Legislator Case Law & Legislation
C19772203554 DK

Skrivelse om den større skriftlige opgave i engelsk (HF)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1977 22035 Historic

Skrivelse om den større skriftlige opgave i engelsk (HF)

Om den større skriftlige opgave i engelsk (HF)

Som område for en 2.årsopgave i engelsk kan vælges de stofområder der naturligt hører hjemme i faget, d.v.s. områder med tilknytning til sprog, kultur og samfundsforhold i de engelsktalende lande. Det er vigtigt at områder der må siges primært at henhøre til andre fag som f.eks. historie, samfundsfag, musik eller geografi henvises til disse, så at den studerende kan få den mest sagkyndige vejledning og bedømmelse i det område han ønsker at skrive om. Det er således ikke nogen begrundelse for at godkende et emne som »engelsk«, at litteraturen om det er engelsksproget, hvis det i øvrigt har meget lidt med fagets stofområder at gøre.

Et andet vigtigt kriterium for at godtage et område er at der findes en tilgængelig litteratur om emnet, egne (turist-)oplevelser støttet af nogle få brochurer, et udvalg af pladeomslag og lignende vil kun i ganske særlige tilfælde være et tilstrækkeligt tekstgrundlag for en opgave.

Det er helt afgørende at primærlitteraturen og langt størsteparten af sekundærlitteraturen er engelsksproget, og det forventes at den studerende citerer på engelsk. Derimod skal selve opgaven som hovedregel skrives på dansk (undtagen i de sjældne tilfælde hvor en studerende, f.eks. hvis dansk ikke er hans modersmål, vil være bedre stillet dersom han skriver sin opgave på engelsk). Heraf følger at opgavetitlen må formuleres på dansk, og det vil ikke være rimeligt at stille et bispørgsmål som skal besvares på engelsk.

Det som synes at have voldt de største problemer i forbindelse med 2. årsopgaven er omfanget af området og indkredsningen af selve opgaven indenfor området.

Med hensyn til områdets omfang er det vigtigt at den studerende faktisk har mulighed for at sætte sig ind i det stof området dækker indenfor den tid han har til sin rådighed. Områder som »Orwell's forfatterskab«, »Raceproblemet i USA« og »Beatmusik« er, hvis de skal tages efter pålydende, helt urealistiske. Når talen er om en romanforfatter vil det være rimeligt at lade området omfatte 1-2, måske 3 romaner, alt efter længde og sværhedsgrad.

I denne forbindelse er det nok værd at nævne at selvom en studerendes valg af emne helt naturligt ofte vil være inspireret af tekster man har læst og drøftet på klassen, og selvom opgaven således kommer til at ligge i mere eller mindre direkte forlængelse af undervisningen, så må dette ikke medføre at 2. årsopgaven i nævneværdig grad behandler stof som er gennemgået i undervisningen.

Hvad angår selve opgavetitlen, er det afgørende at den er så præcist formuleret at den studerende, med baggrund i sin læsning indenfor området, kan løse den stillede opgave indenfor den uge der er afsat til formålet. En formulering som denne: »Der ønskes en analyse af Lord of the Flies, med særligt henblik på handling, personkarakteristik, stil og symbolik« er altfor omfattende og upræcis, og vil som oftest føre til en utilfredsstillende overfladisk besvarelse. Der må også advares imod ambitiøst akademiske formuleringer af opgavernes titel - de studerende skal jo ikke præstere et mindre universitetsspeciale.

Også ved anvisningen af sekundærlitteratur må faglæreren betænke det særlige niveau. De titler han henviser til må ikke være for omfattende, hverken i omfang eller antal, og abstraktionsniveaet må ikke blive for højt. Det normale vil være en enkelt, ikke for vanskelig, monografi om emnet suppleret med et par artikler eller enkeltkapitler samt anvisninger på relevante håndbogsmuligheder.

Den ideelle længde på selve opgaven er 10-15 maskinskrevne A-4 sider, og man bør nok gøre en del ud af vejledningen i det rent håndværksmæssige, såsom udarbejdelsen af indholdsfortegnelse, noteapparat og bibliografi. Ikke mindst citatteknikken synes erfaringsmæssigt at volde problemer, altfor mange opgaver skæmmes af umådeholdent mange og lange citater, ofte uden klar angivelse af hvad der er citat, og hvad der er den studerendes egen fremstilling.

I det følgende bringes nogle eksempler på formuleringer af områder og opgavetitler.

Eksempel 1.

Område: Skotlands geografi.

Opgavetitel: Det skotske højland og dets befolkning med belysning af folkets nationale træk og disse træks eventuelle sammenhæng med landets natur. Evt. delvis belyst ved folkesange og ballader.

Kommentar

Man kan sætte spørgsmålstegn ved om området overhovedet hører hjemme i engelsk, og opgavetitlen lægger snarere op til et causerende eller poetisk essay end til en egentlig opgavebesvarelse.

Eksempel 2.

Område: Mc Carthyismen og Arthur Millers »The Crucible«.

Opgavetitel: Til belysning af Mc Carthyismen ønskes der en redegørelse for Rosenbergsagen, evt. støttet af en kort gennemgang af Millers »The crucible«.

Kommentar

Såfremt vejlederen har sikret sig at den studerendes læsning omkring Mc Carthyismen ikke er blevet for omfattende, er området absolut passende. Derimod er formuleringen af opgavetitlen skæv i forhold til området, idet »The Crucible« her er skubbet ud i en marginal position, hvilket området ikke lægger op til.

Eksempel 3

Område: Oscar Wilde: »The Picture of Dorian Gray«, »The Duchess of Padua«, »The Ballad of Reading Gaol«.

Opgavetitel: Oscar Wilde, æstetiker og tugthusfange.

Kommentar

Området er passende i omfang, omend teksterne nok vil falde de fleste HF-studerende for svære. Opgavetitlen er imidlertid ikke en indsnævring af området, vel snarere det modsatte.

Eksempel 4.

Område: Bob Dylan.

Opgavetitel: Ud fra en analyse af udvalgte tekster af Dylan gives en fremstilling af Bob Dylan som protestsanger.

Herunder gøres rede for baggrunden for hans protest, og for udviklingen af denne side af Dylan.

Kommentar

Området er åbent formuleret, men i betragtning af emnets forholdsvis begrænsede omfang, ikke urimeligt åbent. Opgavetitlen indsnævrer perspektivet på en præciserende måde, omend underopgaven kan synes lidt vag.

Eksempel 5.

Område: Aldous Huxley.

Opgavetitel: På grundlag af Aldous Huxleys »Brave New World« og »Brave New World Revisited« gives en redegørelse for Huxleys frihedsbegreb, samt for de væsentligste af de tendenser i samtiden, der ifølge Huxley udgør en trussel mod dette frihedsbegreb.

Kommentar

Området er naturligvis for bredt, de 2 værker ville i sig selv have været tilstrækkelige som område; opgaven synes til gengæld særdeles velegnet, på en gang velafgrænset og tilstrækkelig åben til at der skulle kunne komme en perspektivrig besvarelse ud af det.

Eksempel 6.

Område: Det engelske skolesystem.

Opgavetitel: Der ønskes en redegørelse for »secondary- school-uddannelsen i England, herunder en nærmere beskrivelse og vurdering af »comprehensive school«-systemet.

Kommentar

Alt afhængig af om vejlederen har formået at begrænse og til en vis grad styre den studerendes læsning, synes såvel område som opgave velegnede.

Henvisning

Vejledning og retningslinier for HF-undervisningen (1974) p.75-77. Meddelelser for Gymnasieskolernes Engelsklærerforening nr. 78 (Dec. 1976).

Jørgen Reelsbo

/Poul Arndal

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →