygninger på lejet grund m.v.) trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende den 23. december 1977.

IV. Om de ændringer, der er foretaget i afskrivningslovens § 29A, stk. 3, og § 29P, stk. 8, (2 steder) ved lov nr. 193 af 3. maj 1978 bemærkes

18. Satsen for morarenter er forhøjet fra 0,63 pct. pr. måned til 1 pct. pr. måned med virkning for tiden fra og med den 1. juli 1978.

Skattedepartementet, den 22. marts 1979

HANS P. GØTRIK

/ Uffe Thau

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →