Civilforsvarsstyrelsens vejledning for anvendelse af disciplinarmidler på de til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige m.fl.
Statutory Text (2 Articles)
Civilforsvarsstyrelsens vejledning for anvendelse af disciplinarmidler på de til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige m.fl.
INDHOLDSFORTEGNELSE 1. INDLEDNING 2. LOVGIVNINGEN 3. PERSONKREDSEN 4. DISCIPLINARMIDLERNES ANVENDELSESOMRÅDE 5. DISCIPLINARMIDLERNE 6. UDSÆTTELSE OG FORÆLDELSE AF IKENDTE DISCIPLINARMIDLER 7. DISCIPLINARMYNDIGHEDEN 8. DISCIPLINARSAGENS GENNEMFØRELSE 9. REGISTRERING OG ARKIVERING
10. DISCIPLINARNÆVNET
11. ANKENÆVNET
12. INDBERETNING AF NÆVNENES AFGØRLSER
1. INDLEDNING
Denne vejledning omhandler de bestemmelser, der gælder for anvendelsen af disciplinarmidler på de til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige m.fl.
Formålet med vejledningen er især at give retningslinier for administrationen af bestemmelserne og at beskrive den almindelige fremgangsmåde ved en disciplinær forfølgning.
Vejledningen skal tillige tjene som et meddelelsesmiddel for alle, der berøres af bestemmelserne, og således bidrage til en bedre forståelse af disciplinarmidlernes indhold og betydning for disciplinens opretholdelse under tjenesten.
2. LOVGIVNINGEN
Ved indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 469 af 20. september 1976 (bilag 1) blev lov nr. 325 af 26. juni 1975 om ændring af lov om civilforsvaret (bilag 2) sat i kraft den 15. oktober 1976. Samtidig ophævedes §§ 42-43 i lov om civilforsvaret (lov nr. 152 af 1. april 1949), jfr. lovbekendtgørelse nr. 122 af 1. april 1962, som ændret ved § 18 i lov nr. 175 af 30. april 1969.
Teksten i lov om civilforsvaret, jfr. ovenfor, og i ændringsloven af 26. juni 1975 er sammenarbejdet i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 468 af 20. september 1976 (bilag 3).
Med hjemmel i § 43b, stk. 3-4, og § 43d, stk. 5, i lov om civilforsvaret har Indenrigsministeriet udfærdiget nedenstående bekendtgørelse, der ligeledes blev sat i kraft den 15. oktober 1976
- Bekendtgørelse nr. 470 af 20. september 1976 om anvendelse af disciplinarmidler over for værnepligtige i civilforsvaret (bilag 4).
- Bekendtgørelse nr. 471 af 20. september1976 om myndighed til at anvende disciplinarmidler over for værnepligtige i civilforsvaret (bilag 5).
- Bekendtgørelse nr. 472 af 20. september 1976 om disciplinarnævn og ankenævn for værnepligtige i civilforsvaret (bilag 6).
Den af Civilforsvarsstyrelsen i maj 1969 udsendte cirkulærskrivelse om retningslinier for disciplinarmidlers anvendelse ophæves samtidigt med udsendelsen af denne vejledning.
3. PERSONKREDSEN
Disciplinarmidler kan anvendes på de til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige (CF-lovens § 42, stk. 1) og på de i CF-lovens § 13 omhandlede frivillige (CF-lovens § 44, stk. 1). På andre frivillige kan disciplinarmidler uden for hel eller delvis mobilisering ikke umiddelbart anvendes (CF-lovens § 44, stk. 2, 1. pkt.).
Under den normale uddannelsessituation i fredstid tager CF-lovens bestemmelser om anvendelse af disciplinarmidler primært sigte på de efter CF-lovens §§ 9 og 10, stk. 1, samt § 31 til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige, dvs. menige og værnepligtige befalingsmænd.
CF-lovens bestemmelser om anvendelse af disciplinarmidler gælder derimod ikke for faste befalingsmænd, befalingsmænd af reserven og befalingsmænd til frivillig tjeneste i CF-korpset eller for hermed sidestillet personel i civilforsvaret uden for CF-korpset.
