Skrivelse om ansættelsesproceduren (* 1) (Handelsskoler)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om ansættelsesproceduren (* 1)
(Handelsskoler)
Som et led i bestræbelserne for at sikre en rimelig ekspeditionstid af sager om ansættelse af personale ved skolerne anmoder man skolerne om at sørge for, at alle for ministeriets sagsbehandling nødvendige oplysninger meddeles.
Følgende skal iagttages
1. Særskilt skrivelse skal udfærdiges for hver enkelt person, henvendelsen vedrører.
2. Fødselsdato og -år skal anføres (grundlag for ministeriets journalisering).
3. Ansøgningsskema skal medsendes ved alle ansættelser. Der skal, før skemaet påtegnes af skolen, påses, at de enkelte spørgsmål er fyldestgørende besvaret, da de meddelte oplysninger skal danne grundlag for ministeriets fastsættelse af løn- og ansættelsesvilkår.
4. Skemaets specifikationer af hidtidig praktisk virksomhed og undervisningsvirksomhed (pkt. 15) skal indeholde nøjagtig angivelse af dato for påbegyndelse og afslutning af de enkelte perioder. Ved undervisningsvirksomhed anføres ugentligt løntimetal fordelt på uddannelsesformer (ved handelsskoler eksempelvis HHX, HX, EFG, HMX).
Undervisningsvirksomhed ved andre undervisningsinstitutioner end den ansættende handelsskole skal være attesteret af vedkommende skole, kommunalbestyrelse m.v.
5. Beviser for tidligere beståede relevante eksaminer, derunder særlig ved Statens erhvervspædagogiske Læreruddannelse, universiteter og andre højere læreanstalter vedlægges i kopi.
6. Det oplyses, ved hvilken/hvilke uddannelsesform/er (HHX, HX, EFG m.v.) læreren skal undervises med angivelse af ugentligt løntimetal fordelt på de respektive uddannelsesformer, samt hvilken/hvilke handelsfaglærereksamen/eksaminer, der vil blive krævet af den pågældende.
7. Ved nyansættelser skal det tilkendegives, om skolen disponerer over en stilling, hvis normering er godkendt af direktoratet for erhvervsuddannelserne, eller over en tidligere godkendt stilling, som er blevet ledig ved afgang.
Dato for direktoratets godkendelse af stillingens normering anføres. Hvis det drejer sig om en ledigbleven stilling, oplyses navnet på stillingens tidligere indehaver, og fra hvilken dato stillingen er blevet ledig.
8. Kopier af ansættelsesbreve skal indsendes til ministeriet og den forhandlingsberettigede organisation umiddelbart efter, at ansættelserne har fundet sted. Ansættelsesproceduren betragtes først som endeligt afsluttet, når kopierne er modtaget.
Ansættelsessager, der ikke indeholder de oven for nævnte oplysninger, vil blive tilbagesendt til skolerne med anmodning om fornyet indsendelse, når oplysningerne foreligger.
P.M.V.
N.H. Assing
fm.