Legislator Case Law & Legislation
C19771400010 DK

Cirkulæreskrivelse til samtlige fredningsnævn

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1977 14000 Valid

Cirkulæreskrivelse til samtlige fredningsnævn

Til samtlige fredningsnævn.

Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 542 af 27. oktober 1975 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til fredningsstyrelsen er miljøministeriets ankebeføjelse med hensyn til fredningsnævnenes afgørelser i henhold til naturfredningslovens kapitler III, jfr. § 24, stk. 2, og VI-IX, jfr. § 58, stk. 1, pr. 1. november 1975 henlagt til fredningsstyrelsen.

Som følge heraf bedes følgende iagttaget vedrørende fredningsnævnenes afgørelser

I. Indsendelse af afgørelser.

Fra 1. november 1975 har fredningsstyrelsen overtaget de opgaver, som blev varetaget af statens naturfrednings- og landskabskonsulent og rigsantikvarens fortidsmindeforvaltning, jfr. miljøministeriets cirkulæreskrivelse af 7. november 1975 om ændringer i miljøministeriets opbygning pr. 1. november 1975. Fredningsnævnenes afgørelser kan således ikke længere indsendes til konsulentembedet og rigsantikvarens fortidsmindeforvaltning.

Man skal anmode fredningsnævnene om at indsende fredningskendelser og nævnenes afgørelser i øvrigt efter ovennævnte bestemmelser til fredningsstyrelsen - dels som ankeberettiget, dels med henblik på registreting - i overensstemmelse med det vedhæftede bilag.

II. Afgørelsernes indhold, bilag til disse m.v.

1. Fredningskendelser og ændringer heri.

De til kendelserne hørende kortbilag bør altid medfølge disse. Ved dispensationer bør angives, hvilken fredningskendelse sagen vedrører.

2. Øvrige afgørelser m.v.

Af hensyn til fredningsstyrelsens interne fordeling bør det tydeligt - helst indledningsvis - være angivet i nævnets afgørelse, efter hvilken bestemmelse i naturfredningsloven den er truffet.

Afgørelser, der indeholder dispensationer, bør have et sådant indhold, at det er muligt for den ankeberettigede at identificere sagen - i hvert fald med matrikulær betegnelse - og bedømme, om den skal ankes.

3. Afgørelser om strandbeskyttelseslinien.

Under hensyn til, at naturfredningslovens § 46, stk. 1, forbyder byggeri m.v. søværts strandbeskyttelseslinien, og at nævnet kun, hvor »ganske særlige forhold« gør sig gældende, kan dispensere fra forbudet, skal man, af hensyn til fredningsstyrelsens mulighed for at bedømme, om en afgørelse skal ankes, henstille, at meddelelser om dispensationer normalt indeholder følgende oplysninger

a) Den pågældende ejendoms matrikulære betegnelse,

b) beskrivelse af det, dispensationen omfatter,

c) angivelse af den bestemmelse, som den i afgørelsen omhandlede dispensationsansøgning refererer til,

d) opsummering af de standpunkter, som hørte eller fremmødte har taget i sagen,

e) så vidt muligt en nøjagtig angivelse af de ganske særlige omstændigheder, der har begrundet dispensationen, jfr. § 46, stk. 6, og ministeriet for kulturelle anliggenders cirkulære nr. 245 af 22. november 1969 om naturfredningsloven,

f) så vidt muligt en situationsplan over ejendommen med angivelse af strandbeskyttelsesliniens forløb, eksisterende lovlig bebyggelse m.v. samt med særlig signatur den indretning eller andet, som er omfattet at dispensationen.

Til brug ved behandlingen af sager efter naturfredningslovens § 46 kan der som hidtil rekvireres ældre akter og kortmateriale i Det centrale strandfredningregister, Nyropsgade 22, 1602 København V.

4. Afgørelser om vejbyggelinien.

Opmærksomheden henledes på, at den ved lov nr. 297 af 26. juni 1975 om ændring af lov om naturfredning vedtagne ændring af naturfredningslovens § 47, stk. 1 og 3, endnu ikke er trådt i kraft, og at bestemmelserne om vejbyggelinien derfor fortsat er gældende.

Reglerne om vejbyggelinie i naturfredningsloven vil først blive ophævet i forbindelse med ikrafttrædelsen af nye regler under anden lovgivnign, som vil kunne varetage de miljømæssige og andre interesser, bestemmelserne i naturfredningsloven hidtil har varetaget. Der er ikke grundlag for at antage, at de nye regler bliver lempeligere end de hidtidige i naturfrednongsloven. I overgangstiden bør administrationen af vejbeskyttelseslinien derfor ske efter samme retningslinier som hidtil, således at der også tages miljøhensyn (navnlig støjhensyn) ved bestemmelsernes administration.

III. Ankevejledning.

Der foreslås nedenstående formulering af den i § 58, stk. 4, påbudte klagevejledning. For at imødegå en eventuel påstand om, at der i forbindelse med afgørelsen ikke er givet klagevejledning, foreslås denne optaget i selve nævnsafgørelsen, evt. ved anvendelse af et stempel.

»Afgørelsen kan efter naturfredningslovens § 58 indbringes for overfredningsnævnet (adr. Nyropsgade 22, 1602 København V.) af bl.a. ansøgeren og forskellige myndigheder.

Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende klageberettigede. Fristen kan under særlige omstændigheder forlænges.

En tilladelse kan ikke udnyttes før udløbet af klagefristen. Er klage iværksat, kan tilladelsen ikke udnyttes, medmindre den opretholdes af overfredningsnævnet.«

IV. Naturfredningsrådets medvirken i sager efter § 46.

Rådet forudsættes kun hørt, hvor der foreligger spørgsmål af naturvidenskabelig art, herunder om udgangspunktet for strandbeskyttelsesliniens beregning, jfr. ministeriet for kulturelle anliggenders cirkulæreskrivelse af 11. december 1972 om naturfredningsrådets medvirken ved behandlingen af sager i medfør af naturfredningslovens §§ 46 og 54.

P.D.V.

A.M. Lynæs

Indsendelse til fredningsstyrelsen af fredningsnævnenes kendelser og afgørelser.

Til brug for fredningsstyrelsen som ankeberettiget efter naturfredningslovens §§ 24, stk. 2, og 58, stk. 1, jfr. § 11 i miljøministeriets bekentgørelse nr. 542 af 27. oktober 1975 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til fredningsstyrelsen, samt med henblik på afgørelsernes registrering skal man anmode om at få tilsendt fredningsnævnenes kendelser og afgørelser som nedenfor angivet

A. Fredningskendelser og afgørelser vedrørende disse (§§ 22 og 34)

Fredningsstyrelsen (Nybrogade 2, 1203 København K) 5 eksemplarer (heraf går 1 eksemplar til det centrale fredningsregister)

Skovstyrelsen (Standvejen 863, 2930 Klampenborg) 1 eksemplar (til orientering for styrelsen som arealforvalter m.v.)

B. Afgørelser vedrørende strandbeskyttelseslinien (§ 46)

Fredningsstyrelsen (Nybrogade 2, 1203 København K) 2 eksemplarer (heraf går 1 eksemplar til strandfredningsregistret)

C. Afgørelser vedrørende naturfredningslovens øvrige bygge- og beskyttelseslinier, samt om almenhedens færdsel og om friluftsreklamer (§§ 47, 47a, 53, 54-56 og 57, stk. 3 og 6)

Fredningsstyrelsen (Nybrogade 2, 1203 København K) 1 eksemplar

Afgørelser vedrørende § 53, der tillige indeholder afgørelse vedrørende andre af naturfredningslovens bygge- og beskyttelsesliner indsendes dog til fredningsstyrelsen i 2 eksemplarer

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →