Periodeafgrænsning vedrørende fradrag for ferieløn ved overgang fra kasseprincip til tilvækstprincip
Statutory Text (1 Articles)
Periodeafgrænsning vedrørende fradrag for ferieløn ved overgang fra kasseprincip til tilvækstprincip
Ved østre landsrets dom af 8. marts 1977 blev der indrømmet en arbejdsgiver, der hidtil havde fratrukket udbetalt løn under ferie men overgik til at fratrække skyldige feriepenge, ret til i overgangsåret at fratrække såvel den i årets løb udbetalte ferieløn som hele feriepengeforpligtelsen ved årets udgang.
Dommen, der ikke er påanket, medfører, at den hidtidige praksis vedrørende overgangsåret, jf. statsskattedirektoratets cirkulære nr. 502 af 27. december 1976, herefter ikke kan opretholdes.
I tilfælde, hvor en arbejdsgiver er overgået til tilvækstprincippet med de efter hidtidig praksis skattemæssige virkninger, kan den pågældende efter anmodning få indkomstansættelsen for overgangsåret ændret, således at der indrømmes fradrag for hele feriepengeforpligtelsen ved årets udgang, såfremt principskiftet er sket inden for de seneste 3 indkomstår forud for det år, i hvilket anmodning om ændringen fremsættes. Har ansøgeren i overensstemmelse med cirkulære nr. 502, side 2, afsnit 4 og 6, opnået fradrag for stigning i forpligtelsen i årene forud for overgangsåret, bortfalder disse fradrag samtidig.
Amtsskatteinspektoraterne er anmodet om at foranledige ansættelserne ændret i overensstemmelse hermed, såfremt det pågældende forhold ikke er påkendt af landsskatteretten. Samtidig er Københavns og Frederiksberg skatteråd bemyndiget til at ændre de af skatterådene foretagne ansættelser efter det anførte.
Foreligger der kendelse afsagt af landsskatteretten, må den skattepligtige henvises til at indbringe kendelsen for domstolene. Hvis den i landsskatteretslovens § 13 a, stk. 1, fastsatte frist på seks måneder for indbringelse af kendelsen for domstolene er overskredet, må skatteyderen, før sag kan anlægges, indgive ansøgning til skattedepartementet om dispensation fra fristen.