Skrivelse til samtlige levnedsmiddelkontrolenheder. (Skolekøkkener)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse til samtlige levnedsmiddelkontrolenheder. (Skolekøkkener)
Dags dato er
Den centrale Rådgivningstjeneste for Skolebyggeri
Nyropsgade 28,
1602 København V., tilskrevet således
»Med skrivelse af 22. april 1977, j.nr. 53-01-02/76, har rådgivningstjenesten udbedt sig en udtalelse om, hvorvidt og i hvilket omfang indretning af skolekøkkener omfattes af levnedsmiddelloven og af de i medfør af loven udstedte bestemmelser.
Rådgivningstjenestens henvendelse fremkommer som følge af, at levnedsmiddelkontrollen i Tårnby kommune har henvist til, at ombygningen af et skolekøkken i en af kommunens skoler skal ske under iagttagelse af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 369 af 27. juni 1974 om detailforhandling, herunder ved servering m.m., af levnedsmidler.
Ifølge § 5 i levnedsmiddelloven gælder lovens regler om salg også udbud til salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver overgivelse til andre. I § 34 i levnedsmiddelloven bestemmes det, at virksomhed en detail omfattende salg eller behandling af levnedsmidler ikke må påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt af kommunalbestyrelsen. Loven kommer dog ikke til anvendelse på levnedsmidler, der fremstilles i private husholdninger, jfr. lovens § 10, stk. 3.
Under hensyn til, at eleverne selv tilbereder og fortærer de levnedsmidler, der fremstilles i skolekøkkenet og til, at undervisningen tilsigter at oplære eleverne i tilberedning af levnedsmidler, som den finder sted i hjemmene, finder veterinærdirektoratet dog ikke, at skolekøkkener skal have en formel godkendelse i medfør af § 34. Det må herved erindres, at reglerne i vedlagte bekendtgørelse nr. 369 - der er udstedt bl.a. i medfør af § 34 - vanskeligt vil kunne anvendes på køkkener, der skal afspejle private køkkener.
Veterinærdirektoratet vil dog finde det naturligt, om man ved projektering af nye og ombygning af ældre skolekøkkener sender sagen til udtalelse hos vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed.«
Hvilket herved meddeles.
P.v.v.
E. Malling Olsen
Ingen