Cirkulæreskrivelse vedrørende fritagelse for fag efter læreruddannelsesbekendtgørelsens § 4 (Til alle lærerseminarier)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse vedrørende fritagelse for fag efter læreruddannelsesbekendtgørelsens § 4
(Til alle lærerseminarier)
Direktoratet fastsætter hermed følgende regler for studerendes fritagelse for fag med baggrund i tidligere uddannelser, jfr. uddannelsesbekendtgørelsens § 4.
1. Studerende, der fritages for førsteårsfag, grunduddannelsesfag og liniefag, skal deltage i faget i praktisk skolegerning.
2. Studerende, der fritages for fag, der er anført under punkt 1, udarbejder en rapport over fagdidaktiske problemstillinger. Rapporten, der skal være på ca. 8-10 A4 sider, udarbejdes under vejledning af faglæreren og af praktiklæreren, og den skal afleveres til faglæreren, senest 2 måneder efter den studerende har deltaget i praktisk skolegerning i faget. Såfremt faglæreren ikke kan godkende rapporten, meddeler han dette til seminariets rektor og fritagelsen for faget bortfalder. Fritagelsen kan dog opretholdes, såfremt den studerende får en ny rapport godkendt senest 2 måneder efter, at godkendelsen er nægtet.
3. Studerende, der fritages for øvrige fag eller kurser i læreruddannelsen, skal ikke følge de under 1 og 2 nævnte regler.
4. Studerende, der fritages for linjefaget fysik og kemi, skal udover det under punkt 1 og 2 nævnte følge det obligatoriske laboratoriekursus med undervisningsforsøg og behandling af fagets risikomomenter.
5. Studerende, der fritages for linjefaget sløjd (træsløjd eller metalsløjd), skal ud over det under punkt 1 og 2 nævnte følge den obligatoriske undervisning i og benyttelse af eldrevne maskiner, jfr. direktoratets cirkulæreskrivelse af 15. december 1975.
6. Ovenstående regler har virkning for studerende, der har påbegyndt uddannelsen i 1978.
P.D.V.
Paul Heide Ottosen
Ingen