Cirkulære om ændringer i ligningslovens § 28
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om ændringer i ligningslovens § 28
Ved lov nr. 266 af 8. juni 1978 og lov nr. 538 af 1. november 1978 er der gennemført ændringer i § 28 i lov om påligningen af indkomstog formueskat til staten (ligningsloven) som senest er optrykt ved lovbekendtgørelse nr. 462 af 13. september 1978.
Reglerne i ligningslovens § 28 blev indføjet ved en ændringslov af 2. oktober 1974. Efter denne lov skulle bestemmelserne i § 28 tages op til revision i folketingsåret 1977/78. Ved de ovenfor nævnte love, der tager sigte på denne revision, er der dels foretaget nogle tekniske og dels nogle mindre redaktionelle ændringer, som alene har til formål at præcisere de gældende bestemmelser.
Ændringerne har virkning fra og med indkomståret 1978. I det følgende redegøres der for disse ændringer.
I stk. 1 er det præciseret, at bestemmelsen kun finder anvendelse for fuldt skattepligtige personer efter kildeskattelovens § 1, idet det ikke i praksis er muligt at opstille en privatforbrugsopgørelse for begrænset skattepligtige personer.
Da adgangen til at foretage nedskrivning på varepartier, indkøbt på bindende kontrakt, er ophørt fra og med 1976, er dette punkt udeladt i stk. 1.
Formuleringen af stk. 1 er endvidere ændret således, at det præciseres, at bestemmelsen finder anvendelse ikke alene, hvor den skattepligtige indkomst som følge af afskrivninger m.v. er blevet mindre end privatforbruget, men også hvor afskrivninger m.v. har gjort en skattepligtig indtægt, der i forvejen var mindre end privatforbruget, endnu mindre.
I stk. 4 er det beløb, privatforbruget skal overstige, før der kan ske begrænsning af afskrivninger m.v., for indkomstårene 1978 og 1979, forhøjet til 70.000 kr.
Fra og med indkomståret 1980 reguleres privatforbrugsgrænsen i stk. 4 på grundlag af udviklingen i reguleringspristallet. Privatforbrugsgrænsen for 1980 skal herefter beregnes på grundlag af ændringen i reguleringspristallet fra april 1978 til april 1979.
Den tidligere anvendte regel om nedrunding af privatforbruget med 5.000 kr. er ophævet.
I stk. 5 er formuleringen ændret således, at det præciseres, at ikke godkendte afskrivningsbeløb skal betragtes som ikke foretagne, således at udnyttelsen af disse beløb i fremtiden må ske inden for de sædvanlige rammer for afskrivning, eventuelt gennem en forlængelse af afskrivningsperioden.
Der henvises i øvrigt til Skattedepartementets vejledning nr. 59 af 18. april 1975 og cirkulære nr. 123 af 8. juni 1976 om reglerne i ligningslovens § 28.
Skattedepartementet, den 16. november 1978
Hans P. Gøtrik
/ O. Skau Wogensen
Ingen