Skrivelse om de tilsynsførende dyrlægers medvirken ved kontrollen af bestemmelserne om tilsætningsstoffer til foderstoffer m.v.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om de tilsynsførende dyrlægers medvirken ved kontrollen af bestemmelserne om tilsætningsstoffer til foderstoffer m.v.
Til samtlige aut. dyrefoderfabrikker og de tilsynsførende dyrlæger ved disse.
Hoslagt fremsendes kopi af skrivelse af 5. juli 1978 fra Statens Foderstofkontrol, bilagt eksemplar af landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 528 af 12. oktober 1977 om tilsætningsstoffer til foderstoffer, idet man skal meddele, at veterinærdirektoratet med Statens Foderstofkontrol har aftalt, at de tilsynsførende dyrlæger kan medvirke ved kontrollen med overholdelsen af bekendtgørelsens bestemmelser ved som led i tilsynet at påse, at der ikke på de omhandlede virksomheder opbevares tilsætningsstoffer, som ikke er tilladt anvendt til foderstoffer, og at bekendtgørelsens bestemmelser om deklaration følges.
Som nævnt i næstsidste afsnit i medfølgende skrivelse er det ikke ved aftalen forudsat, at de tilsynsførende dyrlæger skal udtage prøver, idet dette vil ske ved foderstofkontrollens foranstaltning. Indberetning af konstaterede overtrædelser sker igennem veterinærdirektoratet til Statens Foderstofkontrol.
Veterinærdirektoratet har til Statens Foderstofkontrol fremsendt de i skrivelsens sidste afsnit udbedte lister.
P.V.V.
K. Andreasen
Statens Foderstofkontrol 5. juli 1978
Vedlagt fremsendes 40 eksemplarer af bekendtgørelse nr. 529 af 12. oktober 1977 om tilsætningsstoffer til foderstoffer til brug for den interne kontrol med bestemmelsernes overholdelse i de af veterinærdirektoratet autoriserede virksomheder til fremstilling af hunde- og kattefoder. Kontrollen vil efter aftale med veterinærdirektoratet blive udført af den tilsynsførende dyrlæge.
Kontrollen vil i hovedsagen bestå i tilsyn med, at den pågældende virksomhed kun anvender godkendte tilsætningsstoffer og deklarerer disse i overensstemmelse med forskrifterne.
Som det fremgår af bilaget til bekendtgørelsen, må der i hunde- og kattefoder kun anvendes de i følgende stofgrupper anførte tilsætningsstoffer
B. Antioxydanter.
C. Aromastoffer.
E. Emulgatorer, stabilisatorer, fortyknings- og geleringsmidler, bortset fra tilsætningsstofferne E. 487, E. 488 og E. 489.
F. Visse farvestoffer.
G. Konserveringsmidler.
H. Vitaminer.
I. Mikromineraler bortset fra Selen.
L. Bindemidler, antiklumpningsmidler og koaguleringsmidler.
Ifølge bekendtgørelsens § 9 skal de ovennævnte stofgrupper deklareres således på varens emballage
Stofgrupperne B, F, G og L: Tilsætningsstoffets navn.
Stofgruppe H: For vitaminerne A-, D- og E, angives navn, mængde og sidste gyldighedsdato for indholdsgarantien,
Stofgrupperne H og I: For andre vitaminer end A-, D- og E, samt for mikromineralstoffer må angivelse af indhold på emballagen kun ske, såfremt indholdet af stofferne kan kontrolleres ved de officielle analysemetoder. Såfremt sådanne angives, skal der for mikromineralstoffer angives navn og mængde, og for vitaminerne navn, mængde og sidste gyldighedsdato for indholdsgaranti.
Deklaration af mængder, jfr. bekendtgørelse § 9, stk. 5 kan for hunde- og kattefoder angives pr. 100 g. Bekendtgørelse herom vil snarest fremkomme.
Det tilføjes, at ved udførsel af varer til andre medlemsstater i EF skal de foreskrevne oplysninger være anført på mindst et af bestemmelseslandets sprog, jfr. bekendtgørelsens § 20.
Den anordnede kontrol forudsætter, at der stikprøvevis udtages prøver af det fremstillede foder til nærmere laboratorieundersøgelse, og udtagelse af sådanne prøver vil lejlighedsvis ske ved personale fra statens foderstofkontrol efter forudgående meddelelse til veterinærdirektoratet og den tilsynsførende dyrlæge.
Man skal anmode om at måtte modtage a jourført fortegnelse over de ovennævnte autoriserede virksomheder med angivelse af den tilsynsførende dyrlæge samt a jourført liste over de af veterinærdirektoratet kendte importører af hunde- og kattefoder.
Th. Kofoed.