Meddelelse om presselovens §1- sanktionen ved førstegangsovertrædelser (* 1)

Meddelelse om presselovens §1- sanktionen ved førstegangsovertrædelser (* 1)

Jeg er blevet bekendt med, at der i politikredsene i de seneste år er blevet fulgt en forskellig praksis med hensyn til sanktionsfastsættelsen ved førstegangsovertrædelser af presselovens § 1. Af materiale, som jeg har modtaget fra statsadvokaterne, fremgår det, at sagerne i nogle kredse i almindelighed afgøres med bødeforlæg på mellem 200 og 500 kr., medens sagerne i andre kredse i almindelighed sluttes med en skriftlig advarsel.

Ifølge presselovens § 1, stk. 3, ifalder den, der indfører eller offentlig udbreder de skrifter, der er nævnt i § 1, stk. 1 og 2 (skrifter trykt her i riget og visse skrifter trykt i udlandet på dansk), ansvar efter lovens § 19, såfrems skriftet ikke er forsynet med angivelse af bogtrykkerens navn eller firma samt trykkersted, eller såfremt han er vidende om, at angivelsen er urigtig. Straffen efter lovens § 19 er i almindelighed bøde.

Bestemmelsen i presselovens § 1 er begrundet i hensynet til det offentliges interesse i at vide, hvem bogtrykkeren er, således at man gennem denne dels vil kunne finde frem til de ansvarlige for et skrifts indhold, dels vil have lettere mulighed for at beslaglægge et ulovligt skrift.

Under hensyn hertil samt til, at bestemmelsen fastlægger ansvaret for udøvere af et erhverv, finder jeg det rettest, at førstegangsovertrædelser af presselovens § 1 afgøres med bøde af den størrelsesorden, som er nævnt ovenfor. I særlige tilfælde vil det dog udfra et konkret skøn kunne være forsvarligt og rimeligt at slutte sagen uden bødeforlæg (tiltalerejsning). Jeg kan som eksempel herpå nævne følgende sag

Uden en arbejdskonflikt blev et københavnsk dagblad, der måtte standse den sædvanlige udgivelse, anmeldt for overtrædelse af presselovens § 1. Dagbladet havde flere steder bl.a. på S-togsstationer opklæbet vægaviser, der var forsynet med dagbladets sædvanlige hoved, men ikke med noget trykkested. Der var som begrundelse herfor bl.a. henvist til risikoen for reaktioner overfor bogtrykkeren, hvis presselovens regler var overholdt i den ekstraordinære situation. Under hensyn hertil og til, at bladets navn var angivet, kunne jeg tiltræde en indstilling fra statsadvokaten om, at der ikke foretoges videre i sagen i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 3. (Ra. j. nr. 287/77).

Det kan heller ikke udelukkes, at påtale kan undlades i medfør af ovennævnte bestemmelse, eller at sagen kan afgøres med en advarsel, hvor der er tale om mere atypiske ansvarssubjekter som f.eks. rene forsendelsesfirmaer.

Per Lindegaard.