Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse m.v. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet).

Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse m.v. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet).

1. Indledning

Ved lov nr. 107 af 29. marts 1978 er lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse blevet ændret. Ændringerne trådte for en dels vedkommende i kraft den 1. april 1978. Miljøstyrelsen har i april 1978 til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet udsendt særtryk af ændringsloven ledsaget af en kortfattet omtale af de nye bestemmelser.

Lovændringen har fundet sted som følge af revisionsbestemmelsen i lovens § 96. Der er ikke tale om en større gennemgribende revision, idet miljøministeriet har været af den opfattelse, at loven stort set har virket tilfredsstillende, og at den periode, i hvilken loven har været i kraft, har været for kort til at kunne give erfaringer, der kan danne grundlag for en større revision. Hovedparten af de myndigheder, organisationer m. v., som spørgsmålet om lovens revision har været forhandlet med, har givet udtryk for samme opfattelse.

Loven skal herefter optages til revision i folketingsåret 1980-81.

På enkelte områder har man dog på grundlag af de allerede indhøstede erfaringer kunnet konstatere et særligt behov for ændringer, og det er disse ændringer, der er blevet gennemført ved lov nr. 107 af 29. marts 1978. Dette gælder således bestemmelserne om opsættende virkning ved klage over tilladelser og godkendelser (§ 72), og bestemmelsen om tavshedspligt (§85).

De øvrige ændringer vedrører navnlig bestemmelserne om fordelingen af udgifter ved anlæg, drift og vedligeholdelse af spildevandsanlæg. Disse regler forventes sat i kraft ved særskilt bekendtgørelse herom.

Lovændringerne er nærmere omtalt nedenfor under pkt. 3.

Listen over særligt forurenende virksomheder, der er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jfr. bilaget til loven, er blevet ændret ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978. Denne bekendtgørelse er trådt i kraft den 1. august 1978, og miljøstyrelsen har i juli 1978 udsendt en kortfattet omtale af ændringerne af listen til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet. Ændringerne af listen vil iøvrigt blive omtalt under pkt. 4.

Ved ændringen af § 72 er der givet ministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at visse mindre bygge- og anlægsarbejder er undtaget fra lovens hovedregel om, at bygge- og anlægsarbejder ikke må påbegyndes, medens klagefristen løber, eller en klagesag behandles. Sådanne regler findes nu i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 10. oktober 1978, som omtales nærmere under pkt. 5.

2. Almindelige bemærkninger om lovens administration

Miljøstyrelsen skal henlede opmærksomheden på, at folketingets miljøudvalg under lovforslagets behandling drøftede de administrative bestemmelser inden for miljøministeriets område med udgangspunkt i en række konkrete sager.

Som det fremgår af udvalgets betænkning af 15. februar 1978 har et flertal i udvalget opfordret miljøministeren til at arbejde for, at miljøbeskyttelsesloven administreres således, at der på områder, hvor sundhedsmæssige og miljømæssige forhold ikke anfægtes, ikke gribes ind over for normal erhvervsudøvelse. Ministeriet har med henblik herpå anmodet ministeriets styrelser om at foretage en kritisk gennemgang af eksisterende administrative bestemmelser, samt foreskrevet, at almindelige konkrete sager af styrelserne skal afgøres hurtigst muligt og senest 4 måneder efter, at de er indkommet til styrelserne.

Som bekendt udgør det altovervejende antal konkrete sager, som miljøstyrelsen behandler efter miljøbeskyttelsesloven, klager over afgørelser, der er truffet af de lokale myndigheder, jfr. lovens kapitel 11.

Efter lovens § 73 skal klage indgives til den myndighed, hvis afgørelse der klages over.

Af hensyn til sagsbehandlingstiden skal man - som tidligere tilkendegivet i »Nyt fra miljøstyrelsen« nr. 2/ 1975 samt i miljøstyrelsens ovennævnte cirkulæreskrivelse af april 1978 - henstille til kommunalbestyrelserne og amtsrådene (hovedstadsrådet), at klagesager hurtigt videresendes til miljøstyrelsen, ledsaget af sagens akter, jfr. lovens § 73.

Der forudsættes normalt ikke foretaget behandling af sådanne klager i vedkommende udvalg eller kommunale råd. Såfremt der ikke umiddelbart kan afgives kommentarer til klagen, bør sagen straks videresendes med bemærkning om, at en sådan udtalelse vil fremkomme senere. Herefter vil miljøstyrelsen allerede ved modtagelsen kunne indlede den forberedende sagsbehandling.

Det er endvidere vigtigt, at sagen fra den lokale myndigheds side er så fyldestgørende oplyst, at miljøstyrelsen på grundlag af det modtagne materiale har mulighed for at vurdere de lokale forhold og træffe sin afgørelse.

Der bør således foreligge en beskrivelse af forholdene på stedet, samt et rids med angivelse af forureningskilden og de omliggende områder så vidt muligt med afstandsangivelser og med markering af klagende omboendes bopæl. I mange tilfælde vil fotos være et værdifuldt supplement hertil. Foreligger der specielle topografiske forhold, der er af betydning for vurderingen af forureningens udbredelse, bør dette tillige registreres, ligesom oplysninger om forholdene i tilgrænsende områder - efter omstændighederne også i nabokommunen undertiden kan være nødvendige.

Angivelserne kan eventuelt indtegnes eller markeres på allerede foreliggende kortmateriale sammen med angivelse af de lokale stedbetegnelser (f. eks. navne på ejendomme, veje eller vandløb), som er relevante i sagen. Samtidig gives oplysning om den fysiske planlægning for de pågældende områder (byplanvedtægt, lokalplan, § 15 rammer, spildevandsplaner m. v.)

I det omfang disse oplysninger ikke allerede foreligger, således at de straks kan sendes sammen med klagen, bør de udarbejdes og indsendes til miljøstyrelsen snarest muligt.

Hvis der ud over miljølovgivningen har ligget kommunale vedtægter og regulativer til grund for afgørelsen (f. eks. betalingsvedtægter, landvæsenskommissionskendelser m. v.), bør kopi af disse regler vedlægges klagen med angivelse af de bestemmelser, der er relevante i den pågældende sag.

Andet materiale af betydning for sagens behandling, f. eks. embedslægens, arbejdstilsynets, zonelovsmyndighedens eller fredningsmyndighedens afgørelser eller udtalelser samt rapporter om stedfundne besigtigelser, målinger eller andre undersøgelser bør ligeledes fremsendes til miljøstyrelsen.

Selv om de lokale myndigheder har medsendt det materiale, som er indgået i sagens bedømmelse, kan der i visse tilfælde under miljøstyrelsens behandling af klagesager vise sig behov for at indhente yderligere oplysninger eller foretage undersøgelser. I den forbindelse skal man henlede opmærksomheden på, at det i almindelighed ligger uden for miljøstyrelsens muligheder at foretage besigtigelser eller målinger af forholdene på stedet. Sådanne besigtigelser kan kun undtagelsesvis finde sted ved miljøstyrelsens medarbejdere og normalt kun i visse større sager.

Såfremt miljøstyrelsen skønner, at det foreliggende sagsmateriale ikke giver et fyldestgørende indtryk af forholdene på stedet, eller at der er behov for for eksempel yderligere støjmålinger eller observationer, for at styrelsen kan træffe afgørelse i sagen, ser man sig derfor nødsaget til som hovedregel i det konkrete tilfælde at anmode om, at sådanne foranstaltninger foretages af de lokale myndigheder.

Man skal henstille, at sådanne anmodninger efterkommes uden ugrundet forsinkelse.

Ansøgninger om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 skal efter lovens § 40, stk. 2, indsendes til kommunalbestyrelsen, og dette gælder, uanset om kompetencen til at træffe afgørelse i sagen er tillagt amtsrådet eller hovedstadsrådet. Miljøstyrelsen har tidligere givet udtryk for, at styrelsen finder det hensigtsmæssigt, at tilsvarende fremgangsmåde følges også i tilfælde, hvor dette ikke er direkte foreskrevet, jfr. Nyt fra miljøstyrelsen nr. 5/ 1976, side 16, hvor man samtidig har understreget vigtigheden af, at ansøgninger hurtigt videresendes til den myndighed, der skal træffe afgørelse i sagen.

3. De nye bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven.

A. Mulighed for dispensation fra forbudet mod iværksættelse af bygge- og anlægsarbejder under en klagesags behandling, § 72

Bygge- og anlægsarbejder i forbindelse med en godkendelse eller tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven må ikke påbegyndes, medens klagefristen på 4 uger løber (§ 72, stk. 3, 1. pkt.).

En rettidigt indgivet klage over en godkendelse eller tilladelse bevirker endvidere, at bygge- og anlægsarbejder ikke må iværksættes, før klagemyndighedens afgørelse foreligger (§ 72, stk. 3, 2. pkt.). Ved en samtidig vedtaget ændring af lovens § 83 er det blevet udtrykkelig præciseret, at overtrædelse af reglerne i § 72, stk. 3, 1. og 2. pkt., er strafsanktioneret.

Baggrunden for lovens hovedregel er, at det ville være uheldigt, om udførelsen af bygge- og anlægsarbejder skulle lægge bindinger på klagemyndighedens muligheder for at efterprøve og i givet fald omgøre en indbragt afgørelse; klageadgangen kunne derved befrygtes at blive illusorisk.

Ved ændringen af §72 er der (bortset fra en redaktionel omformulering) ikke sket nogen ændring af reglen om, at bygge- og anlægsarbejder ikke må påbegyndes, medens klagefristen på 4 uger løber; ansøgeren må vente i denne periode og se, om klage indgives.

I tiden efter miljøreformens ikrafttræden den 1. oktober 1974 har det i nogle tilfælde vist sig, at overholdelsen af lovens regel om, at bygge- og anlægsarbejder ikke må udføres, medens en klagesag behandles, har medført en forsinkelse med igangsætningen af et byggeri, som - de givne omstændigheder taget i betragtning - har forekommet unødvendig og dermed urimeligt belastende for ansøgeren. Med henblik på at åbne mulighed for at kunne undgå sådanne situationer, er der ved den nye bestemmelse i § 72, stk. 4, givet klagemyndigheden (som hovedregel miljøstyrelsen) hjemmel til under en klagesags behandling at tillade påbegyndelse af byggearbejder m. v.

En tilladelse vil ifølge lovbestemmelsen alene kunne meddeles, når særlige omstændigheder taler herfor. Der tænkes herved f. eks. på tilfælde, hvor virksomhedens muligheder for at opfylde allerede indgåede kontraktlige forpligtelser påvirkes særlig ugunstigt af forsinkelsen, således at denne bevirker et ekstraordinært stort tab.

Det er efter ordlyden endvidere en forudsætning, at klagemyndigheden på grundlag af en vurdering af sagen skønner det ubetænkeligt ud fra miljømæssige hensyn at fravige lovens hovedregel.

Under lovforslagets behandling i folketinget blev der som eksempler på situationer, hvor en dispensation kunne komme på tale, henvist til tilfælde, hvor en virksomhed agtes placeret midt i et industriområde, der efter planlovgivningen er udlagt til virksomhed af den art, hvortil godkendelse søges, eller til tilfælde, hvor en eksisterende virksomhed søger om godkendelse af en mindre bygningsmæssig udvidelse. Der er altså tale om situationer, hvor der ikke kan rejses tvivl om virksomhedens hensigtsmæssige lokalisering, og hvor de miljømæssige hensyn vil kunne tilgodeses ved vilkårsfastsættelsen. Ved afvejningen af, hvorvidt dispensation bør meddeles, vil den omstændighed, at alene virksomheden - og altså ikke de omboende - har påklaget afgørelsen, kunne tillægges en vis, omend ikke afgørende betydning.

Ansøgning om tilladelse til iværksættelse af bygge- og anlægsarbejder i klagesager bør sendes til den myndighed, hvis afgørelse der klages over. Denne myndighed videresender ansøgningen til klagemyndigheden ledsaget af sine kommentarer efter samme retningslinier, som følges ved behandlingen af klagesager iøvrigt, jfr. foran under afsnit 2.

Det forhold, at der søges om tilladelse til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, understreger selvsagt behovet for, at sagen hurtigt videresendes.

Klagemyndigheden er ikke afskåret fra at afslå eller ændre en påklaget godkendelse eller tilladelse, selv om der er meddelt tilladelse til bygge- og anlægsarbejder. Det er således ansøgeren, der selv må bære risikoen og ansvaret for, at endelig godkendelse eller tilladelse opnås, og der kan ikke blive tale om erstatningsansvar for vedkommende myndighed, såfremt et projekt kræves ændret, eller en godkendelse eller tilladelse ophæves.

Klagemyndighedens afgørelse efter stk. 4 er endelig.

Reglerne om opsættende virkning af klage over godkendelser og tilladelser gælder ikke for klage til miljøankenævnet.

Bestemmelsen i § 19 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m. v., der svarer til den tidligere § 72, stk. 3, i miljøbeskyttelsesloven, må anses for ændret i overensstemmelse med den skete lovændring.

Visse mindre bygge- og anlægsarbejder er helt undtaget fra forbudet mod påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder efter § 72, stk. 3. Herom henvises nærmere til afsnit 5.

B. Tavshedspligt

En af forudsætningerne ved miljøbeskyttelseslovens vedtagelse var, at der skulle være størst mulig åbenhed og offentlighed omkring miljøbeskyttelsen. For samtidig at tilgodese erhvervenes interesse i, at oplysninger om erhvervsmæssigt vigtige forhold, f. eks. fabrikationshemmeligheder, blev behandlet på forsvarlig og fortrolig måde blev der i § 85 optaget en bestemmelse om tavshedspligt for myndighederne.

Det viste sig imidlertid, at bestemmelsen lovteknisk havde fået en formulering, der gav tavshedspligten en langt større rækkevidde end tilsigtet.

Tavshedspligten omfattede principielt alle oplysninger, miljømyndighederne gennem deres arbejde blev vidende om.

Efter den ændrede bestemmelse omfatter tavshedspligten kun oplysninger, der af særlige grunde bør have krav på hemmeligholdelse.

Miljømyndighederne er til udenforstående afskåret fra at videregive oplysninger af den karakter, som efter straffelovens §§ 152 og 264 b bør behandles fortroligt. Det vil normalt bero på en konkret vurdering, hvorvidt en oplysning bør have krav på hemmeligholdelse. I praksis vil det betyde, at f. eks. oplysninger om drifts- eller fabrikationsmæssige forhold, der har væsentlig økonomisk eller konkurrencemæssig betydning for en virksomhed, samt oplysninger om privatlivet tilhørende forhold, skal behandles fortroligt.

Derimod kan oplysning om det blotte faktum, at miljømyndighederne som led i udøvelsen af deres beføjelser efter loven har truffet en given afgørelse og indholdet heraf, f. eks. vilkårene i en sag om godkendelse efter lovens § 35 eller indholdet af et påbud efter § 44, ikke i sig selv betragtes som omfattet af tavshedspligten; hemmeligholdelse bør kun finde sted i det omfang, afgørelsen indeholder oplysninger, som efter en konkret bedømmelse er omfattet af tavshedspligten.

Den interesse, som en virksomhed i det givne tilfælde kan have i, at offentligheden ikke får kendskab til det faktum, at virksomhedens forurening har givet miljømyndighederne anledning til at skride ind over for virksomheden, er heller ikke værnet af lovens tavshedspligtbestemmelse.

Spørgsmålet om tavshedpligt bør i øvrigt sammenholdes med bestemmelsen i lovens § 65, hvorefter bl. a. privatpersoner, der har en »individuel, væsentlig interesse« i at få kundskab om en afgørelse, skal underrettes, eventuelt ved offentlig annoncering. Tavshedspligten kan naturligvis ikke være til hinder for, at denne lovmæssigt foreskrevne underretning finder sted, men kan afhængig af omstændighederne - bevirke, at myndighederne må hemmeligholde visse oplysninger i selve afgørelsen eller i sagens øvrige akter, som efter en konkret bedømmelse i overensstemmelse med ovenstående retningslinier betragtes som omfattet af tavshedspligten.

Om den foreslåede bestemmelses forhold til lov om offentlighed i forvaltningen bemærkes, at det allerede følger af de almindelige bestemmelser i offentlighedslovens § 2, der gælder for andre end en sags parter, at adgangen til aktindsigt ikke omfatter dokumenter, der indeholder oplysning om enkeltpersoners personlige og økonomiske forhold, eller dokumenter, der indeholder oplysning om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes. Personer, der er klageberettiget og dermed part i sagen, har en videregående adgang til aktindsigt. Efter offentlighedslovens § 10 kan parten forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter uanset de begrænsninger i lovens § 2, der gælder for andre end parten. Dette gælder dog ikke, »hvis partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser«. Ved denne interesseafvejning vil principperne i lovens § 2 dog kunne få en vis vejledende betydning.

I tilfælde, hvor der kan være begrundet tvivl om, hvorvidt myndighederne bør imødekomme eller afslå en begæring om aktindsigt efter bestemmelserne i offentlighedsloven, vil det være rimeligt, at der, før afgørelsen træffes, indhentes en udtalelse fra den, hvis interesse eventuelt kunne være til hinder for, at begæringen imødekommes.

Endvidere kan en virksomhed naturligvis, når den afgiver oplysninger til brug for behandlingen af en sag efter miljøbeskyttelsesloven, tilkendegive, hvilke oplysninger der efter virksomhedens opfattelse bør være undergivet tavshedspligt, men afgørelsen af, hvorvidt en sådan tilkendegivelse skal respekteres, tilkommer myndighederne.

Afgørelser om aktindsigt kan iøvrigt påklages i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens almindelige principper.

Også uden for disse tilfælde kan myndighederne uanset tavshedspligten på eget initiativ gennem pressen eller på anden måde offentligt orientere om såvel konkrete sager og beslutninger som generelle miljøspørgsmål.

Det er naturligvis også her en forudsætning, at der ikke viderebringes oplysninger om forhold, som efter en konkret bedømmelse har krav på hemmeligholdelse.

Straffelovens bestemmelser om tavshedspligt omfatter kun personer, der virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv. Dette begreb omfatter eksempelvis også miljøankenævnets sagkyndige medlemmer.

I de ofte teknisk komplicerede miljøsager søger miljømyndighederne i vidt omfang bistand hos rådgivende firmaer eller sagkyndige personer. Efter den ændrede bestemmelse gælder tavshedspligten også for disse sagkyndige firmaer og personer, der bistår myndighederne ved disses udøvelse af beføjelser efter loven.

C. Andre ændringer

De øvrige gennemførte lovændringer (§§ 27 og 28) vedrører bl. a. spørgsmål om, fra hvilket tidspunkt opkrævning af bidrag til spildevandsanlæg kan finde sted samt om udgiftsfordelingen. Ændringerne af § 27 er endnu ikke trådt i kraft. Ikrafttrædelse vil ske i forbindelse med udfærdigelsen af regler i medfør af lovens § 27, stk. 5.

Endelig indeholder ændringsloven bestemmelser om behandling af erstatningsspørgsmål vedrørende ekspropriation til spildevandsanlæg i Københavns kommune (§ 32) samt en konsekvensændring (§ 70).

4. Ændring af listen over særligt forurenende virksomheder, der er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5

En række virksomheder anlæg og indretninger skal godkendes efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 inden de etableres, udvides eller ændres på en måde, der indebærer forøget forurening. De pågældende virksomheder er optaget på en liste som bilag til loven.

Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978 er listen blevet ændret.

Ændringerne, der bl. a. er foranlediget af den ny råstoflov, trådte i kraft den 1. august 1978. Grusværker eller stenknuserier, der er placeret ved indvindingsstedet og kræver tilladelse efter råstofloven, skal ikke tillige godkendes efter miljøbeskyttelsesloven, idet der ved amtsrådets (hovedstadsrådets) godkendelse efter råstofloven kan varetages de miljøhensyn, som tidligere var tilgodeset i kraft af en kapitel 5 godkendelse. Der henvises iøvrigt til fredningsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 22. september 1978 om etablering af grusværker og stenknuserier på råstofindvindingsstedet.

Ved ændring af listen har man samtidig søgt at tydeliggøre enkelte punkter, som efter de indhøstede erfaringer har givet anledning til fortolkningsvanskeligheder.

En række nye virksomheder er optaget på listen og er således nu undergivet lovens godkendelsesordning. Dette gælder eksempelvis overjordiske olietanke på over 10.000 m3, virksomheder, der fremstiller fiberarmerede plastprodukter, visse halm- og træaffaldsforbrændingsanlæg, vindkraftanlæg og entreprenørstationer med kørende materiel. Se i øvrigt listens punkt B 1, B 6-8, E 20, F 7, G 4-5 og H 2-4. På den anden side har man undtaget visse virksomheder, som på grund af mindre størrelse har en beskeden forureningseffekt, fra kravet om godkendelse. Dette er sket ved kvantitetsbegrænsninger, jfr. f. eks. maskinfabrikker og -værksteder, der nu kun skal godkendes hvis bruttoetagearealet er på mere end 100 m2.

Den tidligere etablerede ordning, hvorefter visse listevirksomheder, hvis forurening var mindre belastende, ikke skulle godkendes efter miljøbeskyttelsesloven, hvis de blev anlagt i overensstemmelse med en byplanvedtægt, er udvidet til også at gælde, hvis virksomhederne anlægges i overensstemmelse med en lokalplan, der udtrykkeligt tillader udøvelsen af erhvervsvirksomhed. Det skal i denne forbindelse understreges, at det ikke er tilstrækkeligt, at byplanvedtægten eller lokalplanen f. eks. blot tillader blandet bolig og erhverv. Ordningen gælder for de virksomheder, der på listen er markeret med *. Med hensyn til disse ændringer og kvantitetsbegrænsninger henvises iøvrigt til listens pkt. A 3-4, B 5, D 9, E 5, E 20-21, F 5, H 1 og I 3.

Godkendelseskompetencen vedrørende listens pkt. K 2 (skydebaner) er overført til amtsrådet, idet disse anlæg ofte berøres af anden lovgivning, som administreres af amtsrådet. At amtsrådet har godkendelseskompetencen er i øvrigt i listen markeret med (a) efter den pågældende listekategori.

Bekendtgørelsen indeholder endelig bestemmelser vedrørende afgørelser, der er truffet efter den tidligere gældende liste.

5. Bekendtgørelse om undtagelser fra forbudet mod påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder efter miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3

Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 10. oktober 1978 er en række bygge- og anlægsarbejder undtaget fra forbudet mod påbegyndelse, så længe klagefristen løber, eller en eventuel klagesag endnu ikke er afgjort. Disse arbejder kan altså påbegyndes straks efter, at 1. instansmyndigheden har meddelt sin tilladelse eller godkendelse. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 27. oktober 1978.

Det understreges, at bekendtgørelsen kun omfatter mindre bygge- og anlægsarbejder i forbindelse med de typer af afgørelser, der er nævnt i bekendtgørelsen, d. v. s. tilladelser og godkendelser efter miljøreglementet, tilladelser til etablering af nedsivningsanlæg eller samletanke samt til tilslutning til offentlige eller private spildevandsanlæg under nærmere angivne betingelser, se herom bekendtgørelsens tekst.

Bekendtgørelsen omfatter således ikke opførelsen af de særligt forurenende virksomheder, der skal godkendes efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5, men der er som nævnt i afsnit 3 A åbnet mulighed for, at disse virksomheder i visse undtagelsestilfælde kan søge om konkret dispensation.

Udførelsen af de arbejder, der er omfattet af bekendtgørelsen, sker iøvrigt ligesom udførelsen af bygge- og anlægsarbejder efter en konkret dispensation efter § 72, stk. 4, på ansøgerens risiko, idet klagemyndigheden ikke er afskåret fra at ændre eller ophæve en påklaget godkendelse eller tilladelse.

Miljøstyrelsen, den 20. februar 1979

Jens Kampmann

/Ole Jacobsen

Ingen