Cirkulæreskrivelse om ledningers forhold til veje (Til samtlige vejbestyrelser)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om ledningers forhold til veje
(Til samtlige vejbestyrelser)
Lov om offentlige veje indeholder i § 106 nærmere regler om ledningsejeres forpligtelser og rettigheder i forbindelse med offentligt vejareal. Udgangspunktet for tilstedeværelsen af ledninger i vejareal er, at ledningsejeren er forpligtet til på egen bekostning at flytte ledninger i sådanne arealer i forbindelse med vejens regulering og omlægning. Denne regler gælder dog kun, såfremt flytningen er begrundet i et egentligt vejarbejde, men ikke i tilfælde, hvor flytningen skyldes f.eks. ledningsarbejder, der ikke tjener vejformål. Tilsvarende regler gælder for ledninger i private fællesveje, jfr. privatvejslovens § 50-52.
Anvendelsen af de nævnte bestemmelser i praksis har været gjort til genstand for forhandling mellem repræsentanter for teleadministrationerne og nærværende ministerium. Der er herunder peget på, at udgifterne ved flytning af teleledninger kan andrage endog meget betydelige beløb.
Erfaringen viser, at der ved en kontakt mellem vejbestyrelse og teleadministration på et tidligt stadium af vejprojektets tilblivelse ofte vil kunne aftales mindre ændringer i vejprojektet uden nogen skade for dette, hvorved der vil kunne spares betydelige beløb for teleadministrationen.
Tilsvarende betragtninger kan gøres gældende, hvor vejarbejder i større omfang kan antages at berøre andre ledningsejere end teleadministrationerne.
Da ministeriet finder, at der må tillægges det omhandlede hensyn betydelig samfundsøkonomisk vægt, finder man det rigtigt, at vejbestyrelserne så tidligt som muligt orienterer vedkommende ledningsejer om påtænkte vejarbejder, der kan forventes at nødvendiggøre midlertidig eller permanent flytning af ledninger, samt optager forhandling med vedkommende ledningsejer om de pågældende vejarbejder, således at der i videst muligt omfang kan tages hensyn til ledningsejerens interesser.
Kan der ikke tilvejebringes enighed mellem vejbestyrelsen og vedkommende teleadministration om projektet, bør dette ikke iværksættes, forinden udløbet af den i vejlovgivningen gældende klagefrist på fire uger. I forbindelse med behandlingen herefter vil spørgsmålet om at tillægge klagen opsættende virkning blive overvejet af ministeriet som klageinstans.
I forbindelse hermed kan det oplyses, at vejdirektoratet den 28. juli 1977 har udsendt almindelige og supplerende betingelser for udførelse af ledningsanlæg i eller over hovedlandeveje til amtskommuner og kommuner, der bistår staten ved bestyrelse af hovedlandeveje. De nævnte betingelser, der indeholder nærmere regler om vilkår i forbindelse med udførelse af ledningsarbejder i eller over veje, er udformet i samarbejde mellem vejdirektoratets teknikere og repræsentanter for amtskommuner og kommuner efter drøftelse med følgende repræsentanter for ledningsejerne
Danske EL-værkers forening,
Post- og telegrafvæsenet,
Københavns telefon A/S,
Jysk telefon A/S,
Fyns kommunale telefonselskab,
Danske Fjernvarmeværkers Forening,
Dansk vandteknisk forening,
Dansk gasteknisk Forening,
Belysningsvæsenet,
Københavns Vandforsyning,
Dansk Olie og Naturgas A/S.
Betingelserne er udarbejdet med henblik på hovedlandeveje og eventuelt landeveje såvel under bymæssige som under landlige forhold. Det vil dog formentlig være nødvendigt at udvise større smidighed ved administration af bestemmelserne i byområder på grund af de særlige forhold her.
Langt de fleste amtsråd har besluttet at lægge de nævnte betingelser til grund ved administration af ledningsarbejder i landeveje.
Man er bekendt med, at en under kommunernes landsforening nedsat arbejdsgruppe for tiden nærmere drøfter spørgsmålet om bl.a. anvendeligheden af de foran omtalte regler også for det kommunale vejnet, herunder spørgsmålet om behovet for udarbejdelsen af eventuelt supplerende materiale til kommunerne.
Da ledningsejerne lægger vægt på, at der i videst mulig udstrækning gælder ensartede regler for ledningsarbejder i vejareal, skal ministeriet henstille, at de foran omtalte betingelser for ledningsarbejde indtil videre i videst muligt omfang lægges til grund ved ledningsarbejder i kommuneveje.
Ministeriet for offentlige arbejder, den 27. november 1978.
Ivar Hansen
/Leif Larsen
Ingen