Cirkulære om enkeltkursusordningen ved lærerseminarierne (Til seminarierektorerne)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om enkeltkursusordningen ved lærerseminarierne
(Til seminarierektorerne)
Efter § 2 i lov nr. 218 af 24. maj 1978 om kursusvirksomhed m.v. ved seminarier, der uddanner lærere til folkeskolen, kan seminarierne efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren, tilbyde lærere og andre interesserede at deltage i undervisning og prøver, der indgår i uddannelsen af lærere til folkeskolen.
I henhold hertil fastsættes følgende
1. Ordningens omfang.
a. Enkeltkursusordningen omfatter alle fag og kurser, der indgår i læreruddannelsen, herunder praktisk skolegerning i tilknytning til den undervisning, som den pågældende deltager i på seminariet, og i et hertil svarende omfang.
b. Der kan kun optages enkeltkursusstuderende i det omfang, hvori der er ledige pladser på det pågældende hold. Enkeltkursusordningen kan således ikke begrunde oprettelsen af nye eller flere hold.
c. Det påhviler det enkelte seminarium selv at formidle information om den undervisning, der tilbydes som led i enkeltkursusordningen.Seminariet beskriver for det enkelte fag eller kursus de forudsætninger, der er lagt til grund ved undervisningens tilrettelæggelse.
2. Adgangen til at deltage i undervisningen.
a. Adgang til at blive optaget som enkeltkursusstuderende har enhver, der er fyldt 18 år, og som ikke er ordinær studerende ved et lærerseminarium.
b. Hvis et seminarium ikke kan optage alle ansøgere til et fag eller kursus, optages ansøgerne i tilmeldingsrækkefølge.
c. En enkeltkursusstuderende kan i det enkelte semester ikke deltage i mere end tre fag eller kurser.
3. Eksamen eller anden form for faglig vurdering.
a. De enkeltkursusstuderende har ret - men ikke pligt - til at deltage i prøver eller anden faglig vurdering, der hører til det fag eller finder sted på de tidspunkter, der er fastsat for de øvrige deltagere i faget eller kurset.
b. Der gælder de samme begrænsninger for enkeltkursusstuderende som for ordinære studerede med hensyn til det antal gange, man kan deltage i et undervisningsforløb.
4. Bevis for deltagelse.
a. Den enkeltkursusstuderende har krav på bevis for bestået prøve eller anden faglig vurdering, ligesom den enkeltkursusstuderende, hvis der er mødepligt, har krav på bevis for tilstrækkelig tilstedeværelse.
b. Der vil desuden kunne udstedes tilstedeværelsesbeviser for deltagelse i fag eller kurser, hvortil der ikke er mødepligt, såfremt den pågældende har været til stedet i mindst 4/5 af undervisningstimerne.
c. Det bør tilkendegives de pågældende, at de aflagte prøver m.v. ikke i sig selv giver adgang til at søge ansættelse i folkeskolen.
5. Andre bestemmelser.
a. Deltagelse i undervisningen er gratis, jfr. lovens § 5, stk. 1.
b. enkeltkursusstuderende er ikke stemmeberettigede eller valgbare ved valg til de faste råd og udvalg ved seminariet, jfr. lovens § 4.
c. Efter hvert undervisningsårs begyndelse indsendes indberetning til direktoratet om antallet af ansøgere til og optagne på de tilbudte fag og kurser. Endvidere afgives efter undervisningsårets afslutning en samlet indberetning om forløbet af enkeltkursusordningen i det pågældende undervisningsår.
6. Ikrafttræden.
a. Cirkulæret har virkning fra den 1. august 1978.
b. Samtidig bortfalder de ved direktoratets skrivelse af 24. september 1975 fastsatte særlige regler om optagelse af ikke-seminarieuddannede lærere på seminariernes hold i liniefag og pædagogiske specialer.
Undervisningsministeriet
Direktoratet for folkeskolen, folkeoplysning, seminarier m.v., den 20. september 1978.
Asger Baunsbak-Jensen
/Tage Kampmann