Legislator Case Law & Legislation
C19772203354 DK

Skrivelse om den større skriftlige opgave i religion (HF)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1977 22033 Historic

Skrivelse om den større skriftlige opgave i religion (HF)

Hensigten med denne faglige vejledning er med udgangspunkt i erfaringer ved opgaveevalueringen i 1976 og 1977 at gennemgå nogle praktiske problemer ved 2. årsopgaven.

Vedrørende vejledningen af studerende henvises generelt til afsnittet om 2. årsopgaven i »Vejledning og retningslinier for HF-undervisningen«, 1974, s. 23f.

Gennem årene har mange HF-studeende valgt at skrive 2. årsopgaven i religion. Det må understreges, at ingen studerende, der ønsker at begive sig i gang med 2. årsopgaven i religion må afvises. Læreren er forpligtet på at gå ind i samtale med den studerende om opgavens muligheder og at vejlede i det foreslåede emne. Det er imidlertid vigtigt, at faget er sig sin afgrænsning i forhold til andre fag helt bevidst, og læreren er berettiget til at afvise emneforslag, der ligger uden for fagets emneområder.

De studerende bør selv udarbejde den første litteraturliste og derefter, inden bibliotekerne sættes i gang med at finde materialet frem, gennemdrøfte litteraturlisten med faglæreren. En regel bør nok være at tilskynde de studerende til hellere at bruge nogle få bøger grundigt end at udarbejde en omfattende litteraturliste, som man kun kan benytte overfladisk.

En problemstilling er specifik for religionsfaget. Ofte vil en studerende med personlig baggrund i en frikirkelig eller sociologisk betragtet anden religiøs gruppe skrive om sin egen tro eller livsopfattelse. Det er naturligvis legitimt, men også i sådanne emner, hvor man nærmer sig det helt personlige, eksistentielle engagement, understreges nødvendigheden af en nuanceret problemopfattelse. Det samme gælder i den situation, hvor en studerende med en meget kritisk distance til f.eks. det religiøse ønsker at skrive om andres tro. Det kan være en fordel at gå mere sociologisk til værks og fremskaffe et nuanceret »tekst« materiale ved hjælp af båndinterviews, optagelser fra gudstjenester o.lign., således at der bliver tale om at belyse levende religion - i funktion.

Den endelige opgaveformulering må give den studerende mulighed for selvstændigt at tilrettelægge sit stof. Det må derfor abosulut frarådes, at opgavetitlen beskriver arbejdsprocessen så detaljeret, at intet er overladt til kursisten. Men opgaveformuleringen må heller ikke være så bred, at den studerende er helt uden anvisninger på, hvad der kræves. Titlen skal rumme en arbejdsopgave, der i afgrænset form giver den studerende mulighed for at gå fra det elementære til det komplicerede, fra det refererende til det analyserende og vurderende. Der er en tendens til, at vi som lærere stiller os ind på den studerendes niveau - højt eller lavt - når vi udarbejder opgaveformuleringen, d.v.s. at vi i en opgavetitel lægger op til vidensreproduktion, i en anden udarbejder en titel til en »typisk 8'er« og i en tredje situation opstiller en maximal målsætning: analyse, syntese og vurdering. Dette må anses for en uheldig tendens. Det bør principielt kunne fastholdes, at enhver opgave skal kunne skrives af enhver studerende. Man kan ikke forvente eller kræve, at 2. årsopgaver hovedsageligt bevæger sig på meget høje niveauer.

Det tilrådes, at titelformuleringen lægger op til analyse af et givet tekstmateriale. Det kan ske ved, at tekster vedlægges, og der må i vurderingen tages hensyn til, om den studerende faktisk formår at gennemføre en tekstanalyse og anvende teksterne til noget fornuftigt i sin fremstilling.

Det ses af og til, at kolleger har givet flere studerende ved samme kursus den samme titel. Det kan vel ikke ganske afvises som en mulighed, men hvis den samme titel gives, skal der udleveres varieret tekstmateriale til analyse.

Kun hvis det sker efter direkte ønske fra den studerende eller efter klar aftale derom må fremmedsprogligt materiale inddrages i 2. årsopgaven.

Nogle praktiske regler

1. Anvend citationstegn ved citat og henvisning til kilde i margin, forkortelse evt. anført nederst på siden.

2. Eventuelle iagttagelsestekster eller illustrationer kan indgå i fremstillingen eller samles for sig, men da med diskussion og henvisning i den løbende tekst.

3. Indholdsfortegnelsen skal være forsynet med sideangivelse og være så fyldig, at læseren straks vil kunne danne sig et overblik over, hvad der vil komme, hvordan stoffet er sammenkædet, og hvilken del af emnet der er lagt mest vægt på.

4. Opgaven forsynes med et forord, som er af stor betydning både for den studerende og læreren. Der er der mulighed for at begrunde opgavevalg, disposition og arbejdsform, ligesom den studerende kan gøre opmærksom på de vanskeligheder, man eventuelt er stødt på under arbejdet.

5. Kildefortegnelsen og henvisningen til kilder skal rumme oplysninger om udgave og år.

6. Ved referat skal det tydeligt fremgå, hvor referatet begynder, og hvor det hører op.

Bedømmelse af 2. årsopgaven

Bedømmelsen af 2. årsopgaven må bero på et totalskøn, hvori indgår en række forhold, som også bør gøres de studerende klart under vejledningen, således at de kan tage hensyn dertil under udarbejdelsen af opgaven; spørgsmål til overvejelse kan f.eks. være følgende

Opgavens sværhedsgrad bør overvejes.

Er der overensstemmelse mellem titel og fremstilling? Er den studerende sig bevidst, hvilken type materiale der arbejdes med? at alle kilder ikke er lige gode?

Har den studerende søgt mod et nuanceret kildemateriale?

Er det vanskelige eller lette fremstillinger, besvarelsen bygger på?

Er noteapparatet og kildehenvisningssystemet gennemført korrekt?

Fremtræder besvarelsen veldisponeret? indledning, sagsfremstilling og konklusion?

Belyses de nævnte problemstillinger og de stillede spørgsmål?

Hvilket niveau når fremstillingen op på? f.eks. reproduktion? eller kvalificeret, underbygget diskussion?

Rummer opgaven en tilstrækkelig vidensmængde?

Kommer den studerende tilstrækkeligt rundt i sin argumentation?

Asger Sørensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →