Cirkulære om naturfredningslovens bestemmelser (§§ 43 og 45) om anlæg m.v. i forbindelse med visse vådområder (vandløb, søer og moser). (Til samtlige amtsråd, hovedstadsrådet, samtlige kommunalbestyrelser samt fredningsnævnene og overfredningsnævnet)

§ 42

Anlæg m.v. i forbindelse med vådområder

§ 43 omfatter på samme måde som vandløbsloven både offentlige (stk. 1) og private (stk. 2) vandløb, jfr. nærmere nedenfor.

Der er dog visse forskelle mellem de vandløb, der er omfattet af vandløbsloven, og de vandløb, der er omfattet af naturfredningslovens § 43.

Vandløbsloven omfatter også rørledninger. Det følger imidlertid umiddelbart af bestemmelserne i § 43, stk. 1 og 2, der anvender udtrykket »åbne forløb«, at vandløb, i det omfang de er rørlagte, ikke er omfattet af naturfredningsloven.

Uden for vandløbslovens område falder på den anden side de vandløb, i hvis tilstedeværelse og vedligeholdelse kun en enkelt lodsejer har interesse. Sådanne vandløb er derimod omfattet af naturfredningslovens § 43.

Endvidere bemærkes, at søer, som indgår i et vandløbssystem, efter vandløbsloven anses som (dele af) vandløb. Efter naturfredningsloven er sådanne søer imidlertid tillige selvstændigt omfattet af bestemmelsen.

Endelig bemærkes, at afgrænsningen mellem vandløb og visse andre vådområder, f.eks. vældmoser, ikke er ganske skarp. Dette spørgsmål vil dog i relation til § 43 ofte være af mindre betydning, idet bestemmelsen efter bemærkningerne til lovforslaget omfatter samtlige kilde- og vældmoser, jfr. nedenfor under pkt. 3.3.

3.1.2. Med hensyn til offentlige vandløb bemærkes, at begrebet »offentlige« skal forstås på samme måde som i vansløbsloven, dvs. som en betegnelse for de vandløb, hvor det offentlige, kommunalbestyrelserne og amtsrådene, har ansvaret for den vandløbstekniske vedligeholdelse. Omfattet af ordningen er derfor kommunevandløb og amtsvandløb.

Særligt for så vidt angår amtsvandløb bemærkes, at § 43 indebærer, at amtsrådet, når der skal foretages ændringer af disse vandløbs åbne forløb - hvad ent n dette sker på amtsrådets eget initiativ eller efter ansøgning, f.eks. fra en tilstødende grundejer - skal underkaste projektet en egentlig og formelig behandling efter naturfredningslovens regler. Såfremt der i sager af denne art vil kunne opstå væsentlige interessemodsætninger mellem amtsrådet som egentlig anlægsmyndighed og som godkendelsesmyndighed efter naturfredningslovens § 43, vil det være naturligt, at amtsrådet underretter fredningsstyrelsen om sagen, før der er truffet afgørelse i den, således at der bliver mulighed for at overveje sagens indkaldelse, jfr. pkt. 2.3. foran om § 43, stk. 6.

3.1.3. De vandløb, der ikke er offentlige, anses som private vandløb i naturfredningslovens forstand.

Under godkendelsesordningen falder umiddelbart alene private vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m.

Efter bestemmelsens motiver i folketingsudvalgets betænkning er der her tale om den faktiske bundbredde, idet der for private vandløb ikke er fastsat nogen regulativmæssig bundbredde. Det er videre anført, at bundbredden på denne baggrund må fastlægges efter en gennemsnitsbetragtning, og at det afgørende i denne henseende må være den gennemsnitlige bundbredde af vandløbet indenfor grænserne af den eller de ejendomme, der er omfattet af den pågældende sag, eller hvor foranstaltningen skal gennemføres. Til vandløbets bund henregnes den del af vandløbet, der i størstedelen af året er vanddækket.

3.2. Naturlige søer.

3.2.1. Begrebet naturlige søer omfatter som hidtil alle søer, der traditionelt indgår i det pågældende landskab eller miljø. Det vil sige, at også søer, der helt eller delvis skyldes menneskelig indsats for en kortere eller længere årrække siden, og hvor der har udviklet sig et karakteristisk dyre- og planteliv i tilknytning til søen (f.eks. gadekær, møllesøer og ældre opstemningsanlæg), er omfattet af bestemmelsen. Under bestemmelsen falder således tillige under samme betingelser færdigt udgravede grus-, ler-, tørve- og mergelgrave. Det anførte gælder bl.a. uden hensyn til, om søerne er i offentligt eller privat eje, og om de indgår i et vandløbssystem.

I overensstemmelse med bemærkningerne til naturfredningslovens § 47, stk. 1 og 2, i lovforslaget til 1969-loven, jfr. Folketingstidende 1968-69, tillæg A I, sp. 1870, »er det ikke afgørende for, om et givet område kan betegnes som en sø, at det er karakteriseret ved en åben, ubevokset vandflade, idet der heruover må tages hensyn til arten af en eventuel forekommende vegetation«. Den i denne henseende afgørende vegetation består af vand- og sumpplanter.

Grænsen mellem de vådområder, der kan karakteriseres som søer, og de nye vådområder, der nu er inddraget under beskyttelsen, nemlig moserne, jfr. nedenfor under 3.3., er i øvrigt ikke ganske skarp. Dette er en af grundene til, at § 43 ved lovændringen er udvidet til også at omfatte moser.

3.2.2. Efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelsen, bilag B, gælder godkendelsesordningen som hovedregel ikke for søer, hvis areal er mindre end 0,1 ha.

Den anførte regel finder imidlertid, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 1-3, ikke anvendelse, hvis det drejer sig om

a) søer, der udgør en del af et offentligt vandløb eller af et privat vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m,

b) søer, der grænser op til en mose, hvis areal udgør 0,5 ha og derover,

c) gadekær eller lignende offentligt tilgængelige småsøer i byer eller bymæssig bebyggelse.

De under a)-c) nævnte søer er således omfattet af godkendelsdesordningen, uanset om deres areal er mindre end 0,1 ha.

Ved beregningen af arealet af en given sø bør der lægges vægt på dels udstrækningen af den sammenhængende åbne vandoverflade, dels karakteren af det tilstødende vandområde.

3.3. Moser.

3.3.1. Begrebet moser omfatter udyrkede områder med tørvebund, hvor grundvandet eller sekundære vandforekomster (sekundært grundvandsspejl) regelmæssigt når op i eller nær terrænniveau. Moser er således et fællesbegreb for en række typer af vådområder, der har forskellige betegnelser efter plantevækstens karakter, og efter hvorfra de får hovedparten af deres vand.

Mosebegrebet omfatter afhængigt af plantevæksten f.eks. følgende naturtyper: Rørsump, starsump eller ellesump. Afhængig af oprindelsen af vandet kan de benævnes: Højmose, kærmose eller vældmose. Om mosen derimod betegnes som sump, kær eller lignende er uden betydning.

Begrebet moser defineres således ud fra områdernes plantevækst, jordbund og fugtighedsforhold.

Afgrænsningen af områderne vil i øvrigt i almindelighed ret let kunne foretages i terrænet som grænsen til f.eks. permanent afgræssede engarealer eller dyrkede områder.

Uden for bestemmelsen falder arealer, som på ordningens ikrafttrædelsestidspunkt vedvarende er inddraget til landbrugsmæssige formål f.eks. til græsning eller høslet, jfr. pkt. 4.2.1.

3.3.1. Efter § 2, stk.1, i bekendtgørelsen, bilag B, gælder godkendelsesordningen som hovedregel ikke for moser, hvis areal er mindre end 0,5 ha.

Undtaget fra denne regel er efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 4

a) moser, der grænser op til søer, der er større end 0,1 ha,

b) moser, der grænser op til søer, der udgør en del af et offentligt vandløb eller af et privat vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m (se pkt. 3.2.2).

Sådanne moser er altså omfattet af godkendelsesordningen, uanset om deres areal er mindre end 0,5 ha.

4. Anlægsarbejder og andre arbejder omfattet af ordningen.

4.1. Dambrug.

Dambrug er - som hidtil - selvstændigt fremhævet i loven som et anlæg, hvis gennemførelse kræver en særlig tilladelse fra amtsrådet/hovedstadsrådet. Baggrunden for denne selvstændige godkendelse i henhold til naturfredningsloven af dambrug er begrundet i disse anlægs betydning i relation til interssen i en naturfredningsmæssig beskyttelse af det samlede kompleks af ferske vande. Den lovgivning, som i øvrigt regulerer etablering af dambrug miljøbeskyttelsesloven, vandløbsloven, vandforsyningsloven og ferskvandsfiskeriloven - indeholder f.eks. ikke bestemmelser om, at der skal tages landskabelige hensyn.

Ved etablering af et dambrug skal der som regel foretages en opstemning af et vandløb. Herved sker der en ændring - eventuelt tørlægning helt eller delvis af et vandløbs åbne forløb. Når dambrug på trods heraf er udtrykkelig nævnt i stk. 1, hænger dette sammen med, at det herved tydeliggøres, dels at også sådanne anlæg er omfattet af den samlede fredningsmæssige kontrol med udviklingen omkring vore ferske vande, dels at visse dambrug, som ellers ikke ville være omfattet af naturfredningslovens § 43, stk. 1, skal godkendes, f.eks. dambrug som ønskes etableret ved en grundvandsboring eller et rørlagt vandløb.

Ændring af eksisterende dambrug vil også kunne være omfattet af godkendelsesordningen i stk. 1, idet en ændring af dambruget i relation til landskabet og indgrebet i de ferske vande kan være så væsentlig, at den må sidestilles med etablering af et nyt dambrug.

En arealmæssig udvidelse, som ikke er uvæsentlig, kræver således en tilladelse i henhold til stk. 1, og det samme gælder i almindelighed etablering af bundfældnings- og klaringsbassin.

Særligt med hensyn til dambrug på søterritoriet bemærkes, at disse ikke kan anses for omfattet af naturfredningslovens § 43.

Om hegning m.v. i forbindelse med dambrug henvises til den ny bestemmelse i § 44.

4.2 Andre arbejder.

4.2.1. Efter naturfredningslovens § 43, stk. 1 og 2, kræves vedrørende vandløb tilladelse til ændring af det åbne forløb og vedrørende naturlige søer samt moser tilladelse til ændring af tilstanden. De forskellige sproglige udtryk for de herved omfattede anlægsarbejder m.v. dækker ikke over realitetsforskelle.

Det er ikke muligt på forhånd at afgrænse præcist alle de kategorier af anlægsarbejder, der er omfattet af bestemmelsen, idet det afgørende kriterium snarere er anlægsarbejdets virkninger end dets karakter.

For vandløb kræves der således tilladelse til f.eks. rørlægning, udretning, uddybning, opstemning og anlæg af styrt eller stryg. For så vidt angår søer og moser, kræves tilladelse til f.eks. ændringer af vandspejl og profil, dræning, uddybning, opgravning, opfyldning, anlæg af bygningsværker, henkastning og aflæsning af affald, gødning, kloakslam, regulering af fiskebestanden ved hjælp af gift samt - især for mosers vedkommende - inddragelse heraf til landbrugsmæssige formål i form af f.eks. vedvarende græsning eller høslet.

Den vandkemiske påvirkning, der følger af udledning af spildevand, er ikke omfattet af bestemmelsen. Disse udledninger falder derimod ind under miljøbeskyttelseslovens kap. IV.

Sædvanlig dræning af landbrugsjord m.v., der ikke medfører afvanding af - eller tilsvarende permanent grundvandssænkning i - f.eks. en tilstødende mose omfattet af godkendelsesordningen, kan gennemføres på sædvanlig måde uden tilladelse efter § 43.

Særligt for så vidt angår ellesumpe bemærkes, at i det omfang sådanne moser hidtil har været benyttet til træproduktion, kan denne udnyttelse fortsættes, uden at der kræves tilladelse hertil efter § 43. Dette indebærer, at der kan gennemføres såvel tyndingshugster som renafdrift under forudsætning af, at der ikke herved sker andre ændringer, som medfører, at ellesumpen ikke genopstår som en sådan.

4.3. Arbejder i henhold til vandløbsregulativer.

4.3.1. Efter § 43, stk. 1, 2 pkt., kan som hidtil arbejde i henhold til »gældende vandløbsregulativer« for så vidt angår offentlige vandløb gennemføres uden særlig tilladelse fra amtsrådet/hovedstadsrådet.

Bestemmelse, der stammer fra 1972-loven, undtager således fra godkendelsesordningen først og fremmest arbejder i henhold til de vandløbsregulativer, der var gældende, da reglerne om offentlige vandløb i § 43 trådte i kraft den 1. september 1972. Efter bemærkningerne til 1978-loven gælder dette dog ikke arbejder, som udføres på grundlag af vandløbsregulativer, der ikke længere er i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Arbejder, som udføres på grundlag af regulativbestemmelser fra tiden efter 1. september 1972 kræver heller ikke godkendelse, hvis regulativet, i det omfang det vedrører arbejder, der ændrer vandløbets åbne forløb, er tiltrådt eller godkendt i henhold til § 43.

I bemærkningerne til 1978-loven er det forudsat, at andre arbejder, som udføres på grundlag af regulativmæssige bestemmelser, der hidrøer fra tiden før 1. september 1972, ikke gennemføres, uden at der er foretaget en bedømmelse af de naturfredningsmæssige konsekvenser. Der er her tale om arbejder, der efter deres karakter ikke er omfattet af naturfredningslovens § 43 - typiske vedligeholdelsesarbejder - og som derfor principielt heller ikke kræver nogen godkendelse efter denne bestemmelse. Da disse arbejder imidlertid kan have uheldige naturfredningsmæssige virkninger, har man fundet det nødvendigt i 1978-lovens bemærkninger at pege på det hensigtsmæssige i, at disse konsekvenser overvejes nærmere. Ved en sådan overvejelse vil det eventuelt vise sig, at det er muligt at gennemføre arbejderne således, at de uheldige naturfredningsmæssige konsekvenser undgås eller i hvert fald formindskes, uden at dette går ud over hensynet til en forsvarlig vedligeholdelse af vandløbet.

Spørgsmålet om en hensigtsmæssig udformning af vandløbsregulativer, således at de naturfredningsmæssige hensyn indgår heri, forventes iøvrigt taget op i det af miljøministeriet nedsatte vandløbsudvalg, jfr. pkt.1.

4.3.2. For private vandløb, naturlige søer samt moser, gælder der ikke en tilsvarende undtagelsesbestemmelse. For så vidt angår arbejder i henhold til vandløbsretkendelser eller forlig indgået for vandløbsretterne, kræves der derfor principielt tilladelse fra amtsrådet/hovedstadsrådet, hvis arbejdet i øvrigt har den forudsatte karakter. I sådanne tilfælde bør der dog tages rimelige hensyn til lodsejernes forventninger om arbejdets gennemførlighed. Dette gælder ikke mindst, hvor projekteringen af arbejderne er langt fremme (jfr. i øvrigt pkt. 9), og/eller hvor kendelsen eller forliget er af nyere dato.

5. Godkendelsesordningens nærmere indhold.

5.1. Oplysning om godkendelsesordningen

I § 3 i bekendtgørelsen, bilag B, er angivet nogle supplerende regler vedrørende godkendelsesordningen. Under et tager disse regler først og fremmest sigte på en i forhold til borgerne hensigtsmæssig og hurtig sagsekspedition.

Efter bestemmelsen i § 3, stk. 1, påhviler det amtsrådet/hovedstadsrådet at give oplysning om, hvorvidt et bestemt privat vandløb eller en bestemt naturlig sø eller en mose er omfattet af godkendelsesordningen.

Baggrunden herfor er, at det kan være behæftet med en vis usikkerhed, om et bestemt vandområde er omfattet af godkendelsesordningen. Det er derfor af stor betydning, at lodsejerne, uden selv at skulle foretage omfattende undersøgelser og uden at skulle indgive en formel ansøgning, kan få oplysning om, hvorvidt et givet vådområde er omfattet af godkendelsesordningen.

Når de anførte bestemmelser ikke efter deres indhold gælder for offentlige vandløb, skyldes dette, at alle offentlige vandløb på forhånd er omfattet af godkendelsesordningen. I øvrigt må det anses for almindelig bekendt af lodsejerne, hvilke vandløbsstrækninger der er offentlige.

Bestemmelsen omfatter alene spørgsmålet om det pågældende vandområdes status., derimod ikke karakteren af det arbejde, der eventuelt påtænkes gennemført, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt et givet indgreb i et vandområde, der er omfattet af godkendelsesordningen, kræver tilladelse efter naturfredningsloven.

Baggrunden herfor er først og fremmest, at udgangspunktet i den omhandlede henseende er klart, nemlig at der skal tilladelse til anlægsarbejder m.v., der medfører »ændringer af det åbne forløb« henholdsvis »af tilstanden«. Hertil kommer imidlertid også, at vurderingen af dette spørgsmål ofte vil forudsætte nærmere undersøgelser, og at der vil være en glidende overgang mellem på den ene side de tilfælde, hvor tilladelse kan gives, fordi indgrebet er ubetydeligt, og på den anden side tilfælde, hvor indgrebet er af en sådan karakter, at der ikke kræves tilladelse.

5.2. Oplysningspligtens afgrænsning

Reglerne omfatter principielt kun en oplysningspligt i forhold til offentlige myndigheder samt berørte lodsejere eller brugere m.v., jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Også stk. 2 viser, at der normalt må være forbundet en mere konkretiseret interesse til forespørgslen, før der foreligger en egentlig forpligtelse til at besvare den. En mere præcis afgrænsning af den i henhold til § 3, stk. 1. berettigede kreds af privatpersoner m.v., eller af karakteren af de forespørgsler, som der foreligger en pligt til at besvare, er ikke mulig. Også i øvrigt må problemer af denne art løses konkret

5.3. Svarfristen og suspension heraf

En forespørgsel om, hvorvidt en af de nævnte kategorier af vådeområder er omfattet af godkendelsesordnignen, skal besvares inden 4 uger, efter at amtsrådet hhv. hovedstadsrådet har modtaget den, jfr. bekendtgørelsen, § 3, stk. 2.

Såfremt forespørgslen har en sådan karakter, at det ikke er muligt at besvare den endeligt før udløbet af svarfristen, eller det af andre grunde er nødvendigt med supplerende oplysninger, før der kan gives et endeligt svar, kan svarfristen suspenderes, jfr. bekendtgørelses § 3, stk. 4. Betingelsen herfor er, at amtsrådet/hovedstadsrådet fremsætter en anmodning om yderligere oplysninger inden 4 uger fra modtagelsen af forespørgslen.

Fristudsættelsen gælder, indtil de ønskede oplysninger er modtaget. Fra dette tidspunkt løber altså en ny svarfrist på 4 uger, der naturligvis vil kunne suspenderes ved anmodning om yderligere oplysninger, hvis en sådan anmodning er rimeligt begrundet i de foreliggende forhold.

5.4. Oversiddelse af svarfristen

Såfremt svarfristen oversiddes, kan lodsejeren, jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 2, 2. pkt., gennemføre foranstaltninger uden tilladelse efter lovens § 43, stk. 1 eller stk. 2. (Om revision af denne regel, se pkt. 10.4. nedenfor).

Det understreges, at reglen ikke bør benyttes som et alternativ til en tilladelse, Hvor vådeområdet er omfattet af godkendelsesordningen, bør sagen derfor underkastes en realitetsbehandling efter § 43, selv om det på forhånd måtte være klart, at henvendelsen vil resultere i en tilladelse. I modsat fald ville klageadgangen blive illusorisk.

Reglen i § 3, stk. 2,2. pkt., forudsætter, jfr. ordet »modtager« i § 3, stk. 2,1. pkt., at forespørgslen rent faktisk er kommet frem til amtsrådet eller hovedstadsrådet. En gennemførelse af projektet uden sikkerhed for, at forespørgslen er kommet frem, f. eks. ved at den er sendt som anbefalet brev, eller at modtagelsen af forespørgslen er anerkendt, sker derfor for vedkommende lodsejers egen risiko.

5.5. Undtagelser

Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 3, gælder den under pkt. 5.4. nævnte regel ikke

1) for etablering af dambrug, eller

2) for foranstaltninger, der vedrører private vandløb, naturlige søer og moser, der åbenbart er omfattet af nævnte godkendelsesordning eller

3) for foranstaltninger, der vedrører private vandløb, naturlige søer og moser, som i offentliggjorte registreringer o.lign. er henført til godkendelsesordningen.

Disse undtagelser medfører imidlertid ikke, at den omtalte svarfrist på 4 uger ikke gælder, og reglen tager således alene sigte på at hindre et misbrug af ordningen.

Etablering, jfr. ovenfor under 1), forstås på samme måde som i naturfredningsloven, d.v.s. som omfattende også i visse tilfælde ændringer af eksisterende dambrug, jfr. pkt. 4.1.

6. Sagsbehandlingen i øvrigt

6.1. Indgrebets karakter og betydning

Ved bedømmelsen af de konkrete ansøgninger efter § 43 skal der lægges vægt på indgrebets karakter og omfang, den naturfredningsmæssige betydning (jfr. naturfredningslovens formålsbestemmelse i § 1) af det pågældende vådområde samt andre samfundsmæssige hensyn. Der fremgår dog i denne henseende af bemærkningerne vedrørende naturlige søer og offentlige vandløb, at der skal tungtvejende grunde til at tillade ændringer, der er uforenelige med de naturfredningsmæssige hensyn.

I denne forbindelse bemærkes i øvrigt, at vådområdernes betydning for plante- og dyrelivet ikke behøver at have sammenhæng med en beliggenhed inden for eller uden for de områder, som i fredningsmyndighedernes landskabsanalyser er udpeget som særlige fredningsinteresseområder.

6.2. Registreringer, analyser og planlægning

Uanset det under pkt. 6.1. anførte, vil registreringer, analyser og planlægning på en række områder være af stor betydning også for administrationen af godkendelsesordningen.

I denne forbindelse kan nævnes dels den af fredningsstyrelsen og Danmarks Sportsfiskerforbund udarbejdede klassificering af danske vandløb i relation til fiskeinteresser, dels de af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelsers Ferksvandsfiskerilaboratorium udarbejdede ørredudsætningsplaner og driftsplaner for søer, dels - ikke mindst - recipientkvalitets- og spildevandsplanlægningen.

Hertil slutter sig naturligvis også det foreliggende analysearbejde i naturfredningslovens regie (landskabsanalyser m.v.), som vil kunne lægge op til en strengere praksis for så vidt angår vådområder beliggende inden for områder af særlig fredningsinteresse.

Endvidere kan nævnes den gennemførte klassificering af jyske vandløb på grundlag af den lavere ferskvandsfauna.

Endelig bemærkes, at der i hvert fald for visse amters vedkommende foreligger særlige vandløbsboniteringer ud fra naturfredningsmæssige hensyn, udarbejdet af fredningsplanudvalgene.

6.3 Forelæggelse for interesseorganisationer, andre myndigheder m.v.

Efter den hidtidige ordning var der foreskrevet en høring af Ferskvandsfiskeriforeningen og Danmarks Sportsfiskerforbund, jfr. pkt. 9, C og D, i ministeriet for kulturelle anliggenders cirkulære nr. 208 af 1. oktober 1972. Efter miljøministeriets opfattelse bør denne ordning imidlertid ikke uden videre opretholdes under hensyn til den skete udvidelse af kredsen af de klageberettigede (jfr. pkt. 8 nedenfor), der nu ofte vil omfatte f.eks. lokale afdelinger af de nævnte organisationer. Hvor der kan være tale om, at det berørte vådområde alene tjener som yngle- og opvækstplads for fisk, der i udvokset stand fanges uden for en eventuel lokalafdelings område, bør der dog fortsat ske en forelæggelse af sagen for disse organisationer. Også i øvrigt vil en inddragelse af disse organisationer - foruden af andre interesseorganisationer - kunne være hensigtsmæssig som led i sagernes oplysning.

Hvis der kan blive tale om konflikt med vigtige naturvidenskabelige interesser, vil det være naturligt at forelægge sagen for naturfredningsrådet.

Som udgangspunkt bør der altid indhentes en udtalelse fra vedkommende kommunalbestyrelse. Dette forhindrer imidlertid ikke, at en forelæggelse efter nærmere aftale med kommunalbestyrelsen kan indskrænkes til bestemte sagskategorier og/eller sager inden for nærmere afgrænsede områder.

6.4. Kravene til ansøgninger

En indsendelse til amtsrådet/hovedstadsrådet af ansøgninger efter § 43 vil iøvrigt efter ministeriets opfattelse i almindelighed ikke kræve, at der foreligger et fuldt udarbejdet projekt, men alene oplysninger om de berørte ejendomme (matrikelnumre) med en angivelse af de ændringer i vådområdet, anlægsarbejdet vil medføre. Hvis det skønnes nødvendigt kan der naturligvis indhentes nærmere oplysninger om anlægsarbejdet, og om de ændringer, som det vil medføre.

Specielt vedrørende dambrug henvises dog til pkt. 7.4.

7. Andre lovbestemmelser m.v.

7.1. Indledning

En del af de foranstaltninger, der omfattes af § 43, stk. 1 og 2, vil tillige kunne kræve tilladelse efter andre regler, herunder i anden lovgivning. Der vil i denne henseende kunne være tale om tilladelse såvel fra amtsrådet/hovedstadsrådet som fra andre myndigheder.

7.2. Naturfredningsloven

7.2.1. For så vidt angår tilladelse efter andre regler i naturfredningsloven bemærkes, at der efter § 47 a, stk. 1, ikke uden fredningsnævnets tilladelse må placeres bygninger, skure, campingvogne og lignende, opstilles master, foretages beplantninger og ændringer i terrænet samt henlægges affald indenfor en afstand af 150 m fra søer med en vandflade på mindst 3 ha og offentlige vandløb med en regulativmæssig bundbredde på mindst 2 m. Efter undtagelsesbestemmelsen i § 47 a, stk.2, nr. 2, kræves fredningsnævnets tilladelse ikke til »sådanne ændringer i terrænet, der er nødvendige i forbindelse med anlæg m.v., der er godkendt af amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, eller af miljøministeren i henhold til bestemmelserne i § 43.«

Uanset formuleringen af undtagelsesbestemmelsen fremgår det af miljøministeriets opfattelse klart af bestemmelsens forhistorie og motiver, at den omfatter alle foranstaltninger, der falder ind under § 43, stk. 1 eller 2, og som tillades i henhold hertil, dvs. også bygninger eller andre konstruktioner omfattet af en tilladelse til etablering af dambrug. Der kræves således ikke tilladelse fra fredningsnævnet til sådanne foranstaltnigner.

7.2.2. Tilladelse efter andre bestemmelser i naturfredningsloven vil derfor i det store og hele kun kunne blive aktuel, hvis den ansøgte foranstaltning vedrører et område, der er fredet eller omfattet af en verserende fredningssag. Hvorvidt der kan gennemføres vandløbsreguleringer m.v. i et sådant område, vil først og fremmest bero på det nærmere indhold af fredningsbestemmelserne. Men generelt bemærkes dog, at foranstaltninger af den nævnte art normalt vil være omfattet af status quo-fredninger, og således foruden tilladelse fra amtsrådet/hovedstadsrådet efter § 43 - vil kræve tilladelse fra fredningsnævnet eller overfredningsnævnet, jfr. i øvrigt naturfredningslovens §§ 34 og 34 a (samt for så vidt angår verserende fredninger, § 16).

I sådanne tilfælde skal fredningsnævnets eller overfredningsnævnets tilladelse indhentes, før der træffes afgørelse efter § 43. Amtsrådet/hovedstadsrådet bør derfor ikke give tilladelse efter § 43, før der er sikkerhed for, at det ansøgte vil kunne tillades af fredningsnævnet eller overfredningsnævnet, og hvis en sådan tilladelse nægtes, bortfalder yderligere sagsbehandling efter § 43. Ved behandling af disse sager forudsættes det på den anden side, at fredningsnævnene og overfredningsnævnet inddrager amtsrådet/hovedstadsrådet, således at det sikres, at de forskellige naturfredningsinstansers afgørelser koordineres.

7.3. Vandløbsloven, lov om landvæsensretter og vandforsyningsloven

7.3.1. Efter vandløbsloven (lovbekendtgørelse nr. 523 af 26. september 1973 som ændret ved § 22 i lov nr. 311 af 19. juni 1974 og § 11 i lov nr. 329 af 26. juni 1975) skal projekter til vandløbs- eller søreguleringer m.v., herunder opstemninger, vandings- og udpumpningsanlæg, tørlægning, rørlægning osv., som hovedregel forelægges en vandløbsret til godkendelse.

Hvor en foranstaltning, der kræver tilladelse efter § 43, stk. 1, eller stk. 2, tillige kræver godkendelse af vandløbsretten, indebærer bestemmelsen, at vandløbsretten ikke kan tage sagen under behandling, før der foreligger en endelig tilladelse efter § 43, stk. 1 eller stk. 2. Såvel amtsrådet/hovedstadsrådet og vandløbsretten bør derfor, når projektet forelægges, undersøge hvorvidt sagen tillige er forelagt i medfør af vandløbsloven, respektive naturfrednignsloven, og i det hele medvirke til, at sagsbehandlingen bliver så rationel som mulig, således at unødig projektering m.v. undgås.

Tilsvarende gælder for så vidt angår kommunalbestyrelsens godkendelse af broanlæg, jfr. vandløbslovens § 62, i det omfang sådanne anlæg falder ind under naturfredningslovens § 43, stk. 1 eller 2.

7.3.2. Særligt for så vidt angår dambrug bemærkes, at vandløbsretten efter vandløbslovens § 49, stk. 1, først kan tage stilling til projekter hertil, når der foreligger en tilladelse efter naturfredningsloven og godkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven.

7.3.3. Det under pkt. 7.3.1. anførte gælder også for så vidt angår sænkning af vandstanden i eller tørlægning af søer, jfr. § 3 i vandløbsloven, hvorfor den i samme lovs § 34 nævnte underretning fra vandløbsrettens side af fredningsmyndighederne normalt vil kunne anses som overflødig i sådanne sager.

Den i medfør af vandløbslovens § 34 nødvendige tilslutning fra amtsrådet eller hovedstadsrådet vil kunne anses at foreligge, såfremt der er indhentet endelig tilladelse efter naturfredningslovens § 43, stk. 1 eller stk. 2 (med mindre denne foreligger i form af en tilladelse fra fredningsstyrelsen i en sag, hvor amtsrådet eller hovedstadsrådet har givet afslag).

Inden for hovedstadsområdet må der herudover fortsat indhentes tilslutning fra amtsrådet efter vandløbslovens § 34.

7.3.4. Efter love om landvæsensretter (lovbekendtgørelse nr. 133 af 6. marts 1970) § 18 skal vandløbsretten »om fornødent« indkalde »fredningsmyndighederne« i sager angående reguleringer m.v. samt i sager angående andre foranstaltninger, hvorved et vandløbs naturlige tilstand ændres.

Da foranstaltninger af den nævnte karakter som hovedregel vil kræve en tilladelse efter naturfredningslovens § 43, stk. 1 eller stk. 2, og sager herom, jfr. ovenfor, ikke må tages under behandling af vandløbsretten, før sådan tilladelse foreligger, vil der efter miljøministeriets opfattelse normalt ikke være behov for den nævnte indkaldelse.

Selvstændig indkaldelse vil dog fortsat være af betydning i sager om private vandløb med en bundbredde på under 1,5 m. Amtsrådet vil i øvrigt i de fleste tilfælde være impliceret i vandløbssager gennem amtsvandinspektoratet.

Miljøministeriet forudsætter, at hovedstadsrådet, såfremt det finder det nødvendigt selvstændigt at blive indkaldt som naturfredningsmyndighed af vandløbsretten i medfør af bestemmelsen, underretter vandløbsretten herom.

7.3.5. I visse tilfælde kan foranstaltninger, der tager sigte på vandforsyning, og som er omfattet af den gældende vandforsyningslov (lovbekendtgørelse nr. 524 af 6. september 1973 som ændret ved lov nr. 288 af 26. juni 1975, og lov nr. 545 af 17. november 1976) f.eks. indvinding af vand fra vandløb i de i § 36, stk. 1, nævnte tilfælde, have en sådan karakter, at de tillige er omfattet af naturfredningslovens § 43, stk. 1. eller stk. 2.

Sådanne tilfælde vil dog have undtagelsens karakter, idet spørgsmål om vandindvinding på samme måde som t.eks. spildevandsafledning, som anført ( pkt. 4.2.1.) i almindelighed alene forudsætter en tilladelse efter anden lovgivning og ikke tillige en tilladelse efter naturfredningslovens § 43, stk. 1 og stk. 2. Hertil kommer, at der efter den gældende vandforsyningslov (pkt. 7.3.6.) i et vist omfang tillige kan tages de hensyn, der følger af naturfredningslovens § 1.

Såfremt en ansøgning til vandforsyningsformål undtagelsesvis tillige kræver en tilladelse efter naturfredningslovens § 43, stk. 1 eller stk. 2,bør det ansøgte i almindelighed ikke tillades, uden at der er sikkerhed for, at tilladelse kan meddeles efter begge love.

7.3.6. Ved den nye vandforsyningslov (lov nr. 299 af 8. juni 1978 om vandforsyning, jfr. § 1 i lov nr. 314 af 8. juni 1978 om ændring af forskellige lovbestemmelser i anledning af lov om vandforsyning m.v.), er visse foranstaltninger, der hidtil har været henlagt til vandløbsretten, overført til amtsrådet/hovedstadsrådet. Blandt disse foranstaltninger er også sådanne, der er - eller kan være - omfattet af naturfredningslovens § 43, stk. 1 eller 2, nemlig indvinding af vand fra vandløb til brug for vandingsanlæg (se pkt. 7.3.1.) og dambrug, herunder spørgsmål om regulering og opstemning m.v.

De nævnte love træder i kraft den 1. januar 1980. Der vil i givet fald i forbindelse med lovenes ikrafttræden blive fastsat regler vedrørende de heraf følgende ændringer i den fremtidige behandling af sager, der henhører såvel under naturfredningslovens § 43, stk. 1.eller 2, og de nye bestemmelser i vandforsyningsloven.

7.3.7. Udover det i pkt. 7.3.6. nævnte om den ny, endnu ikke ikrafttrådte, vandforsyningslov bemærkes, at miljøministeriet, som tidligere nævnt, har nedsat et udvalg til undersøgelse af det i loven om landvæsensretter fastlagte landvæsenretsinstitut.

Udvalget har bl.a. til opgave at gennemgå den lovgivning, der forudsætter landvæsensretternes medvirken, og fremkomme med en indstilling om revision af denne lovgivning i relation til anvendelsen af landvæsensretsinstituttet, samt fremkomme med forslag til revision eller ophævelse af lov om landvæsensretter.

Udvalget skal endvidere gennemgå samt udarbejde forslag til ændring af vandløbsloven. Det må forventes, at dette udvalgsarbejde vil resultere i forslag til løsning af de ovennævnte spørgsmål om dobbeltkompetence og koordination m.v.

7.4. Miljøbeskyttelsesloven

Af foranstaltninger omfattet af naturfredningslovens § 43, stk. 1 eller stk. 2, vil det i almindelighed alene være dambrug, der tillige kræver tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven (lov nr. 372 af 13. juni 1973 som ændret ved lov nr. 107 af 29. marts 1978, lov nr. 220 af 24. maj 1978 og lov nr. 304 af 8. maj 1978) jfr. herved bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978 om virksomheder m.v., som er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kap. 5.

På denne baggrund vil en bedømmelse af dambrugsprojekter efter naturfredningslovens § 43, stk. 1, normalt kunne indskrænkes til de landskabelige forhold og de specielle naturfredningsmæssige hensyn til floraen og faunaen.

Den omstændighed, at der kræves tilladelse efter begge love, herunder at kompetencen efter disse er henlagt til amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, forudsætter imidlertid ikke blot en intern koordination i vedkommende myndigheds forvaltning vedrørende sagens oplysning, men også at der ikke meddeles tilladelse efter den ene lov og afslag efter den anden.

Naturfredningslovens bestemmelser bør i den omhandlede henseende anses som præliminær. Kan der ikke meddeles tilladelse efter naturfredningsloven, vil der normalt ikke være grund til yderligere sagsbehandling og afslaget kan umiddelbart gives.

Hvis tilladelse efter naturfredningsloven kan gives, bør den endelige meddelelse heraf ikke ske, før der er sikkerhed for, at det ansøgte tillige kan godkendes efter miljøbeskyttelsesloven. Det vil endvidere sædvanligvis være mest hensigtsmæssigt, at de nærmere vilkår for tilladelsen, bortset fra vilkår af landskabelig eller af speciel naturfredningsmæssig karakter i øvrigt, knyttes til tilladelsen efter miljøbeskyttelsesloven.

Det vil være mest praktisk, at de to afgørelser træffes og offentliggøres samtidig, jfr. § 8, stk. 4, i bekendtgørelsen, bilag B. Derved sikres det også, at der kan ske den fornødne koordination hos de centrale myndigheder i tilfælde af, at afgørelserne indbringes for disse myndigheder. Det bemærkes i denne forbindelse, at kredsen af de ankeberettigede med hensyn til de to afgørelser ikke er identisk.

Såfremt den ene af afgørelserne påklages, kan det efter omstændighederne være ensbetydende med, at den anden afgørelse ikke kan få virkning efter sit indhold.

7.5. Ferskvandsfiskeriloven

Efter § 1 i ferskvandsfiskeriloven (lov nr. 66 af 23. marts 1965) vedrører denne fiskeriforhold i »søer, åer, bække og andre lignende naturlige ferske vande samt kanaler, grøfter og lignende kunstigt frembragte ferske vande, der indgår som led i eller træder i stedet for dele af et naturligt vandløssystem«, dvs. i vidt omfang de samme vådområder, som omtales i naturfredningslovens § 43, stk. 1 og 2. Ferskvandsfiskeriloven indeholder bl.a. bestemmelser om foranstaltninger som fisketrapper og gitterspærringer m.v. til sikring af vildfiskenes frie gang ved opstemninger, vandindtagningsanlæg og dambrug m.v. Da spørgsmålene imidlertid efter lovens § 37 i reglen afgøres af vandløbsretten, henvises til det under 7.3.1., 7.3.3. og 7.3.4. anførte.

Det bemærkes, at sager af den pågældende art behandles af vandløbsretten under medvirken af en fiskerisagkyndig i forbindelse med rettens øvrige godkendelse af de anlæg, som har nødvendiggjort foranstaltningerne, og at fiskeriministeriet efter § 18 i lov om landvæsensretter (lovbekendtgørelse af 6. marts 1970) skal indkaldes ved sager angående »foranstaltninger, hvorved et vandløbs naturlige tilstand ændres«.

8. Klage og offentliggørelse af afgørelser

8.1. Klageberettigelse

Som nævnt under pkt. 2.5. er der vedrørende de af § 43, stk. 1 og stk. 2 omfattede afgørelser gennemført nogle delvis nye klageregler, jfr. lovens § 45, der indebærer klagebeføjelser for bl.a. enhver, der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen.

I bestemmelsens motiver er i sidstnævnte forbindelse henvist til, at en lokal forening, hvis medlemskreds dyrker særlige fritidsinteresser knyttet til de ferske vådområder, f.eks. lystfiskeri, jægere, fugleinteresserede, sejl- og rosportsfolk, har mulighed for at påklage en afgørelse, der på væsentlig måde vil gribe ind i fritidsaktiviteterne.

8.2. Klagereglernes indhold

8.2.1. Klagereglerne findes i §§ 4 og 5 i bekendtgørelsen, bilag B.

Bekendtgørelsens § 4, stk. 4, indeholder reglerne for klagevejledning. Disse regler omfatter også vejledning om den ny bestemmelse i naturfredningslovens § 64 a, hvorefter en tilladelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år fra tilladelsens meddelelse.

8.2.2. I § 5, stk. 1, er foreskrevet, at en klage skal indgives til amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet. Myndigheden skal derefter videresende klagen til fredningsstyrelsen, der er klagemyndighed. Klagens indsendelse til fredningsstyrelsen skal være ledsaget af dels det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse, dels de bemærkninger fra amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, som klagen giver anledning til. Det materiale, der skal medsendes, bør i hvert fald omfatte al relevant korrespondance med de implicerede parter og myndigheder. Bemærkningerne til klagen, der i øvrigt må afhænge af dennes nærmere indhold, bør principielt være af en sådan karakter, at sagen kan afgøres af fredningsstyrelsen, uden at det er nødvendigt at sende denne til udtalelse hos amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet.

8.2.3. Tidspunktet for myndighedens modtagelse af klagen er afgørende for, om klagefristen er overholdt, jfr. bekendtgørelsens § 4, stk. 3 og § 8, stk. 3, (se herved pkt. 8.6.). Af hensyn til klageren bør amtsrådet eller hovedstadsrådet derfor straks sende en anerkendelse af klagens modtagelse.

8.4.2. Endvidere skal amtsrådet og hovedstadsrådet efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2, 1.pkt., i tilfælde af, at en tilladelse påklages, underrette ansøgeren om klagen, jfr. reglen i bekendtgørelsens § 4, stk. 5, 2. pkt. Fredningsstyrelsen påser, at denne underretning er sket (naturfredningslovens § 45, stk. 3, jfr. § 58, stk. 6). Hvis klage indgives direkte til fredningsstyrelsen, anerkender styrelsen modtagelsen heraf og underretter ansøgeren.

8.3. Offentliggørelsesreglerne

I konsekvens af de nye regler om klageberettigelse er det i lovens § 45 endvidere fastsat, at afgørelser efter naturfredningslovens § 43, stk. 1, eller stk. 2, skal offentliggøres, og at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

I henhold hertil er fastsat reglerne i kap. 3 i den som bilag B optrykte bekendtgørelse.

Idet der i øvrigt henvises til det nærmere indhold af denne bekendtgørelse, bemærkes følgende om enkelte af bestemmelserne i denne.

8.4. Hvilke afgørelser skal offentliggøres

8.4.1. Som hovedregel skal kun amtsrådets/hovedstadsrådets tilladelser offentliggøres (§ 6, stk. 1). Der gælder imidlertid visse undtagelser.

8.4.2. Efter § 6, stk. 2, kan offentliggørelse af en tilladelse undlades, hvis dette må anses som åbenbart unødvendigt. Dette gælder bl.a. hvis det tilladte er uden naturfredningsmæssig betydning. Som eksempel herpå kan nævnes mindre udretninger, uddybninger og lignende af grøfter, kanaler og andre kunstigt frembragte private vandløb, der ikke indgår som led i eller træder i stedet for dele af et naturligt vandløbssystem, især hvis disse periodisk er uden vandføring. Endvidere ændringer af det åbne forløb (bortset fra rørlægning) af - og anlæg af styrt i - stærkt regulerede private vandløb, såfremt deres anvendelse efter recipientkvalitetsplanlægningen ikke forudsætter særlige kvalitetskrav, og de er beliggende i områder, hvortil der ikke knytter sig fredningsmæssige, herunder landskabelige interesser.

Undtagelsesbestemmelsen gælder endvidere, hvis der er sket en særskilt skriftlig underretning om afgørelsen af alle, der, jfr. bekendtgørelsens § 4, stk. 1,2. pkt., må antages at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen, og denne underretning indeholder sædvanlig klagevejledning, jfr. bekendtgørelsens § 4, stk. 4.

8.4.3. Amtsrådet/hovedstadsrådet bestemmer efter § 7, stk. 1, om - og i givet fald i hvilket omfang - der skal ske offentliggørelse af afslag på ansøgninger i henhold til bekendtgørelsen. Som eksempel på afslag, som det typisk vil kunne være naturligt at offentliggøre, kan nævnes afslag i sager, der har været genstand for offentlig debat, dvs. sager, der har været genstand for en mere end almindelig omtale og diskussion, f.eks. i de lokale dagblade. Endvidere vil en offentliggørelse kunne være praktisk til markering af, at en behandling af en sag er afsluttet.

8.4.4. Endelig skal fredningsstyrelsens afgørelse i en klagesag, jfr. § 7,stk. 2, offentliggøres af amtsrådet/hovedstadsrådet efter styrelsens nærmere bestemmelse. Denne regel er ensbetydende med, at fredningsstyrelsen konkret skal tage stilling til offentliggørelsesspørgsmålet. En bekendtgørelse om sagens udfald vil især være relevant, såfremt styrelsen ændrer 1. instans-afgørelsen, og denne har været bekendtgjort. Et ikke offentliggjort afslag, der opretholdes af styrelsen, vil det derimod som oftest ikke være rimeligt at kræve offentliggjort.

8.5. Den offentlige bekendtgørelses indhold

Kravene til den offentlige bekendtgørelses indhold fremgår af reglerne i bekendtgørelsens § 8. Når den offentlige bekendtgørelse, jfr. § 8, stk. 2, nr. 3, tillige skal indeholde oplysning om de myndigheder m.v., der særskilt er underrettet om afgørelsen, tjener dette til underretning af offentligheden om afgørelsens adressat og til oplysning for lokale interesseorganisationer om, at en eventuel hovedorganisation er særskilt underrettet.

8.6. Samtidig underretning

Kravet i bekendtgørelsens § 9, 1. pkt., om, at offentliggørelse såvidt muligt skal finde sted samtidig med den individuelle, skriftlige underretning, hænger sammen med ønskeligheden af såvidt muligt at få en ensartet klagefrist med hensyn til de forskellige grupper af klageberettigede.

Det bemærkes herved, at klagefristen for den i § 2, stk. 1, 1. pkt., nævnte kreds af klageberettigede må regnes fra den individuelle underretning af disse. Med hensyn til de øvrige klageberettigede regnes klagefristen fra offentliggørelsen af afgørelsen, henholdsvis det seneste tidspunkt herfor, bortset fra i de tilfælde, hvor offentliggørelse er undladt, fordi alle, der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen, er særskilt underrettet om denne.

8.7. Særlig underretning af ansøgeren

Bekendtgørelsens § 9, 2. pkt., om særlig underretning af ansøgeren tager sigte på reglen i naturfredningslovens § 45, stk. 3, jfr. § 58, stk. 5 og § 4, stk. 5, i bekendtgørelsen om, at en tilladelse ikke kan udnyttes, før klagefristens udløb m.v.

8.8. Stedlige blade

Efter § 8, stk. 1, i bekendtgørelsen, sker offentliggørelsen i stedlige blade efter amtsrådets, henholdsvis hovedstadsrådets, nærmere bestemmelser. Amtsrådet og hvoedstadsrådet bør i denne forbindelse lægge vægt på, dels at de pågældende blade er egnede som middel til at oplyse de kredse, der kan komme i betragtning som klageberettigede, i hvilken forbindelse opmærksomheden henledes på, at netop afgørelser vedrørende vådområder kan være af betydning inden for større geografiske områder, dels at der, jfr. det under pkt. 8.6. anførte, sker en offentliggørelse i blade, der udkommer nogenlunde samtidig.

9.Ikrafttrædelse

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1979. For så vidt angår de nye kategorier af vådområder, der er inddraget under beskyttelsesordningen, kræves der således principielt tilladelse til alle anlægsarbejder m.v. omfattet af ordningen i det omfang, sådanne anlægsarbejder eller andre arbejder ikke må anses for at være gennemført den 1. januar 1979.

Om visse andre overgangsspørgsmål henvises til pkt.3.2.1. og 4.3.2.

10. Vandløbsplanlægning

10.1. De små private vandløb

Private vandløb med en mindre bundbredde har i mange tilfælde stor betydning for flora og fauna. Derimod har de ofte ikke samme betydning for landskabsbilledet som større vandløb. På denne baggrund er det forudsat, at kun de mindre private vandløb, som efter nærmere vurdering anses for at være af fredningsmæssig interesse, især som levesteder for planter og dyr, herunder fisk, skal inddrages under godkendelsesordningen. Det betyder, at f.eks. mindre grøfter, kanaler og lignende kunstigt frembragte vandløb, anlagt i forbindelse med grundforbedring og landindvinding m.v., samt mindre, stærkt regulerede vandløb i øvrigt uden fredningsmæssig interesse, normalt ikke vil blive medtaget under godkendelsesordningen.

Den fremtidige ordning vil derfor blive koncentreret om de uregulerede eller mindre regulerede, private vandløb samt vandløb, der udgør dele af vandløbssystemer, som i øvrigt er værdifulde og følsomme over for ændringer i de øvre dele. Kilder, der indgår i en mose (kilde- og vældmoser), er derimod omfattet af § 43, stk. 2's første led om moser, jfr. pkt. 3.1.1. og 3.3.1.

Udpegningen af de mindre vandløb, der skal omfattes af godkendelsesordningen, vil således skulle ske på grundlag af en kortlægning, analyse og vurdering af de fredningsmæssige interesser knyttet til de mindre vandløb i den pågældende region. Denne registrering og udpegning, der skal foretages af amtsrådet, henholdsvis hovedstadsrådet, i samarbejde med fredningsstyrelsen, og som vil ske med udgangspunkt i det allerede foreliggende analysemateriale m.v. ( jfr. også pkt. 6.2.) må i øvrigt ses i sammenhæng med såvel fredningsplanlægningen efter lovens kap. IV som amtsrådets, henholdsvis hovedstadsrådets, planlægning i øvrigt vedrørende vandløb, herunder især recipientkvalitetsplanlægningen.

Der vil af fredningsstyrelsen blive udsendt en vejledning om de indledende faser i det ovennævnte registrerings- og analysearbejde.

10.2. Vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m

De større private vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m er omfattet af godkendelsesordningen, da disse vandløb ofte vil være af naturfredningsmæssige interesse allerede på grund af deres størrelse og dermed deres landskabelige betydning.

Ved den fremtidige vandløbskortlægning m.v., bør dog også disse vandløb inddrages, således at de større private vandløb, der er uden naturfredningsmæssig betydning, især inden for kategorien af de vandløb, der er anlagt i forbindelse med grundforbedring, landvinding o. lign., kan blive udskilt fra godkendelsesordningen (§ 43, stk. 4). Der vil gennem vejledningsarbejdet vedrørende vandløbsplanlægningen blive fastsat nærmere retningslinier for denne udskillelse.

10.3. Naturlige søer og moser I det fremtidige vejledningsarbejde vil der endvidere blive taget stilling til kortlægning m.v. af naturlige søer og moser.

10.4. Revision af vådområdebekendtgørelsen

Når der gennem det ovennævnte kortlægningsmateriale m.v. er blevet tilvejebragt en afklaring af, hvilke konkrete vådområder, der på længere sigt skal være omfattet af godkendelsesordningen efter § 43, stk. 1 og 2, vil bekendtgørelsen, bilag B, blive taget op til revision. Dette gælder især dennes § 3, stk. 2, 2. pkt., om retsvirkningerne af manglende rettidig oplysning om, hvorvidt et bestemt vådområde er omfattet af godkendelsesordningen, jfr. pkt. 5.4. og 5.5. ovenfor.

11. Andre bestemmelser om vådområder i naturfredningsloven

11.1 Naturfredningsloven indeholder forskellige andre regler, der har betydning for beskyttelsen af vådområder. Disse regler er imidlertid stort set karakteriseret af, at kompetencen er henlagt til andre myndigheder end amtsrådet/hovedstadsrådet, nemlig enten fredningsnævnet eller miljøministeriet (fredningsstyrelsen). Noget andet er naturligvis, at amtsrådet/hovedstadsrådet som oftest vil blive inddraget i sådanne sager som høringsmyndighed, indstillende myndighed o.lign.

11.2. For så vidt angår en enkelt af disse regler, nemlig § 44 om hegning m.v. bl.a. i forbindelse med dambrug, er kompetencen henlagt til amtsrådet/hovedstadsrådet.

11.3. Endvidere sker miljøministerens fastsættelse af de i § 60 a, stk. 2, nævnte regler om regulering af almenhedens brug af vandløb og søer til ikke-erhvervsmæssig sejlads efter anmodning fra vedkommende amtsråd.

11.4. De øvrige regler, som ikke nærmere skal gennemgås her, er - udover muligheden af en specialbeskyttelse ved fredning efter lovens kap. III og planlægning, jfr. ovenfor under pkt. 9 - især

§ 43, stk. 3, om, at rørskær i perioden 1. marts-1. november kun kan ske med miljøministerens tilladelse. Denne bestemmelse gælder også for så vidt angår søterritoriet.

§ 43. Ændringer af offentlige vandløbs åbne forløb og af naturlige søers tilstand samt etablering af dambrug, må kun ske med tilladelse fra amtsrådet, i hovedstadsområdet dog hovedstadsrådet. Arbejder i henhold til gældende vandløbsregulativer kan dog foretages uden tilladelse fra amtsrådet eller hovedstadsrådet.

Stk. 2. Ændringer af det åbne forløb af private vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m samt af tilstanden af moser må kun ske med tilladelse fra amtsrådet, i hovedstadsområdet dog hovedstadsrådet. Tilsvarende regler gælder efter miljøministerens bestemmelse for nærmere angivne private vandløb med en bundbredde på under 1,5 m.

Stk. 3. Rørskær i perioden 1. marts-1. november kan kun ske med tilladelse fra miljøministeren.

Stk. 4. Miljøministeren kan bestemme, at de i stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, 1. pkt., nævnte bestemmelser ikke skal gælde for nærmere angivne kategorier af vandløb, søer og moser. Bestemmelse herom kan træffes for hele landet eller for nærmere angivne dele af landet.

Stk. 5. Miljøministeren kan bestemme, at tilladelse efter stk. 1, l. pkt, og stk. 2, i nærmere angivne tilfælde af mere vidtrækkende betydning i stedet meddeles af ministeren. Bestemmelse herom kan træffes for hele landet eller for nærmere angivne dele af landet.

Stk. 6. Miljøministeren kan beslutte at overtage afgørelsen i en for amtsrådet eller hovedstadsrådet indbragt sag, når sagen skønnes af mere vidtrækkende betydning.

Stk. 7. Miljøministeren kan give amtsrådet og hovedstadsrådet nærmere forskrifter for administrationen af stk. 1, 1. pkt., og stk. 2.

Stk. 8. Miljøministeren kan efter forhandling med vedkommende ministre give nærmere forskrifter for samarbejdet mellem amtsrådet og hovedstadsrådet og andre myndigheder.

Påbud om hegning, beplantning m.v.

§ 44. Hvis anvendelsen af en ejendom i det åbne land til

1) campingpladser, væddeløbs- og mortorbaner samt skydebaner,

2) tankstationer

3) oplagspladser, der ikke er nødvendige for landbrugs-, skovbrugs- eller fiskerierhvervet, samt lossepladser og

4) pelsdyrfarme og dambrug

medfører væsentlige ulemper eller virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne, kan amtsrådet, i hovedstadsområdet dog hovedstadsrådet, meddele ejeren påbud om etablering af hegn, beplantning eller andre foranstaltninger, som kan afhjælpe forholdet. Dette gælder uanset hvornår anlægget er etableret, og om det er sket i henhold til tilladelse efter naturfredningsloven.

Klager m.v.

§ 45 indeholder delvis nye klageregler, jfr. nærmere nedenfor under 8.1 og 8.3.

Kredsen af klageberettigede er blevet udvidet, idet afgørelserne nu også kan påklages af enhver, der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelse (§ 45, stk. 1).

Endvidere skal afgørelse offentliggøres. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler herom, herunder at offentliggørelse i særligt angivne tilfælde ikke skal finde sted. Med hjemmel bl.a. i denne bestemmelse er udstedt den som bilag B optrykte bekendtgørelse.

3. De enkelte kategorier af vådområder.

3.1 Vandløb

3.1.1 Begrebet vandløb efter naturfredningsloven forudsætter, at der foreligger en klart afgrænset terrænfordybning, som stadig eller nogenlunde regelmæssigt er vandførende. Det er uden betydning, om vandløbet kan siges at være naturligt, eller det som f.eks. grøfter og kanaler er kunstigt frembragt.

§ 45. Afgørelser efter § 43, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, kan påklages til miljøministeren af ansøgeren, kommunalbestyrelsen og anerkendte foreninger og institutioner jfr. § 8. Endvidere kan afgørelserne påklages af enhver, der må antages af have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen. Et påbud efter § 44, kan påklages til miljøministeren af ejeren.

Stk. 2. De klageberettigede efter stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., skal skriftligt underrettes om afgørelsen. Afgørelser efter § 43, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, skal offentliggøres. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for offentliggørelsen, herunder at offentliggørelse i nærmere angivne tilfælde ikke skal finde sted.

Stk. 3. Bestemmelserne om klage i § 58, stk. 3-6, finder tilsvarende anvendelse på afgørelser i henhold til § 43, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, samt § 44.

Kap.X

Klager m.v. vedrøende afgørelser efter kap. VI IX

§ 46 om strandbeskyttelseslinjen og § 47 a om sø- og åbeskyttelseslinjen.

Forskellige bestemmelser i kap. VIII om indskrænkning i almenhedens adgangs- og opholdsrettigheder.

§ 58. Fredningsnævnets afgørelser efter kapitlerne IV-IX kan påklages til overfredningsnævnet af den der har begæret fredningsnævnets afgørelse, vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet tillige hovedstadsrådet, kommunalbestyrelsen samt anerkendte foreninger og institutioner, jfr. § 8. Afgørelserne kan tillige påklages af miljøministeren.

Stk. 2. Rigsantikvarens afgørelse efter §§ 48, 49, stk. 1, og 50, kan påklages til miljøministeren af ejendommens ejer og bruger. Rigsantikvarens afgørelse efter § 48 kan påklages af de i stk. 1, 1. pkt., nævnte myndigheder m.v.

Stk. 3. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk.4. Afgørelsen skal indeholde oplysning om, til hvilken myndighed afgørelsen kan påklages, af hvem den kan påklages, fristen herfor samt oplysning om reglen i stk. 5.

Stk. 5. En tilladelse eller dispensation må ikke udnyttes før klagefristens udløb. Er klage indgivet, må tilladelse eller dispensation ikke udnyttes, medmindre den opretholdes af klagemyndigheden.

Stk. 6. Klagemyndigheden påser, at den hvem tilladelsen eller dispensationen er meddelt får underretning om klagen.

Stk. 7. De klageberettigede efter stk. 1 og 2 skal skriftligt underrettes om afgørelsen.

§ 60 om fredning, bl.a. på søterritoriet.

§ 60 a om indskrænkninger i den ikke-erhvervsmæssige sejlads med motordrevne fartøjer.

Miljøministeriet, den 1. december 1978

Ivar Nørgaard

/Ole Plougmann

Bilag A

Uddrag af lov om naturfredning, jfr. lovbekendtgørelse nr. 435 af 1. september 1978

Kapitel V

Anlæg m.v.

Cirkulære om naturfredningslovens bestemmelser (§§ 43 og 45) om anlæg m.v. i forbindelse med visse vådområder (vandløb, søer og moser).

(Til samtlige amtsråd, hovedstadsrådet, samtlige kommunalbestyrelser

samt fredningsnævnene og overfredningsnævnet)

(Til samtlige amtsråd, hovedstadsrådet, samtlige kommunalbestyrelser samt fredningsnævnene over overfredningsnævnet).

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. De nye bestemmelser i hovedtræk

2.1 Kategorier af vådområder

2.2 Udvidelser og indskrænkninger

2.3 Miljøministerens overtagelse af amtsrådets/hovedstadsrådets beføjelser

2.4 Forskellige administrative bestemmelser

2.5 Klager

3. De enkele kategorier af vådområder

3.1 Vandløb

3.2 Naturlige søer

3.3 Moser

4. Anlægsarbejder omfattet af ordningen

4.1 Dambrug

4.2 Andre arbejder

4.3 Arbejder i henhold til vandløbsregulativer

5. Godkendelsesordningens nærmere indhold

5.1 Oplysning om godkendelsesordningen

5.2 Oplysningspligtens afgrænsning

5.3 Svarfristen og suspension heraf

5.4 Oversiddelse af svarfristen

5.5 Undtagelser

6. Sagsbehandlingen i øvrigt

6.1 Indgrebets karakter og betydning

6.2 Registreringer, analyser og planlægning

6.3 Forelæggelse for interesseorganisationer, andre myndigheder m.v.

6.4 Kravene til ansøgninger

7. Andre lovbestemmelser m.v.

7.1 Indledning

7.2 Naturfredningsloven

7.3 Vandløbsloven, lov om landvæsensretter og vandforsyningsloven

7.4 Miljøbeskyttelsesloven

7.5 Ferskvandsfiskeriloven

8. Klage og offentliggørelse af afgørelser

8.1 Klageberettigelse

8.2 Klagereglernes indhold

8.3 Offentliggørelsesreglerne

8.4 Hvilke afgørelser skal offentliggøres

8.5 Den offentlige bekendtgørelses indhold

8.6 Samtidig underretning

8.7 Særlig underretning af ansøgeren

8.8 Stedlige blade

9. Ikrafttrædelse

10. Vandløbsplanlægningen

10.1 De små private vandløb

10.2 Vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m

10.3 Naturlige søer og moser

10.4 Revision af vådområdebekendtgørelsen

11. Andre bestemmelser om vådområder i naturfredningsloven

Bilag A

Uddrag af lov om naturfredning, jfr. lovbekendtgørelse nr. 435 af 1. september 1978.

Bilag B

Bekendtgørelse nr. 614 af 1. december 1978 om godkendelse m.v. efter naturfredningslovens §§ 43 og 45 af anlæg i forbindelse med visse vådområder (vandløb, søer og moser). (Udelades her. U.a.)

1. Indledning.

Ved lov nr. 219 af 24. maj 1978 er gennemført en række ændringer af naturfredningsloven (lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. oktober 1975), der træder i kraft 1. januar 1979. Ændringerne er optaget i en ny lovbekendtgørelse, bekendtgørelse nr. 435 af 1. september 1978 af lov om naturfredning.

Ved ændringsloven er blandt andet gennemført delvis ændrede bestemmelser om anlæg m.v. i forbindelse med visse vådområder, jfr. lovens §§ 43 og 45.

Samtidig er administrationen af bestemmelserne overgået til amtsrådene, i hovedstadsområdet dog hovedstadsrådet, som et led i disse myndigheders overtagelse af de regionale fredningsopgaver.

Hermed er administrationen af den væsentligste del af den lovgivning, der vedrører beskyttelsen af vådområder og anvendelse af disse til dels spildevandsafledning (miljøbeskyttelsesloven), dels vandindvinding (vandforsyningsloven), blevet samlet hos amtsrådene/hovedstadsrådet. Det samme gælder den til administrationen knyttede planlægning.

Hertil kommer amtsrådenes/hovedstadsrådets opgaver i forbindelse med vandløbsloven. For så vidt angår sidstnævnte lov og lov om landvæsensretter bemærkes, at miljøministeriet i marts måned 1977 (jfr. pkt. 7.3.7.) har nedsat et udvalg vedrørende revision af disse love.

De nye regler om vådområder i naturfredningsloven har nødvendiggjort udstedelsen af

Bekendtgørelse nr. 614 af 1. december 1978 om godkendelse m.v. efter naturfredningslovens §§ 43 og 45 af anlæg i forbindelse med visse vådområder (vandløb, søer og moser).

Miljøministeriet har på den ovennævnte baggrund fundet det hensigtsmæssigt at udsende nærværende cirkulære, der afløser pkt. 9 C og D i ministeriet for kulturelle anliggenders cirkulære nr. 208 af 1. oktober 1972 om lov nr. 284 af 7. juni 1972 om ændring af naturfredningsloven.

Der vil senere - antagelig i løbet af foråret 1979 - blive udsendt en vejledning om de indledende faser i det registrerings- og analysearbejde, som de nye bestemmelser i § 43 forudsætter, jfr. nedenfor under pkt. 10.

Nærværende cirkulære bygger først og fremmest på bemærkningerne til 1978-lovforslaget, jfr. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2529 ff og de øvrige forarbejder til 1978-loven, herunder især betænkning afgivet af folketingets udvalg om fysisk planlægning den 20. april 1978 med tillægsbetænkning af 28. s.m., jfr. Folketingstidende 1977-78, tillæg B, sp. 721 ff og sp. 845 samt besvarelser fra miljøministeren af forskellige spørgsmål fra folketingsudvalget under behandlingen af lovforslaget.

Som bilag til cirkulæret er optaget

Bilag A. §§ 43, 44, 45 og 58 i naturfredningsloven.

Bilag B. Bekendtgørelse af 1. december 1978 om godkendelse m.v. efter naturfredningslovens §§ 43 og 45 af anlæg i forbindelse med visse vådområder.

2. De nye bestemmelser i hovedtræk.

2.1 Kategorier af vådområder.

Efter den hidtidige ordning, der blev gennemført ved lov nr. 284 af 7. juni 1972 om ændring af lov om naturfredning, udkrævedes fredningsplanudvalgets tilladelse til etablering af dambrug samt til ændringer af det åbne forløb af offentlige vandløb og af tilstanden af naturlige søer(§ 43, stk. 1).

Ved den nu gennemførte lovændring er godkendelsesordningen udvidet til også at omfatte private vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m og moser (§43, stk. 2, 1. pkt.).

Samtidig er begrænsningen i den tidligere lov, hvorefter godkendelsesordningen alene omfattede vådområder uden for byer og bymæssig bebyggelse, blevet ophævet, således at ordningen nu principielt gælder for vådområder også i byer og bymæssig bebyggelse.

Lovens § 43, stk. 1 og stk 2, 1. pkt., omfatter herfeter som udgangspunkt følgende kategorier af vådområder

a) offentlige vandløb

b) private vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m

c) naturlige søer

d) moser

samt som et specielt anlæg

e) etablering af dambrug.

2.2 Udvidelser og indskrænkninegr

Samtidig er der blevet tilvejebragt lovhjemmel for at gennemføre dels udvidelser af, dels indskrænkninger i godkendelsesordningen.

Efter miljøministerens bestemmelse kan således under godkendelsesordningen inddrages nærmere angivne private vandløb med en bundbredde på under 1,5 m (§43, stk. 2, 2. pkt.). Regler i henhold hertil er endnu ikke fastsat (se pkt. 10).

Efter § 43 kan miljøministeren bestemme, at visse nærmere angivne kategorier af de i pkt. 2.1 under a)-d) nævnte vådområder skal holdes uden for godkendelsesordningen. Sådan bestemmelse kan træffes for hele landet eller nærmere angivne dele af dette. Denne bestemmelse har fundet anvendelse ved udstedelsen af den som bilag B optrykte bekendtgørelse, jfr. dennes § 2.

2.3 Miljøministerens overtagelse af amtsrådets/hovedstadsrådets beføjelser.

Efter § 43, stk. 5, kan miljøministeren bestemme, at administrationen af godkendelsesordningen i nærmere angivne tilfælde af mere vidtrækkende betydning overtages af ham. Sådan bestemmelse kan også træffes for bestemte dele af landet.

Endvidere kan miljøministeren som hidtil overtage afgørelsen i en konkret sag, når denne skønnes af mere vidtrækkende betydning (§43, stk. 6).

2.4 Forskellige administrative bestemmelser.

Efter § 43, stk. 7 og 8, kan miljøministeren give amtsrådet og hovedstadsrådet nærmere forskrifter for administrationen af godkendelsesordningen og - efter forhandling med vedkommende ministre - give forskrifter for samarbejdet mellem amtsrådet og hovedstadsrådet og andre myndigheder.

2.5 Klager.

Ingen