Skrivelse om mundtlig eksamen i engelsk

Skrivelse om mundtlig eksamen i engelsk

Fagkonsulenterne i engelsk.

Til engelsklærerne ved gymnasieskoler, studenterkurser og HF-kurser.

Der har nu i en årrække været afholdt eksamen i gymnasiet og på HF efter de nugældende bestemmelser, og der er i disse år sket en betydelig vækst i antallet af såvel eksaminatorer som censorer. Endvidere er vi på skolebesøg og i andre sammenhænge blevet stillet overfor spørgsmål omkring den mundtlige eksamen. Vi har derfor følt at tiden er moden til at præcisere forskellige forhold omkring de mundtlige prøver i engelsk ved studentereksamen og på HF.

På alle niveauer (matematikere, HF-fællesfag og tilvalgsfag, samfunds- og musiksproglige, nysproglige) skal der prøves såvel i den indholdsmæssige forståelse af en læst tekst som i noget rent sprogligt.

Prøven i tekstforståelse må tage hensyn til det niveau hvorpå eksamen foregår. Den svage elev på det laveste niveau vil kunne klare sig igennem med handlingsreferat, personkarakteristik og elementær temaformulering, men den gode elev på det højeste niveau skal demonstrere at hans forståelse af teksten spænder fra den frugtbare detailiagttagelse til syntesen, samt vise at han har tilstrækkelig distance til den læste tekst til at kunne sætte den ind i en større sammenhæng og behandle den på et rimeligt abstraktionsniveau.

I sit valg af de tekststykker der bruges som eksamensspørgsmål bør eksaminator tilstræbe at disse er centrale og vægtige således at de giver eksaminanden et solidt udgangspunkt for at behandle den enkelte tekst. Eksamensspørgsmålene bør ikke forsynes med anvisninger på hvad eksaminationen vil omfatte (en person, en konflikt, et tema etc.).

I det omfang eksaminanten selv ser mulighederne i det forelagte tekststykke vil det være et plus for præstationen. Hvis man, hvad der ved kortere - f.eks. poetiske tekster - kan være en god ide, laver kombinationsspørgsmål, skal det fremgå helt klart hvilken af teksterne der er primærtekst, d.v.s. skal læses op (på gymnasiets sproglige grene), gøres til genstand for den sproglige stikprøvekontrol (dog ikke på matematisk linie), samt i det væsentlige danne udgangspunkt for samtalen. Bruger man et billede som tekst må man erindre at dette iflg. sagens natur ikke vil kunne optræde som primærtekst.

Samtalen om den læste tekst indledes med at eksaminanden får lejlighed til, dersom han ønsker det, at komme med et kort oplæg (men ikke i form af oplæsning af en manuskript). Herefter vil eksaminationen forme sig som en dialog ledet af eksaminator. Det er herunder eksaminators opgave at sørge for at man kommer så vidt omkring i stoffet som den enkelte eksaminand magter og på en sådan måde at eksaminanden får lejlighed til at vise både hvad han kan og hvad han eventuelt ikke behersker. Eksaminator kan forfølge en linje antydet eller lagt af eksaminanden, men han skal også prøve eksaminanden i stofområder og/eller synsvinkel som denne ikke selv har lagt op til. Der kan måske være grund til at erindre om at eksaminationen skal afpasses efter den enkelte elevs niveau. Ikke mindst er det vigtigt at den svage elev udspørges med en sådan varsomhed at han ikke bringes ud af fatning.

Ekstemporalprøven skal, uanset den valgte prøveform, vise elevens sproglige forståelse af en ulæst tekst. Har eleven valgt at lade sig eksaminere på engelsk er det muligt at lade ham indlede med et ganske kort resume/parafrase, men det væsentlige i denne prøveform er, gennem en grundig udspørgning, at prøve i en præcis forståelse af såvel enkeltord og vendinger (leksis) som af syntaktiske vanskeligheder og sammenhængen i teksten.

Har eksaminanden valgt at vise sin forståelse af ekstemporalteksten ved oversættelse til dansk, må man huske at der ikke er tale om en prøve i dansk, men at modersmålets alene skal tjene som redskab til at vise en nøjagtig forståelse af enkeltheder og sammenhængen i den engelske tekst. For en ordens skyld skal det understreges at elevens valg af prøveform er bindende. Han kan altså ikke under eksaminationen veksle mellem snart at forklare på engelsk, snart at oversætte.

På begge HF-niveauer og på matematisk linje i gymnasiet prøves der i oplæsning på grundlag af ekstemporalteksten, mens det på gymnasiets sproglige grene er den opgivne tekst, der læses op. Oplæsningen skal først og fremmest give et indtryk af eksaminandens udtale (lydinventar, intonation, enkeltord) til supplement af det indtryk heraf som samtalen på engelsk giver. Samtidig viser oplæsningen eksaminandens færdighed i at omsætte skrift til lyd, ligesom den kan kaste lys over hans evne til at følge sammenhængen i det der læses op (»at læse med forståelse«). Oplæsningen vil normalt spille en beskeden rolle ved karakterfastsættelsen. Kun i de tilfælde hvor f.eks. lydinventaret for en stor dels vedkommende afviger uantageligt fra en accepteret norm (britisk eller amerikansk) eller omvendt hvor oplæsningen er præget a en særlig god forståelse og en virkelig fin udtale vil oplæsningen (og udtalen i øvrigt) spille en sådan rolle at den kommer til at betyde en hel karakter i ned- eller opadgående retning. I de meget sjældne tilfælde hvor udtalen er så dårlig at den direkte blokerer for en forståelse af det eksaminanden ønsker at udtrykke, vil forholdet naturligvis indgå med en ganske anderledes vægt ved karakterfastsættelse.

Med undtagelse af matematisk linje skal der på alle niveauer prøves også i den rent sproglige forståelse af de opgivne, intensivt læste tekster. Bekendtgørelserne foreskriver »stikprøver«. antallet af disse vil kunne variere under hensyntagen til sværhedsgraden i det forelagte tekststykke og eksaminations forløb i øvrigt. 3 vil være i underkanten, 8 vil være for mange. Det er eksaminator der vælger hvor og hvordan der skal prøves. Han kan bede om at få enkelte, særligt vanskelige tekststeder oversat (en strofe eller et par linjer i et digt, nogle linjer Shakespeare, en kort passage i en prosatekst), men oversættelsen som sådan er ikke noget krav. Normalt vil en ordforklaring på engelsk eller en udredning (på engelsk) af en syntaktisk sammenhæng være en tilstrækkelig måde at prøve på, og denne måde vil hyppigt forekomme mest naturlig i en situation hvor andre sider af den forelagte tekst jo behandles på engelsk. I gunstige tilfælde vil prøven i det rent sproglige med fordel kunne indflettes i samtalen om teksten, men den kan selvfølgelig også afvikles som et separat punkt i den samlede eksamination, før eller efter samtalen om teksten. - Det siger sig selv at stikprøver som alene fordrer en reproduktion af en del af et evt. noteapparat ikke kan tilskrives nogen videre værdi som prøve betragtet. Derimod vil der nok ikke sjældent kunne være grund til at uddybe en given note, herunder at lodde om noten er forstået, ligesom der givetvis i de allerfleste tilfælde vil være andet sprogligt stof end det direkte annoterede som der kan være grund til at prøve i.

Det forventes at læreren før eksamen instruerer eleverne om den bedste udnyttelse af forberedelsestiden. Det vil være hensigtsmæssigt at råde eleverne med hensyn til en fordeling af tiden på henholdsvis ekstemporal og opgiven tekst. Hvad angår ekstemporalen må eleverne advares imod at stirre sig blinde på enkeltord og vendinger (for gennemsnitseleven vil der være ting i ekstemporalen han ikke umiddelbart kan klare) og i stedet søge at skaffe sig et overblik over sammenhængen, herunder udfra konteksten måske slutte sig til hvordan en vanskelig glose eller passage skal forstås. I arbejdet med den læste tekst bør eleven bruge langt den overvejende del af tiden på at forberede sig til samtalen: hvad er det væsentlige i det forelagte tekststykke, hvordan vil han vise dette, og hvilke linjer kan der trækkes fra tekststykket til de større sammenhænge. For nogle elever har det vist sig at være en psykologisk støtte at nedskrive betydningen af enkeltord og vendinger i tekststykket, men normalt bør det nok tilrådes af eleven udnytter tiden til at nedfælde nogle hovedpunkter evt. suppleret med nøgleord hentet udenfor det forelagte tekststykke.

Af eksamensskemaet fremgår det hvor lang tid der er afsat til eksamination og bedømmelse på de forskellige niveauer. Tidsrammen bør administreres med konduite, men under hensyntagen til at det ikke vil være rimeligt at overskride det gennemsnitlige tidsforbrug nævneværdigt. Det påhviler eksaminator at tilrettelægge eksaminationen således at man indenfor den afsatte tid når alle deldisciplinerne igennem. De to væsentligste punkter ved mundtlig eksamen i engelsk på alle niveauer er ekstemporalprøven og samtalen på engelsk, og de bør hver for sig have en rigelig andel af den fastsatte tid. Der kan måske være grund til at advare mod situationer hvor f.eks. en sej og langsommelig ekstemporalprøve er på vej til at lægge beslag på alt for megen tid. I sådanne tilfælde kan det blive nødvendigt at afbryde denne del af prøven for at sikre tid til de øvrige deldiscipliner, især naturligvis til samtalen.

Det er ikke ualmindeligt at der spørges om med hvilken vægt de enkelte elementer i en eksamenspræstation skal indgå i bedømmelsen. Herfor kan der ikke gives absolutte tal, mundtlig eksamen i engelsk på HF og i gymnasiet er på alle niveauer en ganske kompleks prøve, og enkeltforhold (de være sig af fonetisk, grammatisk, leksikalsk eller fortolkningsmæssig art) som ikke er symptomatiske for en given præstation i øvrigt vil kun i meget grelle tilfælde kunne blive udslaggivende for den samlede karakter. Som et ofte fremdraget eksempel på et sådant enkeltforhold kunne nævnes kongruensfejl. Det er indlysende at disse må betragtes med større alvor på nysproglig niveau, hvor man med rette kan forvente en ikke ringe grad af grammatisk korrekthed, end på HF-fællesfagsniveau. Men selv på nysproglig niveau ville det være helt urimeligt om et antal kongruensfejl alene fik lov til at trække en i øvrigt sikker sproglig præstation ned. Karakteren må med andre ord være udtryk for et samlet skøn hvor hovedindtrykket af eksaminandens standpunkt baseres dels på ekstemporalteksten dels på samtalen om den læste tekst (talefærdighed og forståelse).

Venlig hilsen

Poul Arndal

Jørgen Reelsbo