Statsskattedirektoratets cirkulære vedr. Godskrivning af merværdi af overdragne aktiver i en virksomhed der omdannes til aktie- eller anpartsselskab (*1)
Statutory Text (2 Articles)
Statsskattedirektoratets cirkulære vedr. Godskrivning af merværdi af overdragne aktiver i en virksomhed der omdannes til aktie- eller anpartsselskab (*1)
Efter landsskatteretslovens § 3, stk. 1, er ligningsmyndighederne pligtige at følge denne vejledende anvisning, som er godkendt af ligningsrådet.
Hvor skattemyndighederne i forbindelse med anvendelsen af firmaomdannelsescirkulæret af 12. oktober 1962 forhøjer de af stifteren anvendte overdragelsespriser for aktiverne, og stifteren i selskabets regnskab godskrives et beløb svarende til merværdien, kan myndighederne iflg. statsskattedirektorates cirkulære nr. 414 af 16. april 1975 træffe aftale med vedkommende skatteydere om, at godskrivningen ikke indkomstbeskattes hos stifteren som en udlodning fra selskabet. Godskrivning kan ske med virkning for stiftelsesåret, selv om en eventuel klage til landsskatteretten over forhøjelsen opretholdes, jf. statsskattedirektoratets cirkulære nr. 485 af 20. oktober 1976.
For at skatteydere, der har ønsket spørgsmålet om merværdiens størrelse afgjort af landsskatteretten, ikke stilles ringere med hensyn til godskrivning end dem, der har tiltrådt ligningsmyndighedernes ansættelse af merværdien, har ligningsrådet fastsat følgende retningslinier
I sager, hvor ansættelsen af merværdier er påklaget til landsskatteretten, kan spørgsmålet om godskrivning uden udlodningsbeskatning i almindelighed først afgøres, når landsskatterettens kendelse foreligger.
Da den skatteansættelse, som landsskatteretten har taget stilling til, ikke kan ændres af ligningsmyndighederne, er det i disse tilfælde en betingelse for godskrivning uden udlodningsbeskatning, at der ikke rejses spørgsmål om kursnedslag på det godskrevne beløb. Godskrivningen må derfor principielt ske i form af kontant betaling eller et (anfordrings) tilgodehavende, hvorpå der ikke kan indrømmes kursnedslag.
Godskrivning i form af tilgodehavender med afdragsvis betaling kan dog accepteres, såfremt tilgodehavendet ikke forrentes med mere end 10% p.a., og kreditor frafalder krav om kursnedslag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Ønsker klageren, at der under klagens behandling for landsskatteretten indgås forlig med skattemyndighederne om godskrivning, kan dette indrømmes, men det må forudsætte, at der er enighed om merværdiens størrelse, dvs. at klagen på dette punkt må tilbagekaldes. Godskrivningen må ske på samme betingelser, som hvis der forelå en landsskatteretskendelse om merværdiens størrelse. Der kan altså ikke indrømmes kursnedslag på det godskrevne beløb.
Aftale om godskrivning uden udlodningsbeskatning træffes af amtsskatteinspektoraterne (for Københavns og Frederiksbergs vedkommende af skatterådene) såvel i tilfælde, hvor ønske om godskrivning fremsættes under klagens behandling for landsskatteretten, som når det først sker efter at landsskatteretskendelse er afsagt. I sidstnævnte tilfælde kan godskrivning normalt kun tillades, når ønske herom er fremsat over for vedkommende myndighed senest 3 måneder efter landsskatteretskendelsens dato.
Den i cirkulære nr. 414 af 16. april 1975 givne adgang for de lokale skattemyndigheder til at træffe aftale om godskrivning opretholdes for de tilfælde, hvor merværdiens størrelse ikke er påklaget til landsskatteretten.
For at ligestille disse tilfælde med klagetilfældene må der her stilles betingelser som for disse (ingen kursnedslag på det godskrevne beløb). Det bemærkes i denne forbindelse, at det ved godskrivning ikke har været tilsigtet at ændre selve skatteansættelserne men alene at ændre vederlaget fra merværdi på de udstedte aktier til kontant betaling eller et tilgodehavende hos selskabet.
Hans Westerberg
V. Laustsen