Cirkulæreskrivelse om Ochratoxin A (mugnefrose)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om Ochratoxin A (mugnefrose)
Vedlagt fremsendes særtryk af ændring af 14. august 1978 til landbrugsministeriets instruks af 27. september 1974 om udøvelse af kødkontrol samt cirkulære af 24. aug. 1978, K.K. 637-1978, til samtlige dyrlæger, der udøver kødkontrol, vedrørende tolerance for indhold af ochratoxin A i nyrevæv.
Ændringen er foranlediget af undersøgelse af svinenyrer for ochratoxin A udført i perioden 1975 - 1977 af Statens Levnedsmiddelinstitut.
Resultaterne af undersøgelse er offentliggjort i Publikation nr. 37 december 1977 fra Statens Levnedsmiddelinstitut.
Materialet til den pågældende undersøgelse er indsamlet i samarbejde med veterinærdirektoratet.
Af den pågældende undersøgelse fremgår bl.a., at ca. 25% af mugnefrosenyrerne indeholder ochratoxin A.
Fra tidligere undersøøgelser er det kendt, at såfremt en svinenyre indeholder ochratoxin A, kan der også forventes indhold af ochratoxin i bl.a. lever, muskel og fedtvæv fra svinet.
Siden 1971 er der i forbindelse med kødkontrollen på svineslagterierne fortaget registrering af forekomst af mugnefrose.
Forekomsten har gennem årene været faldende og har andraget fra 0,7 o/oo til 0,06 o/oo.
Med baggrund i ovenstående er det besluttet, som det fremgår af ændringen, at alle svin med mugnefrose skal kasseres, medmindre det ved en laboratoriemæssig undersøgelse er påvisk, at indholdet i nyrerne af ochratoxin A ikke er over 10 mikrogram ochratoxin A pr. kg. nyrevæv.
Da Statens Levnedsmiddelinstitut ikke foretager rutinemæssig undersøgelse, og da veterinærdirektoratets laboratorium ikke har kapacitet til at foretage de pågældende undersøgelser, er det med Miljø- og Levnedsmiddelkontrolenheden, Odense, aftalt, at ochratoxin A undersøgelserne kan foretages på dette laboratorium.
Mugnefrose opstår som følge af fodring med muggent korn, og med henblik på eftersporing af den pågældende fejl er det med Statens Foderstofkontrol aftalt, at foderstofkontrollen underrettes om alle tilfælde af påvisning af mugnefrose.
Det er derfor vigtigt, at der ved indsendelsen af svinenyrer medfølger nøjagtige oplysninger om oprindelsen, og man har i denne forbindelse ladet udarbejde vedlagte skema, K.K. 3152-1978, til brug ved indsendelse af svinenyrer til laboratoriemæssig kontrol.
Laboratoriet videresender de modtagne oplysninger til veterinærdirektoratet.
Det er aftalt med laboratoriet, at der i forbindelse med besvarelsen af indsendte prøver vil blive medsendt nyt skema.
Opmærksomheden skal henledes på, at der også skal foretages indberetning med tilsvarende oplysninger, såfremt dyr totalt kasseres uden laboratoriemæssig undersøgelse på grund af mugnefrose ledsaget af komplikationer. Denne indberetning skal indsendes direkte hertil.
Taksten for undersøgelse for ochratoxin A fremgår af vedlagte cirkulære af 28. aug. 1978 om takster for laboratorieundersøgelser i forbindelse med kontrol slagtedyr.
P.V.V.
K. Hermansen.
Ingen