Legislator Case Law & Legislation
C19781157332 DK

Meddelelse om varetægtsfængsling.(* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1978 11573 Historic

Meddelelse om varetægtsfængsling.(* 1)

Højesteret har ved tre kendelser taget stilling til anvendelse af varetægtsbestemmelserne som ændret pr. 1. oktober 1978.

1. En 41-årig dansk statsborger var i Spanien idømt 10 års fængsel for forsøg på indførsel fra Marokko af 53 kg. hash, der skulle videreindføres til Danmark. Straffen blev administrativt nedsat til fængsel i 7 år 6 måneder. Efter ca. 1 års varetægt og afsoning i Spanien udeblev han fra orlov, og vendte den 30. december 1977 tilbage til Danmark, hvor han fik fast bopæl. I Danmark indledtes strafforfølgning bl.a. for hashforholdet, men såvel retten i Vordingborg som Østre landsret nægtede at imødekomme en begæring af 12. maj 1978 om anholdelsesbeslutning, da der ikke var grundlag for fængsling.

Den 21. juli 1978 blev han idømt 2 1/2 års fængsel for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og overtrædelse af straffelovens § 163 i forbindelse med udstedelse af pas, begået inden afrejsen til Spanien. Om forholdets gennemførelse forklarede han, at han foretog en rejse til Marokko på kurerbasis for at hente hashen, og fik stillet bil til rådighed til turen. Ved domsafsigelsen ankede han til landsretten til formildelse. Anklagemyndigheden kontraankede til skærpelse og begærede ham den 31. juli 1978 varetægtsfængslet under anken i medfør af retsplejelovens § 780, stk. 1 nr. 2 a (flugtfare), 2 b (gentagelsesrisiko) og 2 d (hensynet til retshåndhævelsen).

Den 8. august 1978 traf Østre landsret beslutning om varetægtsfængsling, da betingelsen efter § 780, stk. 1 nr. 2 a og b fandtes at være til stede.

Denne kendelse blev tilladt indbragt for Højesteret, der den 5. oktober 1978 stadfæstede landsrettens kendelse således

»Der findes ikke i det om tiltaltes forhold oplyste tilstrækkelig grund til at anse fængslingsbetingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, jfr. tidligere retsplejelovs § 780, stk. 1, nr. 2 b, for opfyldt.

Ved det om tiltaltes overtrædelse af straffelovens § 163 oplyste sammenholdt med oplysningerne om hans flugt fra strafafsoningen i Spanien findes betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, som affattet ved lov nr. 243 af 8. juni 1978, jfr. tidligere retsplejelovs § 780, stk. 1, nr. 2 a, at være til stede.

Endvidere findes efter overtrædelsernes art og efter oplysningerne om disses iværksættelse hensynet til retshåndhævelsen at kræve, at tiltalte ikke er på fri fod, jfr. betingelserne i samme lovs § 762, stk. 2, tidligere samme lovs § 780, stk. 1, nr. 2 d.«

Fængslingsfristen blev fastsat til 4 uger.

2. En fader rejste i november 1975 til Sydafrika med sin 2-årige datter, som moderen ca. 1 måned tidligere havde fået forældremyndigheden over i forbindelse med en skilsmisse. Faderne blev i juni 1978 anholdt i Sydafrika, hvor han hele tiden havde haft fast arbejde, og udleveret til strafforfølgning her i landet, hvor han den 14. juli 1978 som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 215, blev fængslet i medfør af retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 2 a under henvisning til tilknytningen til Sydafrika og strafferammen i straffelovens § 261, stk. 2.

Ved Vestre landsrets dom 11. september 1978 blev han idømt 1 års fængsel for dokumentfalsk i forbindelse med barnets optagelse i passet i oktober 1975, samt for overtrædelse af straffelovens § 215, jfr. § 261, stk. 2, jfr. § 85 (11 voterende ville gøre straffen betinget). Ved domsafsigelsen blev afgørelsen appelleret og han påstod sig løsladt; landsretten traf beslutning om fortsat fængsling, da betingelserne for fortsat fængsling i medfør at bestemmensen i retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 2 a, fandtes at foreligge, også når hensås til den idømte strafs længde.

Afgørelsen blev kæret til Højesteret, der den 13. oktober 1978 stadfæstede kendelsen med følgende begrundelse

»Efter det om domfældtes forhold oplyste, herunder hans tilknytning til Sydafrika, og henset til de nærmere omstændigheder ved det pådømte forbryderiske forhold findes der under hensyntagen til den idømte strafs længde bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig retsforfølgningen. Betingelserne for fortsat fængsling i medfør at bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, jfr. tidligere retsplejelov § 780, stk. 1, nr. 2 a, findes derfor at foreligge.«

Fængslingsfristen fastsattes til 4 uger, og domsforhandlingen er berammet til foretagelse inden fristens udløb.

3. Under 6 1/2 års ophold i psykiatriske institutioner i sit hjemland bortgik kriminelt belastet svensker mange gange med bl.a. spiritus- og narkotikamisbrug til følge. Han var dømt for vold og efter de svenske myndigheders opfattelse gjorde misbrug af rusmidler ham yderst farlig. I forbindelse med undvigelse fra psykiatrisk sygehus tog han i maj 1977 til Danmark, hvor han ved Østre landsrets dom 29. marts 1978 dømtes til anbringelse i Sikringsanstalten for overfald samt grov legemsbeskadigelse efter straffelovens § 246 ved med sine fingre at have revet et øje ud på en medklient på Kofoeds Skole. Den 17. oktober 1978 stadfæstede Højesteret dommen, og traf samtidig denne beslutning

»Efter de foreliggende oplysninger om domfældte, herunder oplysningerne om hans undvigelser fra hospitaler i Sverige, findes betingelserne for varetægtsfængsling i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 at være til stede.

Endvidere findes efter grovheden af den begåede overtrædelse af straffelovens § 246 hensynet til retshåndhævelsen af kræve, at domfældte ikke er på fri fod indtil fuldbyrdelsen af dommen iværksættes, jfr. retsplejelovens § 762, stk. 2.

Thi bestemmes

Domfældte, ..... , bør varetægtsfængsles indtil fuldbyrdelsen af dommen iværksættes.«

Statsadvokaterne orienterer mig indtil videre om alle landsretskendelser om anvendelsen af de nye varetægtsbestemmelser.

Såfremt Højesterets eller landsretternes praksis giver anledning dertil, vil supplerende meddelelse blive udsendt.

Per Lindegaard.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →