Skrivelse om anvendelse af bopælskriteriet for anbringelse på psykiatrisk sygehus.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om anvendelse af bopælskriteriet for anbringelse på psykiatrisk sygehus.
Fuldbyrdelsen af domme, der indebærer mulighed for anbringelse i psykiatrisk sygehus og lignende er i visse tilfælde blevet forsinket på grund af uenighed mellem amtsråd om, hvem modtagelse af den domfældte påhviler.
Indenrigsministeriet har i den anledning overfor samtlige amtsråd, samt Københavns og Frederiksberg kommuner indskærpet reglerne om modtagelsespligt.
Til orientering fremsender jeg hermed en kopi af Indenrigsministeriets skrivelse (gengivet efterfølgende - red.) og henleder opmærksomheden på, at også politimesteren og statsadvokaten kan indbringe tvister om anvendelse af bopælskriteriet for Indenrigsministeriet.
(Im.
Journ.nr.2.s.KT.j.nr.50054-97/1977
17. marts 1978
Justitsministeriet forlagde i 1977 2 sager for indenrigsministeriet om anbringelse af retspsykiatriske patienter, hvor anbringelsen var blevet væsentligt forsinket på grund af uenighed mellem amtsrådene om, hvem der var forpligtet til at behandle den pågældende patient.
I det ene tilfælde drejede det sig om en ændring af en dom med henblik på anbringelse på psykiatrisk sygehus. På grund af uenighed mellem sygehuskommunerne (sygehusene) blev indbringelse af spørgsmålet om domsændringen for retten væsentligt forsinket.
I det andet tilfælde gik der - på grund af uenighed mellem sygehuskommunerne (sygehusene) - næsten 3 1/2 måned fra der blev meddelt fuldbyrdelsesordre vedr. en dom til anbringelse på et psykiatrisk sygehus, til domfældte faktisk blev anbragt på sygehuset.
Ved indenrigsministeriets mellemkomst blev det afgjort, hvilket psykiatriske sygehus, der var forpligtet til at modtage de pågældende patienter.
Justitsministeriet forslog samtidig, at der blev taget skridt til at forhindre, at lignende situationer opstod for fremtiden.
I forbindelse med løsningen af de to sager erklærede indenrigsministeriet sig enig med justitsministeriet i, at det er uacceptabelt, at anbringelse af retspsykiatriske patienter forsinkes af uenighed mellem amtsrådene om, hvem der er forpligtet til at behandle en patient. Indenrigsministeriet ville derfor overveje, hvorvidt der var behov for over for amtsrådene, Københavns og Frederiksberg kommuner at klargøre indholdet af de gældende regler på området.
Folketingets ombudsmand har undersøgt den sidstnævnte af de to sager. Ombudsmanden er - på linie med rigsadvokatens og justitsministeriets synspunkter - af den opfattelse, at der bør lægges afgørende vægt på, at der tilvejebringes en høj grad af sikkerhed for, at lignende tilfælde ikke fremtidigt kan forekomme.
Indenrigsministeriet kan fuldt ud tilslutte sig ombudsmandens opfattelse.
I den anledning skal indenrigsministeriet indskærpe følgende regler
Efter § 3 i lov nr 328 af 26. juni 1975 om statshospitalernes overførelse til amtskommunerne påhviler det amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner på disses psykiatriske sygehuse eller sygehusafdelinger at modtage retspsykiatriske patienter.
Efter lovens § 2 ydes behandling m.v. på de overførte institutioner i overensstemmelse med reglerne i lov om sygehusvæsenet. På de psykiatriske institutioner skal dog indtil videre også modtages patienter, der har bopæl i det forud for lovens ikrafttræden gældende landområde.
Efter § 5, stk. 1, i lov nr 324 af 19. juni 1974 om sygehusvæsenet ydes vederlagsfri behandling m.v. af den amtskommune, hvor patienten har bopæl. Efter »landområde-reglen« er de psykiatriske institutioner forpligtet til at modtage patienter med bopæl i institutionernes landområde.
Hvad enten en patient har bopæl i den amtskommune, der ejer det psykiatriske sygehus, eller i dettes landområde, er det sygehuslovens almindelige bopælskriterium, der anvendes.
Bopæl i sygehuslovens forstand er det sted, hvor den pågældende patient - herunder også retspsykiatriske patienter - rent faktisk bor. Bor patienten i den amtskommune, der ejer det psykiatriske sygehus' landområde, er sygehuset ligeledes forpligtet til at modtage og behandle vedkommende patient. Bopælskommunen betaler i sidstnævnte tilfælde de med benhandlingen forbundne udgifter.
Hvis der opstår tvivl om, hvor en patient bor i sygehuslovens forstand, forelægges spørgsmålet for indenrigsministeriet.
Indenrigsminsteriet lægger afgørende vægt på, at en indlæggelse ikke vanskeliggøres eller forsinkes på grund af uenighed mellem to sygehuskommuner (eller to sygehuse) om, hvem der er forpligtet til at behandle den pågældende patient. I et konkret foreliggende tilfælde er økonomiske hensyn sekundære i forhold til behandlingsmæssige hensyn.
For så vidt angår retspsykiatriske patienter gør dette synspunkt sig gældende i endnu højere grad, jfr. de 2 ovenfor refererede sager. Såfremt der opstår tvivl om, hvilket psykiatrisk sygehus, der er forpligtet til at modtage en retspsykiatrisk patient, eller hvilken sygehuskommune, der er forpligtet til at yde behandling af en retspsykiatrisk patient, må spørgsmålet straks forelægges for indenrigsministeriet - og gerne telefonisk.
Indenrigsministeriet forudsætter, at amtsrådenen, Københavns og Frederiksberg kommuner sørger for, at indholdet af denne skrivelse bliver kendt såvel i de centrale sygehusforvaltninger som på de enkelte sygehuse, således at det undgås, at anbringelse af retspsykiatriske patienter forsinkes for fremtiden).
Ingen