Cirkulære om ændring af lov om folkeskolen, om lov om specialundervisning for voksne og om ændring af lov om fritidsundervisning m.v. (Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolekommissioner, skolenævn, voksenundervisningsningsnævn, lærerråd og skoleledere uden for København)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om ændring af lov om folkeskolen, om lov om specialundervisning for voksne og om ændring af lov om fritidsundervisning m.v.
(Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolekommissioner, skolenævn,
voksenundervisningsningsnævn, lærerråd og skoleledere uden for
København)
I. Indledning
Som led i udlægningen af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg, jfr. lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v., er der på undervisningsområdet gennemført følgende love, der er optaget som bilag 1-3 til dette cirkulære, og som træder i kraft den 1. januar 1980
1. Lov nr. 302 af 8. juni 1978 om ændring af lov om folkeskolen (Overtagelse af særforsorgsundervisningen).
2. Lov nr. 301 af 8. juni 1978 om specialundervisning for voksne.
3. Lov nr. 300 af 8. juni 1978 om ændring af lov om fritidsundervisning m.v.
Ministeriet skal i dette cirkulære give en almindelig orientering om lovenes indhold og forudsætninger, således som disse fremgår af bemærkningerne til lovforslagene og af behandlingen i folketinget.
Derimod vil der ikke i dette cirkulære blive fastsat sådanne supplerende eller udfyldende regler, som det efter loven er overladt til undervisningsministeren at fastsætte om bestemte forhold. Disse regler vil blive søgt udarbejdet og udsendt i rimelig tid inden lovenes ikrafttræden den 1. januar 1980.
II. Baggrunden for lovene.
Særforsorgen er en fællesbetegnelse for de foranstaltninger med hensyn til behandling, undervisning, oplæring, beskæftigelse samt særlig bistand og pleje, der indtil udlægningen pr. 1. januar 1980 påhviler staten over for åndssvage, epileptikere, vanføre, talelidende, blinde, svagtsynede samt døve og tunghøre. Som anført i betænkning af 19. maj 1978 fra folketingets socialudvalg over forslag til lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. og forslag til lov om ændring af lov om social bistand med flere love har særforsorgen igennem mange år været udøvet ud fra målsætningen om normalisering og integration, således at bistanden i stadig stigende grad er ændret fra egentlig institutionsforsorg til tilbud om vejledning og placering i normalt miljø, til gennemførelse af uddannelse og oplæring inden for det almindelige uddannelsessystem og til optagelse i almene institutioner.
Denne udvikling har medført, at afgrænsningen mellem særforsorgens indsats og indsatsen på tilgrænsende områder er blevet stadig vanskeligere at foretage både for så vidt angår planlægningen af den samlede service og indsatsen over for den enkelte klient.
På denne baggrund ophæves særforsorgen som begreb den 1. januar 1980, samtidig med at de bestående institutioner overføres til amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner.
III. Lov om ændring af lov om folkeskolen. (Overtagelse af særforsorgsundervisningen).
Ifølge § 19, stk. 2, i den ændrede folkeskolelov påhviler det amtskommunerne at sørge for specialundervisning af børn, hvis udvikling kræver en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte. I Københavns og Frederiksberg kommuner påhviler forpligtelsen kommunen. Ligesom det er tilfældet for den specialundervisning, der allerede gives i folkeskolen, vil der i medfør af folkeskolelovens § 3. stk. 2, der efter lovændringen også omfatter den undervisning, der hidtil er blevet ydet til børn og unge inden for særforsorgen, blive fastsat nærmere bestemmelser om undervisningen af disse elever.
A. Ansvarsfordelingen mellem amtskommune og kommune.
Uden for København og Frederiksberg har amtskommunerne efter ændringsloven ansvaret for undervisning af svært handicappede børn, herunder det bevillingsmæssige ansvar og planlægnings-, tilsyns- og visitationsfunktionen. Man har imidlertid med lovændringen samtidig tilsigtet at skabe mulighed for, at de svært handicappede elever i videst muligt omfang integreres i et almindeligt folkeskolemiljø. Der er derfor efter § 20, stk. 1, 2. pkt. i den ændrede folkeskolelov mulighed for at undervisningen kan indrettes som et led i den almindelige folkeskolevirksomhed på grundlag af overenskomst mellem amtsrådet og en eller flere kommuner, men loven tager ikke umiddelbart stilling til spørgsmålet om, i hvilket omfang undervisningen skal indrettes af kommunerne. Dette skal fastlægges i udbygningsplanerne for undervisningen af svært handicappede. Om forholdene i perioden 1. januar 1980 - 30. juni 1981, jfr. dog nedenfor.
Retningslinier for denne planlægning overvejes i et udvalg, hvori bl.a. Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening er repræsenteret. Udvalget har til opgave at fremkomme med forslag til de vejledende retningslinier for udbygningsplaner for undervisningen af svært handicappede, som undervisningsministeren efter § 19, stk. 4. i den ændrede folkeskolelov skal udsende. På grundlag heraf og i henhold til skolestyrelseslovens § 35 skal amtskommunerne udarbejde udbygningsplaner for den vidtgående specialundervisning. I udbygningsplanerne skal det dels fastlægges, i hvilket omfang undervisningen straks kan overføres til kommunal drift efter overenskomst mellem amtskommune og kommune, dels angives, om undervisningen i løbet af den periode, udbygningsplanlægningen omfatter, kan overføres til kommunal drift og i bekræftende fald, hvornår og hvorledes dette vil kunne ske.
Den hidtidige særforsorgsundervisning er etableret på særlige skoler og integrationen af de svært handicappede elever må derfor forudses, i det omfang en integration kan gennemføres, at måtte gennemføres ved en forløbende proces, der vil strække sig over en årrække, afhængig af de personalemæssige og bygningsmæssige forudsætninger.
Udvalgets arbejde forventes afsluttet sommeren 1979, og retningslinierne vil herefter kunne udsendes senest 1. januar 1980, amtskommunens udbygningsplaner vil derefter kunne foreligge færdigudarbejdet og godkendt af undervisningsministeriet senest 30. juni 1981. I overgangsperioden fra lovens ikrafttræden og indtil 30. juni 1981 skal samtlige de hidtidige statsejede særforsorgsskoler drives af amtskommunerne.
For så vidt angår de hidtidige private særforsorgsskoler påhviler det de amtskommuner, hvor skolerne er beliggende, i henhold til § 3, stk. 1, i lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m. v. at indgå overenskomst med disse. Der henvises i denne forbindelse til socialstyrelsens vejledning af 31. oktober 1978 om retningslinierne for overførelse efter udlægningsloven (lov nr. 257 af 8. juni 1978) af institutioner inden for åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg samt af de særlige plejehjem.
Afgørelse af, om en elev skal have specialundervisning efter § 19, stk. 1, eller efter § 19, stk. 2, i den ændrede folkeskolelov, må bero på et konkret skøn på grundlag af handicappets sværhedsgrad og en vurdering af, om eleven har behov for så specielle specialpædagogiske foranstaltninger, at disse behov i almindelighed ikke vil kunne opfyldes ved den enkelte kommunes egne foranstaltninger. Der vil endvidere i afvejningen kunne indgå en vurdering af størrelsen af udgifterne ved de nødvendige foranstaltninger. Indebærer undervisningen omkostninger, der væsentligt overstiger, hvad der er almindeligt for specialklasseundervisning i kommunerne, bor undervisningen henføres til § 19, stk. 2.
B. Observationsskoler og undervisningscentre for svært handicappede
Set i relation til de eksisterende skoler omfatter bestemmelsen i § 19 stk. 2 - foruden de hidtidige særforsorgsskoler - undervisningscentre for svært handicappede og observationsskoler for elever med adfærdsproblemer og psykiske lidelser.
C. Specialpædagogisk bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.
Ifølge § 3 a. stk. 1, i den ændrede folkeskolelov skal der efter regler fastsat af undervisningsministeren tilbydes specialpædagogisk bistand til børn i førskolealderen. Ansvarsfordelingen mellem amtskommune og kommune er her den samme som for børn, der har påbegyndt skolegangen, idet det som udgangspunkt påhviler kommunen at sørge for den specialpædagogiske bistand jfr. § 19, stk. 1, 2. pkt. i den ændrede folkeskolelov, dog således at amtskommunen har ansvaret for, at der ydes specialpædagogisk bistand til svært handicappede børn, jfr. § 19, stk. 2, 2. pkt. i den ændrede folkeskolelov. Ifølge § 3 a, stk. 1, fastsætter undervisningsministeren regler om specialpædagogisk bistand til børn i førskolealderen.
D. Undervisningspligt.
I forbindelse med særforsorgens udlægning ophæves de særlige regler om undervisningspligt i åndssvageloven, blindeloven og døveloven. Dermed bortfalder den udvidede undervisningspligt for disse gruppers vedkommende, og de vil derefter være omfattet af de almindelige regler om undervisningspligt i folkeskolelovens § 34.
E. Muligheden for undervisning i 11 år.
Der er dog efter § 3 a, stk. 2, i den ændrede folkeskolelov mulighed for, at der med undervisningsministerens godkendelse kan tilbydes svært handicappede undervisning i 11 år. Efter bestemmelsen, der alene omfatter elever der modtager undervisning efter § 19 stk. 2, i den ændrede folkeskolelov, kan der tilrettelægges et undervisningsførløb, hvor eleverne i løbet af 11 år kan nå det samme som folkeskolens øvrige elever på 10 år, og de pågældende vil eventuelt kunne indstille sig til folkeskolens afsluttende prøver efter 11 år.
F. Befordring af svært handicappede elever.
Udover forpligtelsen til at sørge for undervisning af svær handicappede elever påhviler det også amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner at sørge for befordring til og fra skole af disse elever efter regler fastsat af undervisningsministeren, jfr. § 25, stk. 3, i den ændrede folkeskolelov.
G. Optagelse på undervisningsplan og skoleplan af bestemmelser om specialundervisning af svært handicappede.
Bliver der ved en kommunal skole efter overenskomst mellem amtskommune og kommune indrettet undervisning af svært handicappede, herunder undervisning i 11 år efter § 3 a, stk. 2, optages der bestemmelser herom i undervisningsplanen, jfr, § 16, stk. 1, nr. 3, i den ændrede folkeskolelov. Omfanget af denne undervisning ved den enkelte skole skal fremgå af kommunens skoleplan, der tillige skal indeholde bestemmelse om specialpædagogisk bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, efter § 3 a, stk. 1. og om indretning af specialundervisning efter overenskomst med amtskommunen, jfr. § 24, stk. 1, nr. 2, 3 og 4, i den ændrede folkeskolelov.
H. Optagelse på planen for amtskommunens skolevæsen og undervisningsvirksomhed m.v. af bestemmelser om specialundervisning af svært handicappede.
I forbindelse med overtagelsen af særforsorgsundervisningen fra staten må amtskommunerne som ovenfor under pkt. A anført udarbejde udbygningsplaner for den vidtgående specialundervisning. Herudover skal planerne for amtskommunernes skolevæsen og undervisningsvirksomhed m.v. i henhold til skolestyrelseslovens § 40 udvides med oplysning om de særforsorgsskoler som amtskommunerne overtager, deres virksomhed og antallet af leder og lærerstillinger, således som situationen vil være ved overtagelsen pr. 1 januar 1980. Planerne må herefter løbende justeres.
1. Lærerne.
I henhold til de personaleretlige bestemmelser i loven om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m. vi. opretholder det tjenestemandsansatte lærerpersonale ved særforsorgsskolerne, som pr. 31. december 1979 er beskæftiget med undervisning af børn, der efter udlægningen skal undervises efter folkeskoleloven, deres ansættelsesforhold til staten under udførelsen af det arbejde, som vedkommende amtskommune tilbyder dem i amtskommunens skole- og undervisningsvæsen indtil udløbet af overgangsperioden pr. 30. juni 1981.
Pr. 1. juli 1981 tilbydes der ovennævnte lærerpersonale ansættelse som tjenestemænd i folkeskolen, således at de får tilbudt ansættelse ved det amtskommunale/kommunale skolevæsen, som efter udbygningsplanen skal stå for undervisning af svært handicappede børn.
De statstjenestemandsansatte lærere, som ikke måtte ønske ansættelse i folkeskolen, opretholder deres ansættelsesforhold til staten samtidig med, at de forsat udfører arbejde inden for vedkommende amtskommunes/kommunes skole- og undervisningsvæsen.
Lærerne ved særforsorgsskolerne får hermed mulighed for at forsætte deres virksomhed ved den pågældende skole (undervisning.)
Det forudsættes, at amtskommunerne og kommunerne også tilbyder ikke tjenestemandsansatte lærere ved særforsorgsskoler ansættelse i folkeskolen,
J. Udgiftsfordelingen mellem amtskommune og kommune.
Det følger af § 40, stk. 2, i den ændrede folkeskolelov, at det uden for Københavns og Frederiksberg kommuner er amtskommunerne, der skal afholde udgifterne til specialundervisning af svær handicappede børn, bortset fra et nærmere fastsat beløb pr. elev, der påhviler kommunerne. Det beløb, som kommunerne skal betale for hver elev, fastsættes efter forhandling med de kommunale organisationer, og det er tanken. at det ca. skal ligge midtvejs mellem den gennemsnitlige udgift pr. elev i folkeskolen og den gennemsnitlige udgift pr. elev ved den kommunale specialklasseundervisning. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, hvilken amtskommune og kommune udgiften endeligt påhviler.
Det følger af § 40, stk. 3. i den ændrede folkeskolelov, at amtskommunerne fortsat skal afholde udgifter til sygehusundervisning fuldt ud. Dette gælder også i tilfælde, hvor det drejer sig om undervisning af svær handicappede.
IV. Specialundervisning for voksne.
A. Amtskommunerne.
Amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner overtager den 1. januar 1980 særforsorgens nuværende forpligtelse til at sørge for, at personer med fysiske eller psykiske handicap efter undervisningspligtens ophør kan få undervisning og specialpædagogisk bistand, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af disse handicap (kompenserende specialundervisning. En vis del af den nuværende særforsorgsundervisning for voksne har karakter af hensyntagende specialundervisning der tilrettelægges i tilknytning til den kompenserende undervisning. og der er derfor åbnet mulighed for. at sådan undervisning forsat kan etableres. De gældende bestemmelser om hensyntagende specialundervisning for voksne i lov" om fritidsundervisning m.v. er ikke ændret. jfr. nedenfor afsnit C. og hensyntagende specialundervisning skal derfor fortsat etableres i henhold til fritidsundervisningsloven. medmindre hensyntagende specialundervisning som nævnt gives i tilknytning til kompenserende specialundervisning.
Forpligtelsen til at sørge for oprettelse af den nævnte undervisning og til at afholde de hermed forbundne udgifter påhviler den enkelte amtskommune samt Københavns og Frederiksberg kommuner, og disse skal også sørge for tilvejebringelsen af egnede lokaler med fornødent udstyr. Forpligtelsen vil imidlertid kunne opfyldes ved, at undervisningen efter overenskomst med staten, kommuner, private skoler eller institutioner o.lign. eller indre amtskommuner finder sted i statslige, kommunale, private eller andre amtskommunale skoler eller institutioner o.lign. Endvidere skal kommunale og statslige lokaler samt lokaler tilhørende private undervisningsinstitutioner, hvis udgifter afholdes af det offentlige, stilles til rådighed til brug ved undervisningen, hvis amtskommunen ikke råder over egnede lokaler til virksomheden.
Amtskommunen skal stille egne lokaler til rådighed til brug ved den nedenfor under afsnit C. nævnte undervisning, der etableres på privat initiativ-, såfremt initiativtageren ikke selv råder over egnede lokaler til virksomheden.
Amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner overtager med virkning fra 1. januar 1980 de forpligtelser med hensyn til finansiering m.v. af kompenserende specialundervisning for voksne etableret på privat initiativ, der hidtil har påhvilet kommunerne og staten i henhold til lov om fritidsundervisning m.v. Amtskommunerne og de nævnte kommuner skal endvidere afholde deltagernes hidtidige udgifter til indskrivningsgebyr og læremidler ved undervisning etableret på privat initiativ, jfr. nedenfor afsnit C.
I henhold til de personaleretlige bestemmelser i loven om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg tilbydes der det tjenestemandsansatte lærerpersonale i staten, som pr. 31. december 1979 er beskæftiget med undervisning af voksne, der efter udlægningen skal have undervisning efter loven om specialundervisning for voksne, ansættelse pr. 1. januar 1980 som tjenestemand ved det amtskommunale skole- og undervisningsvæsen, som skal sørge for den pågældende undervisning.
Der skal således oprettes et antal tjenestemandsstillinger på planen for amtskommunens skole- og undervisningsvirksomhed m. v., og disse stillinger forudsættes tilbudt de tjenestemandsansatte lærere ved særforsorgsinstitutioner, som har undervist voksne.
Det forudsættes, at amtskommunen (og Københavns og Frederiksberg kommuner) også tilbyder ikke-tjenestemandsansatte lærere ved særforsorgsinstitutioner fortsat beskæftigelse inden for det amtskommunale (kommunale) skole- og undervisningsvæsen.
B. Kommunerne.
En kommune vil efter overenskomst med en amtskommune kunne etablere kompenserende specialundervisning for voksne. jfr. det under afsnit A. anførte, således at de hermed forbundne udgifter afholdes af amtskommunen.
Bestemmelserne i lov om fritidsundervisning m.v. om kompenserende specialundervisning for voksne er ophævet med virkning fra 1. januar 1980, idet amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner fra dette tidspunkt overtager de forpligtelser med hensyn til finansiering m.v. af privat etableret undervisning, der hidtil har påhvilet kommunerne og staten.
For kompenserende specialundervisning, der er påbegyndt inden den 1. januar 1980, og som først afsluttes efter denne dato gælder bestemmelserne i lov om fritidsundervisning m.v. dog fortsat indtil et af undervisningsministeriet fastsat tidspunkt.
Kommunale lokaler skal stilles til rådighed til brug for den under afsnit A. nævnte undervisning, hvis amtskommunen ikke råder over egnede lokaler til virksomheden. Sådanne lokaler skal ligeledes stilles til rådighed til brug for den nedenfor under afsnit C. nævnte undervisning, der etableres på privat initiativ, såfremt initiativtageren ikke selv råder over egnede lokaler til virksomheden.
C. Privat etableret undervisning.
Private skoler eller institutioner o.lign. vil efter overenskomst med en amtskommune kunne etablere kompenserende specialundervisning for voksne, jfr. det under afsnit A anførte, således at de hermed forbundne udgifter afholdes af amtskommunen.
Endvidere vil der på privat initiativ kunne oprettes kompenserende specialundervisning for voksne, hvis mindst 2 deltagere har tilmeldt sig. Disse bestemmelser svarer til de nu ophævede regler om kompenserende specialundervisning for voksne i lov om fritidsundervisning m.v., idet amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner dog har overtaget de forpligtelser med hensyn til finansiering m.v. af denne undervisning, der hidtil har påhvilet kommunerne og staten. Undervisningen vil som hidtil hovedsagelig omfatte kurser for læse- og staveretarderede (ordblindeundervisning) der ikke i øvrigt har haft behov for bistand, men er almindeligt fungerende samfundsborgere, som har det fælles handicap at være ordblinde. De vedtagne lovændringer indebærer, at deltagernes udgifter til indskrivningsgebyr og læremidler bortfalder, idet amtskommunerne og de to nævnte kommuner overtager disse udgifter. Amtskommunen skal godkende private initiativtageres budgetter og regnskaber vedrørende administration, undervisningsmateriel, læremidler m.v. i forbindelse med etablering og gennemførelse af undervisningen.
For kompenserende specialundervisning, der er påbegyndt inden den 1. januar 1980, og som først afsluttes efter denne dato, gælder bestemmelserne i lov om fritidsundervisning m. v. dog fortsat indtil et af undervisningsministeriet fastsat tidspunkt.
Kommunale, amtskommunale og statslige lokaler samt lokaler tilhørende private undervisningsinstitutioner, hvis udgifter afholdes af det offentlige, skal stilles til rådighed til brug ved undervisning etableret på privat initiativ, såfremt initiativtageren ikke selv råder over egnede lokaler til virksomheden.
De gældende bestemmelser om hensyntagende specialundervisning for voksne i lov om fritidsundervisning m. v., herunder undervisning etableret på privat initiativ, er ikke ændret.
Undervisningsministeriet, den 31. oktober 1978.
P.M.V.
BJ. BRYNSKOV
/Birgitte Jensen
Bilag 1.
Lov nr. 302 af 8. juni 1978 om ændring af lov om folkeskolen.
(Overtagelse af særforsorgsundervisningen).
(Udelades her).
Bilag 2.
Lov nr. 301 af 8. juni 1978 om specialundervisning for voksne.
(Udelades her).
Bilag 3.
Lov nr. 300 af 8. juni 1978 om ændring af lov om fritidsundervisning m.v.
(Kompenserende specialundervisning).
(Udelades her).
Ingen