Legislator Case Law & Legislation
C19782203160 DK

Vejledning om eksamensbeviser til hf-eksamen

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1978 22031 Historic

Vejledning om eksamensbeviser til hf-eksamen

Ved HF-eksamen 1978 skal de ændrede eksamensbeviser for kursister anvendes. Disse kan bestilles hos Barfod og I. Chr. Pedersen på vedlagte blanket.

For at sikre mod forkert anvendelse af eksamensbeviserne kan disse kun bestilles ved anvendelse af vedlagte blanket med rektors underskrift.

I eksamensbeviserne skal alle rubrikker i spalterne med medtællende og ikke medtællende karakterer udfyldes. Ikke anvendte rubrikker skal gennemstreges og i fag, hvori der foreligger dispensation skal der anføres »disp.«.

Rubrikken eksamenstermin/år udfyldes ikke for kursister på normalt 2-årskursus, der har været til eksamen i den ordinære eksamenstermin, været til sygeeksamen eller til reeksamination. (Reeksamination forekommer kun for 1. årsfagene og når en eksaminand har været til fuld HF-eksamen og ikke har bestået). For alle andre udfyldes rubrikken med måned og år, f.eks. JUN 78, AUG 74. Rubrikken skal således udfyldes, hvis en studerende går til omeksamen. Alle eksamensterminer skal dog stadig fremgå af eksamensprotokollen, men jvf.ovenstående ikke overføres til eksamensbeviset i fuldt omfang.

For enkeltfagskursister og selvstuderende, der tager fuld HF-eksamen skal spalten eksamenstermin/år være fuldt udfyldt.

Af hensyn til anvendelsen af eksamensbeviserne ved søgning til de videregående uddannelser under den koordinerede tilmelding skal der under skolens stempel anføres skolenummer i henhold til undervisningsministeriets skoleregister (det sekscifrede skolenummer). Dette kan ske ved, at der stemples med et stempel, der indeholder skolenummer. Af hensyn til fotokopieringen skal skolenavn og nummer anføres med sort farve. Ved søgning til de videregående uddannelser under den koordinerede tilmelding er der herefter kun behov for kopiering af bevisets forside.

Af hensyn til sikkerheden ved udstedelsen af bevis for fuld HF-eksamen kan dette ikke udstedes på baggrund af fremlagte attestationer alene. Såfremt en kursist eller selvstuderende ønsker anført karakterer, som ikke er opnået ved det kursus hvor beviset udstedes, skal der foreligge en skriftlig korrespondance direkte med den institution, hvor eksamen er aflagt. I eksamensprotokollens bemærkninger skal der henvises til denne korrespondance.

P.D.V.

Stig Obel

undervisningsinspektør

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →