Meddelelse om presselovsansvar (Læserbreve og reklameaviser) (* 1)

Meddelelse om presselovsansvar (Læserbreve og reklameaviser) (* 1)

1. To sager, der har været forelagt mig i den senere tid, belyser nogle af de problemer, som kan være forbundet med behandlingen af sager, hvor presselovens ansvarsregler eventuelt skal finde anvendelse

2.1 Den ene sag drejede sig om et læserbrev, der var offentliggjort i et dagblad under falsk navn, og som indeholdt nogle ærekrænkende beskyldninger mod en kommune. Kommunen begærede påtale mod brevskriveren.

Om denne sag skrev jeg bl.a. således til kommunalbestyrelsen

»Efter § 6 i l. 147 13.4.1938 om pressens brug påhviler ansvaret for indholdet af et periodisk skrift redaktøren og forfatteren. Såfremt indholdet hidrører fra en navngiven forfatter, er redaktøren i almindelighed straffri. I andre tilfælde bærer redaktøren ansvaret, og forfatteren kan ikke drages til ansvar. Et læserbrev, der indsendes under et urigtigt navn, må efter min opfattelse anses som en artikel, der hidrører fra en unavngiven forfatter. Følgen heraf er, at redaktøren af det blad, der har offentliggjort læserbrevet, bliver ansvarlig. Dette må også antages at gælde, selvom det senere konstateres, hvem forfatteren er, idet dette ikke kan anses for omfattet af undtagelsen i presselovens § 6, stk. 5, hvorefter redaktøren er straffri, når den unavngivne forfatter påtager sig ansvar som navngiven forfatter.

Som nævnt er den unavngivne forfatter i almindelighed ikke ansvarlig for indholdet af en artikel, når redaktøren opfylder de almindelige betingelser for at ifalde strafansvar. Det fremgår ikke af presseloven, om dette også gælder, når forfatteren fører redaktøren bag lyset med hensyn til sin identitet. Efter den måde presselovens ansvarssystem er indrettet på, er jeg tilbøjelig til at antage, at det gælder i et tilfælde som det, der foreligger i denne sag. Det er således min opfattelse, at det næppe er muligt at pålægge (indsenderen) strafansvar ......«

Da sagsbehandlingen imidlertid havde været så langvarig, at påtalefristen på 6 måneder i straffelovens § 96 antagelig var overskredet i forhold til redaktøren, anså jeg det heller ikke for muligt at drage redaktøren til ansvar, og jeg måtte overfor kommunen beklage, at anklagemyndighedens behandling af sagen havde bidraget til, at dette resultat var indtrådt.

Se hertil Frøbert »Det presseretlige ansvarssystem« (1976) s. 129.

3.1. Den anden sag angik et trykt skrift, der næsten udelukkende indeholder reklamer for varer, der hører til det sortiment, som forhandles af bl.a. materialister.

Et af disse skrifter indeholdt nogle annoncer, der efter Sundhedsstyrelsens opfattelse var i strid med reklameforbudet i apotekerlovens § 4, stk. 1, jfr. § 26 i lov om lægemidler. Det fremgik af sagen, at annoncerne var betalt af varernes producenter. Efter Sundhedsstyrelsens anmeldelse blev der rejst tiltale mod T, der foruden at være forhandler af de omhandlede varer tillige var udgiver og redaktør af annoncebladet. Tiltalen omfattede kun overtrædelse af apotekerloven, nu lægemiddelloven.

3.2 Under domsforhandlingen påstod T frifindelse bl.a. ved henvisning til presselovens § 6, stk. 6. Statsadvokaten forelagde herefter sagen for mig, efter at de nærmere omstændigheder ved annoncernes tilblivelse var blevet efterforsket.

3.3. Den 8.6.1977 skrev jeg bl.a. således til statsadvokaten

»Efter presselovens § 6, stk. 6, er den, der mod betaling lader indrykke annoncer, ansvarlig for indholdet. Redaktøren er ansvarsfri, medmindre de særlige ansvarsbetingelser, der opstilles i § 6, stk. 3, sidste punkt, er opfyldt. Da det formentlig ikke vil kunne godtgøres, at redaktøren opfylder disse betingelser, idet der næppe vil kunne føres bevis for, at han var vidende om, at annoncerne var i strid med apotekerloven, er der næppe grundlag for at gøre ansvar gældende mod ..... (T), såfremt han må anses for at være omfattet af presselovens ansvarsregler. Disse særlige ansvarsregler gælder imidlertid kun indholdet i et periodisk skrift. I et retsmøde den 24/8.1976 har han oplyst, at ..... udkommer 2 gange årligt. Såfremt dette er tilfældet, er grundbetingelsen i presselovens § 16, stk. 2 opfyldt.

Efter min opfattelse kan reklametryksager, d.v.s. tryksager hvis eneste eller aldeles overvejende formål er at formidle tilbud om salg, imidlertid ikke anses som periodiske skrifter, selvom de udkommer flere gange årligt. Jeg anser således ikke f.eks. rejsebureauers tilbud om ferierejser, stormagasiners salgskataloger, eller tryksager fra andre forretninger, der indeholder salgstilbud, hvadenten disse angår en enkelt bestemt vare eller en flerhed af varer, for omfattet af betegnelsen periodisk skrift. Som følge heraf skal (redaktørens) ansvar efter min opfattelse ikke bedømmes efter de regler, der opstilles i presseloven, men efter straffelovens almindelige ansvarsregler.

Jeg kan herefter tiltræde Deres indstilling af 12.5.1977 om fortsættelse af domsforhandlingen i sagen for overtrædelse af apotekerloven, nu lægemiddelloven.«

3.4 Lægges denne opfattelse til grund, hvorefter spørgsmålet om strafansvar måtte afgøres efter straffelovens almindelige ansvarsregler, burde tiltalen formentlig oprindelig være rejst såvel mod T som mod producenterne, der syntes at være ansvarlige for annoncernes tekst. Et eventuelt strafansvar mod producenterne var imidlertid nu forældet, jfr. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Spørgsmålet synes ikke afklaret i den presseretlige litteratur, se bl.a. Frøbert (1976) s. 51 f., 69-71, 78 f. og s. 91.

Disse sager understreger betydningen af, at politi og anklagemyndighed er opmærksom på de særlige ansvarsregler i presseloven for lovovertrædelser, der manifesterer sig gennem indholdet af et periodisk skrift, således at efterforskningen og sagsbehandlingen i øvrigt i tide styres ind på det rette spor.

Per Lindegaard.