Legislator Case Law & Legislation
C19780305009 DK

Cirkulære om samarbejde mellem arbejdsformidlingskontorerne og de anerkendte arbejdsløshedskasser.(* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1978 3050 Historic

Cirkulære om samarbejde mellem arbejdsformidlingskontorerne og de anerkendte arbejdsløshedskasser.(* 1)

Arbejdsformidlingskontorerne

De statsanerkendte arbejdsløshedskasser

I medfør af bestemmelsen i § 10 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. fastsættes efter forhandling med landarbejdsnævnet nedenstående regler for samarbejde mellem arbejdsformidlingskontorerne og de anerkendte arbejdsløshedskasser, herunder regler om arbejdsløshedskassernes forpligtelse til at yde AF bistand ved arbejdsformidling.

Reglerne skal ses som et udtryk for, at der mellem arbejdsformidlingskontorerne og de anerkendte arbejdsløshedskasser består en gensidig oplysningspligt vedrørende alle forhold, der står i forbindelse med de opgaver, der påhviler arbejdsformidlingskontorerne og arbejdsløshedskasserne.

1. De samarbejdende organer.

For at samarbejdet mellem AF og arbejdsløshedskasserne kan intensiveres mest muligt, bør dette i almindelighed finde sted på lokalt plan og bør derfor ske direkte mellem de lokale arbejdsløshedskasseafdelinger og de under AF's hovedkontoreroprettede afdelingskontorer.

I tilfælde, hvor en arbejdsløshedskasse/afdeling er beliggende i eet arbejdsformidlingskontors område, men hvor medlemmet står tilmeldt et afdelingskontor i et andet arbejdsformidlingskontors område, bør samarbejdet som hovedregel finde sted mellem arbejdsløshedskasseafdelingen og det AF-hovedkontor, i hvis område afdelingen er beliggende. Dog kan der om mere praktiske spørgsmål samarbejdes direkte mellem arbejdsløshedskasse/afdelingen og det arbejdsformidlingskontor, ved hvilket det enkelte medlem står tilmeldt som arbejdssøgende.

Tilsvarende regler gælder for centralt styrede arbejdsløshedskasser.

Af hensyn til samarbejdets nærmere tilrettelæggelse er det af vigtighed, at AF og kasserne gensidigt holder hinanden underrettet såvel om de enkelte kontorsteders adresse, telefonnumre og åbningstider som om relevante personskift.

2. Samarbejde mellem AF og anerkendte arbejdsløshedskasser

vedrørende arbejdsformidlingen.

2.1 Samarbejde i forhold til de arbejdssøgende.

Af har gennem sin formidlingsvirksomhed til opgave dels at søge at besætte et modtaget arbejdstilbud med en arbejdstager, der opfylder de kvalifikationskrav, der stilles til jobbet, dels at være den arbejdssøgende behjælpelig med at få et passende arbejde.

2.1.1 Tilmelding til AF.

Det er af væsentlig betydning, at AF på et tidligst tidspunkt får kontakt med det ledige medlem, idet AF herved får bedre mulighed for at være pågældende behjælpelig med at finde ny beskæftigelse.

Hvis et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse bliver ledigt og ønsker at få andet arbejde og - såfremt andet arbejde ikke kan skaffes - ønsker at få dagpenge, skal pågældende straks ved ledighedens indtræden henvende sig til AF som arbejdssøgende, medmindre særlige regler foreskriver noget andet.

Kasserne har derfor pligt til at henvise medlemmer, der ønsker at få dagpenge, til at give fremmøde på AF.

2.1.2 Oplysning om den arbejdssøgende.

For at AF kan løse formidlingsopgaverne på en tilfredsstillende måde, er det nødvendigt, at AF søger frem til en nøje fastlæggelse af de arbejdssøgendes uddannelse, arbejdsmæssige kvalifikationer og praktiske erfaring.

Dette kanb ske gennem samtaler med de arbejdssøgende og i samarbejde med kasserne (afdelingerne) for så vidt angår oplysninger, som disse alene er i besiddelse af.

Som led i dette samarbejde skal kasserne - enten på forespørgsel fra AF eller af egen drift - være AF behjælpelig med at fremskaffe samtlige relevante oplysninger om medlemmerne, herunder oplysninger om faglige kvalifikationer, tidligere beskæftigelse m.v.

Det bemærkes, at der i henhold til arbejdsløshedslovens § 22 for AF gælder tavshedspligt med hensyn til de for AF foreliggende oplysninger om tilmeldte ledige personer.

2.1.3 Formidling af den arbejdssøgende.

Hvis AF er i tvivl om, hvorvidt en påtænkt formidling bør foretages, rettes henvendelse til vedkommende kasse (afdeling) for sammen med denne at søge tvivlsspørgsmålet løst.

Når et medlem er blevet anvist arbejde eller på anden måde har fået arbejde gennem AF, giver AF omgående arbejdsløshedskassen meddelelse herom.

Kommer arbejdsforholdet ikke i stand, eller afbrydes det umiddelbart efter overtagelsen, giver AF ligeledes omgående arbejdsløshedskassen underretning herom.

Overtager et ledigt medlem arbejde uden om AF, skal medlemmet underrette AF herom. AF videregiver derefter denne meddelelse til arbejdsløshedskassen.

Har arbejdsløshedskassen modtaget underretning om, at et ledigt medlem er gået i arbejde, skal arbejdsløshedskassen videregive denne oplysning til AF.

2.1.4 Arbejdsløshedskassernes pligt til i øvrigt at medvirke ved

formidling.

Arbejdsløshedskasserne har pligt til at være AF behjælpelig omkring specielle formidlingssituationer, hvor dette er foreskrevet i loven eller ved cirkulærer, f.eks. formidling af langvarigt ledige.

2.2 Samarbejde i forhold til arbejdspladserne.

Et vigtigt led i formidlingsvirksomheden er, at AF har et bredt kendskab til arbejdspladserne (virksomhederne). AF søger derfor ved modtagelsen af pladstilbud fra arbejdsgivere nøje at få fastslået såvel arbejdets nærmere indhold og karakter som - i muligt og hensigtsmæssigt omfang - de hertil knyttede løn- og arbejdsvilkår.

AF holder sig løbende i kontakt med arbejdspladserne gennem samtaler med og besøg på virksomhederne og gennem samarbejde med arbejdsløshedskasserne.

Disse skal på AF's anmodning eller af egen drift videregive oplysninger om de enkelte arbejdspladser og arbejdsfunktioner, som kan være af betydning for, at der formidles arbejdstagere med de nødvendige kvalifikationer til det tilbudte arbejde.

Endvidere skal arbejdsløshedskasserne videregive oplysninger om arbejdspladser, der kan have betydning for en øget formidlingsvirksomhed, f.eks. oplysninger om virksomheder, der agtes etableret o.l.

Arbejdsløshedskasserne er endeligt forpligtede til at videregive oplysninger om pladstilbud, som arbejdsløshedskasserne måtte komme i besiddelse af, således at de kan søges besat gennem AF.

Alene arbejdsløshedskasser, der har fået tilladelse til at foretage anvisning af arbejde til ledige medlemmer i henhold til § 24, kan udøve egentlig formidlingsvirksomhed.

3. Samarbejde mellem AF og arbejdsløshedskasserne om medlemmers

dagpengeforhold og om tilsynet med arbejdsløshedsforsikringen.

3.1 Såfremt AF ikke straks ved et medlems fremmøde kan tilbyde pågældende passende arbejde, udleverer AF kontrolkort til medlemmet. AF anfører på kortet, at medlemmet har givet fremmøde, og markerer tydeligt på hvilken dag og inden for hvilket tidspunkt, medlemmet påny skal give fremmøde. Det skal tydeligt fremgå af kontrolkortet, hvilke uger/dage medlemmet er fritaget for fremmøde. Ligeledes anføres CPR.nr.

Kontrolkortet indgår i det materiale, kassen benytter ved beregning af, i hvilket omfang medlemmet er dagpengeberettiget. AF skal af egen drift videregive til kasserne alle oplysninger om det enkelte medlem, som skønnes at kunne være af betydning ved beregning og udbetaling af dagpenge eller ved bedømmelse af medlemsretten.

3.2 I forbindelse med udøvelse af tilsynsvirksomheden er kasserne forpligtet til at stille det for tilsynet fornødne dagpengemateriale m.v. til rådighed for AF.

4. Samarbejde mellem AF og arbejdsløshedskasserne vedrørende

tilvejebringelse af oplysninger til brug for statistik vedrørende arbejdsmarkedsforhold.

4.1 For at AF kan have en ajourført oversigt over medlemmerne af arbejdsløshedsforsikringen, påhviler det arbejdsløshedskasserne løbende at tilsende arbejdsformidlingskontorerne oplysninger om optagelser, overflytninger mellem kasser, udmeldelser samt anden afgang ved anvendelse af de hertil autoriserede blanketter.

4.2 Det påhviler endvidere arbejdsløshedskasserne at udlåne de af de ledige udfyldte kontrolkort til arbejdsformidlingskontorerne, for at kontorerne kan udtrække de relevante oplysninger fra kortene til brug for den løbende arbejdsløshedsstatistik. Kontrolkortene skal ubetinget indsendes til AF umiddelbart efter, at den for udbetaling af dagpenge afsatte normale periode er afsluttet, og må således senest mandagen i den førstkommende uge efter, at de ledige medlemmer skal have afleveret kontrolkortene til kassen (afdelingen), være AF i hænde.

AF skal herefter hurtigst muligt tilbagesende kontrolkortene.

5. Hermed ophæves Arbejdsdirektoratets cirkulære af 30. januar 1969.

Kaj Westergård

/Annemarie Koch

kt.chef

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →