Cirkulæreskrivelse om ændring af naturfredningsloven og ny lov om vandforsyning m.v. (Til samtlige formænd for landvæsensnævnene, landvæsenskommissionerne og overlandvæsenskommissionerne) *)
Statutory Text (4 Articles)
Vejledning om Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner samt vejledning om bestemmelser om testamente i konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om arv og dødsboskifte.
A. Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner.
I. INDLEDNING
1. Danmark har med virkning fra den 19. september 1976 ratificeret Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner. Konventionen gælder tillige for Færøerne og Grønland. Konventionen er aftrykt nedenfor som bilag.
Konventionen er indtil nu foruden af Danmark ratificeret eller tiltrådt af Belgien, Botswana, Finland, Frankrig, Irland, Island, Israel, Japan, Jugoslavien, Norge, Polen, Schweiz, Spanien, Storbritanien, Sverige, Swaziland, Sydafrika, Forbundsrepublikken Tyskland (incl. Land Berlin), Den tyske demokratiske Republik og Østrig. Fiji og Mauritius, til hvis territorier konventionens bestemmelser var udstrakt, inden selvstændighed opnåedes, har meddelt, at de anser sig for bundet af konventionen. Der vil ved senere ratifikationer blive givet meddelse herom.
2. I forholdet til Finland, Island, Norge og Sverige gælder fortsat tillige konventionen om arv og dødsboskifte, der er indgået mellem disse lande den 19. november 1934, og som er trådt i kraft den 1. januar 1936. Regeringen har den 9. december 1975 indgået overenskomst med den finske, islandske, norske og svenske regering om ophævelse af artikel 4 og ændring af artiklerne 1, 2, 5, 7, 8, 11 og 28 i denne konvention. ndringerne er trådt i kraft den 1. juli 1976, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 348 af 24. juni 1976.
3. Haagerkonventionens regler om anvendelig lovgivning gælder efter art. 6 UAFH NGIG AF GENSIDIGHED. Konventionen skal anvendes, selvom parterne ikke er statsborgere i en af de kontraherende stater, og selvom det ikke er en af de kontraherende staters lovgivning, der skal anvendes.
II. KONVENTIONENS OMRÅDE
4. Konventionen tager kun stilling til spørgsmålet om testamentariske dispositioners gyldighed for så vidt angår FORMEN. Forskrifter, der begrænser de ellers tilladte former for testamentariske dispositioner på grund af testators alder, statsborgerskab eller andre personlige forhold, betragtes som formregler. Det samme gælder de kvalifikationer, der kræves af testamentsvidner. Derimod kan konventionen ikke anvendes på spørgsmålet om adgangen til overhovedet at oprette testamente, herunder spørgsmålet om testators habilitet. Den anvendes ikke på arvepagter og dødsgaver, ligesom spørgsmålet om testamenters materielle gyldighed falder uden for konventionens område.
5. KONVENTIONENS GYLDIGHED. Konventionen anvendes i alle tilfælde, hvor testator er død efter konventionens ikrafttræden. En kontraherende stat kan dog tage forbehold om, at konventionen kun skal anvendes på testamentariske despositioner foretaget efter dens ikrafttræden. Sådant forbehold er taget af Botswana.
III. GYLDIGHEDEN AF EN TESTAMENTARISK DISPOSITION
6. Efter art. 1 er en testamentarisk disposition, herunder en codicil, gyldig for så vidt angår formen, hvis den opfylder de formkrav, der er foreskrevet i den interne lov PÅ DET STED, HVOR TESTATOR FORETOG DEN.
En sådan disposition er endvidere gyldig, hvis den er foretaget i overensstemmelse med reglerne i den stat, hvor testator enten var STATSBORGER eller havde DOMICIL eller BOP L på det tidspunkt, hvor dispositionen blev foretaget eller på det tidspunkt, hvor testator døde.
Endelig er en sådan disposition gyldig for så vidt angår FAST EJENDOM, hvis den er foretaget i overensstemmelse med reglerne på det sted, hvor ejendommen er beliggende.
Hvis lovgivningen i en kontraherende stat anerkender testamentariske dispositioner udfærdiget i overensstemmelse med formforskrifter i andre lovgivninger end ovenfor nævnt, berøres sådan lovgivning ikke af konventionen.
Spørgsmålet om, hvorvidt testator havde domicil på et bestemt sted, afgøres efter lovgivningen på dette sted. En kontraherende stat kan dog tage forbehold om, at spørgsmålet i stedet for afgøres efter domstolslandets lovgivning, jfr. art. 9. Forbehold er taget af Botswana, Storbritanien, Swaziland, Sydafrika og Fiji.
7. Såfremt der i et land gælder et retssystem, der ikke er ens for hele landet, bestemmes den lovgivning, der skal anvendes, efter de regler, som gælder efter det pågældende retssystem eller i mangel af sådanne regler på grundlag af den nærmeste tilknytning, som testator havde til en af retsordningerne inden for systemet, jfr. art. 1, stk. 2. Tilknytningen kan f. eks. bestå i, at testator gentagne gange har opholdt sig i det område inden for statsborgerlandet, hvor vedkommende lovgivning gælder, eller at han har opretholdt forbindelsen med familien, som er blevet boende der. Reglen har betydning for GRØNLAND og for F RØERNE.
8. Testamentariske dispositioner, hvorved en tidligere testamentarisk disposition TILBAGEKALDES, er efter art. 2 gyldige for så vidt angår formen efter samme regler som oprettelse af en sådan disposition. Tilbagekaldelsen er endvidere gyldig for så vidt angår formen, såfremt den er i overensstemmelse med den lovgivning, der har været bestemmende for gyldigheden af oprettelsen af det pågældende testamente.
9. Selvom en testamentarisk disposition for så vidt angår formen efter konventionens bestemmelser er gyldig, kan de enkelte lande have taget FORBEHOLD om ikke at ville anerkende dens gyldighed, jfr. art. 10. Dette gælder visse mundtlige testamentariske dispositioner foretaget af en af den kontraherende stats egne statsborgere. Forbehold efter art. 10 er taget af Frankrig, Schweiz og Sydafrika.
Endvidere er der mulighed for at tage forbehold over for testamentariske bestemmelser, som efter den kontraherende stats egen lovgivning ikke er af arveretlig natur, jfr. art. 12. Forbehold efter denne bestemmelse er taget af Polen, Sydafrika og Østrig.
10. For så vidt angår konventionens territoriale gyldighed, har Frankrig erklæret, at den skal gælde for alle territorier, hvis internationale anliggender Frankrig varetager.
B. Konventionen af 19. november 1934 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om arv og dødsboskifte er ændret ved overenskomst af 9. december 1975.
1. Den ændrede konvention er trådt i kraft den 1. juli 1976, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 348 af 24. juni 1976. Konventionen er optrykt som bilag til bekendtgørelsen.
2. Konventionen gælder i Grønland og på Færøerne. For Færøerne gælder 1934-konventionens art. 4 og 5, der indeholder bestemmelser om tilsynsværgemål og uskiftet bo, fortsat i deres oprindelige affattelse, idet arveforordningen fortsat er gældende på Færøerne.
3. For så vidt angår testamenter bestemmer konventionen, at et testamente, der er oprettet af en arvelader, som ved sin død var statsborger i en af staterne og bosat i en af dem, i henseende til formen skal anses for gyldigt, hvis det opfylder de formkrav, som er foreskrevet i loven på det sted, hvor testamentet er oprettet, eller i loven i den stat, hvor testator enten var statsborger eller havde bopæl enten ved oprettelsen eller ved sin død. Havde testator efter loven i en ikke-kontraherende stat domicil i denne stat, kan dette domicil påberåbes i stedet for bopæl.
For så vidt angår fast ejendom anses testamentet også for gyldigt i henseende til formen, hvis det opfylder de formkrav, som er foreskrevet i loven på det sted, hvor ejendommen ligger. Vedrørende de materielretlige regler for fast ejendom henvises til art. 13.
Reglerne om gyldighed i henseende til formen ved oprettelsen af et testamente finder også anvendelse, når et TESTAMENTE NDRES eller TILBAGEKALDES. Herudover er tilbagekalden gyldig i henhold til formen, hvis den er i overenstemmelse med den lov, efter hvilken det testamente, der tilbagekaldes, var gyldigt oprettet.
Med hensyn til reglerne om habilitet og testamentets eller tilbagekaldelsens eventuelle ugyldighed på grund af testators sindstilstand eller på grund af svig, vildfarelse, tvang eller anden utilbørlig påvirkning, henvises til art. 9 og 10.
JUSTITSMINISTERIET, DEN 2. MARTS 1978.
Erling Jensen.
/Anders Troldborg.
Ingen
Cirkulæreskrivelse om ændring af naturfredningsloven og ny lov om vandforsyning m.v.
(Til samtlige formænd for landvæsensnævnene, landvæsenskommissionerne
og overlandvæsenskommissionerne)
I. Ændring af naturfredningsloven.
Den 1. januar 1979 træder lov nr. 219 af 24. maj 1978 om ændring af naturfredningsloven i kraft, jfr. miljøministeriets vedlagte lovbekendtgørelse nr. 435 af 1. september 1978.
Miljøstyrelsen ønsker hermed at orientere retternes formænd om de ændringer, der har betydning for landvæsensretternes behandling af sager i henhold til vandløbsloven.
A. Fredningsplanudvalgenes nedlæggelse.
Fredningsplanlægningen og administrationen af § 43 i naturfredningsloven om, at indgreb over for de ferske vådområder kræver en offentlig godkendelse overgår til amtsrådet/hovedstadsrådet, når fredningsplanudvalgene nedlægges pr. 1. januar 1979.
For en række af de nedenfor under B angivne sager skal der herefter forligge en endelig godkendelse fra amtsrådet/hovedstadsrådet (eller fredningstyrelsen som klagemyndighed) forinden landvæsensretterne kan behandle sagerne efter vandløbsloven.
B. Anvendelsesområdet for § 43 i naturfredningsloven udvides.
Godkendelsesordningen omfatter efter ændringen af § 43 i naturfredningsloven følgende landvæsensretssager, hvor der skal ske ændring af
1) offentlige vandløbs åbne forløb
2) det åbne forløb af private vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m
3) naturlige søers tilstand samt
4) tilstanden af moser.
I miljøministeriets bekendtgørelse af 1. december 1978 om godkendelse m.v. efter naturfredningslovens §§ 43 og 45 af anlæg i forbindelse med visse vådområder er fastlagt anvendelsesområdet for § 43 i naturfredningsloven blandt andet, at ordningen som hovedregel kun omfatter naturlige søer på mindst 0,1 ha og moser på mindst 0,5 ha.
Miljøministeriets cirkulære af 1. december 1978 om naturfredningslovens bestemmelser (§§ 43 og 45) om anlæg m.v. i forbindelse med visse vådområder indeholder en nærmere gennemgang af de forskellige typer af vådområder, forholdet til anden lovgivning, der regulerer udnyttelsen af de ferske vande samt redegørelse i øvrigt for godkendelsesordningen og dennes administration.Særtryk af bekendtgørelsen og cirkulæret vil blive udsendt i januar måned 1979.
Det bemærkes, at der som hidtil kræves særlig tilladelse efter naturfredningsloven til etablering af dambrug. § 49, stk. 1, i vandløbsloven gælder derfor uændret.
Overgangsregler.
Sager om regulering m.v. i forbindelse med vådområder, som pr. 1. januar 1979 er under behandling ved landvæsensretterne, og som er omfattet af godkendelsesordningen, skal godkendes af amtsrådet/hovedstadsrådet, forinden landvæsensretterne færdigbehandler sagerne. Der henvises herved til det ovennævnte cirkulære - især pkt. 9 sammenholdt med pkt. 7.3.
II. Den nye lov om vandforsyning m.v.
Man skal allerede nu henlede landvæsensretternes opmærksomhed på, at lov nr. 299 af 8. juni 1978 om vandforsyning m.v. og lov nr. 304 af 8. juni 1978 om ændring af forskellige lovbestemmelser i anledning af lov om vandforsyning m.v., der ifølge miljøministeriets bekendtgørelse nr. 515 af 13. oktober 1978 træder i kraft på 1. januar 1980 betyder, at bestemmelserne i vandløbslovens kap. VIII om vandforbrug til markvanding og dambrug er flyttet over i vandforsyningsloven, og at amtsrådene fra dette tidspunkt skal behandle alle sager vedrørende vandindvinding fra overfladevand.
Disse sager skal således ikke behandles af landvæsensretterne efter 1. januar 1980.
Miljøministeriet, Miljøstyrelsen, den 22.december 1978.
P. D. V. J.F. Simony.