Meddelelse om retningslinier for behandling af sager mod personer, der optager lån mod 'seriechecks'.(* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om retningslinier for behandling af sager mod personer, der optager lån mod »seriechecks«.(* 1)
Pengeinstitutternes checkindløsningsaftale medfører bl.a. pligt for banker og sparekasser til for en checkmodtager at indløse checks på indtil 300 kr., uanset om der er dækning på checkkontoen. Indløsning kan dog afvises, hvis flere checks - »seriechecks« - udstedes som betaling for samme gældsforhold; det kan dog være vanskeligt for pengeinstituttet at klarlægge, om en check, der præsenteres til indløsning, er en check i en serie af checks.
Misbruger en checkkontoindehaver sin adgang til at råde over kontoen ved at udstede dækningsløse checks bedømmes forholdet som mandatsvig efter straffelovens § 280, nr. 1, eller eventuelt som bedrageri.
Anklagemyndighedens praksis med hensyn til forfølgning af disse sager er beskrevet i Anklagemyndighedens årsberetning 1973.18-19 og 1974.66-67.
I forbindelse med efterforskning af en række ågersager har det vist sig, at långivere som sikkerhed for lån får låntageren til at udstede et antal checks, hvis samlede pålydende dækker hovedstol og renter m.v. og således, at hver checks pålydende ikke overstiger 300 kr. Disse checks, der er underskrevet, udaterede og typisk uden angivelse af checkmodtager, afleveres til långiver, der ved misligholdelse af aftalen om lånets tilbagebetaling har let adgang til fyldestgørelse på grund af checkindløsningsaftalen.
Jeg fastsætter herved følgende retningslinier for afgørelsen af sager mod låntagere, der har udsted dækningsløse seriechecks som sikkerhed for lån
1. Hvis checkudstederen har haft rimelig udsigt til dækning, respektive indfrielse af lånet, eller rimeligt begrundet tro herpå, opgives påtale. Denne situation vil jævnligt foreligge, når der er sket dækning eller indfrielse eller iøvrigt opnået en ordning med den betrukne bank. Manglende anmeldelse fra banken vil ofte kunne ses som udtryk for, at en sådan ordning er opnået.
2.1 Ligger tabet under ca. 2.000 kr. kan forholdet henføres under straffelovens § 287 og tiltale frafaldes i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 3. Er tabet erstattet, helt eller delvis, forhøjes denne grænse til 3.000 kr. Der henvises herom til min meddelse 1/1977.
2.2 Ligger tabet over denne grænse, men under 4.000 kr., forelægges den med henblik på tiltalefrafald efter retsplejelovens § 723, stk. 2, hvis der foreligger formildende omstændigheder, f.eks. særligt vanskelige personlige eller økonomiske forhold, dårlige evner og lignende.
3. Udenfor disse tilfælde rejses tiltale for bedrageri eller mandatsvig. Dette gælder således, når gerningsmanden har åbnet kontoen med henblik på at udnytte den som sikkerhed på den angivne måde eller iøvrigt har vist særlig aktivitet med hensyn til besvigelsen af banken, eller når han tidligere er straffet for beslægtede forhold.
Per Lindegaard.