Bestemmelserne anvendes på værnepligtige ved CF-korpset og den statslige amnulancetjeneste. På de efter CF-lovens § 31 indkaldte værnepligtige og på værnepligtige, der i henhold til CF-lovens § 7, stk. 1, overføres til det lokale civilforsvar, finder bestemmelserne anvendelse med de fornødne lempelser (bekendtgørelse nr. 470 § 8).
De efter CF-lovens § 31 indkaldte værnepligtige gennemgår dels en grunduddannelse, der finder sted under kasernemæssige forhold (CF-lovens § 31, stk. 3), dels en fortsat lokal uddannelse (CF-lovens § 31, stk. 4). Under grunduddannelsen behandles de værnepligtige på lige fod med værnepligtige ved CF-korpset og den statslige ambulancetjeneste. Dette gælder også de værnepligtige, der i henhold til CF-lovens § 31, stk. 5, er udtaget til befalingsmænd under deres supplerende uddannelse under kasernemæssige forhold.
Under den fortsatte lokale uddannelse må bestemmelserne tillempes den særlige måde, hvorpå denne uddannelse afvikles (aften-/weekenduddannelse). Det må fx således antages, at disciplinarmidler som VAGT ELLER ANDEN TJENESTE UDEN FOR ORDEN, FRATAGELSE AF FRIHEDER og OVERFLYTNING TIL ANDEN TJENESTE (andet tjenestested) ikke under den normale uddannelsessituation i fredstid kan anvendes på værnepligtige til fortsat lokal uddannelse eller på værnepligtige befalingsmænd til pligtig tjeneste i henhold til CF-lovens § 31, stk. 5.
4. DISCIPLINARMIDLERNES ANVENDELSESOMRÅDE
Disciplinarmidler kan kun anvendes, når en strafbar handling er begået. Her er alene tale om en lovfæstelse af hidtidig praksis. Fx er det fortsat ikke lovligt at pålægge en værnepligtig efterøvelse i en del af fritiden, fordi vedkommende på grund af sygdom eller anden ham utilregnelig årsag ikke er på højde med det øvrige mandskabs uddannelse.
Disciplinarmidler skal anvendes i stedet for mindre straffe, medmindre omstændighederne taler imod (CF-lovens § 43a, stk. 1). Denne udvikling stemmer overens med nyere krimanalpolitiske synspunkter, hvorefter straf kun bør anvendes, såfremt det, der ønskes opnået, ikke kan udvirkes ved mindre indgribende foranstaltninger.
Det kan være vanskeligt i en regel at udtrykke, hvornår omstændighederne taler imod at anvende disciplinarmidler. Af lovens formulering fremgår, at udgangspunktet ved mindre forseelser er anvendelse af disciplinarmidler, ikke straf. I visse tilfælde vil det dog være mere hensigtsmæssigt at anvende straf i stedet for disciplinarmidler. Fx kan en værnepligtigs tidligere adfærd under tjenesten have skabt en begrundet formodning om, at vedkommende ikke lader sig påvirke ved en fortsat anvendelse af disciplinarmidler, hvorfor straf - også ved en ny, mindre forseelse - bør foretrækkes.
Hvis andet ikke følger af gældende bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt, kan de enkelte disciplinarmidler anvendes samtidig (bekendtgørelse nr. 470 § 6). Der består en vid adgang til at kombinere forskellige discipplinarmidler. Fx vil det ofte være rimeligt at kombinere arbejde i en del af fritiden med fratagelse af friheder eller belæring med et af de øvrige disciplinarmidler, dog ikke med tilrettevisning. Omvendt er det klart, at den samtidige anvendelse af flere disciplinarmidler ikke må medføre større indgreb i udgangsfriheden end tilladt (CF-lovens § 43b, stk. 2) eller en anvendelse ud over den fastsatte forældelsesfrist på 14 dage (CF-lovens § 43b, stk. 2). Generelt kan siges, at kombination af disciplinarmidler ikke bør finde sted, hvor dette kan føre til uheldige resultater.
5. DISCIPLINARMIDLERNE
Som disciplinarmidler kan ifølge CF-lovens § 43b, stk. 1, anvendes: Belæring Tilrettevisning Arbejde og efterøvelse i en del af fritiden Fremstilling Vagt eller anden tjeneste uden for orden Fratagelse af friheder Overflytning til anden tjeneste
Opremsningen er udtømmende. Anvendelse af andre disciplinære samktioner på de i CF-lovens § 42, stk. 1, nævnte forseelser er ikke tilladt. Det er heller ikke tilladt, kollektivt at anvende disciplinarmidlerne uden forudgående undersøgelse og konstatering af den enkeltes strafansvar.
Disciplinarmidlerne er nærmere beskrevet i bekendtgørelse nr. 470 § 4. Visse disciplinarmidler skal imidlertid kommenteres yderligere i det følgende
ARBEJDE I EN DEL AF FRITIDEN. Disciplinarmidlet omfatter enhver inden for tjenestestedet eller enheden relevant arbejdsopgave, hvis udførelse ikke strider imod reglerne om værnepligtiges anvendelse eller imod organsationsfaglige regler.
Arbejdet skal pålægges i form af en bestemt opgaves udførelse. På dage med normal daglig tjeneste må arbejdet ikke medføre tjeneste i mere end 2 timer ud over den normale daglige tjeneste. Ophører den daglige tjeneste fx kl. 17.00, må disciplinarmidlet ikke udstrækkes ud over kl. 19.00, uanset om den værnepligtige fx på grund af spisning først tiltræder tjenesten kl. 17.30. Påregnes opgavens udførelse at strække sig over 2 timer, bør varigheden af disciplinarmidlets anvendelse så vidt muligt fastsættes ved ikendelsen. Begrænsningen af indgreb i adgangen til at forlade tjenestestedet efter tjenestens ophør (CF-lovens § 43b, stk. 2) gælder også for dette disciplinarmiddel.
Er den værnepligtige ved eget forhold årsag til, at opgaven ikke kan udføres inden for det fastsatte tidsrum, afgøres det på sædvanlig måde, om der er grundlag for at ikende et nyt disciplinarmiddel.
VAGT ELLER ANDEN TJENESTE UDEN FOR ORDEN. Disciplinarmidlet omfatter al vagttjeneste samt anden praktisk tjeneste.
FRATAGELSE AF FRIHEDER. Anvendelsen af dette disciplinarmiddel medfører indgreb i de friheder, der kan gives til værnepligtige i civilforsvaret, nemlig: Udgangsfrihed (:frihed til at forlade tjenestestedet i tiden fra den daglige tjenestes ophør til tjenestens begyndelse, normalt den følgende dags morgen). Orlov (:frihed af mindst 1 døgns varighed). Tjenestefrihed (:frihed i tjenestetiden af mindre end 1 døgns varighed).
Anvendes dette disciplinarmiddel selvstændigt, dvs. uden samtidig anvendelse af andre disciplinarmidler, består det i inddragelse af eller indskrænkning i orlov eller tjenestefrihed, fx inddragelse af tjenestefrihed på CF-korpsets stiftelsesdag.
Fratagelse af udgangsfrihed kan ikke anvendes som selvstændigt disciplinarmiddel.
Fratagelse af ansøgt og bevilget frihed (orlov og tjenestefrihed) samt ferieorlov kan ikke anvendes som disciplinarmiddel.
Uberettiget opnåede fordele, som anført i bekendtgørelse nr. 470 § 4 nr. 6, andet ansnit, foreligger fx i tilfælde, hvor en værnepligtig ved urigtige oplysninger opnår fritagelse for en bestemt tjeneste eller tildeles tjenestefrihed, han ellers ikke ville være berettiget til.
OVERFLYTNING TIL ANDEN TJENESTE. Disciplinarmidlet indebærer principielt, at der kan ske flytning inden for samme tjenestested til anden tjeneste eller flytning til nyt tjenestested til samme eller anden tjeneste.
Disciplinarmidlet er nyt. Dets indførelse åbner mulighed for at kunne reagere pædagogisk hensigtsmæssigt over for en værnepligtig, der har forset sig, men hvor det må formodes, at forseelsen overvejende har sin årsag i manglende vilje eller evne til at bestride tjenesten på fornuftig måde og/eller til at tilpasse sig miljøet, samt at der er en grund til at antage, at en flytning vil kunne rette forholdet op.
Medens flytning inden for samme tjenestested normalt ikke vil betyde indgreb i den værnepligtiges livsvilkår under værnepligtens aftjening og derfor navnlig vil være et egnet meddel i tilfælde af manglende vilje til at bestride tjenesten på fornuftig måde, kan flytning til andet tjenestested betyde et sådant indgreb. Derfor kan denne del af disciplinarmidlet kun anvendes efter bemyndigelse fra Civilforsvarsstyrelsen.
Til betryggelse af, at en afgørelse om flytning til andet tjenestested ikke skaber umødigt strenge vilkår for den værnepligtige eller dennes nærmeste pårørende, skal der - når forholdene taler derfor - inden afgørelsen indhentes en udtalelse fra tjenestestedets læge og/eller socialrådgiver. Hvornår forholdene taler derfor, må afgøres efter et konkret skøn af tjenestestedets chef og/eller Civilforsvarsstyrelsen. Det vil herved være maturligt at tage hensyn til den værnepligtiges sociale baggrund, muligheden for en stabilisering af hans karakter og risikoen for nye forseelser.
6. UDSÆTTELSE OG FORÆLDELSE AF IKENDTE DISCIPLINARMIDLER
Den, der er pålagt et disciplinarmiddel, kan uden begrundelse forlange udståelsen af disciplinarmidlet udsat i indtil 2 x 24 timer efter meddelelsen om disciplinarmidlet (CF-lovens § 43c). Bestemmelsen er ny. Dens indførelse skal ses i sammenhæng med det almindelige ønske om at sikre de værnepligtiges retsbeskyttelse. Ved anvendelse af disciplinarmidlerne BELÆRING og TILRETTEVISNING har den ikke praktisk betydning.
Fristen af 2 x 24 timer er det maksimum af udsættelse, den værnepligtige efter loven har ret til. For at undgå usikkerhed med hensyn til beregningen af fristens længde og udløb bør et pålagt disciplinarmiddel normalt først iværksættes efter udløbet af de 2 x 24 timer. Disciplinarmyndigheden vil dog altid kunne imødekomme en værnepligtigs ønske om at påbegynde udståelsen af et pålagt disciplinarmiddel straks eller inden for den lovbestemte frist.
Endvidere kan disciplinarmyndigheden udsætte iværksættelsen af et pålagt disciplinarmiddel ud over de 2 x 24 timer. Dette bør dog kun finde sted, når særlige grunde taler derfor, fx tjenstlige årsager eller velfærdstruende forhold for den værnepligtige eller dennes nærmeste pårørende, da formålet med at anvende disciplinarmidler bl.a. er at tilvejebringe en hurtig afgørelse af den sag, der er rejst som følge af forseelsen. Dette formål udviskes, jo længere tid der hengår mellem ikendelsen og udståelsen af disciplinarmidlet. Ved udsættelse med udståelsen af længere varighed, dvs. 8 dage og derover, skal der ske tilførsel til sagens akter om grunden hertil.
Også den, der er pålagt et disciplinarmiddel og som har påbegyndt udståelsen heraf, kan af disciplinarmyndigheden i særlige tilfælde få tilladelse til, at udståelsen afbrydes, således at denne fortsætter efter udløbet af den periode, der er givet udsættelse for (bekendtgørelse nr. 470 § 7, stk. 4). Tilladelsen forudsætter vægtige grunde til at afbryde den engang påbegyndte udståelse. Dette gælder dog ikke tilladelsen til udsættelse i forbindelse med ferieorlov eller julehelligdage (bekendtgørelse nr. 470 § 7, stk. 4, sidste punktum).
Endelig kan formanden for et disciplinarnævn eller ankenævnet bestemme, at iværksættelse/fortsat udståelse af et pålagt disciplinarmiddel skal udsættes (CF-lovens § 43 e, stk. 2).
Medfører et ikendt disciplinarmiddel indgreb i adgangen til at forlade tjenestestedet efter den daglige tjenestes ophør (: indgreb i udgangsfriheden), må dette ikke ske for længere perioder end 3 dage ad gangen med mindst 1 dags mellemrum mellem perioderne (CF-lovens § 43b, stk. 2). Som omtalt under afsnit 5. DISCIPLINARMIDLERNE kan fratagelse af udgangsfriheden ikke anvendes som et selvstændigt disciplinarmiddel, men tjenesten må heller ikke tilrettelægges således, at bestemmelsen om udgangsfrihed mellem perioderne ikke kan virke efter hensigten. Fx må en værnepligtig ikke på »mellemdagen« sættes til ordinær tjeneste, der gør indgreb i hans adgang til at forlade tjenestestedet efter den daglige tjenestes ophør. en anden sag er, at udgangsfriheden på en »mellemdag« kan være generelt begrænset eller ophævet. I så fald skal vedkommende naturligvis ikke stilles bedre end det øvrige mandskab.
Anvendelse af disciplinarmidler, der medfører indgreb i adgangen til at forlade tjenestestedet, herunder samtidig anvendelse af flere sådanne disciplinarmidler, må ikke udstrækkes ud over 14 dage fra iværksættelsestidspunktet (CF-lovens § 43b, stk. 2). Dette er en speciel regel om forældelse af ikendte disciplinarmidler, der griber ind i udgangsfriheden. Reglen gælder også i tilfælde af, at sådanne disciplinarmidler ikke har kunnet afvikles på grund af fx sygdom, ulovligt fravær, strafafsoning eller tjeneste, der ikke er omfattet af disciplinarmidler.
7. DISCIPLINARMYNDIGHEDEN
Myndighed til at anvende disciplinarmidler over for de til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige m.fl. er for tiden tillagt følgende: Chefen for CF-korpset Chefen for CF-korpsets Befalingsmandsskole Chefen for Nordjydske CF-kolonne Chefen for Midtjydske CF-kolonne Chefen for CF-korpsets Delingsførerskole Chefen for Sydjydske CF-kolonne Chefenb for Fynske CF-sektion Chefen for Nordsjællandske CF-kolonne Chefen for Sydsjællandske CF-kolonne Chefen for Civilforsvarets Ambulanceskole Chefen for Bornholmske CF-sektion Chefen for CF-korpsets Materieltjeneste i Glostrup Chefen for CF-korpsets Materieltjeneste i Aalborg Chefen for Civilforsvarets Højskole Chefen for Civilforsvarets tekniske Skole designerede chefer for de storkøbenhavnske CF-kolonner og Amager CF-sektion Chefer for civilforsvarsregioner Civilforsvarschefer/-ledere Politimestre (i København Politidirektøren)
Der tilkommer den, der efter befaling midlertidigt varetager tjenesten som chef for CF-korpset, for en kolonne, selvstændig sektion, skole eller tilsvarende enhed, civilforsvarsregion, som civilforsvarschef/-leder eller politimester (Politidirektør) samme myndighed til at anvende disciplinarmidler, som i medfør af bekendtgørelse nr. 471 tillægges den, i hvis sted han varetager tjenesten. Dette vil navnlig være tilfældet som følge af sygdom, ferie m.m.
Som noget særligt for visse disciplinarmyndigheder i CF-korpset åbner bekendtgørelse nr. 471 § 1, stk. 2, mulighed for en begrænset kompetencedelegation. For tiden kan chefen for Nordjydske CF-kolonne Midtjydske CF-kolonne Sydjydske CF-kolonne Fynske CF-sektion Nordsjællandske CF-kolonne Sydsjællandske CF-kolonne Bornholmske CF-sektion
tildele den ifølge korpsbefaling beordrede chef for uddannelsesstyrken myndighed til under den første samlede uddannelse at anvende disciplinarmidler, såfremt afvikling af disse kan ske inden for 7 dage.
Chefer for uddannelsesstyrker kan herefter ikke anvende et disciplinarmiddel, herunder samtidig anvendelse af flere disciplinarmidler, såfremt afvikling heraf strækker sig ud over 7 dage fra iværksættelsestidspunktet. Ved beregningen af dette tidsrum finder bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 470 § 7 sædvanlig anvendelse.
Tildeling og ophævelse af den omhandlede myndighed skal bekendtgøres, normalt i en kolonne-/sektionsbefaling. Myndigheden kan ikke delegeres videre. Bliver en chef for en uddannelsesstyrke forhindret i at udøve den ham tildelte myndighed, går denne tilbage til chefen for kolonnen/sektionen. Delegation af kompetence kan til enhver tid tilbagekaldes.
8. DISCIPLINARSAGENS GENNEMFØRELSE
En disciplinarsag indledes normalt med en indberetning, der uden ugrundet ophold afgives til vedkommende disciplinarmyndighed. Indberetningen kan afgives mundtligt, men skal af bevismæssige grunde i så fald følges op af en skriftlig indberetning.
Den, der indberettes for en forseelse, bør snarest underrettes om indberetningen og om grunden hertil.
Afhøring skal foretages, inden der ikendes disciplinarmidler. Den indberettede skal forinden være gjort bekendt med indberetningens indhold og i hovedtræk være orienteret om, hvad der i øvrigt måtte foreligge imod ham. Der skal altid foretages afhøring af alle, hvis udtalelser efter disciplinarmyndighedens skøn kan tænkes at være af betydning for sagens opklaring.
Den indberettede har ret til at udtale sig og stille spørgsmål vedrørende sagen. Han kan nægte at udtale sig, men skal da gøres opmærksom på, at han risikerer, at sagen i så fald afgøres uden yderligere bevisførelse. Vedkommende disciplinarmyndighed kan give tilladelse til, at den indberettede møder sammen med en talsmand.
Disciplinarmyndigheden bestemmer, om sagen på det foreliggende grundlag er tilstrækkeligt oplyst til, at en afgørelse kan træffes, eller om det findes påkrævet at indhente yderligere oplysninger, fx i form af supplerende indberetning(-er), høring af myndigheder eller udtalelser fra læge/socialrådgiver.
Disciplinarmyndighedens afgørelse skal - uanset udfaldet - altid meddeles den indberettede. Går afgørelsen ud på anvendelse af dispiplinarmidler, skal disciplinarmyndigheden samtidigt med meddelelsen om afgørelsen sikre sig, at den indberettede er bekendt med reglerne om udsættelse og klage.
9. REGISTRERING OG ARKIVERING
Det påhviler disciplinarmyndigheden at foretage registrering af enhver sag, der rejses i anledning af begåede disciplinære forseelser. Registreringen skal foretages uden hensyn til sagens udfald, altså også i tilfælde, hvor sagen fx hæves på grund af bevisets stilling eller overgives politimesteren til påtale.
Under den normale uddannelsessituation i fredstid foretages registreringen på »Registreringsblad for menige« eller »Personlige oplysninger«. Disciplinarmyndighedens afgørelse skal altid fremgå af sagens akter. Går afgørelsen ud på anvendelse af disciplinarmidler, er det af hensyn til sagens eventuelle indbringelse for disciplinar-/ankenævnet nødvendigt at foretage yderligere optegnelser i sagen om det anvendte disciplinarmiddel, såsom art, varighed, udsættelse og udståelse.
En sags dokumenter, fx indberetning, afgivne forklaringer, lægeerklæringer, optegnelser, nævnsafgørelser m.m. arkiveres og opbevares i eet år efter hjemsendelsen.Dette er særligt påkrævet i de tilfælde, hvor en afgørelse er eller kan påregnes at blive indbragt for disciplinar-/ankenævnet. Ganske vist er der i loven foreskrevet en 4-ugers frist for klageren (bekendtgørelse nr. 472 §§ 4, stk. 1, og 11, stk. 1), men loven hjemler desuden nævnets formand ret til at se bort fra en overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil (bekendtgørelse nr. 472, §§ 4, stk. 2, og 11, stk. 2). Det vil derfor være nødvendigt med en betydeligt længere opbevaringsperiode end den samlede klagefrist.
Opmærksomheden henledes på, at der under den normale uddannelsessituation i fredstid ikke længere er pligt til at føre særskilt disciplinarbog. Disciplinarmyndigheder i CF-korpset, der stadig ønsker at føre disciplinarbog, skal imidlertid fra nu af føre disciplinarbogen holdvis og må af hensyn til, at ikke alle menige på et hold hjemsendes samtidigt, først tilintetgøre disciplinarbogen 16 måneder efter holdets indkaldelsesdato.
Det anførte ændrer således intet i de for værnepligtige ved CF-korpset og den statslige ambulancetjeneste samt for de efter CF-lovens § 31 til civilforsvarstjeneste indkaldte værnepligtige gældende bestemmelser om tilintetgørelse af »Registreringsblad for menige« og »Personlige oplysninger« i forbindelse med hjensendelsen.
10. DISCIPLINARNÆVNET
Den, der er blevet pålagt et disciplinarmiddel, kan inden 4 uger efter disciplinarmidlets forkyndelse forlange sagen indbragt for disciplinarnævnet ved at fremsætte skriftlig eller mundtlig begæring herom enten til vedkommende disciplinarmyndighed, der snarest skal aflevere sagen med de fornødne oplysninger til nævnets formand, eller direkte til nævnets formand (bekendtgørelse nr. 472 § 4, stk. 1).
Der er oprettet to disciplinarnævn, eet øst for og eet vest for Storebælt. Klager fra værnepligtige med tjenestested øst for Storebælt indbringes for disciplinarnævn øst, og klager fra værnepligtige med tjenestested vest for Storebælt indbringes for disciplinarnævn vest. Navn og adresse på nævnenes formænd meddeles i cirkulærskrivelse og i kolonne-/sektionsbefaling.
Det er mest hensigtsmæssigt, at klageren fremsætter sin begæring over for vedkommende disciplinarmyndighed, der herefter i overensstemmelse med de for tjenesteområdet almindeligt gældende bestemmelser om fremgangsmåden ved indgivelse af klager og andragender fremsender sagens akter med de bemærkninger, som indbringelsen for nævnet i øvrigt måtte give anledning til. Det er principielt svarende til, hvad der er foreskrevet for klager af anden art, jfr. »Grundbog for CF-korpsets menige« og »Tjenestevejledning for de efter CF-lovens § 31 indkaldte værnepligtige«. Ved at forholde sig på denne måde spares der også tid, da en klage, der er indgivet direkte til nævnets formand, normalt ikke behandles førend nævnets formand har orienteret vedkommende disciplinarmyndighed om sagen og modtaget akterne fra denne.
Klagernes begæring bør for at undgå eller mindske faren for misforståelser så vidt muligt være skriftlig. Det må klart fremgå af begæringens indhold, hvad der klages over, hvad der søges opnået med klagen, og om der ønskes at give møde for nævnet, se også bekendtgørelse nr. 472 § 7.
Den ikendende disciplinarmyndighed kan bestemme, at udståelsen af et pålagt disciplinarmiddel, der er eller agtes indbragt for nævnet, udsættes, indtil nævnets formand har truffet afgørelse herom (bekendtgørelse nr. 472 § 5, se også afsnittet om UDSÆTTELSE OG FORÆLDELSE AF IKENDTE DISCIPLINARMIDLER).
Tjenestestedet meddeler den fornødne frihed til at møde for nævnet.
Nævnets afgørelse (kendelse) udfærdiges skriftligt og sendes til vedkommende disciplinarmyndighed, som herefter meddeler klageren afgørelsens indhold og konsekvenserne heraf. Samtidig skal disciplinarmyndigheden sikre sig, at klageren er bekendt med reglerne om klage til ankenævnet.
11. ANKENÆVNET
Disciplinarnævnets afgørelse kan såvel af vedkommende disciplinarmyndighed som af den, der er blevet pålagt et disciplinarmiddel, inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse herom, forlanges indbragt for ankenævnet (bekendtgørelse nr. 472 § 11, stk. 1).
Der er kun oprettet eet ankenævn.
Indbringelse af en sag for ankenævnet sker ved indgivelse af skriftlig eller mundtlig anmodning herom til formanden for det disciplinarnævn, hvis afgørelse påklages (bekendtgørelse nr. 472 § 11, stk. 3).
Ankenævnet behandler normalt en sag på grundlag af det i sagen foreliggende skriftlige materiale, men følger i øvrigt i vid udstrækning de regler, der gælder for behandlingen af en sag, der er indbragt for disciplinarnævnet (bekendtgørelse nr. 472 § 12).
Opmmærksomheden henledes på, at ankenævnets afgørelser ikke kan indbringes for domstolene eller indenrigsministeren (bekendtgørelse nr. 472 § 13).
12. INDBERETNING AF NÆVNENES AFGØRELSER
Vedkommende disciplinarmyndighed indberetter de afgørelser, som disciplinar-/ankenævn træffer, til Civilforsvarsstyrelsen, sædvanligvis i form af en fotokopi af afgørelsen (kendelsen) og af eventuelt medfølgende bilag, samt - under forudsætning af, at tjenestestedet har afholdt udgifter i den enkelte sag, fx befordringsgodtgørelse, dagpenge m.v. til et nævns formand, til nævnsmedlemmer, klageren, vidner etc. - en specifikation over disse udgifter.