Cirkulæreskrivelse om reglement for det på tjenestemandslignende vilkår ansatte personale ved de socialpædagogiske seminarier (* 1)
Table of Provisions (50)
Statutory Text (50 Articles)
§ 1. Reglementet omfatter det på tjenestemandslignende vilkår efter de i det følgende anførte bestemmelser ansatte personale ved de socialpædagogiske seminarer.
Kap. 2. Ansættelse.
§ 2. Ansættelse på tjenestemandslignende vilkår sker i følgende former
1) Varig ansættelse.
2) Ansættelse på prøve med senere varig ansættelse for øje.
§ 3. Ansættelse på tjenestemandslignede vilkår foretages af socialstyrelsen.
§ 4. Ansættelse på tjenestemandslignende vilkår forudsætter, at vedkommende efter sin alder, helbredstilstand og uddannelse er i stand til at bestride tjenesten i den pågældende stilling.
Betingelserne med hensyn til alder og uddannelse fastsættes af socialministeriet efter forelæggelse for finansministeriet.
Hvad angår helbredstilstand henvises til de for statens tjenestemænd til enhver tid gældende regler.
§ 5. Ansættelse på tjenestemandslignende vilkår sker efter offentligt opslag, medmindre den pågældende ansættes efter forudgående ansættelse på prøve.
Stk. 2. Opslaget skal angive ansættelsesområdet og stillingens betegnelse samt den for tiden for stillingen gældende lønramme og det for tiden gældende tjenestested.
Stk. 3. Efter anmodning meddeles der ansøgere og organisationer, hvis medlemmer er naturlige ansøgere til stillingen oplysning om ansøgernes navne.
Stk. 4. Hvor ikke ganske særlige forhold er til stede, må ansøgningsfristen ikke være mindre end 14 dage.
Stk. 5. Hvis socialstyrelsen skønner, at ingen af de ansøgere, der rettidigt har meldt sig til en opslået stilling, er tilstrækkeligt egnet til stillingen, eller at man ved fornyet opslag kan fremskaffe ansøgning fra mere kvalificerede ansøgere, skal stillingen opslås påny.
Stk. 6. Socialministeriet fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved opslag og kan efter indhentet udtalelse fra finansministeriet fastsætte undtagelser for reglerne i stk. 1 og 2.
§ 6. Første varige ansættelse sker efter forudgående ansættelse på prøve.
Stk. 2. Socialministeriet kan efter indhentet udtalelse fra finansministeriet fastsætte undtagelser fra reglen i stk. 1.
Stk. 3. Socialministeriet fastsætter efter forhandling med finansministeriet regler om prøveansættelse, herunder om uddannelse og om konstatering af udfaldet.
§ 7. Når den ansatte søger en ledig stilling, skal hans hidtidige nærmeste overordnede chef afgive en skriftlig bedømmelse af den ansatte til ansættelsesmyndigheden, og den ansatte skal have udleveret en afskrift af bedømmelsen.
Stk. 2. Socialministeriet kan efter forhandling med finansministeriet fastsætte nærmere bestemmelser om forfremmelsessagers behandling, herunder om grund laget for personalebedømmelsen.
§ 8. Den ansatte modtager et ansættelsesbrev med angivelse af stillingsbetegnelse og ansættelsesområde.
Stk. 2. Samtidig meddeles det den ansatte, efter hvilken lønramme pågældende for tiden aflønnes, og på hvilket tjenestested han indtil videre skal forrette tjeneste.
Stk. 3. Ingen kan samtidig være varigt ansat i mere end een stilling på tjenestemandsligende vilkår.
Kap. 3. Den ansattes pligter.
§ 9. Den ansatte skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for den ansattes stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.
Stk. 2. Den ansatte skal iagttage tavshed med hensyn til de forhold, som pågældende i medfør af sin stilling bliver bekendt med, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet eller bliver den ansatte foreskrevet. Tavshedspligten ophører ikke med den ansattes udtræden af tjenesten.
§ 10. Inden for sit ansættelsesområde har den ansatte pligt til at gøre midlertidig tjeneste i en stilling, der er sideordnet med eller højere end pågældendes egen stilling.
§ 11. Inden for sit ansættelsesområde har den ansatte pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for den ansatte. I samme omfang kan det pålægges den ansatte at overtage en anden stilling.
Stk. 2. Såfremt ændringer i forvaltningens organisation eller arbejdsform gør det nødvendigt, kan det med tilslutning af det i § 12 omhandlede nævn pålægges den ansatte at overtage en stilling uden for sit hidtidige ansættelsesområde i hvilken tjenesten efter sin karakter svarer til den ansattes hidtidige stilling, og som må anses for passende for den ansatte.
Stk. 3. Hvis en varigt ansat under 60 år af helbredsmæssige grunde bliver uegnet til at varetage tjenesten i sin stilling, kan der pålægges vedkommende at overtage en stilling inden for pågældendes hidtidige ansættelsesområde, som må anses for passende for pågældende. Med tilslutning af det i § 12 omhandlede nævn kan det endvidere pålægges den ansatte at overtage en passende stilling uden for pågældendes hidtidige ansættelsesområde.
§ 12. Til behandling af sager om overtagelse af en stilling uden for den ansattes hidtidige ansættelsesområde efter § 11, stk. 2 og 3, nedsætter socialministeriet et nævn sammensat af en repræsentant for de i § 36 nævnte personaleorganisationer og et tilsvarende antal administrationsrepræsentanter.
Stk. 2. Bestemmelser om nævnets virksomhed fastsættes af socialministeriet efter forhandling med finansministeriet.
§ 13. Prøveansættelse eller varig ansættelse på tjenestemandslignende vilkår er betinget af, at pågældende indsender en helbredsattest til Nævnet for Helbredsbedømmelser i tjenestemandssager gennem socialstyrelsen. Efter udtalelse fra nævnet tages stilling til pågældendes optagelse i Pensionsordningen af 1976.
§ 14. Ingen kan ansættes i stilling på tjenestemandslignende vilkår eller fortsat have ansættelse i en sådan stilling, hvis pågældende har gjort sig skyldig i et forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.
Stk. 2. Det påhviler seminariet omgående at afgive indberetning til socialstyrelsen om ethvert forhold af den i stk. 1 omhandlede art, som kommer til dets kundskab.
§ 15. Den ansatte kan efter ansøgning fritages for at overtage et borgerligt eller kommunalt ombud, når socialministeren finder det påkrævet af hensyn til tjenestens forsvarlige udførelse.
Stk. 2. Socialministeriet fastsætter efter forelæggelse for finansministeriet de nærmere regler for, i hvilket omfang eventuelle udgifter til tjenestens udførelse under den ansattes fravær som følge af et borgerligt eller kommunalt ombud kan afholdes af seminariet.
§ 16. Den ansatte kan kun have beskæftigelse ved siden af sin ansættelse i stilling på tjenestemandslignende vilkår, for så vidt og i det omfang det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de i stillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.
§ 17. Den ansatte kan for varetagelsen af de pligter, der følger af ansættelse i stilling på tjenestemandslignende vilkår samt for sådanne hverv, der må betragtes som led i stillingen, kun oppebære sådan løn og andre ydelser, som er fastsat i henhold til §§ 32-34 og § 42.
Kap. 4. Suspension, disciplinær forfølgning og injuriesøgsmål.
§ 18. Den ansatte kan suspenderes eller midlertidig overføres til andet arbejde, når pågældende har pådraget sig begrundet mistanke om et forhold, der betager den pågældende den tillid, som bestridelsen af stillingen kræver, eller som iøvrigt gør det betænkeligt, at pågældende vedblivende udfører sit hidtidige arbejde. Suspension foretages af socialstyrelsen. Socialstyrelsens afgørelse kan indankes for socialministeriet.
Stk. 2. Forhold, der medfører indskriden efter stk. 1, og som ikke gøres til genstand for strafferetlig forfølgning, behandles ved disciplinær undersøgelse efter reglerne i §§ 19-23.
Stk. 3. Socialministeriet fastsætter efter forhandling med finansministeriet nærmere regler om iværksættelse og ophør af suspension.
Stk. 4. Den ansatte kan i stedet for at blive suspenderet midlertidigt sættes fra tjenesten. Under denne tjenestefritagelse, der ligeledes foretages af socialstyrelsen, ydes fuld løn.
Stk. 5. Det påhviler rektor omgående at afgive indberetning til seminariets bestyrelse og socialstyrelsen om ethvert forhold af den i stk. 1 omhandlede art, som kommer til rektors kundskab.
§ 19. En ansat, der tjenstligt indberettes til socialstyrelsen for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Den pågældende skal samtidig gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen.
Stk. 2. Når disciplinærundersøgelse indledes mod en ansat for tjenstlig forseelse, udpeger socialministeriet en forhørsleder. Såfremt det efter sagens karakter skønnes påkrævet, kan socialministeriet anmode præsidenten for en af de kollegiale retter om at udpege forhørslederen.
Stk. 3. Såfremt det i særlige tilfælde findes påkrævet, kan socialministeriet efter forhørslederens indstilling og efter indhentet udtalelse fra de i § 36 omhandlede organisationer beskikke en person til at repræsentere administrationen.
§ 20. Den ansatte er berettiget til at give møde med en bisidder og skal ved indkaldelsen til det første forhør gøres bekendt hermed.
Stk. 2. Som bisidder kan anvendes en repræsentant for den ansattes organisation, en ansat på tjenestemandslignende vilkår på seminariet eller en advokat.
Stk. 3. Forhørslederen træffer bestemmelse om vidneførsel og om tilvejebringelse af andre bevisligheder.
Stk. 4. Enhver ansat har pligt til at give møde under forhørene og afgive forklaring.
Stk. 5. Den ansatte har adgang til at afgive skriftlige indlæg også efter forhørenes afslutning.
Stk. 6. Forhørslederen afgiver efter sagens afslutning en beretning. Hvis socialministeriet anmoder derom, skal forhørslederen tillige afgive en indstilling om sagens afgørelse.
Stk. 7. Forhør over den ansatte og retsmøder, der afholdes under sagen, er ikke offentlige. Dog kan socialministeriet bestemme, at offentligheden skal have adgang til at overvære sagens behandling, hvis den ansatte med tilslutning af de i § 36 nævnte organisationer fremsætter begæring derom.
§ 21. Må det antages, at sagen slutter med overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller afsked, skal der gives de i § 36 nævnte personaleorganisationer meddelelse om sagens stilling, således at de kan få lejlighed til at udtale sig i sagen, inden denne afgøres.
Stk. 2. De i § 36 nævnte personaleorganisationer har efter begæring krav på at blive gjort bekendt med den afgørelse, som er truffet på grundlag af det ved den tjenstlige undersøgelse tilvejebragte materiale.
Stk. 3. Hvis den ansatte er mistænkt for et strafbart forhold, kan pågældende forlange sagen behandlet som straffesag. Dette er ikke til hinder for, at der efter straffesagens afslutning iværksættes tjenstligt forhør imod den ansatte.
Stk. 4. En ansat, hvem der er tildelt en disciplinær straf uden forudgående tjenstligt forhør, jvf. § 23, kan begære en tjenstlig undersøgelse iværksat. Der er dog kun pligt til at imødekomme begæringen, såfremt den er anbefalet af de i § 36 nævnte personaleorganisationer.
§ 22. Sluttes undersøgelsen uden ikendelse af disciplinær straf, godtgøres den pågældendes udgift til bisidder. I andre tilfælde afgør socialministeriet under hensyntagen til sagens udfald og omstændighederne iøvrigt, om udgiften til bisidder skal godtgøres helt eller delvis.
Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1 ydes kun, såfremt det må anses for rimeligt, at den ansatte har afholdt udgifter til bisidder og godtgørelsen kan ikke overstige, hvad der for et tilsvarende arbejde ville være blevet tilkendt en beskikket forsvarer i en straffesag. Forhørslederen afgiver efter begæring en udtalelse herom.
Stk. 3. Har den ansatte under disciplinær sag på egen hånd fremskaffet beviser, godgøres udgifter herved den pågældende helt eller delvis, når pågældende må anses for at have haft rimelig grund til at fremskaffe beviserne. Forhørslederen afgiver efter begæring en udtalelse herom.
§ 23. Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige en halv måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation - herunder nedrykning med et eller flere løntrin inden for samme lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse med §§ 19-21, medmindre der forligger en uforbeholden skriftlig tilståelse i hvilken den ansatte vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erkender sig skyldig i en tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller afsked som straf for tjenesteforseelse kan, når forholdet ikke fastslået ved dom,aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte bøder kan indeholdes i lønnen.
§ 24. Når en ansat beskyldes for uretskaffenhed i tjenesten eller der fremsættes ærerørige beskyldninger mod pågældende, kan det pålægges den ansatte at fralægge sig beskyldningen ved dom. Såfremt forholdene taler derfor, kan socialministeriet efter forhandling med finansministeriet bestemme, at der ydes den ansatte hel eller delvis godtgørelse af eventuelle udgifter ved retssagen.
Kap. 5. Afsked.
§ 25. Afskedigelsen af en på tjenestemandslignende vilkår ansat foretages af socialstyrelsen.
§ 26 . Den ansatte kan med 3 måneders varsel forlange sig afskediget til udgangen af en måned.
§ 27. Den ansatte kan afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.
Afsked kan dog ske med kortere varsel, såfremt den sker i henhold til § 24, eller den er begrundet i, at den pågældende som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at forblive i stillingen.
§ 28. Den ansatte afskediges fra udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år eller opnår den alder over 60 år, som er fastsat ved aftale, jfr. § 32.
§ 29. Afskedigelse uden ansøgning af en ansat kan - bortset fra de i § 14 nævnte tilfælde og tilfælde, hvor afskedigelsen skyldes sygdom eller anden den pågældende utilregnelig årsag - kun ske efter forudgående af socialstyrelsen afgivet advarsel.
Inden en ansat afskediges uden ansøgning, skal der - bortset fra de i § 28 nævnte tilfælde, gives såvel de i § 36 nævnte personaleorganisationer som den ansatte selv adgang til at udtale sig, medmindre forhør har været afholdt efter §§ 19-21.
Stk. 2. Enhver, der afskediges uden ansøgning, kan forlange at få skriftlig oplysning om afskedigelsesgrunden.
Stk. 3. Forud for enhver ansøgt eller uansøgt afsked, der skyldes sygdom, bortset fra de i § 28 nævnte tilfælde, indhentes en udtalelse fra Nævnet for helbredsbedømmelser i tjenestemandssager om den ansattes krav på pension.
Stk. 4. Bortset fra det i § 30 nævnte tilfælde kan en på tjenestemandslignende vilkår ansat, der er fyldt 35 år og har mindst 10 års tjenestetid, kun afskediges, hvis hans arbejde eller forhold iøvrigt, herunder samarbejdet med de øvrige ansatte på seminariet og forholdet til de studerende er af en sådan beskaffenhed, at seminariets ledelse med føje kan kræve, at han ikke fortsætter i sin stilling ved seminariet.
Stk. 5. Den ansatte kan inden 4 uger efter modtagelsen af sin afskedigelse efter stk. 1 ved anbefalet brev til socialministeriet begære afskedigelsen forelagt et særligt nævn, der nedsættes for den enkelte sag.
Stk. 6. Nævnet består af en af præsidenten for landsretten udpeget landsdommer som formand samt 2 andre medlemmer, der udpeges af henholdsvis den forhandlingsberettigede personaleorganisation og af socialstyrelsen.
Stk. 7. Socialministeriet beskikker senest inden 14 dage efter begæringens modtagelse formanden, der derefter foranlediger de øvrige medlemmer udpeget.
Stk. 8. Ingen af nævnets medlemmer må være tilknyttet det af sagen omfattede seminarium eller iøvrigt have en sådan tilknytning til sagen eller dens parter, at en dommer i tilsvarende tilfælde ville være inhabil. I tilfælde af tvist om dette spøgsmål, afgøres denne endeligt af formanden.
Stk. 9. Sagens parter er berettigede til at give møde for nævnet med bisidder.
Stk. 10. Socialministeriet afgør efter indstilling fra nævnet, hvorledes sagsomkostningerne skal fordeles, samt fastsætter formandens honorar.
Stk. 11. Nævnets kendelse er bindende for parterne. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Såfremt en for nævnet indbragt sag ikke kan forventes afsluttet senest en måned inden udløbet af det givne opsigelsesvarsel, kan nævnet træffe beslutning om forlængelse af opsigelsesvarslet, dog højst med 3 måneder.
Stk. 12. Unddraget fra nævnets kompetence er de tilfælde, hvor der imod vedkommende rektor eller medarbejder er indledt disciplinær undersøgelse i medfør af §§ 18-23.
Stk. 13. En på tjenestemandslignende vilkår ansat, der ikke er omfattet af de i stk. 4 fastsatte afskedigelsesregler, men som anser sig for afskediget, uden at afskedigelsen er rimeligt begrundet i hans eget forhold, kan forlange sagen forelagt for det i stk. 5 omhandlede nævn. Nævnet kan ikke træffe en for parterne bindende afgørelse i sådanne sager, men pågældende vil på begæring kunne få udleveret en erklæring om, hvorvidt afskedigelsen efter nævnets opfattelse har været rimeligt begrundet i vedkommendes eget forhold.
Stk. 14. Såfremt en i de heromhandlede tilfælde foretagen afskedigelse ikke kan anses for rimeligt begrundet i vedkommende rektors eller medarbejders eget forhold og ikke skyldes et af de i § 30 omhandlede forhold, skal seminariet udrede en godgørelse efter nævnets nærmere bestemmelse. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den pågældendes ansættelsestid og sagens øvrige omstændigheder, men kan ikke overstige vedkommendes løn for 3 måneder. Såfremt vedkommende ved opsigelsen har haft mindst 10 års tjenestetid, kan godtgørelsen dog udgøre indtil 4 måneders løn.
§ 30. Hvis ændringer i forvaltningens organisation eller arbejdsform medfører, at pågældendes stilling nedlægges, og det ikke er muligt at anvise pågældende en anden stilling, som han efter §§ 11-12 har pligt til at overtage, afskediges pågældende med det i § 27 eller for prøveansatte § 31, stk. 2, anførte opsigelsesvarsel. Er pågældende imidlertid fyldt 35 år og har mindst 10 års tjenestetid, er han berettiget til i 2 år at oppebære efterløn. Denne skal i de første 3 måneder udgøre hans hidtidige løn og derefter 2/3 heraf. Staten afholder udgifterne herved.
I efterlønsperioden har den pågældende pligt til at søge supplerende uddannelse efter socialstyrelsens anvisning. I en uddannelsesperiode på indtil 10 måneder vil den pågældende kunne opnå sin fulde hidtidige løn.
Kap. 6. Særbestemmelser om prøveansættelse.
§ 31. Den, der er ansat på prøve, kan i de første 6 måneder af prøveansættelsen forlange sig afskediget med 14 dages varsel og i den resterende del af prøveansættelsen med 1 måneds varsel, i begge tilfælde til udgangen af en måned.
Stk. 2. I de første 6 måneder af prøveansættelsen kan den prøveansatte afskediges uden ansøgning med 14 dages varsel til udgangen af en måned.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 29, stk. 3-14 og i § 30, stk 1, 2. pkt., gælder ikke for prøveansatte.
2. del. Løn- og andre ansættelsesvilkår.
Kap. 7. Forhandlings- og organisationsforhold.
§ 32. Løn og andre ansættelsesvilkår for ansatte på tjenestemandslignende vilkår fastsættes ved aftale mellem finansministeriet eller socialministeriet efter finansministeriets bemyndigelse og de i § 36 nævnte centralorganisationer som repræsentant for de ansattes faglige organisationer.
Stk. 2. Aftaler efter stk. 1. kan dog ikke indgås om forhold, der bestemmes ved lov eller i henhold til lov eller angår forvaltningens opgaver, organisation eller personalebehov.
§ 33. Kan der ikke indgås aftale om størrelsen af det samlede beløb til ændring af løn- og andre ansættelsesvilkår, herunder til justering af lønskala og stedtillæg, til ændring i den lønmæssige placering af stillinger på tjenestemandslignende vilkår samt til ændring af andre ydelser for varetagelse af stillingen, jvf. § 17, eller kan der ikke indgås aftale om anvendelse af sådanne beløb, finder de ifølge tjenestemandslovens § 46 for statstjenestemænd gældende regler tilsvarende anvendelse.
§ 34. Kan der ikke indgås aftale om forhold, der ikke er omfattet af § 33, træffes afgørelsen af finansministeren efter indhentet udtalelse fra lønningsrådet.
§ 35. Bestemmelser om ansættelsesvilkår, hvorom der ikke kan indgås aftale, samt ændring af sådanne bestemmelser, fastsættes efter forudgående forhandling med de i § 36 nævnte centralorganisationer.
Stk. 2. De i § 36 nævnte centralorganisationer kan forhandle med socialministeren og finansministeren om ethvert fagligt spøgsmål, der angår de ansatte.
§ 36. De ansattes og de pensioneredes forhandlingsret udøves gennem de centralorganisationer, med hvilke finansministeren efter indhentet udtalelse fra lønningsrådet har indgået en hovedaftale om fremgangsmåden ved indgåelse af aftaler og om regler for udøvelsen af forhandlingsret iøvrigt.
Stk. 2. De pågældende centralorganisationer skal tilsammen give samtlige ansatte og pensionerede adgang til repræsentation.
Stk. 3. I hovedaftalen træffes bestemmelse om adgangen for de organisationer, der er tilsluttet centralorganisationerne, til at forhandle spørgsmål, som alene angår organisationens medlemmer.
Kap. 8. Lønningsrådet.
§ 37. Finansministeren kan anmode lønningsrådet om en udtalelse om ethvert spørgsmål, der opstår i medfør af nærværende reglement.
Stk. 2. De i § 36 nævnte centralorganisationer kan forlange, at lønningsrådets udtalelse indhentes om spørgsmål, som ikke har kunnet løses ved forhandling med finansministeren.
Stk. 3. Spørgsmål, der henhører under den i § 39 nævnte voldgiftsret, kan ikke forelægges for lønningsrådet.
§ 38. Om lønningsrådet henvises til tjenestemandslovens § 51.
Kap. 9. Voldgift og indbringelse for domstolene.
§ 39. Spørgsmål om overtrædelse eller fortolkning af indgåede aftaler eller bestemmelser, som efter §§ 33-34 træder i stedet for aftaler, kan af finansministeren eller af socialministeren efter forhandling med finansministeren eller af en eller flere af de i § 36 nævnte centralorganisationer indbringes for voldgiftsretten i tjenestemandssager.
§ 40. Om voldgiftsretten i tjenestemandssager henvises til tjenestemandslovens § 53.
§ 41. Spørgsmål, der efter § 39 kan indbringes for og afgøres af voldgiftsretten, kan ikke indbringes for de almindelige domstole. Dog er en på tjenestemandslignende vilkår ansat berettiget til at anlægge sag ved domstolene, når vedkommende centralorganisation har afslået at indbringe sagen for voldgiftsretten.
Stk. 2. Hvor en sag kan indbringes for domstolene, skal den være anlagt inden 6 måneder efter, at sagsøgeren har modtaget meddelelse om den endelige administrative afgørelse, eller sagen er afvist af centralorganisationen eller af voldgiftsretten.
3. del. Forskellige bestemmelser.
Kap. 10. Personlige tillæg.
§ 42. Hvis en ansat i medfør af reglerne i § 11 eller af anden den pågældende utilregnelig årsag overgår til en stilling, der er henført til en lavere lønramme end den hidtidige, ydes der den pågældende et personligt tillæg til udligning af forskellen.
Stk. 2. Tillæg efter stk. 1, bortfalder i det omfang, der opnås lønfremgang ved overgang til højere lønramme eller løntrin.
Kap. 11. Ekstraordinær tjenestefrihed m.v.
§ 43. Efter socialstyrelsens skøn i det enkelte tilfælde kan der gives en på tjenestemandslignende vilkår ansat tjenestefrihed uden løn i en på forhånd fastsat periode af mindst 1 måneds varighed. Uden samtykke af socialministeriet kan perioden ikke overstige 3 år. Perioden fradrages ved beregning af lønanciennitet.
Stk. 2. Efter retningslinier fastsat af finansministeren kan socialministeren indrømme en ansat anden tjenestefrihed udenfor den egentlige ferie.
Stk. 3. Såfremt det er foreneligt med tjenestens tarv, kan socialstyrelsen imødekomme en ansats anmodning om nedsat tjenestetid for begrænset tid eller indtil videre mod tilsvarende lønnedsættelse.
Stk. 4. Bestemmelser om hel eller delvis bevarelse af løn- og lønanciennitet under tjenestefrihed efter stk. 2 eller under nedsat tjenestetid fastsættes af finansministeren efter indhentet udtalelse fra lønningsrådet.
Kap. 12. Efterindtægt.
§ 44. Ægtefællen efter en på tjenestemandslignende vilkår ansat, som ved sin død oppebar lønning, er berettiget til efterindtægt, medmindre ægteskabet var opløst ved skilsmisse. Efterlader den pågældende sig ikke ægtefælle, men børnepensions berettigede børn, herunder stedbørn, som er medtaget til forsørgelse i det fælles hjem, er disse berettiget til efterindtægt.
Stk. 2. Afgår den ansatte ved døden uden at efterlade sig ægtefælle eller børnepensionsberettigede børn, er pågældendes bo berettiget til efterindtægt.
§ 45. Efterindtægt udgør for hver måned et beløb svarende til den sidst udbetalte lønningsindtægt.
§46. Retten til efter indtægt omfatter et tidsrum af 3 måneder efter dødsfaldet, jvf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Er den ansatte afgået ved døden som umiddelbar følge af tilskadekomst under udførelsen af tjenesten, omfatter retten til efterindtægt efter § 44, stk. 1, et tidsrum af 12 måneder.
Stk. 3. Ægtefællens ret til efterindtægt efter en på tjenestemandslignende vilkår ansat, der er afgået ved døden uden at ægtefællen er berettiget til ægtefællepension, omfatter et tidsrum af 9 måneder.
§ 47. Hvis en ægtefælle, som er berettiget til efterindtægt afgår ved døden inden efterindtægtsperiodens udløb, tilkommer den del af efterindtægten, som ikke er udbetalt ved dødsfaldet, førstafdødes børnepensionsberettigede børn.
4. del. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Kap. 13.
§ 48. Dette reglement har virkning fra 1. april 1976.
§ 49. Dette reglement afløser de regler, som har været anvendt i overensstemmelse med socialministeriets reglement af 21. marts 1966 med tillæg af 14. oktober 1968 om lønninger m.v. for det fastansatte personale ved anerkendte private børne- og ungdomshjem.
Stk. 2. Forsåvidt angår forhold, hvorom der efter dette reglement skal fastsættes regler ved administrative forskrifter eller ved aftale, forbliver de i stk. 1 nævnte reglementer og de i medfør heraf udfærdigede forskrifter i kraft, indtil de afløses af andre regler.
Stk. 3. Socialministeren kan endvidere fastsætte, at andre bestemmelser i de i stk. 1 nævnte reglementer og de i medfør heraf udfærdigede forskrifter forbliver i kraft.
Stk. 4. Socialministeren bekendtgør, hvilke bestemmelser der efter stk. 1 og 2 forbliver i kraft, og fra hvilke tidspunkter de bortfalder eller ophæves.
Asger Olesen
kontorchef
Karen Rotzow
fuldmægtig
Cirkulæreskrivelse om reglement for det på tjenestemandslignende vilkår ansatte personale ved de socialpædagogiske seminarier (* 1)
Om reglement for det på tjenestemandslignende vilkår ansatte personale ved de socialpædagogiske seminarier.
1. Del. Almindelige bestemmelser.
Kap. 1. Reglementets område.