Legislator Case Law & Legislation
C19782206054 DK

Skrivelse om den større skriftlige opgave i psykologi (hf)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1978 22060 Historic

Skrivelse om den større skriftlige opgave i psykologi (hf)

I. Problemstillinger i forbindelse med vejledningsfasen.

Det anbefales læreren at orientere om muligheden for at skrive 2. årsopgave i faget psykologi umiddelbart efter efterårsferien. Ved denne orientering kan denne skrivelse evt. udleveres til de studerende. De studerende har da mulighed for at overveje, hvilke emner de ønsker at beskæftige sig med. Læreren har i denne periode en vigtig funktion i at vejlede eventuelle opgaveskrivere i at vurdere emnets sværhedsgrad, muligheden for indsamling af empirisk materiale, samt om der findes en rimelig tilgængelig mængde litteratur om emnet.

Læreren bør redegøre for, at der i faget dels kan skrives litterære opgaver, dels opgaver der kombinerer undersøgelser udført af den studerende med teoretiske overvejelser af litterær art. Det understreges, at opgaver udelukkende bestående af de studerendes egne empiriske undersøgelser ikke kan anbefales.

Læreren bør endvidere i forbindelse med orienteringen fremvise tidligere opgaver, således at de studerende får mulighed for at danne sig et indtryk af, hvilke typer opgaver, der falder inden for fagets område, samt hvorledes disse opgaver kan gribes an.

Endvidere bør læreren gennemgå principperne i forskellige former for indsamling af empirisk materiale (spørgeskemaundersøgelser, eksprimenter, interviews o.s.v.). Opmærksomheden henledes på, at de studerende ofte vil have stort udbytte af personlige henvendelser til specialister (f.eks. skolepsykologer, institutionspersonale, undervisere på andre niveauer o.s.v.). Disse henvendelser bør dog ikke finde sted, før de studerende har tilegnet sig et rimeligt overblik over emnet, hvorved de studerende bliver i stand til at indhente tilstrækkeligt kvalificerede oplysninger.

Det må understreges, at opgaverne skal have et psykologisk indhold. Elevernes emner kan undertiden falde uden for den almene psykologi. Disse emner kan kun behandles i opgaver, såfremt de relateres til den almene psykologi.

De studerende tager ofte udgangspunkt i brede og ustrukturerede interesseområder. Læreren bør derfor være opmærksom på, at de fleste opgaver tager udgangspunkt i en bred interesse, som efterhånden som opgaveprocessen skrider frem skal blive til velafgrænsede problemstillinger.

En væsentlig del af arbejdet med opgaven består i forarbejdet før opgaveugen. De studerende må derfor opfordres til at strække arbejdsprocessen ud over så lang en periode som muligt, da arbejdspresset i selve opgaveugen og umiddelbart før ellers let bliver for stort og uoverkommeligt. De studerende må være opmærksomme på, at forarbejdet skal udføres samtidig med det daglige arbejde. Det kan undertiden være vanskeligt og tidskrævende at fremskaffe egnet litteratur til opgaven, hvorfor der også af denne grund bør beregnes god tid til processen. Endelig er det klart, at forarbejdet ikke blot består af læsning og indsamling af empirisk materiale, men at det også indebærer at få gode ideer til opgavens struktur og at reflektere over den læste litteratur. De studerende der indsamler empirisk materiale må specielt sørge for en lang arbejdsproces, da de ellers let risikerer at drukne i uforarbejdede data.

Når de studerende læser opgavelitteraturen er det væsentligt, at der gøres notater med præcise henvisninger. Såfremt den studerende har mange notater, vil det ikke volde store problemer at formulere væsentlige dele af opgaven.

Kun hvis den studerende selv udtrykker ønske om det, er det rimeligt at inddrage fremmedsprogligt materiale i 2. årsopgaven.

Visse emner er fra starten af tværfaglig karakter. Den studerende må i disse tilfælde tage kontakt med flere faglærere for at diskutere i hvilket fag, emnet kan behandles mest hensigtsmæssigt.

De studerende er ofte i tvivl om, hvilken målgruppe opgavens formulering egentlig sigter mod. Dette har betydning for elevens anvendelse og forklaring af faglig terminologi. Vi finder, at målgruppen ikke er lærer og censor, idet den studerende da kunne forudsætte en stor grad af faglig viden og indsigt hos læseren. Målgruppen er heller ikke personer uden psykologisk baggrund. En hensigtsmæssig målgruppe er de øvrige studerende på tilvalgsholdet i psykologi, da disse er bekendt med en række grundtræk i de psykologiske teorier og termer.

II. Formulering af opgavens titel .

Den studerende modtager ved opgaveugens start den af læreren formulerede titel. Titlen bør være et resultat af vejledningsprocessen. Det vil være hensigtsmæssigt, at læreren på forhånd har diskuteret titlens indhold med den studerende. Den endelige formulering skal dog være ukendt for den studerende indtil opgaveugens start.

Titlens formulering bør være så omfattende, at den studerende får præcise og entydige krav, samtidig med at den kan lægge op til selvstændighed og initiativ. Den endelige opgavetitel bør formuleres således, at den dækker centrale problemer inden for det område, den studerende har beskæftiget sig med. Titlen kan indeholde en form for disposition for opgaven, men bør snarere antyde en idemæssig struktur i opgaven. Det er dog væsentligt, at eleven ikke opfatter titlen som en disposition, der ikke kan fraviges.

Titlens krav kan vedrøre såvel opgavens faglige indhold som dens metodiske indhold (f.eks. i empirisk-teoretiske opgaver). En titel vil ofte indeholde ord som »gennemgå«, »sammenlign«, »analyser«, »anvend«, »vurder« o.s.v. Titler som: »Sprogudviklingen fra fødsel til skolealder«, »Årsager til ungdomskriminalitet« og »Piger i pubertetsalderen« er alle uhensigtsmæssige. De angiver ikke de krav, der stilles. De lægger op til refererende opgaver. Problemstillingen der ønskes belyst er uklar og titlerne strukturerer ikke opgavernes ide.

Følgende titler er hensigtsmæssige

Eksempel 1.

»Der ønskes en gennemgang og diskussion af pubertetens og ungdomstidens væsentligste psykologiske problemer. Herudfra ønskes ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse kastet lys over pubertetsproblemerne hos en gruppe unge blinde i sammenligning med en gruppe unge normaltseende. Undersøgelsens design og resultater ønskes underkastet en kritisk analyse.«

Eksempel 2 .

»Ud fra en gennemgang af barnets kognitive udvikling i de første 7 år ønskes såvel psykologisk som pædagogisk begrundede analyser og vurderinger af forskellige legetøjstyper og legemiljøer.«

Eksempel 3 .

»Ud fra artikler, betænkninger, udklip og samtaler med personale og klienter ønskes en analyse og en vurdering af segregation/integrationsproblematikken inden for åndssvageforsorgen.«

Eksempel 4 .

Område: Psykoser.

Opgavetitel: Der ønskes en analyse og vurdering af henholdsvis den psykiatriske og den antipsykiatriske opfattelse af skizofreni, herunder årsagsforhold, symtomatologi og behandlingsmuligheder.

Eksempel 5 .

Område: Barnets kontaktudvikling i de tre første leveår.

Opgavetitel: Barnets udvikling i de tre første leveår, herunder særlig kontaktudviklings betydning for personlighedsudviklingen, ønskes gennemgået og kritisk diskuteret. Forskellige teoretiske synspunkter analyseres, hvorefter de pædagogiske konsekvenser klarlægges og vurderes.

III. Krav til opgavebesvarelsen .

Den studerende skal bestræbe sig på

1. at udvælge relevant litteratur

2. at samarbejde indtrykkene fra de forskellige kilder

3. at tage selvstændig stilling til problemerne inden for emneområdet

4. at demonstrere kendskab til fagets metoder.

Det viser sig dog, at de studerende har vanskeligt ved at se, hvorvidt de selv kan forholde sig selvstændigt til en problemstilling, der i forvejen er behandlet på et fagligt højt niveau. Der er derfor et behov for at forklare de studerende, at opgaver kan fungere på flere niveauer, der er af stigende sværhedsgrad. Opgaven bør indeholde såvel cognitive som affektive aspekter af problemstillingen.

IV. 2. årsopgavernes struktur og disposition

De studerende har ofte et stort behov for at få struktureret opgaven. I det følgende fremstilles en model over opgaven, som kan tjene til en grov disposition. Modellen dækker såvel rent litterære som empirisk-litterære opgaver.

Strukturskitse over et større skriftligt arbejde

1. INDHOLDSFORTEGNELSE

2. INDLEDNING

a/ problemfødsel

b/ procesbeskrivelse

c/ programerklæring

3. TEORETISK AFSNlT

4. EMPIRISK AFSNIT

a/ design af undersøgelsen

b/ præsentation af undersøgelsen

c/ indsamlede data i uforarbejdet stand

d/ forarbejdning af data

e/ kritik af undersøgelsen

5. SYNTESE MELLEM EMPIRI OG TEORI

6. KONKLUSION

7. SLUTNING

8. LITTERATURLISTE

1. Indholdsfortegnelse

Opgaven starter med indholdsfortegnelsen, som giver læseren et overblik over opgaven. Det er meget vigtigt, at opgaven er forsynet med sideangivelser.

2. Indledning

Indledningen bør være et centralt afsnit i opgaven. Indledningen rummer en beskrivelse af opgavens tilblivelsesproces. Indledningen består af tre væsentlige underafsnit: problemfødsel, procesbeskrivelse og programerklæring.

I afsnittet om opgavens problemfødsel fortæller den studerende om årsagen eller anledningen til, at netop denne opgaves emne blev valgt. For eksempel kan interessen for emnet »Døden og den døende« være opstået i forbindelse med dødsfald i den studerendes bekendtskabskreds eller familie. Læseren får således i dette afsnit væsentlig information om den studerendes motivation og tidligere kendskab til emnet, der behandles i opgaven.

I indledningens procesbeskrivelse berettes om opgavens udvikling fra ide til endelig opgavetitel. I procesbeskrivelsen fortælles om de kriser opgaven har været igennem. Kriserne kan have lammet arbejdseffektiviteten. Den studerende har muligvis måttet korrigere sine forestillinger om, hvor stor en læsebyrde, der var realistisk, eller hvor meget en undersøgelse af virkeligheden egentlig kunne fortælle o.s.v. Den studerende kan endvidere i dette afsnit gøre rede for sine studietekniske erfaringer.

Procesbeskrivelsen er væsentlig, idet den giver læseren en chance for en personlig kontakt med den studerende, før den egentlige læsning påbegyndes. Lærer og censor får her mulighed for at vurdere, hvorvidt den studerende har kunnet arbejde sig gennem kriser på konstruktiv vis. Der er altså med andre ord netop her i procesbeskrivelsen en mulighed for at vurdere, hvorvidt den studerende har haft udbytte af opgaveskrivningen. Den studerende skulle efter opgaveskrivningen gerne have høstet en række erfaringer, som kan anvendes i senere tilsvarende situationer. Det er derfor vigtigt, at lærer og censor får mulighed for at vurdere, om den studerende har udviklet sig med opgaven.

Undertiden har den studerende undervejs måttet opgive projekter som f.eks. en empirisk undersøgelse, et interview eller lign.

Disse projekter præger ikke nødvendigvis det endelige produkt, men har været væsentlige faktorer i opgavens udvikling. Den studerende kan i den forbindelse have gjort sig nyttige erfaringer, som her kan meddeles.

Til slut i indledningen bringes opgavens programerklæring. Programerklæringen er ligesom indholdsfortegnelsen en oversigt over opgaven. Blot fortæller den studerende her ideen og hensigten med indholdet af opgavens forskellige afsnit og afsnittenes indbyrdes forhold. Programerklæringen vedrører således den idemæssige struktur i opgaven.

3. Teoretisk afsnit

I dette afsnit begynder den egentlige opgave. I begyndelsen af afsnittet vil en del undersøgelser, teorier o.s.v. ofte blive refereret for senere at blive diskuteret. anvendelse af teorierne overvejes og diskuteres. Teorierne analyseres og vurderes.

Indholdet af det teoretiske afsnit samt strukturen vil i øvrigt være afhængigt af den enkelte opgaves problemstilling.

4. Empirisk afsnit

Såfremt opgaven rummer empirisk indhold udført af eleven, vil et empirisk afsnit være aktuelt. Såfremt opgaven er af renlitterær art, vil pkt. 4 og 5 bortfalde.

I det empiriske afsnit redegøres for, hvorledes den studerende har fremskaffet og forarbejdet data om en del af virkeligheden. Den studerende anvender i denne forbindelse en metode til at indsamle disse data. Planlægning og kritik af undersøgelsesmetoden er væsentlige elementer i det empiriske afsnit.

Først redegøres for design af undersøgelsen. Den studerende redegør for de overvejelser, der har været gjort ved udfærdigelsen af undersøgelsens strategi. Før den studerende har kunnet foretage en undersøgelse af virkeligheden, har den studerende måttet bevidstgøre sig målet med undersøgelsen. Dette forudsætter en velovervejet målanalyse for undersøgelsen.

Den studerende må gøre sig klart, hvilke hypoteser og forventninger om sammenhænge i virkeligheden, han ønsker at undersøge. Når en sådan liste over hypoteser er opstillet, vil design af f.eks. spørgeskema være relativt simpelt. Uden en analyse af, hvilke hypoteser, den studerende ønsker afprøvet, vil udfærdigelsen af et spørgeskema ofte volde store vanskeligheder. Den studerende må også her gøre sig klart, hvilken målgruppe undersøgelsen sigter på, da dette også har indflydelse på undersøgelsens design.

Endvidere må den studerende overveje undersøgelsens statistiske grundlag. En undersøgelse med et lille statistisk grundlag vil næppe kunne anvendes til at udsige noget om mere generelle forhold, men vil til gengæld åbne mulighed for brede mere interviewagtige spørgsmål. Store statistiske undersøgelser kan være farlige, da dataforarbejdningen kan vise sig at være mere tidskrævende end forventet.

Det er af stor betydning, at den studerende før undersøgelsen har gjort sig klart, hvorledes den statistiske forarbejdning skal foregå. Den studerende risikerer i modsat fald at have indhentet data, som kun vanskeligt lader sig forarbejde.

Efter således at have redegjort for overvejelserne i forbindelse med design af opgavens undersøgelse, vil en præsentation af undersøgelsen finde sted. Den kan f.eks. bestå i et færdigt, men uudfyldt spørgeskema, en plan for observation af en vuggestue o.s.v.

I det følgende afsnit foretager den studerende en forarbejdning af data . Denne forarbejdning består dels i en statistisk forarbejdning (tal, kurver, procenter o.s.v.), hvis en sådan er mulig, dels i en fortolkning af de forarbejdede data. Undersøgelsens resultater sættes i sammenhæng med de opstillede hypoteser. Resultaterne kommenteres og diskuteres. Til slut søges undersøgelsens konklusioner fastlagt.

Det sidste punkt i det empiriske afsnit er kritik af undersøgelsen . Undersøgelsens design, målanalyse, hypoteser, strategi, dataforarbejdning o.s.v. gøres til genstand for en kritisk diskussion, hvor den studerende anvender de indhøstede metodemæssige erfaringer.

5. Syntese mellem empiri og teori

I dette afsnit undersøges forholdet mellem den empiriske undersøgelses resultater og opgavens teoretiske afsnit. Den empiriske undersøgelse kan enten bekræfte eller afkræfte teorierne, som er blevet diskuteret i opgavens teoretiske afsnit. I en del opgaver vil forholdet mellem undersøgelsesresultater og teorier være blevet belyst og analyseret allerede i det empiriske afsnit under forarbejdningen af data. Men i visse tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at udskyde denne syntese til dette afsnit,

6. Konklusion

I dette afsnit skal opgavens linier samles. Det er væsentligt, at opgavens konklusioner hviler på opgavens indhold. Konklusionerne fremstår af den behandlede teori samt de eventuelle undersøgelser, der er foretaget. Konklusionen må ske med videnskabelig redelighed, d.v.s. opgavens konklusion må ikke blive bredere end opgaven i sig selv begrunder.

7. Eventuelle afsluttende bemærkninger

I dette afsnit redegør eleven for de politiske, samfundsmæssige, personlige og lignende konsekvenser. Her redegør den studerende altså helt fri for krav om »videnskabelighed« for sine egne perspektiver på opgaven.

8. Litteraturliste

Til slut i opgaven anføres litteraturlisten. Det kan undertiden være fornuftigt at dele litteraturlisten op i to: »Den anvendte litteratur« og »Den inspirerende litteratur«.

Ejvind Jensen

Ib Lunau

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →