Skrivelse om anstaltsledernes behandling af ansøgninger fra tjenestemænd om tjenestefrihed uden løn.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om anstaltsledernes behandling af ansøgninger fra tjenestemænd om tjenestefrihed uden løn.
Ved justitsministeriets to cirkulærer af 29. december 1972 er kriminalforsorgens anstaltsledere bemyndiget til at afgøre ansøgninger fra tjenestemænd ved anstalterne i lønramme 20 og derunder om tjenestefrihed uden løn og om nedsat beskæftigelsesgrad mod tilsvarende lønreduktion.
I cirkulære af 6. juli 1977 bestemte direktoratet, at der i forbindelse med imødekommelse af sådanne ansøgninger - under de igangværende overvejelser om kapacitets- og personaletilpasning til et ændret belægstal - skal tages forbehold med hensyn til muligheden for eventuel senere genindtræden, idet der i almindelighed ikke vil kunne tilsikres de pågældende adgang til senere at genoptage tjeneste i kriminalforsorgen eller at opnå udvidet beskæftigelesgrad.
Direktoratet er bekendt med, at Statstjenestemændenes centralorganisation II på foranledning af kriminalforsorgsforeningen har forelagt finansministeriet spørgsmålet om, hvorvidt en tjenestemand, der har tjenestefrihed uden løn, ved tjenestefrihedens ophør har krav på at kunne genindtræde i en stilling af samme karakter.
Finansministeriet har den 1. december 1977 afgivet følgende svar
»Forudsat at der ikke er truffet konkrete aftaler mellem tjenestemanden og styrelsen, da tilladelsen til tjenestefriheden blev givet, bærer tjenestemanden principielt selv risikoen for, om der ved tjenestefrihedsperiodens udløb er en ledig stilling, i hvilken han kan genindtræde. Det er dog styrelsens pligt at tilbyde tjenestemanden genindtræden i den først ledigblivende stilling, der har samme karakter som den stilling, vedkommende forlod«.
Justitsministeriets centrale samarbejdsudvalg for fængselsvæsenet har efter en drøftelse den 10. marts 1978 henstillet, at tilladelser til tjenestemænd i kriminalforsorgen til tjenestefrihed uden løn fremtidig meddeles i overensstemmelse med den ordning, der fremgår af finansminsteriets nævnte afgørelse. Udvalget har endvidere indstillet, at styrelsen/anstaltslederne i overensstemmelse med hidtidig praksis i kriminalforsorgen skal kunne betinge sig, at genindtræden sker ved et anden tjenestested end det tjenestested, som tjenestemanden forlod.
Direktoratet bestemmer herefter følgende
Når anstaltslederne imødekommer ansøgninger fra tjenestemænd om tjenestefrihed uden løn, skal det i afgørelsen fastsættes, at en eventuel senere anmodming om genindtræden først kan imødekommes, når der indtræder ledighed i en stilling af samme krakter som vedkommendes hidtidige stilling. Det skal endvidere tilkendegives, at genindtræden i givet fald vil kunne ske ved et andet tjenestested.
Tilsvarende forbehold skal tages, såfremt der bevilges en tjenestemand, der har tjenestefrihed uden løn med forbehold efter cirkulæret af 6. juli 1977, forlængelse af tjenestefrihedsperioden.
Ovenstående træder i stedet for justitsministeriets cirkulære af 6. juli 1977, forsåvidt angår ansøgninger om tjenestefrihed uden løn, der modtages af anstalterne efter dette cirkulæres udsendelse.
Endvidere ophæves cirkulæret af 6. juli 1977, forsåvidt angår ansøgninger om nedsat beskæftigelsesgrad, således at justitsministeriets cirkulære af 29. december 1972 finder anvendelse.
Tjenestemænd, der tidligere er udtrådt af nummer eller har opnået nedsat tjenestetid, og som har accepteret et forbehold med hensyn til mulighed for tilbagevenden/udvidet beskæftigelse, har således intet krav på at kunne genindtræde i tjenesten, respektive opnå udvidet beskæftigelse.
H. H. Brydensholt
/Kjærgaard
Kriminalforsorgens anstalter.