Skrivelse om beskikkelse af bistandsværger for grønlændere. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om beskikkelse af bistandsværger for grønlændere. (* 1)
I henhold til den grønlandske kriminallov skal der beskikkes bistandsværge for personer, der i medfør af denne lov anbringes i anstalt eller undergives anden særlig indgribende foranstaltning. Denne bistandsværgeordning er af ministeriet for Grønland udvidet til også at omfatte de i Danmark anbragte grønlandske mentalobservander. Den praktiske udvælgelse af bistandsværgerne foretages af det grønlandske rådgivningskontor POQ.
Den særlige grønlandske bistandsværgeordning er forskellig fra den i straffelovens § 71 omtalte, og er i første række etableret i erkendelse af, at de grønlandske indsatte mangler mulighed for de personlige kontakter til omverdenen, som familie og venner kan sikre de danske indsatte. Bistandsværgerne har derfor den udvidede opgave at fungere som »familieerstatning«, hvilket vil sige, at de ud over at påse, at foranstaltningen ikke udstrækkes i længere tid end påkrævet, jævnligt besøger den indsatte, har besøg af den indsatte under udgang eller orlov, hjælper med kontakt til familie og venner i Grønland m.v., altså udfører et egentligt omsorgspræget og mentalhygiejnisk arbejde.
Man er blevet opmærksom på, at de samme behov ofte gør sig gældende for grønlændere, der under ophold i Danmark kommer i konflikt med straffeloven og anbringes i danske institutioner. Ministeriet for Grønland har derfor besluttet at udvide den omtalte bistandsværgeordning til at omfatte grønlændere, der opholder sig i anstalter eller arresthuse på grundlag af dansk retsbeslutning.
Man anmoder om, at nuværende og kommende grønlandske indsatte, herunder varetægtsfængslede, gøres bekendt med foranstående. Såfremt den indsatte er interesseret i en sådan kontakt, anmoder man institutionen om at meddele dette til det grønlandske rådgivningskontor POQ, Løvstræde 6, 1152 København K., tlf. (01) 15 51 60, der herefter foretager det videre fornødne.
Eksemplarer af skrivelsen er sendt direkte til arresthusene.
E.B.
J. Waagensen
Til kriminalforsorgens anstalter og arrestinspektørerne.