Cirkulære om henvisning til samtale. (* 1)

Cirkulære om henvisning til samtale. (* 1)

Arbejdsformidlingskontorerne

De statsanerkendte arbejdsløshedskasser

1. I henhold til arbejdsløshedslovens § 20, stk. 2, således som denne er affattet i lov nr. 160 af 12. april 1978 fastsættes efter forhandling med landsarbejdsnævnet følgende retningelinier for henvisning til samtale. Der kan til stillinger, som kan indebære varig ansættelse, eller hvortil der kræves særlige kvalifikationer, formidles kontakt mellem arbejdsgiveren og een eller flere arbejdssøgende ved henvisning.

Baggrunden herfor er et ønske om i videst muligt omfang at give de arbejdssøgende og arbejdsgiverne frihed til at vælge ud fra rimelige ønsker. Dette indebærer dels, at de arbejdssøgende får mulighed for uden forsikringsmæssige konsekvenser at gøre sig bekendt med flere arbejdstilbud, dels, at arbejdsgiveren får mulighed for at tale med flere interesserede ansøgere på samme måde som ved annoncering i presse og fagblade.

2. Ikke alle arbejdstilbud vil egne sig til besættelse ved henvisning til samtale. Kernen i henvisningsvirksomheden bør være arbejdstilbud, der skønnes at indebære ansættelse af mere varig karakter og ansættelse i stillinger, hvortil der kræves særlige kvalifikationer med hensyn til uddannelse eller faglig ekspertice.

Tilbud om løsarbejde eller kortvarige vikariater falder således helt uden for det område, der vil være egnet til besættelse gennem henvisning til samtale.

Det må anses for meget væsentligt, at der i forbindelse med henvisning til samtale findes en udførlig beskrivelse af jobbet og arbejdsvilkårene.

Udfyldelse af pladsanmeldelsesblanketter (AR 245) for de enkelte job vil være en hjælp i formidlingsarbejdet.

Tilsvarende er det af afgørende betydning, at der opnås grundigt kendskab til de arbejdssøgendes ønsker, personlige og faglige kvalifikationer. Udfyldelse af supplementskort (AR 224-28) bør derfor i videst muligt omfang foretages.

3. Når det skønnes, at et arbejdstilbud er egnet til henvisning af en eller flere arbejdssøgende, må medarbejderne ved hjælp af stamkortoplysninger og personligt kendskab til de arbejdssøgende finde frem til de ledige, der kan komme på tale.

Udfra en bedømmelse af arbejdstilbuddets karakter må det afgøres, hvor mange arbejdssøgende der bør henvises til samtale.

Arbejdsløshedskassernes og arbejdsformidlingens medarbejdere må fungere som kontaktled imellem arbejdssøgende og arbejdsgiver og må i samarbejde med arbejdsgiveren tilrettelægge tidspunkterne for de enkelte samtaler og meddele de arbejdssøgende de aftalte tidspunkter.

De arbejdssøgende må til samtalen med arbejdsgiveren forsynes med et introduktionskort fra arbejdsformidlingen (AR 234) eller fra den pågældende kasse. Herpå anføres sted og tidspunkt for samtalen samt oplysning om, hvem den arbejdssøgende skal tale med.

For at spare tid og ressourcer er det vigtigt, at arbejdsgiverne er informerede om tilbagemeldingspligten i henhold til arbejdsløshedslovens § 20 a, stk. 1.

4. Hvis der ikke etableres et arbejdsforhold i forbindelse med de første henvisninger, må medarbejderen drøfte med den arbejdsgiver, der har afgivet arbejdstilbuddet, om der eventuelt er opstået misforståelser med hensyn til kvalifikationskrav m.v. Det kan her komme på tale at inddrage arbejdssøgende uden for det lokale område eller søge jobbet besat med arbejdssøgende, som ikke umiddelbart skønnes at opfylde kvalifikationskravene.

Henvisning til samtale er et tilbud om service for arbejdstagere og arbejdsgivere, og et negativt udfald af en henvisning vil ikke umiddelbart medføre forsikringsmæssige konsekvenser for den ledige.

5. Ved henvisning til samtale må det over for de arbejdssøgende tilkendegives, at arbejdsløshedsforsikringen hviler på et princip om, at ledige medlemmer skal være til rådighed på arbejdsmarkedet; som følge heraf kan arbejdsformidlingen til stadighed foretage anvisning med hjemmel i arbejdsløshedslovens § 20, stk. 1.

Kaj Westergård

/Annemarie Koch