Legislator Case Law & Legislation
C19781150332 DK

Meddelelse om straffesager - sagsomkostninger - obduktion. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1978 11503 Historic

Meddelelse om straffesager - sagsomkostninger - obduktion. (* 1)

En buschauffør påkørte i forbindelse med venstresvingning i et lysreguleret kryds en fodgænger i et fodgængerfelt. Fodgængerne afgik ved døden dagen efter påkørslen. Dødsårsagen blev i dødsattesten, som blev udstedt efter afholdelse af medico-legalt ligsyn, angivet som svære kraniehjernelæsioner og følgerne heraf. Efter ligsynet blev der foretaget obduktion, og i forbindelse hermed udtaget blodprøve.

Under den efterfølgende straffesag blev chaufføren dømt for uagtsomt manddrab og for overtrædelse af færdselsloven. I dommen blev det pålagt ham at betale sagens omkostninger. Politiet afkrævede herefter chaufføren udgifterne i forbindelse med ligsynet og obduktionen m.v. Chaufføren nægtede at betale, da udgifterne ikke kunne anses som »nødvendige udgifter«, som var medgået til sagens behandling, jfr. retsplejelovens § 1008, stk. 1.

Chaufføren blev i 1. instans under en særskilt sag om spørgsmålet pålagt at betale samtlige afkrævede beløb, men fik ved Østre landsrets kendelse af 26. juni 1978 (ØL 9. afdeling nr. 193/1978) medhold for så vidt angik udgifterne til obduktionen og til analysen af den ved obduktionen udtagne blodprøve. Østre landsret lagde herved vægt på, at det efter tilvejebringelsen af den medico-legale dødsattest ikke fandtes at have været nødvendigt at foretage obduktion af hensyn til afgørelsen af straffesagen.

Østre landsrets afgørelse, der er i overensstemmelse med ældre praksis, jfr. UfR 1964.676 (Ø), blev forelagt mig med henblik på anke, men Justitsministeriet tiltrådte min indstilling om, at sagen ikke burde indbringes for Højesteret.

Per Lindegaard.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →